Wied, Gustav Fædrene æde Druer. 1968

        

2

        

3

GUSTAV WIED

📖 ROMANER NOVELLER
SKUESPIL

Ellevte Bind FÆDRENE ÆDE DRUER

Med autentisk Billedmateriale illustrerende
Forfatterens Liv og Digtning

ROSENKILDE OG BAGGER København 1968

4

Billedredaktion og Billedtekster:Volmer Rosenkilde
Fotografi - hvor andet ikke er anført:Finn Jacobsen og Volmer Rosenkilde
Anastatisk Del af TekstVilladsen & Christensen
Tilrettelægning af Billedsider og Smudsomslag:Preben Dahlstrøm
Klicheer:Romanus-Klicheer
Omslag, Billedsider og Nysats:Det Berlingske Bogtrykkeri A/S
© Rosenkilde og Bagger 1967
Printed in Denmark
Sidste Bind vil indeholde en fuldstændig Billed- og Indholdsfortegnelse for hele Værket

5

FÆDRENE ÆDE DRUER

[Slægten Opus II]

Skrevet 1908,
første Bogudgave 1898
6

Man skal fodre sine Karusser og gøre sin Whisky stærkere!

7

OPTAKTEN

30/8

Grusomme Isidor, hvorfor sad Du hele Tiden og talte med Moder? Mærkede Du ikke, at jeg hele Tiden saa' paa Dig henne fra Vinduet og blev blegere og blegere af bare Længsel ligesom en lille syg Blomst, der længes efter Solen? Jeg elsker Dig, Fætter Isidor, jeg elsker Dig, saa jeg kunde skrige! Véd Du, hvad jeg gør om Aftenen, naar jeg kommer i Seng? Jeg tager det Lommetørklæde, som Du tabte forleden Dag ude i Entreen og ikke kunde finde igen, og lægger over mit Ansigt og drømmer om Dig, lige til jeg falder i Søvn, det lugter saa dejligt af din Parfume, og nu har jeg selv købt mig en Flaske Violette Russe ude hos Matrejalist Ingerslev. Aa, lille, søde, rare Fætter Isidor, naar Du kommer og besøger os, er det ligesom Solen, der skinner, og jeg kunde godt sidde hele Tiden paa en Skammel *ved dine Fødder og se paa Dig uden at blive træt; men det maa jeg jo ikke, da Du er gift. Pigebørnene gør Nar af mig, fordi jeg saa gerne vil tale om Dig, saa nu nævner jeg aldrig dit Navn mere, og naar jeg ikke kan lade være, saa gaar jeg hen i en Krog og siger ganske stille for mig selv, "Isidor, jeg elsker Dig!" Og sommetider naar Tyrk og jeg er nede i mit Hus, saa taler jeg højt om Dig, og jeg tror, at Tyrk forstaar mig, for han ser saa bedrøvet lige ind i Øjnene paa mig, og saa græder jeg, og han slikker mig i Ansigtet; hvad bryder jeg mig om at faa Bændelorm; jeg vilde gerne blive syg og dø, for saa vilde de andre nok sende Dig min Dagbog, og Du vilde tænke med Kærlighed paa din lille S, hvis Hjerte er bristet. Men der er én Ting, jeg vil bede Dig om,

8

Isidor, og det er, at Du ikke vil tegne et grinagtigt Billede af mig med brændende Hjerter eller saadan noget paa, som Du plejer, for jeg elsker Dig saa trofast, maa Du tro, at det ikke er til at gøre Nar af; og kan Du ikke lade være at tegne, Isidor, vil Du saa for Guds Aasyn love mig ikke at vise det til Søstrene? Aa, hvor vilde jeg dog gerne blive rigtig syg, for saa fik Du nok Lov af Rosita til at sidde ved min Seng og holde mig i Haanden, naar jeg skulde dø, for Du kan være vis paa, at hvis Rosita blev syg og døde, og Du saa giftede Dig med mig, saa skulde jeg nok være en god Moder for jeres Børn, og jeg skulde hver Dag gaa med dem ud paa Kirkegaarden og fortælle dem om hende; men Ens højeste Ønsker bliver jo aldrig opfyldte her i denne sørgelige Verden. Farvel, søde, lille, elskede Fætter Isidor, nu skal jeg og Tyrk en Tur ned i Strandskoven.

Din til Døden S.

Det er sandt, da Du var gaaet, lagde Moder Kort op for at se, om jeg fik den, jeg holdt mest af i Verden; men jeg fik ham ikke. Du kan tro, jeg græd!

Det var naturligvis paa min Opfordring, at Moder gjorde det, for hun véd ingenting naturligvis.

Det var paa Herregaarden Havslundegaard sen Eftermiddag i September.

De fire Søstre stod skjult bag Gardinerne oppe i Fruens store Soveværelse paa første Sal og kiggede ud:

- Han kan det ikke! Han gør det ikke! sagde Anna, der imod Sædvane var Fyr og Flamme.

- Jo, Du skal se, han gør det! nikkede Charlotte.

- Jamen han kan det da ikke ... for Mo'rs Skyld!

- Pyt! blæste Frederikke - hvad tror Du, han bryder sig om det!

Men den lille, femtenaarige Sofie, den yngste, der var sorthaaret og mørk, medens de andre Søstre var slanke og lyse, traadte bleg af Harme et Skridt tilbage ud paa Gulvet, hendes Hænder var knyttede, og hendes brune Øjne gnistrede:

9

- Gør han det, sagde hun - betragter jeg ham ikke mere som min Fa 'r!

- Ha! det ta'r han sig vist let! lo Frederikke. I det samme lød det stakaandet fra Charlotte:

- Der er Vognen!

Og Pigebørnene for igen til Vinduerne ... Men det var kun en Arbejdsvogn, der rumlede over den brolagte Vej mellem Ladegaarden og Borggaarden.

- Er der nogen, der véd, hvor Mo'r er henne? spurgte Sofie saa.

- Hun har vel lukket sig inde i Kapellet.

- At hun kan holde det Liv ud!

- Det er, fordi hun er en Helt!

- Det er os Børn, hun lever for!

- ... Men der staar hun jo ovre! udbrød Frederikke pludselig.

- Hvor? Hvor? lød det fra de andre.

- Bag Gardinet i Strygestuen.

- Ja, ved Gud! ... Lad være med at se derover! ... Ja, det er Synd, hvis hun opdager, at vi har set hende! Den lille Sofies Øjne flammede:

- Jeg kunde slaa Fa Y ihjel! sagde hun. Frederikke pegede ivrig:

- Og se, der staar Olga henne bag Sirenerne!

- Og Ane har lukket Bryggersdøren paa Klem! supplerede Anna.

- Og se Gartneren, han lister rundt ovre under Akasietræerne!

- Og der kommer de tre Gamle ud af Asylet!

- De er ikke bange!

- Nej, for de holder med Mo'r!

- Det gør vel hele Gaarden! nikkede Sofie. I det samme lød der Smæld af en Pisk og Stampen af Hestehove.

- Der er Vognen!

Pigebørnene stod et Øjeblik i aandeløs Spænding.

- Ved Gud i Himlen, hun sidder der! brast det saa ud af Anna.

10

- Og i Landaueren! I Mo'rs egen Vogn! supplerede Charlotte.

- Og den er nedslaaet! lød det indigneret fra Frederikke.

Men den lille Sofie sprang ude af sig selv op paa den nærmeste Stol:

- Jeg lukker Vinduet op, sagde hun, hendes Læber dirrede, og Stemmen var tyk af frembrydende Graad - jeg lukker Vinduet op og raaber Tæve til hende!

- Men er Du da gal, Tøs! Anna rev Søsteren ned af Stolen og bort fra Vinduet, som hun allerede havde faaet aabnet og givet et Stød, saa at det fløj klirrende tilbage mod Muren - Du véd jo, at det bare kommer til at gaa ud over Mo'r!

Sofie sled sig løs og vilde atter frem; og da hun blev standset af de andre, kastede hun sig næsegrus paa Gulvet foran dem og brast ud i en hysterisk Hulken.

Landaueren var imidlertid naaet op foran Hoveddøren, og Kusken slog paa ny et smældende Knald.

Paa Vognens Bagsæde sad "Tæven" opstadset og udsmykket med fjerprydet Hat med Roser og flagrende Baand. De smaa, stikkende sorte Øjne i det ret kønne Ansigt for stadig hid og did rundt til Hovedbygningens Vinduer og Døre; medens de tykke behandskede Fingre nervøst pillede ved Kniplingerne paa det altfor elegante Overstykke; og hendes fede, posede Kinder blev rødere og rødere.

Saaledes sad hun et Par Minutter og ventede, mere og mere ophidset ved Situationen:

- Det var igen et af hans sædvanlige fjollede Paafund, at hun skulde rulle her op og hente ham, i Stedet for at han burde være kørt ned til Økonomibygningen og taget hende paa! Her sad hun til Grin for hele Gaardens Besætning ...! Og det kunde ligne ham selv at staa og grine af hende inde bag Vinduet!

Hun syntes i sin Ophidselse at høre Mumlen og Fnisen rundt fra Bygningens halvmørke Hjørner og Kroge. Og pludselig opdagede hun paa Bænken henne foran "Asylet'* 11 de tre Gamle, der ivrig gestikulerende stak Hovederne sammen og hviskede.

- Satans ogsaa, at hun ikke simpelthen havde sagt Nej, da han foreslog, at Vognen skulde køre her op med hende ...!

Solen var lidt efter lidt sunket ned bag Lindene i Parken. Skyggerne over Gaardspladsen blev længere og længere. Den store røde Bygning, der nu i Aftenskumringen fik en næsten blaasort Tone, laa som uddød. Ikke en Lyd hørtes. Kun af og til lød en lille, klagende Piben fra det aabentstaaende Vindue paa første Sal, som i Trækvinden sagte bevægedes frem og tilbage ...

En Flok Raager og Krager slog sig skrigende og larmende ned paa Taarntaget.

Fruentimmeret i Vognen for sammen og rettede sin svære Krop:

- Lars, Herren har vist ikke hørt os. Slaa et Knald til! Kusken rørte sig ikke.

Da huggede hun i rasende Forbitrelse en Hæl ned mod Vognbunden, saa det rungede:

- Kan han ikke høre, Fæ, naar man snakker til ham! Slaa et Knald til, siger jeg!

Men uden at røre paa sig og uden at lystre Ordre brummede Kusken trægt og modvilligt, som var det ham en Overvindelse at aabne Munden:

- Ta' 'en med Ro, bitte Jomfru Helmer; Husbond viser sig nok, naar det passer ham ...

Lidt efter blev Entrédøren aabnet, og Godsejeren, Hr. Nils Uldahl-Ege, traadte ud. Han var en lille, mager Mand med velplejet hvidt Haar og Skæg; smuk og fin at se til, men med et Par store, vandblaa, upaalidelige Øjne.

- Er det en Manér at la' mig sidde her og vente til Grin for hele Gaarden! skræppede Fruentimmeret i Vognen øjeblikkelig op.

Han glippede-nervøst med Øjnene:

- Saa, saa, Mathilde; Du sidder jo rart ... og her kommer jeg jo. Har Du husket Kofferten?

- Ja, den staar hos Lars.

12

Uldahl saa' sig hurtig og sky omkring. Saa steg han op i Vognen og satte sig ved sin Dames Side. Han fyldte ikke meget der.

Pludselig greb Jomfruen ham haardt i Armen:

- Se, se! sagde hun og pegede over mod Strygestuens Vinduer i østre Fløj - der staar din Frue ovre! Hils paa hende!

Det glimtede ondt i Godsejerens Blik, og han tog Hatten dybt og ceremonielt af. Samtidig fik han et af sine smaa pikante Indfald: Den kære Familie skulde end yderligere ydmyges; Døtrene havde han dog endnu saa nogenlunde Krammet paa!

- Anna! raabte han op mod Vinduet paa første Sal - Anna og I andre Pigebørn, kom her ned og sig pænt Farvel til Far og den gode Jomfru Helmer!

Jomfruen lo haanligt:

- Hæ, de hytter sig sgu nok! Nils Uldahls Ansigt blev mørkerødt:

- Anna! brølede han saa ganske ubehersket - kom øjeblikkelig her ned og tag dine Søstre med!

Men nu drejede Kusken sig halvt om paa Sædet, løftede Pisken til Hatten og sagde med sin sindige Stemme:

- Med Forlov, Husbond, Frøknerne er vist gaaen ud at spadsere.

- Saa-e? Har Du set dem?

- Jo ...

- Hvor er de gaaet hen?

- De gik for en lille halv Time siden ned ad Strandskoven til.

Uldahl vidste, at Lars løj; men han var glad over ikke at behøve at forfølge Sagen yderligere:

- Det kunde Du jo ha' sagt straks, dit Fæ! ... Kør saa! ... Til Stationen! ... Men lidt hurtig!

Lars strammede Tøjlerne; og Vognen svingede fra Døren.

Da de kørte forbi Bænken foran "Asylet", skævede Jomfru Helmer om for at se, om de Gamle vilde rejse sig og hilse. Men de var forsvundet. Bænken stod tom.

Saa skudrede hun sig magelig til Rette i den bløde Landauer:

13

- Nu var der kun Fornøjelserne tilbage! Ogsaa Nils Uldahl lænede sig lettet mod Vognens Hynder:

- Nu skal vi rigtig ud at more os, lille Mathilde!

- Tæve! klang det saa pludselig hen over Gaardspladsen som i et Skrig fra en høj og skinger Pigestemme - Nu kører Godsejer Uldahl-Ege bort med sin ...

Et Vindue sloges klirrende i. Stemmen blev ligesom hugget over af Lyden.

Man vaagnede paa Havslundegaard som til nyt Liv, naar Godsejeren var bortrejst.

Om det saa var de tre Gamle ovre i Asylet, blev de ligesom yngre og tryggere. De gik rankere over Gaardspladsen, naar de skulde til Maaltiderne i Herskabskøkkenet. Og de tittede ikke sky og fortrykte til Taarnværelset i Stueetagen, hvor "Husbond" residerede.

Ikke at han egentlig paa nogen Maade fortrædigede dem. Tværtimod, han gav dem alt, hvad deres gamle Hjerter begærede: Mad, Klæder, Husly og Brændsel. Men der stod en vond og tung Luft omkring ham. Jomfru Ingwersen paastod, at hendes Astma blev værre, naar Husbond var hjemme. Hun sagde, at hans Nærværelse var at føle, ligesom naar om Sommeren et Tordenvejr laa og rugede nede bag Strandskoven, før det brød løs; man vidste aldrig, hvad det kunde ende med. - Men naar han saa var udengaards, blot kørt til Byen en Eftermiddag, hævedes Trykket straks, og Astmaen bedredes.

Jomfru Ingwersen var firsindstyve Aar og havde tjent Familien Uldahl, siden hun var otte. Hun havde oplevet hele Verdenshistorien, sagde hun; var begyndt som Gaasepige hos Etatsraadens Fader paa Egesborg og var endt som Kammerjomfru hos Etatsraadinden. Og sad nu som Stiftsdame paa Havslunde.

Som Følge af denne sin Alder og Karriere var Jomfru Ingwersen naturligvis selvskreven den fornemste i Asylet.

Efter hende i Aar og Rang sorterede Jomfru Rottbøl. Hun var kun halvfjerds og havde haft fire Børn, der alle var døde.

14

Saa har man prøvet det med, sagde hun. Hun havde ernæret sig og Børnene ved Syning. Fædrene saa' hun nemlig aldrig noget til efter Katastroferne. Men hun syede og syede. "Syringeren" paa hendes venstre Haand var endnu ganske sort og prikket af Naalen. Og Børnene fik hun opdraget og skulde nu til at have lidt Glæde og anden Gavn af dem. Men saa gik de hen og døde, den ene efter den anden, førend de endnu havde naaet deres tyvende Aar. Jomfru Rottbøl blev lidt tosset af disse hyppige Dødsfald og skulde paa Fattiggaarden. Men saa friede den rare Fru UI- dahl hende fra den Forsmædelse og gav hende Plads i Asylet.

Lavest i Rangen stod Madam Lurvadt. Hun var femogtres og havde været lovformelig gift; hvad hun under visse Ordveksler med Rottbøl var stolt af. Ellers var der ingen særlig Grund for hende til at pukke paa sit Ægteskab. Hun var kommet til Gaarden som Havekone. Men da hendes Mand var endt med at traktere hende med Slag og derefter lægge hende paa Loftet, medens han selv og hans utugtige Kvindfolk rummesterede i Stueetagen, havde Fru Uldahl i sit Hjertes Godhed taget sig af hende og forbudt Tyrannen at sætte sine Fødder paa Havslunde.

Disse tre Damer var altsaa "Asylets" ærværdige Beboere.

- Ingwersen! Er I gaaet i Seng?

Der blev banket paa. Døren aabnedes, og Frøken Frederikke stak sit blondlokkede Hoved ind.

Asylstuen saa' paa denne Tid af Aftenen underlig hemmelighedsfuld ud, stor som den var og kun oplyst af en lille lavstammet Lampe, der stod paa et Bord oppe i Krogen ved Vinduerne. Det første Indtryk man fik af Rummet, var, at det var "draget" til Lig: De hvide Stykker for Vinduerne, de hvide Mure, det hvide Loft og de hvide Senge. Og saa i Halvmørket midt i alt dette hvide de tre smaa mørkklædte Kvinder fimrende rundt paa deres bløde, lydløse Filtsko ...

- Jeg skulde spørge, om I havde Lyst til at drikke Kaffe med os andre?

15

- Jamen jøsses, lille Frederikke, vi er jo ved at gaa til Ro ...! lød det forskrækket fra Ingwersen.

- Ja, vi er li'e ved at gaa til Ro, lille Frederikke ... repeterede Rottbøl.

De havde alle tre faaet Kapperne af, og sad nu hver paa sin Stol med Haarnaalene i Munden og flettede "Pindene" for Natten.

