Et Par Ord i Anledning af det forkyndte Sørgespil: Signe
✂
►Det er andet at komme sligt frem,
End hver kan tænke og vide ►.
👤Johannes Franciscus.
✂ Disse gyldne Ord, som ►stande i ►Æreverset til ►Mester 👤Anders Søfrensen Vedel , foran ► ►Udsættelsen af 👤Saxo , ►runde mig flux i Tanke ved Synet af ► ►et utrykt Sørgespils andens Akts fierde Scene, som findes i Martshæftet af ►Minerva.
✂ Naar den dybe Følelse ►udtaler sig i Ord, da skabes et nyt Sprog, som kun Faa monne forstaae; men naar den ►præger sig i Handling, da troe næsten Alle at kunne omfatte den, fordi Alle dog ►kunne efterligne Handlingens Skygge, der træder frem for det ydre Øie. At denne Tro er meget ilde grundet, seer Enhver, og dog møde vi i Litteraturen ofte ►dens Bekiændere.
✂ ►Signe og ►Hagbarth ere formodentlig alle Læsere bekiændte af ► 👤Suhms ►Fortælling , eller er maaskee ogsaa den gaaet af Moden, som en ubehagelig Erindring om, at det engang saae anderledes ud i 📌Nord? Dog, saameget har man dog vel hørt, at hine Tven250de vare to forelskede Narre, der agtede Kiærlighed høiere end Livet.
✂ Af dette Æmne byder 👤Hr. Dampe os en Bearbeidelse, og jeg skal, efter en forudskikket almindelig Bemærkning, stræbe at vise, om vi skylde ham Tak.
✂ Sørgespillet, eller rettere, for ei at nære vrange Begreber, Dramaet, bør, som ethvert Konstværk, anskues heelt; men ligesom Forstanden kan i Maleriet skiælne mellem Omridset, Gestalten, og Koloriten, saaledes kan den ►og i Dramaet adskille Stoffet eller Fortællingen, ►Materien eller Gemytterne, og Formen eller det poetiske ►Klædemon.
✂ Man seer lettelig, at ingenlunde den første af disse Dele, tænkt for sig selv, er et Noget, men at kun de tvende sidste ere vigtige, og at det altsaa er fra Poesiens Side ligegyldigt, enten Stoffet er et historisk Faktum, eller ikke.
✂ Vil man søge et historisk Stof, da maa man aldrig glemme, at Kamp og poetisk Kamp er Dramaets Væsen; men vil Digteren, at hans Produkt skal ved Stoffet vinde mere Interesse, da maa han vælge et, som tillige indslutter Grundtrækkene til et Billede af høiere Gemytter. Herved er virkelig meget vundet, da et saadant Stof, liig en høiere Aand, styrer hans Fied; men han er da ogsaa ►forbundet til at lade sig styre, og virkelig udvikle hine Grundtræk. 251 Det er kun det blotte Stof, han har Ret til at forandre, og vover han at indtvinge en Betydning, forskiællig fra den, Historien kiædede til Stoffet, da har han overtraadt Pagten, og sikkerlig vil Stoffet hævne sig ved at søndre Produktets Eenhed.
✂ Et ►mærkeligt Exempel have vi i 👤Shakespears ► ► ►Hamlet . Stoffet er hentet fra den poetiske Kamps sande Fædreland, fra gamle 📌Nord; men, skiøndt Figuren er sand poetisk, opdage vi dog ei mindste Spor af den Form, Poesien antog i 📌Norden. Hvem kan beundre hiin evige Mindestøtte, den herlige Digter reiste sig, og dog ønske den anderledes bygget? Men hvem kiænder Grunden, hvorpaa den hviler, og ønsker ikke at kunne bortflytte den fra en Jordplet, i hvilken ganske andre Erindringer ere rodfæstede!
✂ Er det nu saa, da maa det kaldes ubetinget Pligt for hver den, som vil hente Stof fra 📌Norden, at han kiænder det, og beskuer det poetisk. Han maa udfinde Handlingens strænge Forbindelse med Tilværelsen i hin gamle Tid, hvis ►Foster den var, og derefter passe dens Klædning. Skeer det ikke, da have vi Ret til at dadle selv den bedste Digter; thi han udrev da voldsom et Led af den Kiæde, han enten burde givet heel, eller ladet være ganske urørt.
✂ Træder derimod En frem med Noget, der skal være kommet fra gamle 📌Nord, skiøndt vi kun faae at see Handlingens kraftløse Gienfærd, klædt i ►Usands 252 og Hverdagsphraser, da bør saadant strængt paatales; thi en dobbelt Forbrydelse er det, at give noget Slet, og dog ville paatrykke det Oldtidens Stempel.
