Prolog.
Alt længe har jeg havt i SindeEn lille ►Glemmigei at binde
I Digterkrandsen om din Isse;
124 (PS) Men hvem af dine kære Smaa
Din Evighed beroer paa,
Det vidste jeg just ei ►tilvisse;
Hos den, som Egoist, jeg vilde
Saa gerne lægge Blomsten ned,
For selv at faa lidt Evighed
Og ikke rent min Gave spilde.