Men Madam Lurvadt, det unge Blod, anbragte gesvindt sin Hovedbeklædning paa dens Sted, stoppede Fletningerne op og sagde:

- Ka' vi gaa saaden?

- Javel, kan I saa! Skynd Jer nu bare! Saa løber jeg over og siger, at I kommer ...

Sandt at sige havde de Gamle ventet paa denne Indbydelse lige siden Aftensmaden. Der plejede altid at være Kaffelystigheder ovre i Herskabsfløjen, naar "Husbond" var rejst ... men til sidst havde de helt opgivet Haabet for den Dag; og uden at meddele sig til hverandre, havde de alle tre haft samme Tanke, at Frøknerne naturligvis ikke kunde faa sig til at lave Lystighed i Aften med den Tort, der var overgaaet deres Mo'r, at Jomfru Helmer var kommet kørende lige op for Næsen af dem allesammen i Fruens egen Karet ...

Og nu var alligevel Frøken Frederikke kommet og havde inviteret dem!

Glade og travle fik de Kapperne paa, Tørklæderne over Hovederne og Haandlygten tændt:

- Lurvadt, blæs! kommanderede Ingwersen.

Og Lurvadt blæste Lampen ud; hun havde det meste Vejr tilovers.

Og med Tøfler uden paa Filtskoene balancerede saa "Asylerne" i Gaasegang over den mørke Gaardsplads.

Ingwersen gik i Spidsen med Haandlygten.

Disse "Kaffelystigheder", der fejrede Godsejerens Bortrejse, holdtes i Køkkenet. Der blev stillet ti Stole op omkring det store, hvidskurede Midterbord, en ved hver Ende og fire ned langs Siderne. Man havde sin bestemte Plads:

16

Fru Uldahl sad øverst ved Bordenden; saa kom Frøkenerne og Pigerne med de Gamle imellem sig; og nederst nede sad, som eneste Herre, Tyrk paa sin Bænk ved Siden af Frøken Sofie. - To store Messingkaffekander gik paa Omgang og Skaale med hjemmebagt Bagværk fra Blikdaaserne i Spisekammeret. Og naar den første Kop var tømt, tændte Frøkenerne deres Piber, og Morskaben begyndte.

Straks Asylerne i Aften kom ind i Køkkenet, saa' de, at Fruens Stol ikke var stillet frem.

- Mo'r har Hovedpine, sagde Anna.

- Vi skulde hilse ... lagde Charlotte til.

Men de øvrige Stole stod paa deres Pladser. Den store Hængelampe over Bordet lyste med festlig Glans. Kopperne var sat rundt; og fra de okkergule Vægge skinnede det blanke Kobbertøj.

- Lurvadt, blæs! sagde Ingwersen. Og Lurvadt blæste lydig Haandlygten ud. Ane Kokkepige kom fra Komfuret med de fyldte Kaffekander.

- Sesaa! sagde hun - Værsgod! Her er Nydelsen! Men alle saa tænkte de det samme, at det blev vist kun smaat med Glæden i Aften, da Fru Line ikke var her ...

- Skal vi saa sætte os ind?

Charlotte tog Jomfru Ingwersen under Armen og førte hende til Bords. De andre fulgte tavse efter. Kaffen blev skænket, og Bagværket bødes rundt.

- Sofie! Du glemmer jo Tyrk! sagde Anna.

Men Sofie blev siddende ubevægelig. Hendes Øjne var røde af Graad, og Musklerne om hendes Læber dirrede.

De Gamle skottede hjælp'eløst hen mod hende ...

Saa rejste Frederikke sig og løb hen til Tyrk, der laa i sin Kurv bag Komfuret - han var en stor, hvid- og brun-plettet St. Bernhardshund med et Par dybt melankolske Øjne.

- Saa her ligger Paschaen og breder sig! sagde hun - Skammer han sig ikke? Alle Damerne er allerede gaaet til Bords!

Tyrk hævede Hovedet og saa' paa hende med et døende Blik og slikkede hendes Haand.

17

- Ja, det er godt nok, lo hun og ruskede ham i Øret - men kom saa!

Det knagede og bragede i Kurvens Fletværk under Hundens logrende Bevægelser. Men op kom han ikke.

- Vil Du rejse Dig, din Sovetryne, ellers vælter jeg Dig ud! Du skal jo hen og ha' Kaffe!

Atter skreg og bragede Kurven, men Tyrk blev, hvor han var.

- Han er da 'nte syg vel? lød det fra Ingwersen. Frøkenen lagde kyndig en Haand om Dyrets Snude ... den var kold og fugtig, som den skulde være:

- Næi, han er bare doven ... Aa, Ane, Du er saa stærk, kom og vælt ham ud.

Ane fløj til og tog fat ... Tyrk gjorde sig ligesom tung og sendte hende et bebrejdende, trøstesløst Blik. Men hun baksede bare løs og fik Kurven paa Højkant. Hunden gjorde et Spring frem for ikke at trimle ud, og samtidig hørtes en raslende og skrattende Lyd, der ligesom hoppede efter ham hen ad Gulvet.

Kokkepigen slap Kurven og slog Hænderne sammen:

- Naa saadan at forstaa, sagde hun - han har igen vaaren paa Dumpejagt!

Hele Selskabet brast i Latter. Om det saa var Frøken Sofie, saa lo hun:

- Men Hund dog ...! sagde hun.

Tyrk stod fuldstændig lammet midt paa Gulvet. Hovedet næsten skjulte han mellem Forpoterne, og Halen hang skamfuld mod Jorden ... Og bundet til denne Hale hang i et Stykke Hyssing en gammel, værkbruden og hullet Blikkasserolle; anbragt paa dette Sted et Udsvævelsens og Letsindighedens Symbol.

- Fy-e, for en væmmelig gammel Udhaler! sagde Frøken Frederikke med løftet Pegefinger.

Og ogsaa alle de andre Kvinder sagde: F'y-e ...!

Men lidt efter sad Forbryderen paa sin Bænk for Bordenden ved Siden af Frøken Sofie og lappede skyldfri i sig: holøp! holøp! af Kaffen og Bagværket, der stod serveret i en Spølkum paa et Stykke Voksdug foran ham.

18

Frøkenerne tændte deres Piber; og Snakken og Lystigheden tog Fart.

Og pludselig greb Frøken Frederikke Kasserollen, der laa hjemløs paa Gulvet ved hendes Fødder:

- Saadan en skulde der bindes i Fa 'r! sagde hun og anbragte Genstanden med et Smæld paa Bordet midt imellem Kaffeopdækningen.

6/10.

Hvorfor har Du ikke været her saa længe, Isidor? Jeg saa', at Post Ole i Dag havde Brev fra Dig til Moder; hvad har I to at skrive om? Er det om det forfærdelige med Fader og Jomfru Helmer? Ja stakkels, stakkels Moder, var jeg i hendes Sted, vilde jeg skilles og gaa min Vej med os allesammen; men det vil hun ikke, og jeg synes, at hun tager det hele altfor roligt; men det er vel, fordi hun er vant til det. Aa, naar jeg ser, hvordan Du og "Resedaen" har det sammen, og hvor god Du er mod Povl og Jørgen, saa synes jeg, at hele mit Liv er forspildt, fordi jeg ingen rigtig Barndom har haft. Anna og Charlotte siger, at de kan huske, dengang Fader og Moder var gode Venner, men det kan jeg ikke; og hvis jeg ikke havde Dig at tænke paa, Fætter Isidor, og saa Tyrk, og saa Moder naturligvis og Søstrene; men mest Dig alligevel, mest Dig! saa brød jeg mig slet ikke om at leve. Jeg véd godt, at det er Synd imod Moder at tænke saadan, men da der er ingen, der véd det, saa gør det jo ikke noget. De maatte allesammen gerne dø, Isidor, allesammen, undtagen Dig! jeg mener det ,ved Gud! Og véd Du, hvad jeg er kommet til at tænke paa? Jeg er kommet til at tænke paa, at det smukke i vort Forhold netop er det, at jeg ikke kan faa Dig, og at Du ikke aner det mindste om, hvor usigelig, ufattelig højt jeg elsker Dig! Det er ligesom, jeg kommer Dig nærmere, netop fordi jeg staar Dig saa fjernt; men det kan vist kun en Kvinde forstaa.

Din til Døden S.

Du véd ikke, hvor det Stykke Radergummi er blevet af, som laa paa dit Skrivetøj; det hænger paa mit Bryst i en sort Silkesnor!

19

FORHISTORIEN

Fruen til Havslundegaard havde været gift engang tidligere.

Jomfru Ingwersen beretter, at da Nils Uldahl for godt en tyve Aar siden kom kørende gennem Landsbyen Husum ovre vesterpaa i Landet, hvor han havde været til tre Dages Jagt m. m. hos en ligesindet Jorddrot, saa' han, da han rullede forbi Krohaven, en stor, blond Kvinde bararmet og fuldbarmet gaa derinde og plukke Frugt ned. Hun var dejlig at skue, yppig og rund som de Æbler, hun samlede. Hendes fine, regelmæssige Ansigt og gyldenblonde Haar lyste i Solen. Og der var i hendes Bevægelser, naar hun langsomt løftede Armene og brød af Frugterne over sit Hoved, en særegen, rolig næsten lad Ynde.

Der gik et Stød af rislende Behag igennem Nils Uldahl:

- Hvem er det? spurgte han Kusken.

- Det er Madam Reimers, Kromandens Kone.

- Vend, og kør ind i Gaarden!

Og medens Kusken parerede Ordre, sagde Husbonden til sig selv:

- Den Krosnude, hvad Fanden skal han med det pragtfulde Fruentimmer!

I otte Dage og Nætter blev Nils Uldahl boende i Husum Kro. Og da han den niende Dags Aften kørte derfra, sad Line Reimers ved hans Side ...

Der gik de vildeste Rygter om denne Affære. Men omsider fæstnede denne Version sig, at Uldahl havde købt Konen af Kromanden for kontant Titusinde Kroner. -- Og da Eks-Gemalen et halvt Aar efter solgte Kroen og rejste til 20 Amerika, var man aldeles sikker paa, at saadan forholdt Sagen sig.

Og saa er Reimers ude af Sagaen...

Paa de Tider, altsaa for godt og vel en Snes Aar tilbage, levede og regerede den gamle Etatsraad og hans udenvæltske Frue endnu paa Slægtens Stamgaard, Egesborg.

Sønnen Frantz, den yngste, havde Kragholm; og Nils sad hen paa en mindre Gaard, Thorsminde, da han jo som den ældste skulde overtage Hovedgaarden, naar Forældrene døde. -

Her paa Thorsminde etablerede Nils straks Madam Reimers som sin Hustru til Slægtens fygende Forargelse. Men det brød de Elskende sig Fejl om. De avlede to Døtre sammen; og Nils skrev, bare han var uden for Døren, de mest glødende Breve til sin Line. Og da Separationstiden var omme, giftede han sig lovformelig med hende.

Og nu skete det, at da Madam Line Reimers, der hidtil var blevet rent ud fornægtet af Familien, omsider præsenteredes paa Egesborg som Fru Nils Uldahl, vandt hun straks alle for sig ved sin Skønhed, sin Blidhed og sit forunderlige store, naive Hjerte, der ikke. kendte til Svig. -

Det var de lykkeligste Aar i Lines og Nils's Samliv. Uldahl, hvis lange Ungkarlestand havde været ét uafbrudt Orgie af Drik, Spil og Kvinder, holdt sig hjemme paa sin Gaard og var glad ved sin Kone. Og med hende var der kommet Orden og Sparsommelighed til Huse. Ingen vilde Sviregilder mere, hvor Vinen flød og Pengesedlerne føg, og de forskræmte Tjenestepiger ud paa Natten sad blege bag de laasede Kammerdøre. - Nu var "Mis'en" og "Femkorten" afløst af L'hombren, der vel kunde fremvise Beter paa flere Alens Højde, men som dog aldrig udartede til, at man slog Plat og Krone om en Præmietyr eller en Husbestyrerinde. - Spillebordene var sat ind i Dagligstuen, og der sad i Sofahjørnet Gaardens stovte Frue og lod sine klare, blaa Øjne vandre fra Strikketøjet eller Sytøjet hen til Herrerne ved Toddyglassene og manede til Fred og Forsoning, naar de stundom røg sammen og slog i de grøntbetrukne Mahogniborde, saa Jetonsene stod i Vejret:

21

- Naanaa, lille Godsejer Heine, skaan Møblerne! ... Og Godsejer Heine sprang op fra Stolen, bøjede sin kluntede Krop hen mod Sofaen og sagde:

- Min Frue ... alt for Damerne!

Og Spillet fortsattes i Ro - indtil næste Eksplosion ...

Klokken elleve trak Husfruen sig tilbage, medens Herrerne stod i Række og bukkede. Og naar Døren havde lukket sig efter hende, faldt ikke én af dem paa at komme med et saftigt Ord, skønt alle i Tankerne fulgte hende videre - helt ind paa hendes Leje.

Kun Ægtemanden kunde undertiden lade en eller anden obskøn Bemærkning falde i skadefro Hoveren over, at hun netop var hans Sengekammerat.

Men da slog Godsejer Heine paa ny i Bordet:

- Hold Kæft, Uldahl!

Og Godsejer Tortsen og Kammerjunker Frølich blev om mulig endnu rødere i Hoved og paa Hals end før og sagde:

- Du er et Svin, Nils!

- - - Men rent ud rørende blev disse halvtæmmede Bjørnes Færd, naar ud paa Natten deres Vogne kørte for Døren: De skældte Kuskene ud, fordi Vognhjulene larmede for stærkt mod Brostenene, og fordi Hestene stampede og var urolige. Og ude i Entréen, der paa Thorsminde stødte umiddelbart op til Soveværelset, listede de rundt og talte hviskende og snublede over deres egne vaklende Ben for ikke at vække Fru Line ... "der inde".

Og deres Øjne var fulde af Længsel og Kognak, naar de saa' hen mod den lukkede Sovekammerdør ...

Thi der var det ved Fru Uldahl, at hun trods sin blonde Ro og sin hele kyske lidt lade Tilsynekomst, virkede stærkt erotisk netop paa disse Mænds Sanser. Hun stod rimeligvis for dem som Typen paa hin rene, hvide Kvinde, de engang i deres Manddoms første, frygtsomme Opvaagnen havde knælet for i Drømme. Og nu saa de pludselig, efter et Liv i Brunst og Skuffelse, Drømmenes Genstand færdes lyslevende for deres Øjne.

Deraf vel paa én Gang baade deres Respekt og deres Begær. - -

Ogsaa Nils Uldahl vedblev, selv i de Aar, hvor han rasede 22 vildest og ondest mod sin Hustru, at nære en vis mystisk Respekt for hende ... en Respekt ganske vist, som tirrede og ophidsede ham, og gjorde hans Ondskab end mere indædt raffineret.

Men i Tiden paa Thorsminde gik alt endnu roligt og godt. Og da Parret senere efter Etatsraadens og hans Kones Død flyttede til Havslundegaard, levede det ogsaa her i de første Aar nogenlunde fordrageligt. Fru Line fødte sin Mand ialt syv Døtre, hvoraf de tre ældste døde som ganske smaa, medens de andre efterhaanden voksede op til blomstrende og blondlokkede unge Kvinder, som fordum deres Moder var det, da Nils Uldahl i Tidernes Morgen saa' hende i Æblehaven ved Husum Kro.

Kun Frøken Sofie var som sagt mørkhaaret og brunøjet. Jomfru Ingwersen sagde, at hun lignede sin Farmoder, Etatsraadinden, der jo var "født et Steds dernede i Varmen".

Der var i Havslunde Park, hvor denne paa en trehundrede Alen gik ned til Strandkanten, en stor, halvcirkelformet Lysning kaldet "Badeplænen". - Naar man stod oppe paa Havesalens høje Stentrappe og saa' frem over Borggravens Bro, saa' man dem i Solskinsvejr ligge som en gyldengrønt Tæppe for Enden af den lange Lindeallé. Og bag Tæppet igen laa en smal Stribe skinnende hvidt Sand, og saa kom Bugten med sine blaagraa Bølger ...

Herned flyttede Fru Line paa Sommerformiddage efter Frokosttid sin hele Børnestue med dens Inventar af Ammer, Barnevogne, Vugger, Børn og Legetøj. Det var et Mylr som af en Folkevandring, naar Toget trak gennem Lindealléen. Og naar man slog Lejr paa Plænen hernede, kastedes Lyden af Stemmerne, Latteren og Tummelen vidt ud over Bugtens Vand ...

Paa en højrygget, hvidmalet Tremmebænk, der i Tiden af Pigebørnene fik Navnet "Fruens Stade", sad saa Fru Line og Jomfru Rottbøl med en Stabel Børnetøj imellem sig og syede, stoppede og bødede, medens Legen gik i Solskinnet mellem Barnepigerne og de større Børn, og Ammerne i Skyggen under Træerne puslede med Vuggerne. Thi det 23 hændte, at man paa Havslunde i de Aar havde to Spædbørn at sysle med paa én Gang, det ene paa nær kun godt ni Maaneder ældre end det andet ...

Naar Fru Uldahl sad her paa sin Bænk med sine Børn omkring sig, omgivet af Parkens og Gaardens trygge og skærmende Ly, var hun fuldt ud tilfreds og lykkelig. Og hun følte i saadanne Stunder en dyb Taknemmelighed gro i sig mod den Mand, der havde gjort hende delagtig i alt dette, havde valgt netop hende til sit Livs Ledsagerinde og trofast havde holdt fast ved hende i de Aar, da alle stod dem imod og skjult og aabenlyst arbejdede paa at drage ham fra hende ... Og naar hun derfor uden nogen Art af Vægring aabnede sin Favn for ham og syntes beredvillig at give sig hans hede og utæmmede Sanser i Vold, saa var det for hende snarere som en Indfrielse af en Taknemmelighedsgæld, end det just var, fordi hendes Blod flammede og sydede i fuld Samklang med hans.