✂ Af egen Erfaring veed jeg, hvor let man ved første flygtige Blik lokkes til at fremstille gamle 📌Nord, fordi Alt der synes ⓘ givet, og er det under en vis Betingelse ogsaa; men jeg veed tillige, at hver den, som fik nogen Sands for de Gamles ►Runestave, og i det Hele for Poesie, vil snart indsee sit Arbeids Usselhed, og tilintetgiøre det, fordi han seer 📌Norden tilintetgiort i det.
✂ 👤Hr. D. har viist Agtelse for Publikum ved at give en Prøve, og han vil sikkert, for sin egen, for Publicums, og især for gamle 📌Nordens Skyld, aldrig lade et Sørgespil komme for Lyset, i hvilket nærværende Scene kunde passe. At han ikke bør, trængte vel neppe til Beviis; men jeg ønskede at overbevise ham selv, og skal man dømme efter de fleste Bearbeidelser, vi have af Oldtiden, turde nogle Vink ei være saa ganske overflødige.
✂ ►Hagbarth og ►Signe ⓘ vare Nordboer, ►Asernes Dyrkere. Dette er Synspunkten, hvorfra Digteren strax vilde betragte Handlingen, naar han fandt den passende til sit Øiemed.
✂ Hvorledes elskede Nordboen?
✂ Dybt, inderlig, og glødende, men uden Frygt; thi han vidste: at 📌Nordens Mø oplivedes af Ilden i 253 Kæmpens Barm; at hun var tro som en Fostbroder; at hans Arm var stærk til at værge ham og den Elskede, og endelig at han, faldende i Striden, skulde ►klæde ► ►Hærfaders Bænk, ja engang ►nyde den herlige Løn, at kæmpe mod ►Jetter for ►Odin og ►Freja . Han vidste, at Andres Sværd faldt tungt som hans, og derfor spildte han ei den løbende Tid med usle Komediescener; men hensank i fuld Nydelse af Øieblikket. Han var ingen svækket ►Halvmand, og kunde derfor ei heller glædes ved at see sin Elskede lide.
✂ 📌Nordens Mø elskede, som hun maatte, for at elskes af en Saadan. Med Skioldet værgede hun sin Elsker i Kamp; med Kyssets lægende Olie helede hun hans dybe Saar; og paa hans Bautasteen besvimede hun ikke, men nedsank livløs. Saaledes elske ►Signe og ►Hagbart selv hos 👤 ►Saxo , og monne de være de eneste? See vi ikke ► ⓘ Ogn , hvor hun stander paa Høien at skue sin Elskers Kamp med ►Oddur hiin stærke, og varme det kolde Jern i sit Blod, da ►Hergrim falder? See vi ikke ►Helga, hvor stivt hun stirrer paa ►Gunlaugs ►Kaabe, indtil det sortner for Øiet, og hun er ikke mere? Ja beskue vi ikke netop saaledes ⓘ Urtypen for Nordboens Kiærlighed, ►Freja?
✂ ►Han træde frem, Gudspotteren ►Loke, med sit hele Følge, der skiændede ►Freja ved at kalde hende 📌Nordens ►Venus! de træde frem! og gientage de da 254 med en Lyd Bespottelsen, da frygte de sig for de Danskes klirrende Sværde!
►✂
See, hvor i Nattens
Øde hun træder
Lønlige Veie,
Vandrer til ►Hyndla,
►Spaavise Qvinde,
For at udforske
►Othars den gudlige
Æt, som de vrede
►Norner i Mørket
Hyllede ind!
✂
See, hvor hun sorgfuld
– ►
►
ⓘ
Hnossis
den kiærlige
Moder► – saa vide
Vandrer om Lande,
►For at oplede
Elskede ►Othar
►,
Som fra de skinnende
Sale bortflygted',
Drevet af ►Nornernes
Grusomme Bud!
✂
Ei kan hun Døden
Skue, ►før ►Surturs
Luende Arme
255Vældig omfavne
Himmel og Jord.►
✂
Skiønne som Guldet,
Tunge som Guldet,
Taarer dog stadig
Fra ►den Graadfagres
Øie nedrinde,
Pryde og væde
Blussende Kind.
✂ ►Man har sagt, at de gamle Skialde ei have synderlig besiunget Kiærlighed, og været nær ved, deraf at uddrage Slutningen, at vore Fædre dog nok egentlig ei forstode at elske, men kun med Haanden strede om ►Qvindens Eie, som ►Akil og ►Atriden med Munden om den rosenfarvede ►Briseis. Sandt er det, at vi intet finde af hiint sentimentalske Væv, hvormed Kiærlighed i senere Tider vanskabtes paa Prent; men ►opvoxte den sande Kiærligheds vidunderlige Plante i vor egen Barm, da ►ville vi finde den pragtfuld prange i ►Qvadene om ►Brynhild og ►Hialmar , som i Mytherne om ►Freja og ►Frej.*Man erindre sig her ►Skirners Reise.
