Grundtvig, N. F. S. Et Par Ord i Anledning af det forkyndte Sørgespil: Signe.

uddrag af strofe 11 af 👤Hans Frandsens (latiniseret til Johannes Franciscus) ærevers forrest i 👤Anders Sørensen Vedels ►oversættelse af Saxo fra 1575. Disse linjer fra det 14 strofer lange ærevers står på blad Ciii verso.

står (gl. præteritum pluralis af stå).

Både i 1500- og 1600-tallet var det almindeligt, at forfatteren til et værk fik andre digtere og prominente personer udtale sig positivt om værket eller forfatteren og derefter lod disse rosende ord trykke i bogen. Skikken tjente til at promovere forfatteren og var et led i markedsføringen.

👤Anders Sørensen Vedel blev magister i 1566 (svarende til vore dages dr.theol.) og udgav i 1575 den første fuldstændige oversættelse af 👤Saxos Danmarkshistorie, ►Den Danske Krønicke som Saxo Grammaticvs screff, halfffierde hundrede Aar forleden: Nu først aff Latinen vdsæt, flittelige offuerseet oc forbedret.

oversættelsen.

👤Anders Sørensen Vedels oversættelse fra 1575, ►Den Danske Krønicke som Saxo Grammaticvs screff, halfffierde hundrede Aar forleden: Nu først aff Latinen vdsæt, flittelige offuerseet oc forbedret.

I martsnummeret af tidsskriftet ►Ny Minerva stod den kun 17-årige 👤Jacob Jacobsen Dampes udkast til en scene af et endnu utrykt (og formentlig ufærdigt) sørgespil på s. 299-309. Udkastet havde titlen ►“Af Signe. Et utrykt Sørgespil. Anden Acts fierde Scene” (Dampe 1807).

randt (gl. pluralis præteritum af rinde).

dvs. kommer til udtryk i lyrik.

dvs. kommer til udtryk i drama.

Disse begreber svarer til dramaets plot og karakterer (se indledningen, afsnittet om Genre og dramaturgiske ideer).

de, der bekender sig til den.

kan (pluralis præsens af kunne).

👤P.F. Suhm har beskæftiget sig med sagnet om ►Hagbard og ►Signe flere gange, fx i hans nordiske fortælling ►Signe og Habor eller Kierlighed stærkere end Døden (1777), der stod i Det smagende Selskabs skriftrække ►Forsøg i de skiønne og nyttige Videnskaber (12. stykke, s. 93-215) – i øvrigt uden 👤Suhms navn, kun signeret “Ved Forfatteren af Sigrid” (se ►Lundgreeen-Nielsen 1968, s. 20-22). Derudover findes sagnet omtalt i hans ►Historie af Danmark, bind 1, 1782, s. 160-166.

iklædning.

forpligtet til.

her: også.

bemærkelsesværdigt.

Grundtvig har formentlig kendt ►Hamlet i tysk oversættelse (sandsynligvis 👤Schlegels) og fra 👤Steffens' forelæsninger. De sidste omtaler han med stor varme i foredragsrækken ►Mands Minde fra 1838 (►1877, nr. XXV, s. 266-276).

her: frembringelse.

ufornuft, nonsens.

her: poesi.

her: (blive indbudt til at) sætte sig på.

De krigere, der døde i kamp, kom til ►Odins ►Valhal, hvor de til måltidet blev bænket omkring velforsynede borde, efter at de om dagen havde moret sig med at kæmpe. De slog hinanden ihjel under kampene, men blev genoplivet til måltidet.

►Odin og ►Freja havde indgået en aftale om at dele de krigere, der faldt, imellem sig.

her: svækling eller kastrat.

I slutningen af ►Gunnlaug Ommstunges saga hedder det om ►Helga, der bliver gift med en anden, at hun aldrig kunne glemme ►Gunnlaug, og at det var hendes største fryd at se på en kappe, som han havde givet hende. Hun døde med den foran sig.

Grundtvig henviser til eddadigtet ►Lokasenna (strofe 30), hvori ►Loke beskylder ►Freja for at have haft omgang med de fleste af guderne (ligesom ►Venus var sin mand utro).