Og én Grund endnu var der, hvorfor hun stedse var ham beredt og lydig, skønt hans erotiske Krav til hende, alt som Aarene gik, gav sig selsommere og selsommere Udslag. Hun forstod nemlig, saa dybt hun nu havde lært ham at kende, at bøjede hun sig ikke paa dette Punkt blindt for hans Vilje, vilde deres Samlivs tilsyneladende saa jævne og fredelige Harmoni være brudt. Derfor tvang hun sig og var ham hørig, selv om hendes ufordærvede og kyske Natur atter og atter rejste sig i skamfuld Protest.

Der laa i Lysningen, paa Grænsen mellem Plæne og Strand et Badehus. Døren vendte ud imod Havet, og fra en hvidmalet Flagstang over den vajede en lang, dannebrogsfarvet Vimpel.

I dette Badehus næsten boede og levede Børnene, da de blev ældre, Sommerdagen lang. De klædte sig af og paa inde i Huset, laa og strakte sig paa Strandbredden og lod sig gennembage af Solen, vadede ud og dukkede sig i Bølgerne, kom atter tilbage skinnende af Væde, rullede sig i Sandet og lod sig dænge til af hverandre, saa at deres smaa, vævre Legemer saa' ud, som var de pudrede, naar de igen plaskede ud i Vandet ...

24

Dette var Børneleg i Dag og Sol. Men rundt paa Egnen sneg det Rygte sig, at naar Natten faldt paa, og kun Maanen lyste over Bugtens Vand, "legede" paa Strandbredden hernede to andre hvide og nøgne Menneskebørn - Herren til Havslundegaard og hans lydige Frue.

Saa indtraf for omtrent femten Aar tilbage hin Begivenhed, der med ét Slag og for stedse satte en Mur imellem Ægtefolkene.

Mange kaldte Fru Uldahls Adfærd den Gang for rent ud taabelig og meningsløs, for Herregud, vi lever nu dog engang paa Jorden! - Men hun handlede, som hun handlede, fordi hun i Følge sin usammensatte og retlinede Natur kunde ikke andet.

Det var en Majdag med Sol og syngende Lærker.

Nils Uldahl havde ved Frokostbordet paa Børnenes Vegne spøgende ansøgt Lærerinden om, at de i Anledning af det pragtfulde Vejr maatte faa fri fra Skole.

Dette var naadigst blevet bevilget, og Fru Line var da gaaet med den lille, den Gang fem-seksaarige Anna ned i Strandskoven for at plukke Anemoner.

Men en halv Time efter kommer saa Barnet løbende ganske forstyrret af Graad og Fortvivlelse ind i Køkkenet og beretter, at Moderen var faldet om nede i Granskoven og kunde ikke rejse sig og vilde ikke svare.

Men da de skyndte sig derned, Husjomfruen og begge Stuepigerne, efter først at have sendt Jørgen Tjener ud for at lede efter Husbond, mødte de paa Stien over Enghavemarken Fru Uldahl, der langsomt kom gaaende op imod Gaarden. Hænderne holdt hun presset haardt ind mod Underlivet, og kun Fod for Fod slæbte hun sig frem ... Hun var den Gang højt frugtsommelig med sin yngste Datter,, Sofie.

- Men Frue dog! Er Fruen blevet syg?

- Ja ...

Og varsomt ledte de hende hjem og bragte hende til Sengs. Og medens de endnu gik og syslede om hende, stod pludselig Nils Uldahl bleg og ophidset i Sygeværelsets Dør:

25

- Hvad er her paa Færde?

- Fruen er blevet syg ...

- Naa-e, det er vel ikke værre .., Jeg skal ringe, hvis der bliver Brug for Jer.

- Jamen, Husbond ...

Han stampede forbitret i Gulvet:

- Gaa, sagde jeg! Og Kvinderne listede ud ...

Da Døren havde lukket sig efter dem, traadte Nils hen til Sengen:

- Undskyld, at jeg blev heftig; men de Fruentimmer irriterede mig ...

Fru Line svarede ikke.

Saa smilede han dumt, søgte at mande sig op og sagde flot og friskfyragtig:

- Er det nu noget at tage sig saa nær, Line ... Hva' Fanden, den Smule Kys paa en Foraarsdag, hi-hi! Du véd jo, at Du og jeg har det saadan sammen, at ingen for Alvor kan komme os imellem.

Hun saa' forvildet op paa ham:

- Ja, Nils, ja ... sagde hun - men jeg vil hellere vente med at tale med Dig til en anden Dag ... jeg er saa træt.

- Hum! ... Det er saagu' din egen Skyld da! Du kunde jo ha' taget det roligt og ... og gemytligt, som den Bagatel det er. Ikke? Er det ikke din egen Skyld, synes Du?

- Jo ... Men lad mig nu være lidt alene, Nils ...

- Som Du vil!

Han gik tæt hen til Sengen og bøjede sig ned over hende:

- Vi to, der har det saa godt sammen, som ingen andre ... hviskede han kælent og tog om hende.

Hun trak sig sky og hastig bort; hendes Øjne blev store og fulde af Angest.

- Hæ! lo han ondt - hi, hi! Ja, Du er sgu en rar Mimose! Og det klæder Dig, efter alt det, der er foregaaet imellem os/ ... Men det bliver værst for Dig!

Og han forlod Værelset og smældede Døren i efter sig ...

26

Da han var borte, lukkede Fru Uldahl Øjnene og laa stille hen. Der gled af og til ligesom en Iling af Smerte frem over hendes Ansigt, thi Tankerne lod hende ingen Ro ...

Der var hændet "den Bagatel", at hun paa sin Spadseretur nede i Strandskoven havde set Nils sidde paa en Digekant inde mellem Granerne i hed Omfavnelse med Børnenes Lærerinde. Og i samme Nu var Fru Line sunket til Jorden tvunget i Knæ som af en stor, grum Haand, der havde knuget sine Staalfingre ind om hendes Hjerte ...

Men det var ikke just det, at Nils havde kærtegnet en anden Kvinde, der voldte hende den dybeste Ve, thi hun havde levet længe nok til at lære, at Mændene uden Skrupler tager al den Gunst og Gave, der bydes dem. Nej, det, der voldte hende den bitreste Pine var, at hun i alle disse Aar forgæves havde givet sig hans syge Sanser i Vold. Det var det, der nu, da hun saa pludselig og uforberedt saa' ham begære en anden, en ny, havde grebet hende med en saa stivnende Forfærdelse, at hun et Øjeblik havde troet, og haabet, at det var Døden, der kom ... For Børnenes Skyld og for Hjemmets Skyld havde hun ofret sig. Og fordi hun vidste, at han var syg. Og fordi han virkelig engang havde holdt af hende, hvad hans Breve beviste. Og fordi hun nu følte Medlidenhed med ham. Og fordi han dengang havde gjort hende til sin Hustru - og fordi, og fordi, og fordi ...!

Alt dette malede rundt i hendes Hjerne; og altsammen endte det ufravigelig i denne ene forfærdende Tanke: At nu var det hele forgæves ...

Der blev banket paa Døren, og Husjomfruen traadte ind:

- Hvordan har Fruen det?

- Jo, Tak ... nu gaar det bedre ...

- Skal vi saa ta' Kernemælkssuppe eller Sulevælling til Forret, Frue ....?

I godt fjorten Dage holdt Nils Uldahl sig borte fra sin Kones Sygeværelse. Men hver Morgen afleverede Jørgen Tjener hans Kort ved Døren og forhørte til Fruens Befindende. 27 - Der laa til sidst en hel lille Stabel Visitkort paa hendes Toiletbord:

NILS ULDAHL-EGE
Havslundegaard.

Saa endelig midt i tredje Uge, en Formiddag i den reglementerede Visittid, mødte Hr. Godsejeren selv frem.

Han var i sort Frakke, lyse Benklæder og Lakstøvler (dog uden Handsker og Hat). Og han trakterede sin Frue med den udsøgteste Høflighed. Bevidnede hende sin dybe Glæde over, at hun atter befandt sig vel, og udtalte Haabet om snart at se hende nede i Dagligværelserne.

Der blev ikke nævnet et Ord om Lærerinden og Granskoven. Og efter en halv Times Forløb trak han sig høfligst tilbage for ikke at "fatiguere" ...

Men samme Dags Aften, da alle var gaaet til Ro, trængte han beruset og larmende ind i Soveværelset og krævede sin Ægtemandsret. Og Fru Line maatte true med at ringe paa Hjælp, før hun atter fik ham paa Døren.

Endnu et Par Gange forsøgte han at tiltvinge sig sin gamle Magt over hende. Første Gang ved at trygle og græde og kaste sig paa Knæ og angre og love Bod og Bedring og evig, ubrødelig Troskab: "Hun var dog hans eneste virkelige Kærlighed!" - Anden Gang ved i drukkent Raseri at lægge Haand paa hende og slaa hende i Gulvet og skrige op om at jage hende nøgen ud af Gaarden tilbage til det "Bonderak", hvorfra hun var kommet.

Men Fru Line forblev ubøjelig. Og hun lod sin Seng flytte ud af det hidtil fælles Soveværelse og ind i et Værelse ved Siden af Barnestuen.

Hvilken Manøvre han øjeblikkelig besvarede med helt at rømme bort fra første Sal og etablere sig som Martyr i to smaa Rum i Taarnets Stueetage ...

28

Det var frygtelige Aar, de der nu fulgte. Og havde ikke Fru Uldahl haft denne næsten reflektionsløse Hengivelse i Skæbnen, som saa afgjort prægede hendes Liv i gode som i onde Dage, havde hun vel næppe heller staaet dem igennem uden at tage Skade paa sin Sjæl.

Men nu var det tværtimod, som om hun voksede med Ulykken, blev større, rummeligere, mere overlegen. Ja, der udviklede sig endogsaa hos hende lidt efter lidt en Art sørgmodig Humor, som fik hende til at se paa Begivenhederne fra oven og nedefter, og som var vaagnet i hende i de vidunderlige Dage, da hendes Mands chevalereske Visitkort hobede sig op paa hendes Toiletbord. Smilende, men gennem Taarer betragtede hun Livet og dets Foreteelser paa én Gang viis og naiv som "Folket", hvoraf hun var rundet ...

Men ligesom dette Folk ikke kan leve og trives ret uden at have noget, hvortil det kan hælde sit Hoved i Tro og Drøm, saaledes havde ogsaa hun sin Kimære til Trøst og Husvalelse i vanskelige Timer - nemlig den saa miskendte og foragtede Kortoplægningskunst.

Hun havde lært denne velsignelsesrige Tilflugt at kende allerede som Barn, da hun efter sine Forældres Død kom i Huset hos sin Mormoder, en paa de Tider berømt, gammel Kvinde, der ganske vist selvfølgelig troede baade paa Gud og hans skinbarlige Modsætning, men som dog stedse saavel i egne som i andres kritiske Øjeblikke fik sine Tvivl og derfor greb til Kortene som de eneste alvidende og ufejlbarlige ...

Imidlertid havde Fru Line i sit Ægteskabs første lykkelige Aar saa godt som lagt al Religionsøvelse paa Hylden - Lykken trænger som bekendt ikke til Narkose. Men da Sorgen kom og Skuffelsen og Skismaet, tyede hun paa ny tilbage til sin Gud for at finde Kraft og Lægedom. Og Time efter Time kunde hun nu sidde med sine Kort og gennem dem vinde den Vished og Tryghed, der overgaar al Forstand. Thi var Varslerne hende ikke gunstige i første Omgang, lagde hun Kortene op og op igen, indtil Resultatet slutteligen svarede til Forventningen. Og gik Lykken hende uvægerligt imod, havde hun jo som en sidste Balsam alle Nils's Breve fra de gode Aar ...

29

Hun havde indrettet sig et Slags "Kapel" i det cirkelrunde Taarnkammer paa første Sal. Og der sad hun saa bag Laas og Rigler og raadspurgte sine Kort og læste gamle Kærlighedsbreve.

Og samtidig laa hendes Mand i Taarnrummet umiddelbart nedenunder og sov den natlige Rus ud, som hans Martyrium hyppigere og hyppigere paalagde ham ...

Saaledes fandt de begge Hvile.

Joachim Uldahl-Ege hed Etatsraadens eneste overlevende Broder. Han var paa dette Tidspunkt 70 Aar, Ungkarl og ejede Gaarden Store Ravnsholt et Par Mil sønden for Havslunde. Han var en lille, firskaaren Træbul med snehvidt Haar og Skæg og en Stemme saa dyb og rungende, at Børn krøb i Skjul, naar de hørte den. Desuden var han halt og støttede sig, hvor han gik og stod, til en tyk Elfenbensstav, der vejede sine fulde fem Pund og var skaaret ud af en eneste Tand.

Denne Stav var Skyld i et ulægeligt Brud mellem Nils og Onkelen. Den var nemlig et Familiestykke, der var gaaet i Arv i lige Linie fra Tipoldefader Uldahl, den store ostindiske Købmand, som havde hjembragt den fra en Rejse. Men saa havde Etatsraaden engang tabt den i et Parti Billard til Joachim. Derpaa havde Nils ved et Besøg paa Ravnsholt efter Etatsraadens Død bemægtiget sig Klenodiet og taget det med sig hjem, idet han paastod, at Faderen ikke havde haft Ret til at skille sig af med det. Men Joachim var Dagen efter mødt op med Kongens Foged og havde ladet sig Staven udlægge. Det var denne Ydmygelse, Nils aldrig havde kunnet tilgive ...

Joachim Uldahl var i de sidste Aar ikke kommet uden for sin Ejendoms Grænser, "thi hvad ragede det øvrige ham!"

Men en skønne Dag holdt han imidlertid i sin lave Jagtvogn foran Havslundegaards Stentrappe. Han sad midt i den bageste Agestol, foroverbøjet, støttende sig til den omtalte Stav og dampende af en sølvbeslagen Merskumspibe med Hans Majestæt Christian VIII's Billede i Laaget.

Idet Vognen rumlede over Broen ind i Borggaarden, viste 30 Nils's Ansigt sig bag et af Taarnvinduerne i Stueetagen, men forsvandt straks igen.

Jørgen Tjener kom ud og tog imod.

- Er Husbond hjemme?

Jørgen, der havde skarp Ordre til altid at nægte Nils hjemme, saa idiotisk ud og sagde:

- Nu kommer Fruen ...

- Hjælp mig ned!

Tjeneren hjalp; og Joachim stagede sig op ad Trappen.

I Entréen kom Fru Line ham i Møde. Hun var for en knap Uge siden staaet op efter at have bragt den lille Sofie til Verden. Og hun var bleg og slank og skønnere end nogensinde:

- Velkommen, Onkel Joachim ...

Den Gamle saa' beundrende op og ned ad hende. Ogsaa hans Hjerte havde hun straks ved deres første Møde lagt for sine Fødder:

- Naa, sagde han, da Mønstringen var til Ende - saa hun har kælvet?

Fru Uldahl rødmede.

- Hvordan gik det .. uden Dyrlæge?

- Jo-e, Tak ...

- Ja, hun har jo Øvelsen!

Da Jørgen havde hjulpet den Gamle Tøjet af, gik Herskabet ind i Dagligstuen.

- Hvor er Nils?

Fruen saa' forlegen i Gulvet.

- Kan I nu ikke forliges længere?

- Nej ... lød det sagte.

- Næ, jeg har hørt om det; det er derfor, jeg kommer. Er det Dig, der er blevet udtilbens? Det ligner Dig ellers ikke.

Fru Line vidste ikke Raad for at svare:

- Nej det ... ja det ... stammede hun.

- Næ, naturligvis er det Nils, den Tamp! Men Børn faar I da; saa til Tider maa I vel være enige?

- Det er kommet senere, Onkel, det ...

- Har han andre Kvindfolk? Det er vel det?

- Ja-e ...

31

Fru Line vilde ikke have sagt dette Ja; for det var jo ikke det afgørende, dette med de andre; men ...

- Ja, det ligner vos! nikkede den Gamle - vi har aldrig kunnet taale at se Skørter vi Folk fra Egesborg ... Men naar han har faaet en Kone som Du, Fanden skulde ta' ham, at han saa ikke kan holde sig til Dig. Hvor er han, Bæstet?

- Aa, Onkel, det nytter ikke ...

- Jeg er taget herover for det samme!

- Ja, men ...

- Hvor er han? Er han maaske stukket af fra det hele?

- Nej, han ...

- Naa?

- Aa, Onkel Joachim, jeg beder Dig ... jeg kender ham ... Og Menneskene er jo nu engang, som de er ...

- Gu' er de ej! Hvor har Du ham? Naa?

- Han har lukket sig inde i Taarnet ...

- Jeg skal da vel ikke op af flere Trapper?

- Nej, det er herude ved Entréen ... Men, han lukker Dig ikke ind, Onkel.

- Det skal vi faa at se! ... Er hun kommet væk, Lærermo'eren?

- Ja ...

- Har I faaet en ny?

Ja ...

- Ligger han ogsaa i med hende?

Fru Uldahl rødmede, men maatte ogsaa smile:

- Aa, Onkel dog ...!

Joachim stavrede ivrig ud i Entréen og hen til Taarndøren. Fru Line blev i Dagligstuen.

- Nils! kaldte den Gamle, og hans Røst gjaldede mod Loft og Vægge - Jeg vil tale med Dig, Nils ..! og da der intet Svar kom, huggede han hidsig Stavens Dupsko ind mod Dørfyldingen - Hører Du ikke, Dreng! Tror Du, jeg er kommet herover for at holdes for Nar?

Fru Line viste sig i Dagligstuedøren:

- Han lukker ikke op, sagde hun - om Du saa satte Ild paa Gaarden!

Men nu steg Vreden den Gamle til Hjernen som ved et 32 Stempelslag. Han hug Staven ned mod Gulvfliserne, saa at den hoppede højt og var ved at falde fra ham:

- Saa gaar jeg ud og splintrer Vinduerne! sagde han - for se ham vil jeg Fandentame!

