↩
Tiderne havde et Spir,
Kækt det sig reiste mod Himlen,
Straaled af luende Guld,
Fæstet i Menneskets Indre;
Uslinge reve det ned,
Jorden de vilde forgylde,
97
(PS)
Guldet sig tabte i Støv,
Støvet sig hvirvled i Luft,
Blev til en Sky, og vor ►Alder
Stirrer paa Skyen saa glad,
Peger paa den som sin Himmel.