📌Gunderslev Skov.
✂ (Se ► ►Københavns Skilderi No. 100.)
✂
Sig mig o Skov! hvad Du slutter saa tæt,
Hvad Du knuger saa fast i Din Favn!
Sig mig det Vind! Du som svæver saa let,
38
(PS)
Du som svæver saa tæt,
Over Egene hist;
Som kan stirre derned
Gennem Grene og Løv!
O! Du ►sikkerlig ved
Hvad den slutter i Favn.
✂
I Egenes Toppe
Det rusker og ►bryder,
Og Vinden deroppe
Saa susende lyder,
Som Stemmer fra 📌Nord.
Og vel kan jeg tyde
De susende Lyde,
Der strømme fra 📌Nord.
✂
Saa er det da Eder, I knudrede Ege!
Som hegne om Kredsen, hvor Luerne ►stege,
Og ►Offeret blødte paa hellige Sten!
✂
O Sol! Du som blusser saa høit udi Luft!
Du har set, og Du ved,
At ei Blomsternes Duft
Mine hurtige Fjed
1598Kunde standse paa Jord;
At ei ►Søen saa mild
Kunde svale min Ild
For det flygtede 📌Nord;
At saa saare jeg gik
Over Dal, over Høi,
At mit brændende Blik
Over Markene fløi,
For at søge den Plet,
Hvor sig Egene tæt
Havde ►sanket omkring
►Den hellige Ring.
✂
39
(PS)
Sagtelig Ven!
Flyt Dig i Lunden!
Let ►Du berøre
Viede Jord!
Her mellem Egene bo
📌Nordens de ►hensovne Guder,
Sødelig Slumrendes Ro
Trinenes Lyd ►ei forstyrre!
Ser Du de Vanddraaber trille
Saa stille,
Hisset i Dal?
Fordum, da ►Aser med Vælde
Høit over kneisende Fjelde,
Troned' i Sal;
Sang de med buldrende Lyd
►Asernes Pris og Lundenes Fryd.
1599Nu de i Dalen hentrille
Saa stille,
Stenen de kysse,
Paa den de tysse,
Hvidskende dysse
Guderne end i en dybere Søvn.
✂
Hisset Bakken høit sig løfter,
Bredere er Egens Kløfter,
Dunklere er Skoven her,
Nu er ►Guders Alter nær.
✂
Bort fra denne slidte Vei!
Den til ►Altret fører ei;
Thi hvor Hoben farer frem,
Har ei Guder deres Hjem.
Her jeg ser en Sti sig dølge
Under Græsset, matte Spor
Sprede sig af sjeldne Fod;
40
(PS)
Dristig Ven! Vi den vil følge.
Til det Hellige fra 📌Nord
►Lede kun de dunkle Spor.
Fast og nøie maa Vi stirre,
Synet kan sig let forvirre
Paa en Vei til gamle 📌Nord.
Stands kun ikke, følg mig Ven!
Sporene jeg skimter end.
►Underlig paa Straaets Rygge
Let de have præget sig,
Her ►en gammel Kæmpeskygge
Vist i Natten skrider hen.
✂
Ak! nu svandt det lette Spor
Som ved Lyden af mit Ord,
Som ►henveiret af min Aande.
Hvilken Vaande!
✂
Stands o Fod!
Her paa denne Egerod!
Høit o Øie! hvælv din Bue!
Fik du Evne til at skue,
O saa sku
Dristig gennem Lunden nu!
✂
1600Med faldende Taare
Jeg stirrer saa saare.
Hvad løfter sig hist!
O! er det ei ►Alterets mossede Stene,
Som Egenes Grene
Saa tætte ►omhvælver?
Det er. O! jeg skælver,
Jeg dirrer af Lyst,
41
(PS)
Og hellige Andagt opfylder mit Bryst.
Jeg iler, jeg iler med vingede Fjed,
For ►Asernes Alter at kaste mig ned,
Og prise de ►hensovne Guder.
✂ Nik. Fred. Sev. Grundtvig.