Men Fru Line lagde bønlig en Haand paa hans Arm:

- Aa nej, Onkel Joachim, det kommer bare bag efter til at gaa ud over mig og Børnene ... Den Gamle standsede:

- Er han da rent splintrende gal, Nils, derinde?

- Han er begyndt at ...

- At hvad?

- ... at drikke ...

Onkelen satte igen Staven haardt i Gulvet:

- Naa saadan! ... Hør, min Pige, tag nu Du og Ungerne Tøjet paa og kør med mig til Ravnsholt og bliv dér med det samme; saa henter jeg Lærerinden og Jeres andre Pakkenilliker i Morgen... Du er for god til dette her Leben!

Fru Uldahl smilede:

- Hvad tror Du, Madam Henriksen vilde sige? spurgte hun.

- Hvad rager det hende? Gaarden er vel min ... endnu!

- Og saa er jeg ogsaa bange for, Onkel, at Du selv vilde fortryde det, naar Du fik talt os.

- Tror Du? mumlede han - Kan sgu gerne være. Men saa var l der!

Han haltede op og ned ad Gulvet:

- Passer han Gaarden?

- Ja-e, det gør han vist ... Mig har han jo aldrig sat ind i sine Sager.

- De siger, at han spiller?

- Vel ikke mere end han plejer ...

- Faar Du, hvad Du skal bruge?

- Ja.

- Du skal se, han kommer til at sjokke fra Havslunde, ligesom han maatte sjokke fra Egesborg!

- Det kunde han jo da ikke gøre ved, Onkel ...

- Gu' kunde han saa! Der er ingen, der har Tillid til ham! Han gaar fallit som alle de andre Ejere af Havslunde ... gid han saa ogsaa vilde hænge sig! ... Du vil altsaa ikke med til Ravnsholt?"

33

Atter smilede Fru Line:

-- Nej Tak, Onkel Joachim; en Kone bør være, hvor hendes Mand er ... Jeg er ogsaa den eneste, han til syvende og sidst har lidt Respekt for.

- Velbekomme! ... Ja, saa kører jeg igen med min Lamperøg! ... Adjø!

- Vil Onkel ikke have en Forfriskning?

- Nej, jeg vil ikke. Jeg spiser kun hjemme! ... Adjø!

- Har Onkel ikke Lyst til at se Børnene?

-- De hyler jo, bare jeg viser mig!

- Naa-e, nej, nu er de vokset til og blevet fornuftigere ...

Hun gik ud i Entréen og kaldte op ad Trappen til Børnene, at de skulde komme ned. De kom ogsaa allesammen myldrende frem deroppe og stak de smaa lyslokkede Hovedet ud mellem Tremmerne. Men da de saa' den Gamle, hvis Stemme de havde hørt buldre gennem Huset, tog de øjeblikkelig Flugten tilbage til Barnekammeret.

- Hø! lo Joachim og kiggede langt efter dem - det var sgu vist blevet en nydelig Forestilling, hvis jeg havde faaet dem med til Ravnsholt! Du er klog nok, lille Line! ... Skal det være et Farvel-Smask? spurgte han saa.

Og Fru Line, der syntes, at han var bleven behandlet ondt, overlod ham sin røde Mund, som han anbragte et kraftigt Kys paa ...

Saa tændte han sin Christian VIII og kørte bort.

Kun to Gange endnu i disse femten Aar kom Onkel Joachim til Havslunde; men ingen af Gangene fik han Brodersønnen i Tale.

Derimod vænnede Pigebørnene sig lidt efter lidt til ham og besøgte ham af og til paa Ravnsholt, hvor han da holdt lange Lovtaler for dem over deres Moder, medens han samtidig betroede dem, at deres Fader var en Vindbeutel og burde skydes.

34

Dette fik imidlertid Nils Nys om og nedlagde Forbud mod Besøgene.

Men han var jo saa ofte borte fra Gaarden ...

Allerede i en Aarrække havde Godsejer Uldahl beklædt Posten som Havslunde Kommunes Sogneraadsformand. Hans Regeringsform var absolut despotisk. Og Raadets øvrige Medlemmer, Bønder og Proprietærer, bøjede sig villigt for ham, da han altid røgtede sin Bestilling til deres og Sognets Fordel. Ja, det endte endogsaa med, at de i deres snu Eftergivenhed overlod ham al Korrespondance og alle Regnskaber, saa at Uldahl til sidst var den eneste i Forsamlingen, der tilfulde var à jour med Sagerne. -

Men saa indtraf Brudet med Fru Line og Nils's paafølgende "Martyrium" i Taarnet ...

Han indfandt sig nu pludselig ikke mere ved Sogneraadsmøderne. Raadets Breve og Forespørgsler lod han ubesvarede. Og da nogle Medlemmer engang mødte op for at afæske ham en Forklaring, lod han dem blive staaende udenfor i Entréen uden saa meget som blot at aabne Døren paa Klem, saa at de dog i det mindste kunde se, at der var Liv i ham.

Dette resulterede selvfølgelig i, at man ved næste Sogneraadsmøde valgte sig en anden Formand.

Men Nils laa stadig inde med Bøgerne og Regnskaberne.

I samfulde to Maaneder forsøgte man at faa disse Sager fra ham med det gode. Men han forholdt sig stadig uden Livstegn.

Saa tabte man Taalmodigheden og indgav Klage til Amtet, der kendte ham pligtig til, under en Dagsmulkt af ti Kroner, at udlevere alle Bøger og Papirer Sognet vedrørende.

Herpaa svarede Nils undtagelsesvis, at han skulde aflevere Sagerne, naar det konvenerede ham.

Hvorpaa Amtet lod sige, at hvis ikke "det omspurgte" var kommet Sogneraadet i Hænde inden fireogtyve Timer, vilde den afsagte Kendelse faa tilbagevirkende Kraft med 35 og fra den Dato at regne, paa hvilken den ny Formand var bleven valgt.

Paa dette Ultimatum gav Nils intet Svar. - Og først en god Maaned senere sendte han de kriminelle Bøger og Dokumenter af Sted ledsaget af den ifaldende Bøde sirlig regnet ud paa Dage, Timer, Minutter og Sekunder og stor: 965 Kr. og 56 Øre ...

Saaledes var Nils Uldahl-Ege i sit private som i sit offentlige Liv. Og saaledes vedblev han at være, indtil Naadens Tid var inde og det store Omslag.

Og dog valgtes han ikkedestomindre nogle Aar senere ind i det danske Folketing.

Naturligvis stillede han sig som Oppositionsmand. Ikke af Overbevisning, thi han havde ingen; men dels fordi hans Standsfæller lidt efter lidt havde trukket sig tilbage fra ham, og dels fordi han i Følge sit hele Naturel maatte opponere. Han var en af den Slags "Karakterer", der i et givet Øjeblik ikke viger tilbage for at hævde, at Sneen er sort. -

Han blev altsaa valgt. Og det, der muliggjorde hans Valg var, at han netop kom ind i Politikken i den Periode, da Bønderne endnu ikke var vaagnet til fuld Bevidsthed om deres Magt og Vælde og derfor ansaa det for noget særlig fint at blive repræsenteret paa Tinge af en Godsejer - selv om de Mand og Mand imellem ansaa ham for forrykt. --

Hans Valgmøder rundt i Egnens Kroer og Forsamlingshuse blev et sandt Triumftog, hvor han hilstes med Hurraraab og Haandklap endogsaa af sine fordums Kolleger i Sogneraadet - thi Snakketøj havde han.

Og da han paa selve Valgdagen drev sin Nedladenhed saa vidt, at han lod spænde for sine Høstvogne, femten i Tal, udstyrede dem med magelige Halmsæder og Øl og Brændevin, selv anbragte sig som Kusk paa den forreste og saaledes kørte rundt i Kredsen og samlede Vælgere op, da hyldedes han endogsaa af Socialdemokratiet som en sand Demagog; fik i Begejstringens Rus dets Stemmer og stod ved Valghandlingen som Triumfator over Højre-Kandidaten, der sammen med sine faatallige Tilhængere kun var mødt frem gaaende paa deres konservative Kød-Ben.

36

Saaledes sejrede som altid, saavel før som senere saa ogsaa ved dette Valg, Idealismen i dansk Politik. -

Og i Dag, den 27. September, var Hr. Nils sammen med sin Økonomiforvalterske, Jomfru Mathilde, rejst til Hovedstaden for efter Sommerferien paa ny at give Møde ved Rigsdagens Aabning den bekendte første Mandag i Oktober.

37

ROMANEN

Spat-Marie, Maren Ørentvist og Johanne Læg-Dig-ned, eller Lig-Johanne havde været til Pæremarked i Kværkeby og kom nu vandrende ad Landevejen for hjemgaaende.

De talte og lo og grinede, saa det klang over Markerne. Især var det Johanne, der var ved Humør; hun dansede sommetider og sang og sparkede op i Skørterne, saa at de to andre var ved at dø af Latter; hun havde faaet hældt godt paa Dunken. - I hver Landsby, de kom igennem, for Hundene halsende ud af Døre og Porte ved Spektaklet, og Karlfolk og Fruentimmer raabte de tre Madammer an og gjorde Halløj. Men Kællingerne klaskede sig bare gemytlig paa Bagen og gik videre. -

Spat-Marie var lille, firkantet og halt. Maren Ørentvist lang og duknakket. Lig-Johanne høj, knoglestærk og mandfolkeagtig med et mærkelig fint Raceansigt hærget af Drak og andre Glæder. - Alle havde de Kurv paa Armen med Markedsindkøb. Stadshattene med de brogede Blomster sad dem skævt paa Hovederne; og Kjolerne havde de af Sparsommelighedshensyn byltet op omkring Livet, saa at de lappede Underskørter saas og Uldhoserne og Fedtelædersskoene ...

Klokken var godt ti Aften, men det var Fuldmaane; og Johanne havde købt en Flaske Kirsebærrom til femogtredive Øre, som de diverterede sig af.

Nu var der faldet lidt Ro over dem, og de gik og talte sagligt-indgaaende om Spat-Maries vanskabte Datter Alexandra.

- Hun er ikke noget Menneske! paastod Johanne.

- Hva' er hun ikke? Hva' er hun da? spurgte Moderen.

38

- Hun er det, de kalder en Munstrum, forklarede den anden kyndig - saadan en, Gud skikker vos i hans Vrede. Og Maren Ørentvist supplerede:

- Hun kan jo hverken se, eller høre, eller gaa, eller krybe, kan hun ikke!

- Nej, indrømmede Marie - det kan hun ikke. Men hun har hele Sanselivet paa Følelsen, har hun. I skulde se hende kende baade mig og hendes Far, saasnart vi bare trine ind i Stuen.

- Fan grinede Maren - sagde Du Far? Ham fornemmer nok hverken hun eller Du ret meget til.

- Saa ham, hun kalder sin Far da, for Saten, dit Fæ! snærrede Marie arrigt

Men nu tog Johanne Ordet; baade hun og Maren var inderst inde misundelige paa Veninden, der havde dette mærkelige Barn, som hun tjente mangen en god Øre paa:

- Og saa er hun jo ikke engang noget rigtig Fruentimmer engang, sagde hun - Jordmoderen vidste jo hverken, om hun var en Dreng eller en Pige.

- Hun hedder sgu da Alexandra, véd jeg! sagde Marie.

- Hun kunde sgu lis'godt ha' hedt Nikodemus! grinte Maren.

Og Johanne fastslog sin Paastand fra før:

- Ja, hun er grangivelig det, de kalder en Munstrum!

Men pludselig gjorde hun et Par smaa stive Hop henad Landevejen, Lig-Johanne, og drejede rundt og slog ud med Armene:

- Skal vi smage paa Mosten? spurgte hun saa og trak Romflasken frem.

De andre skævede sky til hende: Skulde hun faa sit Anfald ...? Men de smagte da paa Rommen alle tre og gik videre ...

Spiret paa Havslundegaards Taarn viste sig dunkelt over Træerne. Morsomt nok kom Fløj-Hanen engang til at sidde midt i Maanen. Det grinte Kvindfolkene forfærdelig af, indtil Maren Ørentvist sagde:

- Er hun kommen hjem, Helmeren?

- Næi endnu ikke, sagde Johanne. Og Spat-Marie lo ondt:

39

- Saadan trakterede han sgu ikke vos andre i vor Tid!

- Næi, vi blev pænt ved Jorden, gjorde vi.

- Og Børn faar hun helleringen af.

- De si'er, at han har gi'et hende saadan et Undskyldningsapparat, som de kalder det, der forhindrer det, oplyste Maren.

Johanne hug vredt en Haand ud i Luften:

- Saadan et kunde han gerne ha' spenderet paa en anden en osse, saa ha'de vi sparet det!

- De kendtes vel ikke den Gang, mente Marie.

- Næi, kanske . . Verden gaar jo fremad. Men Maren Ørentvist, der var barnløs, grinede fornøjet og sagde:

- Ja, jeg behøvede ingen ... altsaa!

- Næi, Fanden hytter jo sine! sukkede Johanne.

Da standsede Spat-Marie pludselig sin Gang; og med de smaa vaade Øjne hævet mod Maanen sagde hun, og det kom dybt fra hendes Moderhjerte:

- Véd I hvad, Maren og Johanne, sagde hun - Vorherre kunde for saa evig vist gerne ha' beholdt de to andre ... men Alexandra vil jeg aldrig ophøre at takke ham for i hans blaa Himmel!

- Amen og Halleluja! vrængede Johanne og tog paa ny et Par Dansetrin - Er der nogen, der vil smage igen?

Konerne nikkede Ja; og Romflasken kom frem og blev tømt.

- Du har vel saa Markedsgave med til Alexandra? spurgte Maren, da man igen var begyndt at gaa.

- Gu' har jeg saa, naturligvis. Nu skal I se. Det er en Mølle.

Marie halede en lille Træmølle op af Kurven og blæste paa Vingerne, saa de snurrede.

- Den kan hun jo ingen Glæde ha' af.

- Monikke! Jo, det kan Du bande paa! Hun kan føle. kan hun, naar den vinder. Hun har haft saaden en før. Hun blæser paa den og holder den op for Ansigtet; og saa griner hun, saa det klukker.

- Og hva' har Du saa til de andre?

- Ingenting! ... de kan jo baade se og høre og springe 40 omkring; hva' Fa'en skal de saa med Legetøj! ... Men vi skal være gode imod dem, Vorherre har været ond ved, staar der.

Maren Ørentvist laante Møllen og blæste paa den, saa den snurrede vildt:

- Se, hvor den suser! sagde hun henrykt. Men Lig-Johanne, der hidtil havde forholdt sig tavs, snappede pludselig Apparatet fra hende:

- Nu vil jeg prøve! sagde hun.

Og hun spilede Kinderne op og blæste, saa det gnistrede for Øjnene af hende; og medens Vingerne peb paa deres Akse, stod hun og vuggede i Hofterne og rokkede med Hovedet:

- Snurre-lurre-lurre'! sagde hun og smilede fjoget - Snurre-lurre-lurre l Gi' mig den, Marie, hva? La' mig beholde den? Det er li'som at drikke Brændevin ...

- Næ, Du kan tro nej, min Skrukhøne! sagde Marie og stoppede hurtig Møllen tilbage i Kurven - Tror Du, jeg vil bedrage Alexandra!

Lidt efter naaede de ind paa Havslunde By-Gade. Alle Døre var lukkede og alle Vinduer mørke.

Klokken var nu godt elleve.

De tre Veninder gik stille frem ad Gaden. Her vilde de ingen "Opstandelse" lave, for her var de kendt.

Men da de kom frem til Havslundegaards Havedige, greb Johanne sig pludselig til Hovedet og sagde:

- Det er sært, saadan en Forskel, der kan være paa Søskende!

Det gav et Sæt i Marie og Maren. De vidste godt, hvad hun hentydede til; men de kunde ikke lide, at der blev snakket om det. Hele Sognet vidste, at Godsejeren og Johanne havde haft med hinanden at gøre, og hun selv sagde det jo ogsaa tydelig nok; men derfor skulde hun netop vogte sig for at slaa paa Slægtskabet ... De to andre havde jo ogsaa ... Men de var da ikke i Familie med ham.

- Hører I ikke, hvad jeg siger? gentog Johanne irriteret over deres Tavshed, og hendes Stemme lød høj og 41 skrattende - Jeg siger, at det er en sær Forskel, der kan være paa Søskende!

Marie greb hende i Armen og vilde trække af Sted med hende:

- Jo, jo, hviskede hun hastig - vi hører det nok! Men saadan no'et holder man Kæft med ... Kom nu, Johanne.

Men Johanne rev sig løs og raabte, saa det klang i den stille, maanelyse Luft:

- Er der nogen af Jer maaske, der har været i Seng med sin egen Bror ? ... Ulykken er ude efter ham! Ulykken er ude efter ham! vedblev hun og truede ind mod Gaarden. - Men han hænger sig ikke, eller skyder sig, som de andre, der har ejet Havslunde. Han bliver snarere hellig, den Usselryg ... Fader vor, Du som er i Himlen ... hun foldede Hænderne og skreg af Latter.

- Nu stikker jeg sgu af! sagde Ørentvisten - for nu faar hun sit Anfald.

- Nej, Maren, Maren, vi maa da blive; vi kan da ikke forsvare for Gud at lade hende ene!

- Fa'en ...! sagde Maren og satte i Rend ned ad en Sidevej.

- Maren, Maren dog ...!

Johanne havde ganske rigtig faaet sit Anfald. Hun løftede sirligt op i Skørterne og begyndte at synge en lille munter Melodi og dansede dertil. Hendes Øjne skinnede i Skæret fra Maanen; hun var lutter Smil og Glæde; Livet syntes hende frydefuldt:

Min lille Rosenblomme (sang hun), min søde Rosmarin,
naar Vintren hun er omme, saa vil jeg være din ...