✂ Næst efter disse sidste kiænder jeg intet Digt, der mere levende vidner om de Gamles dybe Følelse, end det eddiske Digt: ►Fiølsvins Mal; og dersom det 256 lykkedes mig, at meddele Læseren ogsaa kun en liden Deel af den Interesse, jeg føler for gamle 📌Nord, vil han neppe ►fortryde, her at finde en kort ►Udsigt over ►dette Kvæde.
✂ Hvem de handlende Personer ere, lader sig ei saa meget let bestemme; men det kan ogsaa her, hvor vi kun have med deres Gemytter at giøre, være fuldkommen ligegyldigt.
✂ ► ►Nornerne have skilt ►Svipdag fra ►Menglad , og utrøstelig indslutter hun sig med sine Møer paa et Slot, og omgiver det med flagrende Luer, for uforstyrret at lade Sorgens og Længselens, Frygtens og Haabets Qvad gienlyde i de høie Sale.
✂ Giennem mange Farer, over Vindens kolde Veie, fremkiæmper ►Svipdag sig endelig til ►Menglads Bolig. Som Fremmed ►stædes ham ei Adgang, og han henvises til atter at ►vandre Ulves Veie giennem mørke Skove; men han veed, hvad han søger, og svarer:
►✂
Naar stirrende Øie
Ved Synet opfyldes
Af Sødhedens Vande,
Da nødig det vender
Sig bort fra sin Lyst.
See, hisset jeg skuer
De ►guldfagre Sale,
Som glimre i Gaarden,
257Og Siælen saa gierne
Vil ►stilles i dem.
✂ Efter at have ►prøvet Vægterens Vid, spørger ►Svipdag:
►✂
Mon Nogen det undes,
I ►Menglads de søde
Arme at sove?
✂ og faaer til Svar:
►✂
Kun ►Svipdag allene,
Ei Andre det undes,
I ►Menglads de søde
Arme at sove.
Ham blev til Qvinde
Lovet den fagre,
►Solskære Mø.
✂ Beruset raaber han da:
►✂
Bank nu paa Dørren,
Oplad nu Porten,
Her seer du ►Svipdag.
Faa den kun ►vide
Villjen, som ►Menglad
Har til min Elskov.
✂ ►Menglad tør ikke fæste Tro til det glade Budskab, og siger truende:
►✂
Dersom du lyver, at
►Svipdag hiin unge
Langt fra er kommet
258Hid til min Sal,
Da dine Øine skal
Hugges i Galgen af
Graadige Ravne;
✂ men saasnart hun overtydes om, at det er Sandhed, udbryder hun:
►✂
Vær da velkommen! nu
Haver jeg fanget
Fuglen, som bortfløi,
Ønskernes Fugl.
Kysset skal følge den
Venlige Hilsen; thi
Stor er den Glæde, som
Uventet Syn af
Den Elskede vækker.
✂
Længe jeg sad paa
Den ►glimrende Borg,
Vented' dig Dage, og
Vented' dig Nætter.
Nu jeg dig skuer,
Dig, som jeg vented',
Atter du kom dog,
Svend! til min Sal.
✂
►Svipdag.
Inderlig længtes du
Efter min Elskov,
259Høieste Attraa
Følte jeg stedse
Efter den Gammen, som
Nydes hos dig.
Nu er det Sandhed, at
Vi skal ►fortære
Alder og Tider i
Sluttede Favn.
✂ Hvilken Modsætning, naar vi, efter at have med høi Følelse stirret en Tidlang paa det nedrullede Teppe, vandre bort fra dette Kiærlighedens Tempel, og kaste et Blik paa den ny ►Signe!
✂ Paa ►ti lange Sider ►qvæler ►Hagbarth hende, uden at vilde give sig tilkiænde, og det blot for at have den Glæde, at see og at høre sin Elskedes Vaande over hans Død.
✂ Vare nu endda ►Signes Udtalelser virkelig poetiske, da kunde vi øiebliklig glemme, hvem der skulde males, og føle med hende; men, o vee! maa vi ikke flygte, saasnart hun udbryder: ►
✂
Død! – hvorfor spurgte jeg! død er
han, siger du,
Død er min Ven, og jeg, jeg lever dog endnu?
✂ Naar hun segner ned paa sit Leie, sigende: ►at hun lever dog endnu! maa man da ikke uvilkaarlig føres hen til ►Katastrophen i ►Kiærlighed uden Strømper ?
✂ Fra hvilken Idee om Poesie udstammer Følgende:
►✂
260
►Signe.
O Siæl! af dig udfoer
Det sidste Haab,
Thi hvad mit Hierte havde, er borte. ►(!!!)
