Grundtvig, N. F. S. Til Hr. Professor Sander

✂ 123 (PS)

Til Hr. Professor 👤Sander.

Som Digter, som ►Knud Lavards Forfatter,

og som Ven af Epigrammer.

1

✂ ...... Jeg kan ikke hæle
Med dem, som Digternavn vil stjæle
Saavel paa Sokker som paa høie Hæle.

✂ ►Giengangeren

✂ ►var. lect.

2

✂

Prolog.

Alt længe har jeg havt i Sinde
En lille ►Glemmigei at binde
I Digterkrandsen om din Isse;
124 (PS) Men hvem af dine kære Smaa
Din Evighed beroer paa,
Det vidste jeg just ei ►tilvisse;
Hos den, som Egoist, jeg vilde
Saa gerne lægge Blomsten ned,
For selv at faa lidt Evighed
Og ikke rent min Gave spilde.

3

✂ Jeg ofte tænkte paa at lægge
Den hos din egen Kæledægge,
Det mageløse ►Hospital;
Men da jeg tænkte dybt i Tingen,
Jeg fandt, at derhen kommer Ingen
Undtagen han er syg og gal;
514Og skønt de Folk jeg ret beklager,
Det Selskab mig dog ei behager,
Den Evighed var evig Kval.

4

✂ Dog, nys jeg, til min store Lykke,
Fik Øie paa det ►Grædestykke,
Om 👤Knud, som du os har forært,
Det er min Blomst og Mere værdt,
Især for den uhyre Flid
Som er saa sjelden i vor Tid.

5

✂ Enhver, som hørte 👤Rahbek, veed,
Det kosted 👤Øehlenschläger Sved,
Før han fik ►Hakon rigtig tragisk.
Men at du har det saavidt drevet,
At ►hellig Knud det ei er blevet,
Det maa Man hartad nævne Magisk.
125 (PS) Og nu den Kvide, du har døiet,
Før du fik Alting sammenslæbt,
Og sammenlagt og sammenpløiet,
Og før du fik Saamange dræbt,
Hver paa sin Vis, saa grant Man ser,
At Ingenting for Intet sker.
Ja, 👤Ruses Ord, som (var jeg rig)
Jeg lod fra Top til Taa forgylde,
Har maattet sig hel ►underlig
Paa al din Helteflok opfylde.*Se 👤Ruses fyndige Tale i ►Peder Paars (Haandudgaven Pag. 14-16.).

6

✂ 515Ei vil jeg tale om, ►hvorlunde
Det ►Gran, som fødtes i din Aand,
Dog under din og Konstens Haand
Saa umanerlig vokse kunde;
Thi Sligt er kun en Naadegave,
Som kun de fromme Sjele have.
Vist Mange vilde været glade
Ved at faa fyldt tolv, seksten ►Blade,
Men du i Snesevis kun tæller,
Som Vandet af en Kilde, vælder
Det sorte Vand, jeg mener Blækket.
Af Akter fik du rigtig fem;
Naar femtegang nedruller ►Dækket,
Og Nogen da gaar tørstig hjem,
Sig selv han ene maa beskylde,
Thi ham kan Fanden ikke fylde.

7

✂ O gid dog vores Fædreland
Nu vilde huske paa de Pligter
Det har imod en saadan Mand,
Der er saa mageløs en Digter!
126 (PS) Man snakker nok om 👤Øehlenschläger,
Han er nu blevet Modeskjald,
Men du har Ret, han vel bevæger
Vort Øre med det sære ►Skrald,
Hvori der er endel Musik,
Men han dog rigtig er forresten,
Som 👤Schlegel og som Mester 👤Tiek,
Som 👤Novalis, som 👤Goethe – næsten,
Og det Slags Folk, dem kende vi,
Hos dem er Alting Poesi.
Vel ser jeg, at selv 👤Rahbek vakler
Og roser disse ny ►Spektakler;
Men det er vel kun gammel ►Sæd,
Som intet Ondt han mener med.
Dog, Sandt er Sandt, jeg gøs forleden,
Da du hos 👤Øehlenschläger stod;
Thi rigtig nok stod han forneden,
Og derved ►stilledes mit Blod;
Men jeg dog tænkte: Herre Gud!
Det er jo ret, som ►Sankte Knud
Var Palnatoke► op ad Dage.
Dog, vil selv 👤Rahbek dig forsage
Og ei herefter fuldt saa trolig
Som ►hidindtil, dig gøre Kur,
Du dog kan være ganske rolig
Og trøste dig ved din Natur.
516Det allerværste skulde være
At 👤Øehlenschlägers Fantasi
Er nylig blevet sat i ►Tøier,
Og finder sig ret godt deri;
Men dels er det vel kun for Løier,
Og hvordan det saa end vil gaa,
Du dog kan sikkert bande paa,
Den aldrig blir saa tam som din.