Spat-Marie stod hjælpeløs og saa' til. Snart maatte hun le af Johannes sære Dans; og snart græd hun. For hvad skulde hun gribe til med hende, nu de var alene ...

Da gjorde hun pludselig omkring og skrumplede bort, saa hurtig hendes halvandet Ben kunde flytte sig - -

Og Johanne fortsatte stille sin ensomme Dans i den lyse Maanenat. Indtil hun omsider styrtede om og blev liggende.

42

"Frøken Sofies Hus" laa nede i Elmekrattet ved Foden af de store Fyrretræer, hvis nøgne rustrøde Stammer og vildt strittende Kroner ragede højt op over Parkens andre Træer. Og Evigheden sang deri.

Huset var sammentømret af gamle Bræddestumper og helt overgroet af Slyngroser og vild Klematis. Lejligheden bestod af en Forstue, der tillige benyttedes som Køkken, og en Salon, fire Alen lang og tre Alen bred. Og man kunde ikke staa oprejst derinde.

Sofie og hendes "uægte" Fætter, Herredsfuldmægtig Isidor Seemann, laa paa Gulvhynderne under Vinduerne og talte dybsindigt sammen; det "elskede" Frøken Sofie. Paa Tærskelen ud til Forstuen sad Tyrk. - Fuldmægtigen var en femogtrediveaarig, bredskuldret Mand, lys af Lød og tilsyneladende rolig og ligevægtig:

- Ja, ser Du, lille Kusine, sagde han - hos saadanne gamle Slægter som vor, der har nydt Alverdens Fryd og Sorg og Herlighed, bliver til sidst kun Sorgen tilbage; og den kan ingen Slægt leve paa, og saa visner den og raadner og dør.

- Man plejer at dø, før man raadner! riposterede hun.

- Nej, ikke Slægterne, lille Ven.

- Véd Du, hvad jeg tror, Fætter Isidor? ... Jeg tror, at Du siger alt dette om Dig selv bare for at være interessant ... saa sund og kraftig Du ser ud!

- Jeg er en kalket Grav ... smilede han, idet han samtidig godt indsaa, at der var noget perverst i at ligge her og tale saadan til et Barn.

- Og alle de morsomme Billeder, Du tegner! vedblev hun.

Han gjorde sin Stemme dyb og mørk:

- Ja, jeg burde ogsaa meget hellere altid tegne Lig! Hun lo:

- Ja, det skulde Du virkelig gøre!

- Jeg har prøvet det, nikkede han - men de bliver ogsaa "morsomme"! han rejste sig op paa Albuen - Se, nu for Eksempel det Billede, jeg tegnede af Jer, da Du havde fortalt mig om din Fars og Jomfru Reimers Køretur forleden.

43

Jeg syntes virkelig, at det var en meget trist Historie. Du havde Taarer i Øjnene, da Du fortalte. Og jeg fik den dybeste Medlidenhed med Jer allesammen ... Men hvordan blev saa Billedet? Selv din Mor brast i Latter, da hun saa' det.

- Jamen det var virkelig ogsaa morsomt, Fætter Isidor! Alle de Ansigter ruri'dt i Vinduer og Døre ... Og Far, der lignede en gammel Tændstik .. Og Jomfru Helmer, som var lavet af Blodpølser ... Og Mor, der stod med to lange, triste Taarer, der hængte hende helt ned paa Brystet! Jo, véd Du hvad, det var morsomt! ... Og jeg vilde ønske, at Du boede her paa Havslunde, for saa vilde det blive meget lettere for os.

- Sig ikke det, Barnlille!

- Hun saa' forundret hen mod ham:

- Hvorfor ikke?

- Fordi jeg er saa utrolig sur til Hverdag ... Jeg skal nemlig betro Dig, lille Sofie, at de, der laver sørgmodige Billeder, de er glade i Omgang; men de, der laver "morsomme", de er rasende bedrøvelige at have med at gøre ... thi kun saaledes fuldkommengøres den guddommelige Retfærdighed!

Frøken Sofie sukkede dybt:

- Gud, hvor mine Billeder saa vilde blive morsomme, sagde hun - hvis jeg kunde tegne.

- Er Du da saa grusommelig bedrøvet?

- Forfærdelig! smilede hun, og Taarerne steg hende samtidig til Øjnene - Og i Morgen kommer oven i Købet Jomfru Helmer tilbage ... Og vil Du tænke Dig, at Far har skrevet til Forvalteren, at Lars igen skal møde med Mors Vogn paa Stationen og hente hende!

- Ja-e, lille Sofie ... Men naar din Mor selv tager det roligt, saa ...

- Aa-r, der er ingen Indignation i Mor! Og heller ikke i Søstrene! De gider ikke! Jeg er den eneste her, der rigtig er noget ved! Jeg ligner Farmor, siger Ingwersen; hun pryglede Farfar; Ingwersen og Tjeneren maatte skille dem. Det var en Kone!

- Jamen kan saa ikke DU tage og prygle Forvalteren da ...?

44

- Nu gør Du Nar af mig, Fætter Isidor ...

- Nej, nej, nej!

- Du tager mig aldrig alvorlig!

- Jo, jo, jo!

Sofie rejste sig ivrig:

- Jeg har forbudt Lars at køre derned med den Vogn; men han gør det naturligvis alligevel! ... Bare her var et rigtig Mandfolk paa Gaarden, der kunde sige Far ordentlig Besked. Far han er fejg, ser Du; han er en rigtig Kryster! Jeg har jo set, hvordan han lusker af, naar Mor endelig en Gang bliver vred og siger ham Besked. Hun kunde sagtens tøjle ham, hvis hun bare vilde!

- Jamen kan saa ikke Du ...

Nej, jeg kan ikke. Jeg har jo prøvet det. Men jeg kommer bare til at græde, fordi jeg er en Tøs, og fordi jeg synes, at det hele her er saa forfærdelig sørgeligt. Aa hvor kunde vi dog ha' det godt her paa Havslunde, men saa gaar den gamle, væmmelige Fyr og ødelægger det hele for os!

Taarerne strømmede hende ned over Kinderne. De ligefrem sprang hende ud af Øjnene, saa hastigt og pludseligt kom de:

- Hvad ... er ... en Fallitgaard? spurgte hun samtidig - Ja, nu tuder jeg naturligvis igen! forsøgte hun saa at le - Men hvad er en Fallitgaard?

- En Fallitgaard, lille Sofie ...? Det er en Gaard, hvor man om Morgenen haaber, om Middagen frygter, og om Aftenen drikker sig fuld, begaar Selvmord, eller bliver Kristen!

- Hæ, hæ! lo hun underlig forceret, medens Taarerne stadig randt hende ned over Kinderne - Blæse være med det hele!

Isidor, der ligeledes havde rejst sig, vilde lægge en Arm om hende; men hun trak sig sky bort:

- Tag og tegn mig, Fætter! sagde hun - at vi kan faa en Ende paa det Tuderi!

- Jamen, jeg skal jo tage Dig alvorligt, siger Du ...

- Nej, nej, nej ...! Tegn bare! Han rakte Armen frem mod hende:

- Kys mig først ...

45

- Men Isidor dog ...! sagde hun dybt bebrejdende og rødmede helt op under Haaret.

- Undskyld ... bad han angergiven - Men Du saa' saa allerkæreste ud.

- Tegn! kommanderede hun.

- Ja!

Og han tog sin Skitsebog frem og tegnede et Billede af hende, hvor hun stod midt i Havslunde Borggaard som en Fontæne med Vandet brusende ud af Øjne, Næse, Mund og Øren, saa at hendes Kjole, Strømper og Sko, hele Gaardspladsen, Træerne, Parken, Haven - den ganske Ejendom drev af Væde ..

Men midt i det hele Taarehav svømmede Nils Uldahl rundt med et Badekar bundet i Halen.

Og i Karret sad Jomfru Helmer med en opslaaet Paraply over sig.

Der var Diskussion i "Asylet" i Anledning af Isidor Seemanns Besøg ...

Det var ved Sengetid. De Gamle sad paa Stolene hver foran sin Seng og klædte sig af. Henne paa Kommoden foran Vinduerne brændte Lampen.

- Nej! sagde Jomfru Ingwersen afgjort - det var Frøken Natalie, var 'et, Etatsraadens ældste Datter, der blev gift med ham, Bangkiren i Paris.

- Naa, nikkede Rottbøl medgørlig - ja, De maa jo "vide det, Ingwersen, for De er jo sæl Mor til hende.

Ingwersen blev sprutrød helt ned paa sin gamle Hals:

- Hva' er 'et, De si'er, Menneske!

- Ja, er De ikke Mor til Frøken Natalie?

- Sludder! De skulde hellere rent og bart holde Deres Mund, skulde De, end komme med saaden no'et Vrævl! Rottbøl, der havde en af sine slemme Dage, nikkede:

- Ja, det kan De sgu sagtens sige, som har Deres Forstand! nikkede hun - Men det er ikke saaden at sitte her og tie stille hele Tiden, naar I andre snakker.

- Jo, naar man'te kan komme med andet end Vrævl, saa tier man!

46

Ingwersen sad nu i rødstribet Uldklokke og bare Arme og saa' krigersk ud.

- Men det var dante Bangkiren, der var Far til Isidor? kom det fra Lurvadt, der surrede et langt Linnedbind omkring sit venstre Ben.

- Nej, sagde Ingwersen - det var 'et ikke, for Natalie ha'de allerede Isidor, førend hun fik Bangkiren ... jeg har oplevet hele Verdenshistorien.

- Der fik jeg den! smilede Rottbøl henrykt. Det var en Loppe, hun længe havde jaget rundt paa sin Krop efter.

- Ja, for hun ha'de ham ved Tegnelærer Jakobæussen, fortsatte Lurvadt.

- Ja, berigtigede Ingwersen - og hun fik ham, mens hun var forlovet med Godsejer Brandt, ham, der senere giftede Juliane Sehested fra Børglum.

- Jeg kan ikke hitte ud a' det med al det Familieskab! sagde Rottbøl misfornøjet. Hun havde samtidig med at hun anspændt lyttede til Samtalen, bundet sit Natklæde om Hovedet. Knuden sad hende foran i Panden som to smaa Horn.

Ingwersen lod sig ikke forstyrre af hendes Snak, men fortsatte:

- Og hun, Rositta, Isidors Kone, nun er en Datter af Frøken Bettina, Etatsraadens yngste Datter, der blev gift med ham, Polakken, Greven derovre fra Rusland.

- Der ser man Guds Finger! lød det fra Rottbøl. Men Lurvadt spurgte:

- Jamen, Ingwersen, hvordan er saa Isidor kommen til at hedde Seemann da, naar hans Far hed Jakobæussen og var Tegnelærer?

- Fordi Etatsraaden skikkede Drengen væk fra Egesborg og lod ham adomptere af Proprietær Seemann ovre paa Fyn, der var gift med en langt ude Kusine til Etatsraaden! forklarede Ingwersen og halede Sove-Hoserne paa.

Rottbøl fik pludselig et lyst Øjeblik og spurgte fuld af Liv:

- Var Frøken Natalie Isidors Mor?

- Ja, saagu' i Himlen var hun saa! sagde Ingwersen fortærende.

- Saa begriber jeg det ikke igen ...! erklærede Rottbøl.

47

Men hvor har Isidor faaet fat paa Rositta? spurgte Lurvadt.

-- Drausenbeimir! sagde Ingwersen kort - Og lad vos saa komme i Seng!

- Men Rottbøl smilede paa én Gang lykkeligt ud i Luften og gentog Ordet: Drausenbeimir ... med et saligt Udtryk i sine smaa vanvittige Øjne. Hun havde det med at forelske sig i underligt klingende Ord og gentage dem atter og atter, endevende dem og jonglere med dem.

- Saa, mumlede Ingwersen arrigt - nu skal vi høre paa det lige til Nytaar!

Men Lurvadt spurgte ufortrødent:

- Véd De no'et om, Ingwersen, at Rosittas Mor brak Halsen?

- Javel gjorde hun saa.

- Hvor brak hun den?

- I no'et de kalder Schweiz.

- Hva' vilde hun dér?

- Hun var rendt derned med Polakkens Kammertjener.

- Drau-rausenbeimir ... lød det fra Rottbøl.

- Var 'et ham, der brak den paa hende? spurgte Lurvadt.

- Nej, hun faldt ned af en Udsigt.

- Døde hun?

- Kan De kaske brække Halsen uden at dø?

- Hva' vilde hun ogsaa paa de Udsigter med den Kammertjener?

- Hun vilde vel elske ham ... De vil jo allesammen elske i vor Familie! ... Men sluk nu Lampen, at vi kan komme til Ro.

Ingwersen rejste sig og krøb op i sin Seng. Hun var i stumpet Særk, graa Modest, Natkappe og lange, sorte Uldhoser.

Rottbøl laa allerede nede under sin Dyne. Man saa' ikke andet af hende end hendes spillende Øjne og Nattørklædets smaa Horn: - Drausenbeimir ...! hviskede hun og skudrede sig velbehageligt til Rette - Drau-rau-sausenbeimir!

- Lurvadt, blæs! kommanderede Ingwersen vredt.

48

Og Lurvadt humpede paa sit omvundne Ben hen til Kommoden og slukkede Lampen. Saa kravlede ogsaa hun til Køjs:

- Men sig mig engang, Ingwersen, spurgte hun lidt efter - hvorfor fik Nils her ikke Egesberg efter Etatsraaden, da han døde?

- Fordi Polakken og Bangkiren ikke vilde betro ham deres Penge ... Og saa sover vi! Godnat! Og sov vel begge to!

- Tak i lige Maade ... sagde Lurvadt.

Men Rottbøl hørte intet. Hun laa fordybet i glade Minder og nynnede sin sædvanlige Aftensang, den, hun havde nynnet for sine Børn, da de var smaa og levende:

Stormen lad den kun fnyse,
Bølgen lad den kun slaa;
Drømmenes Land, de lyse,
Kan de dog aldrig naa ...

- Drausenbeimir ...! fniste hun saa lyksalig lidt efter og sov ind.

Jomfru Helmer havde faaet forærende af Forvalter Anders Jensen-Homo en Stol, en Mahognitræs "Flugtstol" betrukket med græsgrønt Plyds og med en broderet Rosenguirlande ned ad Midten.

Men hver Gang Forvalteren senere følte sig brøstholden af Damen, bemægtigede han sig Gaven og skjulte den paa de utroligste Steder, indtil den en- skønne Dag, naar Parret atter var blevet forligt, paa ny dukkede op i hendes Værelse.

Denne Manøvre gentog sig Gang paa Gang til Gaardens udelte Fornøjelse. Og ogsaa nu, da Jomfruen vendte tilbage fra sin Københavnstur, saa' hun, da hun traadte ind i sin Stue, at Stolen var væk. Hun havde jo nok tænkt sig Muligheden deraf; men havde dog lige til det sidste haabet, at Forvalteren omsider var kommen til Fornuft.

- Hum! sagde hun - har Mennesket nu alligevel været herinde!

Hendes Fortrolige, Sørine Folkekokkepige, der kom med Kofferten ude fra Vognen, kunde ikke tilbageholde et ondskabsfuldt Grin:

- Hæ, ja! han hentede Smeden og lod Døren dirke op.

49

- Det Fæ! sagde Jomfruen - Mon han aldrig vil faa sin Forstand! ... Er der ellers sket noget?

- Næi.

- Fruen har ikke været hernede og snuse?

- Næi.

- Og Tøserne?

- Næi ...

Sørine var begyndt at gaa rundt om sit Herskab og se beundrende op og ned ad hende, og nu slap det ud:

- Hvor er Jomfruen dog skjøn i det Tøj!

- Ja ... Og nu skal man til at sjove igen. Sørine snusede Luften til sig:

- Og som Jomfruen dog lugter!

- Ja ... Men gaa nu ud til dit Arbejde; jeg kommer, naar jeg har skiftet.

Sørine gik. Klokken var seks. Det var snart Nadvertid ...

Jomfru Helmer gav sig til at afføre sig Rejsestadsen. Hun tog langsomt ligesom modstræbende Stykke for Stykke af sin Krop, indtil hun stod fuldstændig nøgen - stor, pragtfuld og blændende hvid. Hun snusede ud i Luften ligesom Sørine før:

- Al den Parfume, han altid gik og hældte over hende. ... Og nu skulde man til at gaa rundt her og stinke af sur Valle og Tørverøg!

Hun lagde Sagerne omhyggelig sammen og gemte dem hen. Saa tog hun en grov Hørlærreds Særk frem og -de andre Dagligklæder ... Saa bankede det med ét haardt paa Døren.

- Her kommer ingen ind! sagde hun; men forskrækket blev hun ikke.

Døren aabnedes, og Forvalteren viste sig, høj, bredskuldret og sortskægget.

- Hva' vil Du P Vent udenfor til jeg har faaet nogle Klæder paa!

Men han traadte helt ind, og Nøglen vred han om i Laasen efter sig.

- Hæ! lo hun haanlig og gav sig rolig til at trække Særken paa.

Der blev en Pause. De saa' paa hinanden som to Kattedyr; 50 om det saa var Tænderne, saa saas de - og Forvalterens store, røde Næver krummede sig.

Saa gik han tæt hen til hende. Hun stod nu i Strømpefødder og Underskørt.

- Vil Du slaa? spurgte hun og huggede til hans Arm, der havde løftet sig. Han lod Armen synke:

- Næi ...

- Hva' vil Du da? Jeg troede, vi ha'de alting paa det rene? Hva' skal de Fjollerier til med den Stol? Du gaar og gør vos begge to til Grin for hele Egnen. Jeg er jo ikke din Kærrest længere; det blev vi jo enige om, straks jeg begyndte med den anden; saa det kan jo være Dig ligemeget, hva' jeg foretager mig, ikke? Det er jo Aftalen, ikke?

- Men at Du saadan rejste væk med ham lige for Næsen af mig uden at sige noget.