Grundtvigs eget digt i norrøniserende stil bygger på dele af den 30. fabel hos 👤Resen, hvori det fortælles, at ►Freja drager ud for at lede efter sin elskede ►Od (eller ►Odur, som han også hedder i 👤Resens oversættelse, ►Resen 1665b, blad K4 verso).

►Hyndla er en spådomskyndig kvinde eller ►vølve, der optræder i eddadigtet ►Hyndlas Sang.

►Freja, som er moder til ►Hnos.

Myten fortæller, at ►Freja mistede sin elskede ►Od og stadig vandrer grædende omkring, mens hun søger efter ham.

Ifølge eddadigtet ►Vølvens Spådom vil ildjætten ►Surt ved ►Ragnarok drage fra syd for at kæmpe mod guderne (strofe 52).

epitet til ►Freja, se også kommentaren til at oplede Othar.

Grundtvig hentyder til 👤Oehlenschlägers prisopgavebesvarelse fra 1800, som blev trykt i ►Ny Minerva marts 1801, s. 272-297. Opgaveformuleringen lød fra Universitetets side: “Var det gavnligt for Nordens skiønne Literatur, om den gamle nordiske Mythologi blev indført, og almindelig antaget i Stedet for den Grædske?” (s. 272).

dvs. at eje kvinden (objektiv genitiv).

opvoksede (konjunktiv præteritum af opvokse).

vil (præsens pluralis af ville).

►Brynhilde optræder i ► Det korte Sigurdskvad (oldisl. Sigurðarkviða in skamma). Hun elsker ►Sigurd, som hun følger i døden. I ►Hjalmars Dødskvad er ►Hjalmar dødeligt såret efter en duel med sin rival, så han ikke kan få den svenske kongedatter ►Ingeborg, der elsker ham. Det sidste kvad er overleveret i to versioner, et kort i ►Hervørs Saga og et længere i ►Ørvar-Odds saga.

her: ærgre sig over, irriteres over.

oversigt.

eddadigtet ►“Fjølsvidkvadet” (oldis. “Fjǫlsvinnsmál”), som er sidste del af ►Svipdagskvadet (oldis. Svipdagsmál).

I eddadigtet ►“Groas Galder”, er det dog ►Svipdags stedmoder, ikke ►nornerne, der har lagt forbandelsen på ham.

får tilladelse til.

være fredløs. Udtrykket hentyder til strofe 4 i eddadigtet ►Svipdagskvadet (oldis. Svipdagsmál).

gendigtning af eddadigtet ►Svipdagskvadet (oldis. Svipdagsmál), strofe 5.

I 👤Resens udgave af ►Snorres Edda står der i fabel 22 om ►Freja (som ►Menglød blandes sammen med): “Hendes Sal er stor oc faffver [: fager]” (►Resen 1665b, blad I recto).

her: blive stille, falde til ro.

►Svipdag må gennem en mundtlig duel med vogteren, ►Fjølsvid, for at komme ind til den strengt bevogtede ►Menglød.

gendigtning af eddadigtet ►Svipdagskvadet (oldis. Svipdagsmál), sidste del af strofe 41.

gendigtning af eddadigtet ►Svipdagskvadet (oldis. Svipdagsmál), strofe 42.

oversættelse af det oldislandske ‘sólbjartr’, der betyder lys, skinnende som solen. Ordet er meget brugt i eddadigtningen til at beskrive kvinder af strålende skønhed.

gendigtning af eddadigtet ►Svipdagskvadet (oldis. Svipdagsmál), strofe 43.

ved (3. person pluralis præsens).

gendigtning af eddadigtet ►Svipdagskvadet (oldis. Svipdagsmál), strofe 45.

gendigtning af eddadigtet ►Svipdagskvadet (oldis. Svipdagsmál), strofe 49-50.

skinnende.

her: tilbringe.

👤Dampes prøve på et drama om ►Signe står på s. 299-309 i martsnummeret af tidsskriftet ►Ny Minerva (►Dampe 1807).

her: piner.

citat fra ►Dampe 1807, s. 299.

citat fra ►Dampe 1807, s. 299.

Katastrofe er en teknisk betegnelse fra dramaturgien. I 👤Aristoteles' ►Poetikken (kapitel 10-11) bruges begrebet om den afgørende vending, der begynder afslutningen på en tragedies handling.

citat fra ►Dampe 1807, s. 300.