8

✂ 127 (PS) Engang du trode vel at finde
I 👤Baggesen en slem Rival;
Men nu ved alle Folk herinde,
At han er i det mindste – gal.
Den sidste Gang han kom her hjem,
Han rigtig nok var grumme slem,
Ja Fanden red ham rent skinbarlig,
En Ting, der ei er uforklarlig,
Da han, som nys blev meldt, er gal.
Han kaldte dig med Skoggerlatter
►Niels Ebbesens utrolige Forfatter.
(O put ham i dit ►Hospital!)
Men ak! hans Gammen var kun stakket,
Thi neppe havde han sig pakket
Paa Dørren, før du stod som Kæmpe,
Og ruskede ham ei med Lempe.
Vel følte han ei Rusk og Smæk,
Fordi han sidst var sluppet væk;
Men det er ingen Sag at løbe,
Og hvis han Himlen skulde købe
I samme ►Mynt, som du ham gav,
Han ei kom salig i sin Grav.

9

✂ Nu 👤Rahbek! ja han viger nok,
Naar han kun have maa den Ære:
Din ►Knud i Mag at sønderskære,
Og siden atter plukke op,
For hele Publikum at lære,
Hvorledes han forstaar sin 👤Lessing,
Hvormeget det forgyldte Messing
Er bedre end det bare Guld.

10

✂ Jeg maatte Alfabetet fuld
Med Alfabetets Navne skrive,
128 (PS) Hvis jeg en Liste skulde give
Paa alle dem, som ei vil stride
For Æren at staa ved din Side;
517Men jeg vil skilles kort ved Tingen
Og rent ud sige: der er Ingen
Og kan ei heller Nogen være
Som beiler til den store Ære;
Thi hvis mig ikke Alting svigter,
Du netop er, hvad du vil være,
En tragisk, saare tragisk Digter.

11

✂ Vel sagde du engang forleden,
Da du for Løier var beskeden,
(Du stundum har den sære Nykke)
Du vidste ei om du paa Krykke
Var krøbet til Parnassets Top;
Men derved bør du dig ei skamme,
Thi det jo være kan det Samme,
Naar du kun bare kom derop.

12

✂ Her har jeg et Par Epigrammer,
Gud ved, om nogen af dem rammer;
Men tænk ei jeg indbilder mig
I dem at ville ligne dig!
I Saadant er jeg ►fast en Pog,
Jeg holder mig ikkun til Bøger;
Thi naar jeg ogsaa stundum spøger,
Jeg holder mig til Mandens Bog
Og holder mig fra Bogens Mand,
Undtagen der hvor Bog og Mand
Ei længere adskilles kan.
Jeg troer gerne det er Brøst
Paa Klogskab og paa klar Forstand,
129 (PS) Men jeg dog har den lille Trøst:
Det gaar kun mig, som det gik Andre,
Vi kan ei Alle være 👤Sandre.

✂

Til 👤Knud Lavard.

Visselig ikke for Skemt, du Hellige nævnes en Martyr;
Thi uden Grund eller Skyld tregange dræbte Man dig.
Deler Man rettelig Død i timelig, aandig og evig,
Nys du i ►filede Vers døde den evige Død.

✂

Til 👤Magnus.

Skygge af nordiske Kraft! du svinder og ret som en Skygge,
Kun paa Teatret vi se Tretallet fyldes af dig.
518Hvi var din Skæbne saa tung, at du maatte dø uden ►Sprikvort,
At du, som ►Mette, end ei turde fortælle os det?

✂

Til 👤Margaretha. *👤Margarethe – Digterens ►Meta – døde efter 👤Saxos Beretning af ►Vandsot, og saare genialisk har Digteren vidst, uden dog ligefrem at sige det, at lade os føle det heligennem.

O! hvor beklager jeg dig, du ►vandfulde, døende ►Meta!
O! hvilken gruelig Synd, saa dig at tappe ihjel!!

✂

Til Samme.

Visselig Lykke for dig, du sørged itide for Kisten!
Kun for at stilles ved den, gav Man dig Lov til at dø.

130 (PS)

✂

Til Hr. Professoren.

Bien som flyver omkring, og suger og sanker og bygger,
Er, sagde 👤Rahbek saa tit, Billed paa dygtige Skjald;
Flyven du hader, men dog du suger og sanker og flikker,
Altsaa, hvis 👤Rahbek har Ret, er du en ►temmelig Skjald.

✂

Epilog.

Hvis Dørren du finder for stor
Og Huset du finder for lille,
Da koster det dig kun et Ord;
Thi Sagen er her kun at ville.

✂

Efterskrift til trende Parter af Publikum.

1

✂

Til den Første.

I som med halvtillukket Øie
Mens Middagsmaden I fordøie,
►Betitte dette ►Blad i Mag!
I som ved Læsning somme Dage
Maa søge Tiden at forjage,
Som har i Dag ►jer Læsedag!

2

✂ 519Jeg ønsker mine Vers det Held,
At ei en Stavelse jer morer,
Men ►heller keder rent ihjel!

✂

Til den Anden.

I fredelige Folk! som tro,
Man ei bør spilde Nogens Ro,
131 (PS) Men ►heller tage smukt til Takke
Med hvad Man byder, end til Krig
For Konstens Sag at reise sig,
Med jer det nytter ei at snakke.

✂

Til den Tredie.

I Ædle! som ei Slagsmaal lide,
Men ved, at det er Pligt at stride,
Jer skal jeg snart med Alvor søge
At vise: her er intet ►Spil,
At ei jeg spøger for at spøge,
Og saarer ei fordi jeg vil.

✂ Nik. Fred. Sev. Grundtvig.