- Hva' rager det Dig, hva' jeg gør? Har jeg ikke Lov til at gøre, hva' jeg vil? Ha'de jeg sagt noget, ha'de Du bare skabt Dig taavelig.

Han stod myg og fortrykt foran hende:

- Og at han saadan sendte mig af By den Dag, sagde han - Hele Gaarden grinede, da jeg kom hjem. Hun lo højt ved Tanken:

- Saa kunde Du jo ha' grinet med! Naar vi ikke er Kærrester længer.

- Det er der ingen, der tror ....

- Det er saa sgu din Fejl da! Ta' Dig en Bislaaferske saalænge og stop Munden paa dem.

- Det mener Du ikke, Mathilde ...

Hun lo og kastede sig pludselig tungt ind til ham:

- Nej, naturligvis mener jeg det ikke, sagde hun og strøg en Haand ned over hans Krop - Men hvorfor kan Du saa ikke opføre Dig fornuftig? Herregud, den Splejs til Godsejer, lo hun raat - han kan sgu ingen Skade gøre! Og det er jo altid Dig, jeg tænker paa ... Og nu han er borte, saa kan Du jo komme, saa tit Du vil, véd Du.

Han knugede hende ind til sig, saa at han næsten løftede hende fra Gulvet.

Men hun gjorde sig fri:

51

- Gaa saa! sagde hun - Og kom igen i Aften ... Han gik lydig hen mod Døren. Men saa greb hun ham ved Armen:

- Se her, Anders ...! hun tog to Hundredkronesedler frem af sin Portemonnæ - se her, hvad jeg har kapret denne Gang! Sæt dem ind i Banken til de andre.

Hun trak en Kommodeskuffe ud og tog en Bankbog frem.

Forvalteren havde hurtig snappet Pengesedlerne. Der kom et underlig glubsk Udtryk i hans Ansigt:

- Nu er det lige fire Tusind og fem hundrede! sagde han.

- Ja; og naar han nu kommer hjem til Julen, saa siger jeg op til Majdag; det plejer at hjælpe. Han blev igen urolig:

- Skal vi ikke nøjes med dem, vi har, Mathilde ...? - Snak! Vi skal da op til de fem Tusind idetmindste. Han svarede ikke, men stod og arbejdede nervøst med Laasen, som han ikke kunde faa op.

- Du har nok glemt, at den er drejet om, drillede hun - Vilde Du myrde mig?

Han mumlede noget uforstaaeligt og gik.

- Stolen! raabte hun efter ham - Husk, at ta' Stolen med!

- ]a ... lød det udenfor.

- Hvor har Du den? ... Naa!

- Oppe paa Høstænget ... Hun lo, saa det sang i Ruderne:

- At Du dog ikke kan bevare din Forstand, Anders!

Fru Karen Uldahl, gift med Nils Uldahls yngre Broder, Frantz, var det eneste Medlem af Slægten, hvis Hjerte stedse forblev lukket for Fru Line ...

Fru Karen var en lang, bleg, glathaaret Skabning, ret køn af Ansigt, men haard og kold af Karakter. - Og hendes Ægteskab med Frantz skulde ingenlunde blidne hende.

Ingwersen fortalte, at den gamle Etatsraad først havde bestemt hende som Dyretæmmerske for sin ældste Søn. Men 52 da Nils fornam sin Faders Hensigt, erklærede han kort og godt, at han havde aldrig sat Pris paa at pille Andeskrog.

Saa transporteredes Pigen over paa Frantz, der i det hele var af et frommere og mere medgørligt Sindelag, og som desuden netop paa den Tid var vendt tilbage, mat og udarbejdet, fra en af sine berømmelige Ekskursioner og derfor var ganske modstandsudygtig.

- Gifter Du Dig med Karen Heinemann, skal jeg endnu engang tilgive Dig, sagde Etatsraaden til ham - Gifter Du Dig ikke med hende, maa Du Fandenfløjtemig sejle din egen Søl

Og Frantz, der sad stor og fed og udslukt paa en Stol inde paa Kontoret paa Egesborg, nikkede sløvt til alt, hvad den Gamle sagde; og skrev derpaa efter Diktat et saapas glødende Frierbrev til Damen.

Og en Maaned efter var de Ægtefolk og erholdt i Brudegave Skøde paa Gaarden Kragholm.

- Nu maa DU tage Dig af Frantz! sagde Etatsraaden til Bruden - Jeg har saagu nok at skaffe med de andre!

Og Fru Karen viste sig i det lange Løb delvis denne sin Mission voksen.

Med Frantz Uldahls sære og berømmelige Excesser forholdt det sig saaledes:

Han kunde i Aarevis te sig som det fredsommeligste og haandterligste Væsen, der glad og omgængelig røgtede sin Landmandsgerning. Men saa en skønne Dag for Djævelen i ham, og han forlod Gaard og Hjem og turede Landet rundt med alskens Pak og Skrabsammen af begge Køn og kom saa først en Maaned eller to skulkende tilbage næsten uden Klæder paa Kroppen og i en aandelig og legemlig Tilstand, der for lange Tider gjorde ham udygtig til enhver menneskelig Beskæftigelse. - Man fandt ham gerne en Morgen siddende stivfrossen paa en Grøftekant i Nærheden af Gaarden, eller liggende halvdød nede mellem Halmstakkene. Og han blev da bragt op i sin Seng og vadsket og renset og pudset og plejet, indtil han efter mange Ugers Forløb atter var saa vidt restitueret, at han kunde vise sig udendørs. - I Mellemtiden flød der ind til Egesborg en Strøm af ubetalte 53 Regninger fra alle Landets Kroer og Kipper. Etatsraaden betalte dem de første Par Gange pligtskyldigst; men da der engang efter en saadan Tourné endogsaa indløb Fordringer fra saa fjerntliggende Egne som Holsten, Lauenborg og Ditmarsken, brast den gamle Herres Taalmodighed, og han svor sin Yndlingsed og sagde: Vil han ud, saa skal han, Hans sorte Majestæt fløjtemig ogsaa komme ud! Hvorpaa han sendte Sønnen med en Fragtdamper til Tasmanien eller van Diemensland.

Men syv Maaneder efter returnerede Frantz atter til Fædrenegaarden fuld af Hjemve og nøgen til Bæltestedet.

Dette Trip kostede Etatsraaden runde 8000 Kroner, og han spekulerede fra nu af kun paa at vælte Ansvaret fra sig og faa Sønnen energisk gift.

Hvilket altsaa omsider lykkedes.

Fru Frantz Uldahls Had til Fru Line skrev sig først og fornemmeligst fra, at det var lykkedes hende at fængsle og binde Nils saaledes til sig, at han gjorde hende til sin Hustru og derved, hvad alle den Gang formodede, til Herskerinde paa Familiegodset, medens Karen selv maatte nøjes med at residere paa en Anneksgaard.

Og dertil kom end yderligere, at næppe var Fru Line bleven præsenteret for Svigerforældrene, før hun ganske vandt dem for sig og fortrængte den anden fra den Plads, hun hidtil ubestridt havde indtaget som fortrolig Raadgiver og Formidler de to Gamle imellem.

Etatsraaden og hans Kone havde nemlig i umindelige Tider levet i en Art væbnet Neutralitet, fremkaldt af hans Kvindekærhed og hendes Kreoler- Jalousi. (Hun var født i spansk Amerika.)

De boede i hele den sidste Halvdel af deres Ægteskab i hver sin Etage af Hovedbygningen paa Egesborg, ligesom Nils og Line nu paa Havslundegaard. Og Rigsarkiveuse Ingwersen beretter, at naar de tilfældigvis mødtes paa Trapper og Gange, kunde de ligefrem række Tunge og fare løs paa hinanden, saa at hun og Tjeneren maatte ile til og skille dem ad og transportere dem ind bag hver sin Dør ...

I Stedet for nu at virke som Forligsstifter havde Fru 54 Karen, saa snart hun fik fast Fod paa Egesborg, tvært imod set sin Fordel i at ophidse disse to iltre gamle Mennesker mod hinanden. Indsmigrende og kattevenlig, som hun kunde være, forstod hun at gaa dem under Øjne; dadlede ham. naar hun talte med hende, og omvendt. Og hun fik det til sidst bragt derhen, at de ikke engang kunde taale at høre hinanden nævne. Og samtidig lod hun sig af dem begge paanøde Foræringer og Stikpenge for sin opofrende og uegennyttige Handlemaade.

Men saa kom Fru Line og ødelagde aldeles disse indbringende Transaktioner for hende.

Hun anvendte nemlig i sin naive Retlinethed en ganske modsat Fremgangsmaade over for Svigerforældrene, idet hun mildt og sagtmodigt gjorde alt for at bringe en Forsoning til Veje imellem dem.

Og det lykkedes virkelig ogsaa til Dels, idet de Gamle ganske vist stadig blev boende hver for sig, men dog i deres sidste Leveaar kunde passere hinanden uden at hvæse hørligt og kunde indtage Maaltider sammen uden at slynge hinanden Æggeskaller og Sildeben i Hovedet...

Men ét Overtag havde Fru Karen over Fru Line. Hun forblev barnløs og kunde saaledes bedre disponere over sin Tid og være borte fra Hjemmet. Og da den gamle Etatsraad blev syg og skulde dø, kunde hun derfor helt ofre sig for ham, som det hedder. Hun tog øjeblikkelig til Egesborg og blev hos ham og plejede ham saa omhyggeligt, at da han omsider var vandret heden, kunde hun fremlægge et Papir med hans Underskrift paa, at han havde godskrevet hende og Frantz de 75,000 Kroner, han havde haft indestaaende paa anden Prioritet i deres Ejendom ...

Etatsraadinden overlevede kun sin Mand et halvt Aar. Ogsaa hendes sidste Timer blev blidnede af Fru Karens travle Hænder. Og i Følge Ingwersen var den gamle Dame næppe bleven kold imellem sine Lagener, førend den omhyggelige Svigerdatter gav sig til at ordne hendes Skuffer og Gemmer med stor Omhu og rigt Udbytte ...

Ved Etatsraadindens Begravelse mødte de to udenlandske Svogere frem paa egne og Børns Vegne. Og allerede en Time efter Jordpaakastelsen stod Luften i Brand omkring 55 Sørgeskaren. Nils vilde som den ældste Søn sætte sig i Besiddelse af Stamgaarden. Ikke før Du har udbetalt os vor Arvelod! sagde de andre. Vil I ruinere mig? skreg Nils. Og Bankieren talte fransk, Greven talte polsk, Nils og Fru Karen talte dansk, og der var ikke Enighed at opnaa. Frantz og Fru Line gik deres Vej ud af hver sin Dør og ned i Haven, hvor de mødtes og talte meget fredelig sammen.

Enden paa det hele Arvepostyr blev, at Egesborg blev solgt, og de fire Arvinger drog hver til sit med godt en halv Million Kroner i Lommen.

Hvorefter Nils solgte Thorsminde og købte Havslundegaard, der var nogle Hundrede Tønder Land større. Gaarden var en saakaldet "Fallitgaard". De to sidste Ejere havde begaaet Selvmord af Mangel paa Subsistensmidler.

Men Nils havde jo Penge nok og lod sætte et Taarn paa Hovedfløjen - saa havde han noget at springe ned fra, sagde Omegnen.

Og herind paa Havslunde drog altsaa Nils Uldahl med sin Kone og sine Børn; medens han samtidig nedlagde det kraftigste Forbud mod, at hans Omgivelser nogen Sinde nævnede Ordet Egesborg - saameget mere som Gaarden var bleven købt af en hovedrig Bonde og Studepranger ved Navn Søren Knudsen.

Det skar Fru Karen i hendes sensible Hjerte at se, hvor udmærket Nils og Line stadig kom ud af det med hinanden; thi selv levede hun Aar efter Aar i en pinlig Usikkerhed med sin Frantz. Han var aldrig til at lide paa. Bedst som han tyk og godmodig begyndte at indgyde Tillid, stak han af. Han havde i sit Ægteskab allerede foretaget en seks-syv Lyn-Tournéer, og det ikke blot rundt i sit Fædreland, men ogsaa i Broderrigerne Norge og Sverig. Og hver Gang var han vendt miserabel tilbage, skamfuld, slunken, sløv og pengeløs. Han lignede, naar han returnerede fra disse Lystrejser, en stor, gammel, bedrøvet Abe, som tilskyndet af sine Urlængsler, var brudt ud af sit Bur, men uvant med Brugen af Friheden, atter var vendt tilbage til Fængselet, Lænkerne - og Føden.

Men klog, som hun var, tog Fru Karen disse smaa Uregelmæssigheder 56 paa den eneste rette Maade. Hun skændte ikke og larmede ikke op, men klædte sig i Halvsorg, anlagde en blid og lidende Maske og erklærede, at hendes Livs fornemste Opgave skulde være at lette den tunge Prøvelse, der var lagt paa hendes elskede Mands Skuldre. - Og lidt efter lidt lykkedes det hende virkelig ogsaa at lette den saaledes, at hun mildt og kærligt satte ham fra Styret baade af Gaard og Formue og paa sparsomme Lommepenge.

Saa indtraf Bruddet mellem Nils og Line.

Med Jubel i Hjertet anlagde Fru Karen nu Helsorg og bevidnede med duggede Øjne, at denne Ulykke var hende langt smerteligere at bære end hendes egen, thi hun havde altid elsket sin Svoger og Svigerinde og set op til dem paa Grund af deres mønsterværdige Samliv; det havde været hende som en Stjerne i Livets Ørken.

Og hun lod spænde for og kørte de fire Mil til Havslundegaard for at trøste.

Men hun vendte fnysende tilbage. Fru Line havde ikke vist sig.

- Herskabet er sygt ... havde Jørgen Tjener sagt.

Og denne Sygdom havde end yderligere befæstet Venskabet mellem Svigerinderne ...

"/n.

Uf, jeg er saa arrig i Dag, kære Isidor, at jeg baade har Hovedpine og Kvalme. Og véd Du hvorfor? Fordi Fader igen har sendt Moder et Brev, hvori han baade kalder hende "Højtærede Fru Line Uldahl" og siger "De" til hende og "vil Fruen være af den Godhed!" Han er en rigtig gammel Abekat, er han; og jeg tror aldeles ikke, at Du har Ret i, hvad Du paastod i Torsdags, da vi havde vor yndige Samtale inde i Kabinettet, at han er et ulykkeligt Menneske. Han er ond, er han, og vigtig og skabagtig, og var jeg i Moders Sted, saa sendte jeg ham hans Breve uaabnede tilbage! Men vil Du tænke Dig, hun smiler bare af dem og siger "Aa, Herregud, kan det more ham!" Og Søstrene ler med; men jeg er altid lige ved at lave Fontæne, som Du kalder det, af bare Arrigskab, for jeg synes, at det ligefrem er uværdigt 57 for en Kvinde at lade sig behandle saaledes. Véd Du, hvad jeg havde den største Lyst til, Fætter Isidor? Jeg havde den største Lyst til at rejse til København og gaa op i Folketinget og holde en lang Tale om Fader; men maaske er de allesammen saadan nogle Lumskeriker deroppe, og saa nyttede det jo ikke. Du har jo nok set i Bladene, hvor han bliver rost og hævet til Skyerne derinde? Og ved Gud i Himmelen vil Du tro mig, at Moder gaar hver Gang rundt her og er stolt af det, ved Gud! Det er nu sandt, at der er noget lavt og hündeagtigt ved os Kvinder; bare fordi det nu er hendes Mand, saa synes hun straks, at det er storartet, skønt hun godt véd, at han ikke mener et Ord af det, som han staar og brækker af sig om Bønderne; han ligefrem hader dem, det har jeg jo hørt saa tit. Du har jo selv hørt, naar han bralrer op herhjemme til Middagsselskaberne; jeg er lige ved at brække mig! Men jeg er jo ogsaa bare en fejg Kvinde; i Stedet for at rejse mig og fortælle alle Gæsterne, hvor ussel og nedrig han er; og vil Du tro mig, at Moder vilde blive mest vred, hvis jeg gjorde det, saadan er vi usselige svage Kvinder, og jeg kan godt forstaa, at Du og andre rigtige Mænd mange Gange maa foragte os dybt. Aa, hvor vilde jeg dog ønske, at jeg var saadan en Kvinde som Charlotte Corday eller Jomfruen fra Orleans, for saa skulde jeg vise Jer noget andet! Og vil Du tro mig, Fætter Isidor, naar jeg siger Dig, at jeg er saadan en indvendig, men naar jeg saa skal handle, saa bliver jeg bare kold over hele Kroppen og sveder og kan ikke; men jeg har mange, mange Gange drømt, at jeg var saadan en stolt Kvinde, ikke naar jeg sover, forstaar Du, men naar jeg gaar Tur med Tyrk, eller sidder nede i mit Hus, eller ligger ude i Skoven! Og saa siger jeg Fader ordentlig Besked, og han fortryder hele sin slette Opførsel og jager Jomfru Helmer og alle de andre grimme Fruentimmer bort og fortryder det hele og bliver gode Venner med Moder igen; og vi kommer allesammen til at holde saameget af ham, saa at det bliver en stor Lykke for os at leve her paa Havslundegaard, den dejligste Gaard i Verden! Aa, lille, gode, søde, rare Fætter Isidor, bare man kunde drømme altid, for man bliver saa forfærdelig bedrøvet, naar man vaagner og kommer til at huske paa, hvordan 58 det er i Virkeligheden! Jeg vilde næsten ønske, at jeg var ligesom stakkels Jomfru Rottbøl! Men nu vil jeg slutte for i Dag, og tilgiv, at jeg har talt saameget om mig selv.

Din til Døden

S.

