↩ Afsnittet (s. 251) begynder med en tænkt dialog mellem “Tvivlerne”, der hævder, at storhed kun kan opnås gennem militær magtanvendelse, og “det tænkende Menneske”, der i stedet ser “Videnskabeligheden” som nationernes sande ideal. Beskrivelsen af denne modsætning er i sig selv interessant, idet den er kalkeret over 👤Henrich Steffens' kritik af de materialistiske nationer i den anden forelæsning af ► Indledning til Philosophiske Forelæsninger (se “Henrich Steffens”), men hos Grundtvig er materialismen skiftet ud med en sejrrig militarisme. Videnskabelighedens modsætning er i stedet krigerfolk som “Perser og Hunner” og den galliske høvding 👤Brennus, der blev besejret ved Delfi, ifølge myten med hjælp fra ►Apollon. Både persere, hunnere og gallere kan læses som historiske præfigurationer af 👤Napoleons krigstogter. “Det tænkende Menneske” ser den militære sejrsgang som noget, der bør vække den samme rædsel som en lavastrøm, “som vi forgiæves vilde stræbe at standse, hvis den naaede os”. En sammenligning, der kunne læses som et billede på den hast, hvormed 👤Napoleon underlagde sig de europæiske lande.