Disse udråbstegn er indsat af Grundtvig og findes ikke i 👤Dampes tekst (►1807, s. 300).

Dette spørgsmålstegn er indsat af Grundtvig og findes ikke i 👤Dampes tekst (►1807, s. 300).

Hverken folkeviserne eller 👤Saxo kender dette navn på ►Signes tjenestekvinde.

Dette spørgsmålstegn er indsat af Grundtvig og findes ikke i 👤Dampes tekst (►1807, s. 300).

mening.

dvs. læren om den hedenske, nordiske tro, som ►Signe må formodes at være præget af.

citat fra 👤Dampe (►1807, s. 303-304).

Dette spørgsmålstegn er indsat af Grundtvig og findes ikke i 👤Dampes tekst (►1807, s. 304).

hentydning til en drikkevise (og andre lignende) af 👤Niels Thoroup Bruun, “En gavnlig Dag paa Sviir at spilde”. Begyndelsen af strofe 2 lyder: “Fem Sandser udgjør Livets Glæder – / Top! Mine Skaaler være fem!” (►Bruun 1826, s. 54). Grundtvig må have kendt en tidligere udgave, som ikke har kunnet efterspores.

jævnbyrdige, ligesindede.

vise nr. 6 i 2. bind af ►Levninger af Middel-Alderens Digtekunst (Nyerup 1784), ►DgF 437. Den fulde titel lyder: ►“Inderlig men utilladelig Kierlighed”.

vise nr. 20 i 2. bind af ►Levninger af Middel-Alderens Digtekunst (Nyerup 1784), ►DgF 83.

vise nr. 26 i 2. bind af ►Levninger af Middel-Alderens Digtekunst (Nyerup 1784), ikke i ►DgF).

vise nr. 8 i 1. bind af ►Levninger af Middel-Alderens Digtekunst (Sandvig 1780), ►DgF 108. Den fulde titel lyder: “Den fortalte [bagtalte] Uskyldighed / en Ballade”. Det er formentlig sætteren, der fejlagtigt har rettet til et mere kendt idiom.

👤Oehlenschläger havde bragt en subskriptionsindbydelse i ►Kjøbenhavnske lærde Efterretninger 1804, s. 318-320. Heri havde han slået til lyd for at udgive en samling viser, heriblandt folkeviser, i en nænsom overleveret form: “ikke ganske som jeg finder dem for mig, forqvaklede giennem Ammestuerne, og forstyrrede ved Trykfeil”, men “med en ærbødig og varsom Haand afpudsede, som Guldplader, man kun behøver at viske Støvet af, paa det de kunne skinne i deres egen Klarhed” (s. 320). Indbydelsen var oprindelig fulgt med tidsskriftet ►Ny Minerva for maj 1804.

lempeligt restaurerende.

komponist. Det vides ikke, om Grundtvig har en konkret komponist i tankerne, men der kan muligvis være tale om mozartbeundreren 👤F.L.Æ. Kunzen, komponisten bag 👤Baggesens nationalhistoriske 1790’er-operaer og bag den begyndende danske nationalsangstradition. 👤Kunzen var kongelig kapelmester i København siden 1795 og forberedte den nordiske tone, man senere finder hos 👤C.E.F. Weyse.

meningsløse.

den opvoksende kvindelige ungdom i Norden.

strofe 48 af ►“Habors ulykkelige Elskov”, som Grundtvig kunne læse den i 👤Sandvigs anonyme ►Levninger af Middel-Alderens Digtekunst bind 1, 1780, vise nr. 6 (i dag kendt som ►“Hagbard og Signe”, ►DgF 20).

“Kan I mon, venner, holde latteren tilbage?” Stedet stammer fra 👤Horats' ►Ars poetica, vers 5 (oversat af 👤Niels W. Bruun, 2012).

den anonyme forfatter til folkevisen ►“Hagbard og Signe”; DgF 20).

👤J.J. Dampe.

strofe 22-24 af ►“Habors ulykkelige Elskov”, som Grundtvig kunne læse den i 👤Sandvigs anonyme ►Levninger af Middel-Alderens Digtekunst bind 1, 1780, vise nr. 6 (i dag kendt som ►“Hagbard og Signe”; DgF 20).