Vil Du tænke Dig, at der i Gaar kom den yndigste lille, islandske Hest sendende fra Fader! Den er saa laadden paa Benene, at den ser ud, som om den havde Bukser paa. Den er forfærdelig sød! Pigebørnene er henrykte og har allerede kaldt den "Mikkel". Men jeg rører den ikke, naturligvis, jeg tager ikke imod Bestikkelser! For véd Du, hvorfor han sender den? Naturligvis bare fordi han nu snart kommer hjem til Jul. Jeg kender ham!

Isidor Seemann var altsaa (conf. "Asylernes" Aftensamtale) en Søn af Natalie Uldahl og Tegne- og Gymnastik-Lærer Hans Jakobæussen ved Latinskolen i Nabobyen. Forbindelsen knyttedes ved et Borgerforeningsbal. Men da Resultatet blev synligt, gik den gamle Etatsraad ind paa Skolen og gennempryglede for Elevernes Aasyn Hr. Jakobæussen med sin Stok. Og Skandalen endte med, at den flinke Gymnastiker maatte pakke sine Kofferter og forsvinde, medens Etatsraaden ifaldt en Bøde.

Da denne var betalt, gik samme energiske Olding til Frøkenens daværende officielle Forlovede, Godsejer Ole Brandt til Svendstrup, og formaaede ham quand mene til, under Løfte om øjeblikkelig Skilsmisse, at lade sig vie til Pigen. Hvorpaa Ole og Natalie ægtede hinanden i Havslundegaards Spisestue og umiddelbart derefter separeredes paa Kontoret.

Fire Maaneder derpaa bragte Fru Brandt en ung Jakobæus til Verden. Og efter at Etatsraaden havde foræret Drengen til en barnløs Halvkusine af sig, der var gift med en Proprietær Seemann til Maglegaard ved Faaborg, rejste han selv med Frue og Døtre paa en to Maaneders Rekreationstur til Rivieraen ...

Her paa denne eventyrlige Kyst blev Frøken Natalie gift med en jødisk Bankier fra Paris. Og Frøken Bettina hjemførtes sammesteds fra af en polsk Greve.

59

Efter hvilke Succeser Etatsraadens lettede vendte hjem.

Natalie døde et Par Aar senere Straadøden i sit Palæ paa Champs Elysées efterladende sig en ægtefødt Søn, medens Bettina efter at have bragt Datteren, Rositta, til Verden, faldt, som Ingwersen alt har fortalt, ned af en Udsigt i Schweiz, hvor hun var paa Lystrejse med sin Mands Kammertjener, og brækkede Halsen.

Og nu havde Etatsraaden altsaa kun sine to Sønner tilbage.

Hvilket maaske ogsaa kunde være tilstrækkeligt . .

Den lille Isidor var under alle disse Begivenheder bleven adopteret af Seemann og voksede op paa den stille og fredelige fynske Gaard.

Da han blev Student og skulde læse videre i Hovedstaden, solgte Plejeforældrene Gaarden og fulgte med ham; saa uundværlig var han bleven dem.

Og da han senere havde taget sin juridiske Embedseksamen og fik Ansættelse som Fuldmægtig paa Havslunde- og Søby-Herreders Kontor, drog de ogsaa med ham her over...

Men saa skete det, at Isidor engang ved et Besøg paa Havslundegaard traf sin polske Kusine, Rositta. De to Slægtninge fandt straks stort Behag i hinanden; særlig fordi de kunde sidde Timer igennem og holde Mund sammen og alligevel føle dyb Glæde ved hinandens Selskab. De besluttede derfor efter et Par tavse Møder ikke mere at skilles, giftede sig og byggede et Hus efter deres Hoveder, saaledes nemlig, at de fik hver sin Lejlighed med kun fælles Spisestue. - Og nu havde de været gift i ni Aar med et Udbytte af to Sønner paa henholdsvis otte og seks Aar ...

Til at begynde med var gamle Fru Seemann meget ilde til Mode ved Sønnens Forlovelse og Giftermaal. Hun mente, at han vilde glemme sine Forældre, og at hans Kone ikke var ham værdig; i hvilken Anledning hun fældede mange Sorgens Taarer.

Men da hun lidt efter lidt lærte Fru Rositta at kende nøjere og opdagede, hvilken elskelig og fornuftig lille Kvinde hun var, frydede hun sig i sit Hjerte og indesluttede taknemmelig Svigerdatteren i sine aftenlige Bønner: Tak, kære 60 Vorherre, sagde hun, at Du nu har givet os to barnløse gamle Mennesker to Børn; og undskyld, at jeg er gaaet i Rette med Dig! ... Og da hun saa senere paa samme nemme Facon endogsaa blev Bedstemoder, græd hun bitterlig af Glæde.

- Ja, Du har nu altid haft let til Vandet, Mor! sagde gamle Seemann - Men det er nu din Fornøjelse.

Og Fruen lo og greb ham om begge Skuldre og rystede eftertrykkeligt til:

- Du er en rigtig Træpind, Far!

- Hvad siger Du, Mor?

Hr. Seemann nød foruden sit ligelige Gemyt ogsaa Lykken af med Aarene at være bleven betydelig tunghør.

- Jeg siger, at Du er en rigtig Træpind!

- Naa, siger Du det ... Ja, det er der jo nogen, der skal være ...

De Gamle havde stadig Sønnens Ungkarleværelse staaende i urørt Stand. Om Vinteren endogsaa opvarmet. Og hver Dag, naar "Fuldmægtigen" gik fra sit Kontor, besøgte han dem. Han og Fruen sad da gerne i en Hjørnesofa inde i "Værelset" og "talte gammelt". Fader Seemann derimod deltog sjælden i Samtalerne. Han opholdt sig i Dagligstuen ved Siden af med sine Aviser.

Men hvert Øjeblik maatte Fruen op af Sofaen og ind til ham og spørge, naar der var noget fra Fortiden, de to andre ikke kunde hitte Rede i. Hun skreg da ind i hans "gode" Øre:

- Hør, Far, var det Niels Hansen, der købte vores Wienervogn, Du véd ... eller var det Rasmus Poulsen?

Den Gamle tittede da skælmsk frem over Brillerne med sine smaa Syposeøjne:

- Snakker I nu om Wienervognen, Mor? sagde han - Ja, I har travlt! ... Det var Rasmus Poulsen, der købte den ... I Fruentimmer kan da heller aldrig huske!

Saa dukkede han paa ny ned i Aviserne; og Fruen gik tilbage til Sofaen ...

Saaledes bevaredes i Familien Seemann Livets Kontinuitet. Og Isidor havde hjemme i sine Mapper mangen en munter Illustration til disse Repetitionskursus.

61

Onkel Joachim var syg.

Der var ikke tilflydt Familien paa Havslunde nogen direkte Meddelelse derom, Rygtet var kun naaet frem gennem Post-Ole. Men samme Dag, hun fik det at vide, bad Fru Line alligevel sine Pigebørn om at tage over og se til Patienten:

- Onkel er meget syg, sagde hun - Der er Fare paa Færde. Jeg har set det i Kortene.

- Vil Mor ikke selv med?

- Nej, lille Sofie, det véd I, jeg bliver helst hjemme ... og særlig da i saadan et Blæstvejr.

- Mor skulde engang spørge sine Kort, om Mor har godt af altid at sidde inde og svulme.

Det var Frøken Frederikke, der talte. - Fru Line slog smilende efter hende:

- Fy, din skidt Tøs, at gøre Nar af sin egen Mor!

- Jamen Frederikke har Ret, sagde Anna - Mor sidder altfor meget stille.

- Mor begynder at ligne Madam Nærup! nikkede Charlotte. (Madam Nærup var Distriktets uformelige Fødselshjælperske.)

- Mor er dejlig! sagde Frøken Sofie og saa' forelsket paa Fru Line - Mor ligner en Enkedronning!

- Med Dobbelthage! supplerede Frederikke og trak sig uden for Skudvidde ...

Men sandt var det, at der i de sidste Aar var kommet noget bredt og matroneagtigt over Fru Uldahl. Hendes længe bevarede ungpigeagtige Slankhed var forsvundet. Men skøn var hun som altid med sit askeblonde Haar under den sorte Fløjelshue. Og hun førte sit Legeme med en Holdning og en rolig Anstand, der fik alle andre Kvinder, naar de kom i hendes Nærhed, til at synes smaa og ubetydelige.

- Tager Mor saa ikke med?

- Nej, lille Sofie ... Og der er heller ikke Plads.

- Jo, jeg kan sidde paa Bukken.

- Nej, der skal Tyrk være, ellers gaar han rundt her og græder hele Eftermiddagen. - Saa telefonerer jeg altsaa til Ravnsholt og spørger, om Onkel vil ha' Jer ...

Og det gjorde hun. Og Joachim svarede personlig fra sin Seng, at han glædede sig til at se "Firkløveret".

62

Saa rent dødsens var han da ikke; om end hans Stemme havde lydt lidt mindre buldrende end ellers.

Køreturen til Ravnsholt foregik i den lille Charabanc. Siden Jomfru Helmers Københavnsrejse benyttede ingen af Gaardens Damer godvillig Landaueren. Og den gamle lukkede Karosse, Flueskabet kaldet, fra Etatsraadens Tid, var for tung for Vejene.

Frøkenerne sad bag i Vognen hyllet i Sjaler og Pelsværk, thi det var blæst op til en halv Storm.

Og foran paa Bukken sad Tyrk, der stor og mægtig ragede frem højt over Hovedet af Kusken.

Der blev ikke talt meget under Køreturen; man havde nok at gøre med at holde sammen paa Sjalerne. Kun af og til, naar Blæsten blev særlig ondartet, vendte Lars sig om fra Forsædet og raabte:

- Frysser I, Frøkner?

Hvortil regelmæssig en af de unge Piger hylede:

- Nej-i ...!

Uden for "Familiehuset" stod Spat-Marie og Maren Ørentvist og fløj i Blæsten:

- Der er di fra Gaarden! sagde Marie - Se Tyrken!

Hun og Maren havde baaret Pigen Alexandra om i Læ af Gavlen. Skiftingen skulde gerne ud et Par Gange om Dagen, hvordan Vejret saa var, havde Doktoren sagt. Og nu sad hun i sin Stol indbyldtet i Dyner og Klæder. Man saa' ikke andet af hende end hendes frygtelige Underansigt, hvis forlængede Kæbeparti lignede Trynen paa et Svin.

- Da-a' ...! hilste Konerne ydmygt, da Vognen rullede forbi. Men straks derpaa tilføjede Spat-Marie lavmælt:

- En op, en anden ned! Der ager di, og der sidder hun!

Frøkenerne nikkede venlig til Genhilsen. Men da Vognen var naaet et Stykke bort fra Huset, lød det pludselig fra Frederikke:

- Hvem af os synes I, hun mest ligner? De brast alle fire ud i en underlig anstrengt Latter; og Frøken Sofie sagde hurtig:

- Vi taler ikke til Mor om, at vi har set hende!

63

Og saa forsvandt Huset bag Møllebanken.

Da Charabancen var naaet et Stykke ud ad Landevejen, vendte Lars sig pludselig om:

- Der kommer Hofjægermesterens, Frøkner!

Og umiddelbart efter holdt to Ryttere, en Herre og en Dame fulgt af en Meute halsende Hunde, deres Heste an hver paa sin Side af Køretøjet, der ligeledes standsede.

Det var ganske rigtig Hofjægermesterens, Palle Uldahl til Hvidgaard og Frue. Han var en lyshaaret Kæmpe med et vældigt Fuldskæg, der naaede ham langt ned paa Brystet. Hun høj, slank, næsten mager, med gnistrende sort Haar og smaa gyldenlakbrune, længselsfulde Øjne. Dertil var hun stærkt sminket; og hendes Læber var smalle og blodrøde. Frøken Sofie havde engang sagt om hende, at hun saa' "skæbnesvanger" ud.

- Hvad Fanden, Pigebørn, er I ogsaa ude i det Vejr! raabte Hofjægermesteren.

- Vi kunde kende Jer paa Tyrk! lo Fruen. Frøkenerne kom frem af Sjalerne:

- Goddag, Onkel Palle! Goddag, Tante Mona! Ja, vi er skam!

- Goddag, Goddag, Unger! Hofjægermesteren slog ud med Haanden - Skal I til Ravnsholt? ... Vil Du staa! tordnede han i det samme til Hesten og strammede Tøjlerne, saa Dyret stejlede - Hele Familien er nok paa Tæerne i Dag! lo han derpaa - Vi mødte Kragholmer-Kareten før med Fru Karen; hun kørte, som der var Ild i Enden paa hende.

- Er Tante Karen ogsaa ...?

- Ja-h! Alle Testamentejægerne er paa Krigsstien. Men den Gamle vil ikke se os for sine Øjne ... Det er dog Satan til Blæst! ... Men saa hold dog Kæft, Hunde! ... han har lukket Døren for sig, har Fatter Joachim, og sat Madam Pompadour født Henriksen udenfor paa Vagt. Vi slap da ikke ind; og I andre gør det saagu' heller ikke!

- Jo, Onkel har selv ... begyndte Frøken Anna. Men før hun fik talt ud, foretog Hofjægermesteren et pludseligt Chock imod Hundene, der for gøende og glammende 64 rundt omkring Vognen, hvor Tyrk fra Bukken sekunderede dem med sin Tøndebas - Fanden skal staa i Jer! tordnede han og slog med sin Ridepisk ned mellem Dyrene, saa at de hylende spredtes til alle Sider-Det er jo ikke til at høre Ørenlyd! ... Kom saa, Mona! Skægget flyver af mig! raabte han videre, da et Vindstød i det samme gav sig til at flaa i ham - Her er ikke til at være! ... Farvel, Pigebørn! Og god Lykke! Ja, vi ser Jer vel ikke paa Hvidgaard, før vi skal dø? Men der bliver ikke noget at hole, for vi æder det op! ... Kom saa, Mona!

Det havde været Hofjægermesterinden umuligt at faa sin Hest til at staa rolig. Stormen og Hundene gjorde den nervøs. Den havde danset og stampet og prustet, saa at hendes Ridedragt var ganske oversaaet med hvide Skumflager. - Nu slog hun leende ud med Haanden til Afsked og satte i Firspring efter sin Mand fulgt af den halsende og larmende Meute:

- Farvel, farvel! Og hils den dejlige Fru Line! Frøken Sofie kiggede efter hende:

- Tante Mona er nu storartet! sagde hun afgjort - Saa kan I andre sige, hvad I vil!

- Jamen Gud, Pigebarn, lo Frederikke - vi har jo ikke sagt et Muk!

Der kom et brølende Vindstød; og Frøkenerne forsvandt bag Sjalerne ...

Lidt efter tittede Frøken Sofie igen frem:

- Der ligger Egesborg! sagde hun og pegede ud over Markerne mod en stor, hvid, firkantet Bygning, op til hvilken der førte en Allé af gamle, vejrbidte og halvt udgaaede Egetræer.

- Ja, sagde Anna, som havde besøgt Gaarden i Bedsteforældrenes Tid - der var dejligt! Sikke Stuer! Og sikken Udsigt fra Selskabsværelserne paa første Sal!

- Og nu bor vi paa en Fallitgaard! sagde Frøken Charlotte.

- Ja, vi er jo alle Vorherre en Fallit skyldig! nikkede Frøken Frederikke.

Men Frøken Sofie krøb ind bag sit Sjal og sukkede ...

65

Da Charabancen rullede ind paa Ravnsholts Grund, strøg en lukket Vogn forbi for udgaaende:

- Det var Kragholmeren! meldte Lars fra Bukken - Jeg saa' Fruen indvendig.

Madam Henriksen (af Hofjægermesteren døbt: Pompadour) hed den store, tavse Bondekone, der havde været Onkel Joachims Husbestyrerinde i henved tredive Aar. Hun var kommen til Gaarden, da hun var en fem-seksogtyve, havde styret Huset for ham til hans fulde Tilfredshed og engang imellem faaet et Barn med ham, ialt fire. Men de var alle døde kort efter Fødselen, og to af dem havde været ligesaa fæle og uhyggelige Misfostre, som Nils Uldahls og Spat-Maries Alexandra. Men selv havde Madam Henriksen fra sit Giftermaals Tid tre velvoksne Sønner, tre tavse, paalidelige og arbejdsomme Mennesker ligesom Moderen. De tjente alle paa Ravnsholt nu i forskellige Stillinger, spiste og sov sammen med de andre Karle og stod med Hatten i Haanden, naar de talte til Godsejeren. Men han kunde gode lide dem og udmærkede dem paa mange Maader baade for deres egen og for deres Moders Skyld.

Da Vognen med Tyrk og de unge Damer gjorde Holdt foran Hovedtrappen, kom Madam Henriksen frem i Døren:

Men Gud Fader, se Hunden! sagde hun og glemte helt at hilse paa Damerne - har han sat der hele Vejen i det Vejr?

- Ja, han har saamænd!

- Det er Synd a' Jer ...

- Aa, han er jo godt klædt paa!

- Hvordan gaar det med Onkel?

- Jo-e ... Men lad dog Hunden komme ned og ind i Varmen!

- Madam Henriksen tænker slet ikke paa os andre! lo Frederikke.

- Naa-e, Menneskene klarer sig nok! Frøken Sofie fløjtede Tyrk ned fra hans Sæde.

66

- Der er Varme i Kontoret, hvis Frøkenen vil ta' ham der ind.

- Maa vi andre ogsaa komme med?

- Ja, værsgod ...

Madam Henriksen aabnede Døren til Kontoret. - Det var et stort nøgent Rum med sandstrøet Gulv, simple Træmøbler og en lille, fedtet Voksdugssofa. Henne i et Hjørne buldrede en Jærnkakkelovn. Der var kun et Kappegardin for Vinduet.

- Hvordan har Onkel det? spurgte Frøken Anna.

- Jo-e ...

- Maa vi komme ind til ham?

- Ja, Frøknerne er jo bestilt ... Men nu skal jeg hente Kaffen. Og Hunden kan faa et Fad Mælk.

- Han vil hellere ha' Kaffe, Madam Henriksen. Madammens Øjne voksede:

- Drikker han Kaffe?