Elskov ►(?), Glæde, Salighed, o Skiæbne!
Har du bortjaget, som Billeder,
Spøgende med den urolige Siæl.
✂
►Thora.
O Nat! – see! det Stille
Taler jo, Mørket jo ynkes over dig ►(?)
O Mø! jeg seer din Taare
Trille i Natten.
Ak Arme! Arme!
Du har ei mere.
✂ Ikke vil jeg heraf anføre mere, og ei udvikle den klare himmelvide Forskiæl mellem dybe, søndrede Toner, hvori Siælens Krampetræk ligesom afpræge sig, og hine forvirrede Lyd uden ►Sands; thi var det ei Figurer fra gamle 📌Nord, der paadigtedes Sligt, da vilde jeg aldrig omtalt Noget, der er saa hverdags. Det er ikke nok, at man forgiæves søger et Glimt af ►Asalæren; thi ►Signe er endog ligesaa god Kristen, som En af os. Man høre hende sige om ►Hagbarth:
►✂
Ja, hisset, hisset han hører,
End hører han, hører han denne
Afmægtige, klagende Stemme,
261End lever han, ja du har
Ret,
Og der, hvor han lever,
Ham snart skal jeg skue.
Mit Haab! du opvaagner, jeg hilser dig,
End har jeg tilbage
End de Ulyksaliges Haab,
Hos ham, hos ham skal jeg leve,
Da endes mit Liv ►(?) og min Klage.
✂ Skulde man ikke virkelig troe, at man her hørte en af Nutidens kiøbenhavnske Damer snakke væk i Takten fra Ballet i Aftes, eller er det maaske dog ►Signe, som vil til ►Valhal?
✂ Til Slutning vil jeg anmærke, at vi i 👤Sandvigs ►Levninger af Middelalderens Digtning have ►en skiøn Vise om ►Habor og ►Signe . Anmærkningen kunde synes overflødig, dersom det ei vidstes, at man i vor Tid over ►de fem Skaaler og deres ►Jevninge glemte aldeles hine gamle Sange, hvoraf dog mange ere den herligste Poesie.*Jeg vil her blot nævne: ► ►inderlig Kiærlighed , ► ►Hellelilles Vise , ► ►det tredobbelte Mord , og den, som vel burde staae øverst: ► ►den ⓘ fortalte Uskyldighed . Hvem kiænder de med disse Navne betegnede ⓘ Qvad, uden at gløde ved Mindet! Hvi nøler dog 👤Oehlenschläger med, ►efter Løfte, at lade den ►afviskende Haand glide sagtelig hen over Middelalderens Sange! Maaskee vilde dog en ►Tonekonstner føle sig begeistret til, ved siælegribende Melodier at indtvinge dem paa deres gamle Plads i 📌Nord, hvorfra de forjoges af deels frivole, deels ►sandsløse Viser. O hvilke dybe forædlende Indtryk vilde de da ei giøre paa ► 📌Nordens voxende ⓘ Mø, der nu selv i Sangen maa indsuge Forfængelighedens og Koketteriets dræbende Gift! Det var intet 262 Under, at man glemte dem; thi naar man drikker Døden pærefuld, og tager Flasken med til ►Lethes Bred, for igien at komme hiem til de fulde Tønder, da kan man vist nok ei finde Behag i at siunge:
►✂
Det var stolte Signelille,
Satte Ild i hver en Vraa,
Sig selver monne hun qvæle,
Alt under de Bolster blaa,
✂ Og det blot af Kiærlighed og Troskab.
✂ Dog, hver Tid har sin Kiæphest, og om man end troer, at vor Tids er den bedste, bør jo dog hver Tid beholde sin egen, og man vil da ei fortænke mig i, at jeg troer, ►Visens Forfatter i denne Henseende langt overgaaer ► ►Signes ny Digter, naar han beskriver Maaden, hvorpaa ►Hagbart gav sig tilkiænde, saalunde:
►✂
263
►Habor.
I sige mig, stolte ►Signelil'!
Mens vi er' ene to,
Er der Ingen i Verden til,
Som Eders Hu staaer paa?
✂
►Signe.
Jeg ingen veed i Verden til,
Som min Hu stander paa,
Foruden ►Habor, Kongens Søn.
Ham maa jeg ikke faae.
✂
►Habor.
Og er det Habor, Kongens Søn,
I have i Hiertet saa kiær,
Saamænd viid, stolte ►Signelill'!
Han ligger Eder alt saa nær.
✂ Dog, maaske er det over saadant Noget, Damerne nuomstunder rødme, og i saa Fald beder jeg meget om Forladelse, da denne uvante Ting vel i flere Henseender turde være til Uleilighed.
✂ Nik. Fred. Sev. Grundtvig.