- Ja-e ... lo Sofie.

- Og saa skulde jeg hilse fra Godsejeren, at der stod Cigarer henne paa Hylden.

- Tak ...

Pludselig rundedes Konens Øjne af en ny sindsforvirrende Tanke:

- Ryger han kanske ogsaa, Hunden? Pigebørnene brast i Latter:

- Nej, nej, nej!

- Ja, vi kunde jo aldrig vide, naar I andre gør det! ... Men det ender skidt med den Rygen, tilføjede hun - Tobak er for Mandfolk!

- Fars Søstre røg jo ogsaa ... mente Frederikke.

- Jamen, hvor røg de ikke ogsaa hen! sagde Pompadour - Men nu gaar jeg ud efter Kaffen.

Da Kaffen var drukket, førte Madam Henriksen de unge Damer ind gennem to iskolde, salsagtige Dagligstuer, hvor de sparsomme Mahognimøbler stod stift opstillet langs Væggene, og hvor man maatte balancere frem i Gaasegang ad smalle "Løbere".

67

Frøken Charlotte tog Mod til sig og spurgte:

- Hvorfor kom de fra Kragholm og Hvidgaard ikke ind til Onkel, Madam Henriksen?

- Fordi Godsejeren ikke vilde se dem, lød det kort - Og Frøknerne maa heller ikke gerne blive der ret længe; Godsejeren kan ikke taale det.

Fra Dagligstuerne naaede man gennem Spisestuen ud i en lang, skummel Korridor med mange Døre. Paa en Bastmaatte udenfor én af dem laa Rinaldo, Onkel Joachims gamle Hønsehund. Den var saa gammel, at det ikke længere gav nogen Lyd, naar den gøede.

- Her skal vi ind, sagde Henriksen og strøg Hunden kærtegnende over Ryggen, før hun aabnede Døren. - Men Frøknerne maa skræve over ham, for han kan ikke flytte sig.

Rinaldo løftede Hovedet, da han sansede de Fremmede, og markerede en Gøen ved at aabne og lukke Gabet et Par Gange; saa sank han sammen igen; og Damerne slap over ham ...

Inde i sit Soveværelse sad Onkel Joachim halvt oprejst i sin Seng, støttet af mange Puder. Hans svære Krop var frygtelig afmagret og stod knoglet og kantet frem under Skjorten. Ansigtet var graagult, og det hvide Haar og Skæg pjusket og uredt.

De fire Søstre blev forskræmt staaende tæt inden for Døren, medens de uvilkaarlig famlede efter hinandens Hænder.

Joachim saa' missende hen imod dem; hans Øjne var ligesom falmede:

- Er det Firkløveret ...? spurgte han.

- Ja ...

- Ho, ho! lo han hult - det betyder Lykke! ... Kom nærmere Tøse! Hans Stemme havde endnu bevaret en Del af sin gamle Klang.

Pigebørnene nærmede sig, men dog stadig 5 Klump.

- Er I der allesammen? Jeg ser saa daarligt ...

- Ja, vi er her allesammen ... det var Anna, der talte - Hvordan har Onkel det?

- Sæl Tak! Skidt! sagde den Gamle - Kom helt herhen!

68

De unge Piger gled hen til Sengen. Joachim strakte en Haand frem og fik fat i en af dem:

- Hvem er det?

- Sofie ...

- Jeg synes, Du tuder, Tøs? Ser jeg ud, som jeg skal dø?

- Ja ... sagde Sofie og brast i høj Hulken.

Han slængte ligesom i Vrede hendes Haand fra sig ... I det samme gav et Telefonapparat, der stod paa Bordet ved Siden af Sengen, sig til at ringe.

- Henriksen! sagde han buldrende - spørg, hvad det er!

Pompadour, der havde puslet lydløst om i Værelset, satte Tragten for Øret:

- Jovel, ja .. jo .. Nu skal jeg spørge Godsejeren! - Det er Købmand Nielsen, der forhører, om vi kan hente de Oliekager i Morgen ...?

- Nej, sagde den Gamle - i Morgen skal vi køre Roer hjem.

- Godsejeren vilde bevise ham en Tjeneste, sa'e han ...

- Saa-e? Sig, at vi skal komme paa Fredag ... Og ring af!

- Jo ...

- Hvem er saa det? spurgte han og greb fat i et af de andre Pigebørn.

- Frederikke ...

- Tuder Du ogsaa?

- Næi ... Onkel bliver nok rask igen.

- Sludder! Gu' gør jeg ej! ... Kys mig! Frederikke bøjede sig ned og kyssede ham.

- Det bliver nok det sidste Smask i denne Konges Tid! mumlede han.

- Nu skal Frøknerne gaa ... sagde Madam Henriksen rolig, men bestemt - Doktoren har sagt, at Godsejeren maa ikke snakke for meget.

Pigebørnene trak sig hen imod Døren:

- Farvel, Onkel Joachim ... Og god Bedring ...

- Farvel, Tøse! I faar hver tredive Tusind Kroner efter mig ... det var vel det, I vilde ha' at vide? ... Men l giver 69 ikke Jeres Vindbeutel af en Far en Øre af dem, naar han nu snart gaar fallit! Hører /P

- Ja ...! sagde Anna forskrækket.

- Og hør saa lidt her ... vedblev den Gamle, og der lagde sig et ondt og hoverende Smil om hans Mund - Sig til ham fra mig, at det kan ikke nytte, at han snuser efter Elfenbensstokken, for jeg ta'r den med mig i Kisten, hæ!

Da de unge Damer igen sad bænket og indpakket paa Charabancen, spurgte Frøken Charlotte:

- Hvad er det egentlig, Onkel fejler, Madam Henriksen?

-- De kalder det Kræft i Leveren.

-- Mener Doktoren, at det er farligt?

- Det gør han vel ...

Og idet hun kastede et Blik op mod Tyrk, der igen tronede paa Bukken, tilføjede Madammen - Det var da rart, at Vinden har dovet sig lidt ... for Hundens Skyld.

Hofjægermester Palle Uldahl var en Brodersønnesøn af Etatsraadens Fader. Familien havde i to Generationer tjent sig en betydelig Formue som Plantageriejere paa St. Croix i den gode Tid. Palle var bleven opdraget hos sin Moders Slægt i Danmark; og da han var atten-tyve Aar, solgte Faderen, Jakob Reinhold, der imidlertid var bleven Enkemand, sine vestindiske Besiddelser, drog tilbage til Fædrelandet og købte efter Nils Uldahls Anvisning Herregaarden Hvidgaard, beliggende et Par Mil norden for Havslunde. Det var rart, at Familien blev samlet, mente Nils, det styrkede den og stivede den af mod det overhaandtagende Bondevælde. Men et Aars Tid senere ragede han og Jakob Reinhold uklar i Anledning af en fed Dame paa Byens Marked og blev Uvenner for Livstid.

Palle, der imidlertid havde lært Landvæsenet, kom nu hjem til Hvidgaard som en Slags Overinspektør. Det gik udmærket i en Aarrække, thi Fader og Søn holdt meget af hinanden og var altid kommet fortræffeligt ud af det sammen. Men saa arriverede der engang et Beriderselskab til 70 Købstaden. Alle Egnens Uldahler mødte op til Premieren, ogsaa Fader og Søn fra Hvidgaard. Men fra den Aftenstund at regne, var Freden ogsaa for stedse forbi imellem dem.

Mona Lisa hed hun paa Programmet. Og hun var en Djævel af en Jokeyrytterske, slank og kattesmidig i sit kødfarvede Trikot, gnistrende sorthaaret og med gulbrune Salamanderøjne. Og særlig kunde hun, naar Hesten som Sortie satte over Barrieren med hende liggende henad Ryggen udstøde et Skrig, der fik de mandlige Tilskuere til at spjætte med Benene, som vilde de sætte efter hende ...

Ogsaa de to Uldahler fra Hvidgaard spjættede. Men de beherskede sig, idet de saa' sky til hinanden uden at tale. - Men den næste Aften var de igen i Cirkus. Og den næste igen, saalænge Selskabet gav Forestillinger i Byen. Dog sad de ikke oftere som første Aften ved Siden af hinanden. Og de kørte ikke længere frem og hjem sammen. De undgik hinanden og skulede ondt til hinanden.

Og saa skete det efter Ingwersens Beretning, at da Beriderne havde afsluttet deres Optræden og indskibet sig for ae drage videre til andre Egne, dukkede Palle Uldahl, da Skibet var naaet et Stykke ud i Fjorden, pludselig op af Kahytten og gik lige hen til Mona Lisa og bad hende om at blive hans Kone. Og førend hun endnu havde faaet svaret, saa' de gamle Jakob Reinhold staa ude i Agterstavnen og stirre paa dem, kridende hvid i sit Ansigt ... og rundt omkring paa Dækket stak frem bag hver sit Skjul Nils fra Havslunde, Frantz fra Kragholm og gamle Joachim fra Ravnsholt ... Da brast Mona i en bragende Latter og faldt Palle om Halsen. -

Et halvt Aars Tid efter døde Jakob Reinhold, og de to Unge flyttede ind paa Hvidgaard ...

Men Børn fik de ingen af: Thi paa alfar Vej gror intet Græs! siger gamle Jomfru Ingwersen.

Hvidgaard var en Idyl ...: en firelænget, enetages Bygning, hvidkalket med rødt Tegltag og omflydt af Grave med hvide Broer og hvide Svaner. Paa den gruslagte Gaardsplads 71 en hvidkalket Sandstens-Fontæne og spraglede Paafugle, der slog Halerne i Hjul ... Og baade Gaard, Have og Park lunt gemt imellem høje, skovklædte Bakker. Vinden kunde hyle og brumme i Skovene oppe langs Bakkekammene, nede i Havens Gange og Gaardens Stuer var den stilleste Ro ...

At sige i Jakob Reinholds Tid. Thi med Fru Mona holdt ogsaa Stormen og Uroen sit Indtog paa Hvidgaard, og Idyllen fløj over i Historien.

Hun føg nemlig, som et Uvejr gennem Huset. Vægge blev revet ned, Døre og Vinduer blev flyttet, Lofter blev hævet, og Gulve blev sænket. Og da hun havde raset færdig indendørs, gik hun løs paa Haven og Parken. Hun vilde ha' Vuer! sagde hun. Og hun lod de stolteste Træer fælde, naar de stod hendes Planer i Vejen. Ja, ud for sine Dagligstuevinduer lod hun endogsaa Skoven hugge om og Bakken skære igennem, saa at Østenstormen nu strøg livsaligt ned gennem Haven, afsved Roserne og fik Kakkelovnene til at ryge. Men hun beordrede Roserne gravet op og Skorstenene forlængede, hvorved hun ødelagde baade Havens og Bygningens Skønhed:

- Blæse med det, sagde hun - bare vi faar Luft!

Og for at holde sig med Selskab, naar Manden var af Gaarde, gav hun sig til at samle paa Hunde. Hun drev det til paa én Gang at huse fjorten, alle af forskellig Race. En grand danois stor som et Føl og videre ned til en Bologneser ikke større end en god Rotte.

Fru Monas Vugge havde staaet paa en fjerde Bagsal i København; og hun var døbt Elise Mortensen.

Men nu hed hun altsaa Hofjægermesterinde Uldahl og regerede uindskrænket over sin Kæmpe af en Mand, der aldrig havde tænkt sig Muligheden af at kunne nyde de Glæder hos en Kvinde, som hun bød paa. - Hendes Legeme var som levende Ild, naar han søgte det. Hun slog sammen om ham som Flammer. Og han lod sig frydefuld fortære.

- Hvis jeg nu var bleven gift med din Far ...? sagde hun til ham engang midt under en saadan Ildsvaade.

Og uden Tøven svarede han:

72

- Saa var jeg bleven din Elsker! Hvorpaa hun atter forsvandt i Luerne.

Jens Oluf Rasmussen, Degn og Kirkesanger ved Havslunde Skole, stod en Dag kort før Jul ude i Skolegangen, og hans Kone kom fra en Dør, der førte ind til Lejligheden.

Da hun saa' ham, slog hun Hænderne sammen i Rædsel:

- Men, hvad er det dog, Du bestiller, Jens Oluf! Han vendte sig hurtig:

- Hvad har Du her at gøre?

- Aa, Jens Oluf, Jens Oluf ...!

- Gaa din Vej, Oline!

- Jeg synes, Du staar og spytter paa Børnenes Mad, Jens Oluf ... Aa Gud, aa Gud, hvad skal det dog blive til med Dig!

Han gik frem imod hende med Hænderne løftet som til Slag:

- Nu gaar Du, Oline! Eller jeg svarer ikke for mig selv!

Men saa fik han et Hosteanfald og sank sammenknuget og foroverbøjet ned paa en Bænk. Konen løb til og støttede hans Hoved med sine Hænder. Inde i Skolestuen larmede Børnene.

- Jens, Jens, dette kan jo ikke blive ved ... hun tænkte kun paa den frygtelige Opdagelse, hun havde gjort; Børnenes Tummel hørte hun ikke ...

Hosteanfaldet var overstaaet. Den Syge lukkede Øjnene og lænede sig kraftløs tilbage mod Væggen. Store, tunge Sveddraaber gled ham ned over Ansigtet.

Konen tog sit Lommetørklæde frem og tørrede dem af:

- Skal jeg ikke slippe Børnene fri, Jens, og bringe Dig til Sengs?

- Nej ... i Overmorgen skal jeg jo ha' Juleferie ... han aabnede langsomt Øjnene, der laa dybt i deres Huler omgivet af mørke Ringe; og Blikket syntes at vokse frem langvejs fra, fra Mile borte, træt, ydmygt, forpint og forjaget:

- Jeg véd snart ingen Raad længere, Oline ...

- Jamen, hvor ku' Du dog gøre det?

73

- Jeg ku' gøre det, der var meget værre, naar det kommer over mig ...

- Hvad for nogen Mellemmader er det. Du har spyttet paa?

- Det er vel de tre, der staar aabne ...

- Saa ta'r jeg dem med mig ... Du kan jo saa sige til Børnene, at de kan komme ud i Køkkenet og faa noget andet ... Jeg siger saa til dem, at det er Hunden, der er rendt med dem.

- Ja ...

Konen rejste sig og gik hen til Vindueskarmen, hvor der laa mange Stabler smaa Frokostpakker. Hun tog de tre øverste, hvis Papir var løsnet. Saa vendte hun sig. Den Syge var igen sunket tilbage mod Væggen. I Skolestuen var Larmen vokset: Børnene raabte, skreg, lo og trampede.

- Skal jeg ikke hellere kvitte dem for i Dag, Jens, at Du kan faa lidt Ro?

- Nej ...! sagde Degnen pirrelig, rejste sig med et Ryk og gik ind til Børnene.

I samme Nu, han viste sig i Døren, forstummede al Lyd derinde.

Jens Oluf Rasmussen var, ligesom Lig-Johanne, et Vildskud paa den Uldahlske Stamme.

Men Jens var en Søn af Nus.

Overleveringen fortæller, at denne en Dag i sine bedste Aar kom ridende fra Thorsminde ind paa Rasmus Olufsens Gaard, Lillegaarden, et Fæste under Egesborg Gods.

- Er din Kone hjemme? spurgte han.

- Jo, sagde Rasmus Oluf sen med Huen i Haanden - hun er oppe i Stuen.

- Vil Du holde ved Hesten saalænge ... jeg skal tale med hende.

- Jo, sagde Rasmus Oluf sen.

Tyve Minutter senere red Hr. Nils atter bort. Og ni Maaneder efter blev Jens født.

Han blev Rasmus Olufsen og Hustrus første og eneste Barn. Og han blev et sygeligt Barn, underlig nervøs og forknyt; men skrap til Bogen, hvorfor han senere kom paa et 74 Seminarium, hvor han klarede sig vel. Og efter et Par Hjælpelærerpladser rundt i Omegnen fik han paa Sogneboernes Opfordring Ansættelse her ved Havslunde Skole.

Nu var han kommen til Kræfter, og smuk og statelig saa' han ud med sin ranke Skikkelse og sit store Fuldskæg. Og da han var af et mildt og kærligt Sindelag, blev han vel lidt af Børn og Voksne. I Kirken klang hans kønne Røst højt over alle andres. Pigerne saa' mildt til ham. Og omsider blev han gift med en velhavende Gaardmandsdatter fra Nabosognet ... Men et halvt Aar efter brød saa Sygdommen ud.

Det var "Brystsygen"'. Han hostede hult og tæredes hen. Det var, som prikkede der ham tusinde Naale i Lungerne, sagde han. Hans Ansigt blev lille og gulblegt bag Skægget. Og hans Øjne blev onde. Thi han, der før havde været blid og mild og nynnende seminaristglad, begyndte lidt efter lidt at hade Livet, og hvad Livets var. Han var kun syvogtyve Aar gammel, men følte sig, alt som Sygdommen skred frem, bitter og mistrøstig som en Olding, der ikke taaler at se Ungdommen gro og glædes omkring sig. I Skolen, hvor han før havde været elsket og forgudet af Børnene for sin forstaaende Munterheds Skyld, sad han nu tavs og haard og vogtede agtpaagivende paa en Overtrædelse for med Skadefryd at slaa ned over Synderen. Og det var helst de rødmussede og livsstruttende, han udvalgte sig som Ofre:

- Er Du en stor Dreng? kunde han spørge, og Smilet om hans smalle Mund blev lystent og rovdyragtigt - Nej, nu skal jeg vise Dig, hvordan det er at blive stor! og med sine magre Fingre greb han Forbryderen fat i de smaa Haar ved Tindingerne og løftede ham i Vejret:

- Voks, voks! sagde han og løftede højere og højere, indtil den arme Synder balancerede helt oppe paa Spidsen af sine smaa, fortvivlede Tæer:

- Saadan er det at vokse, min Dreng! sagde han - Saadan er det at blive stor! ... Og nu kan Du gaa ned og glæde Dig!

Og han sendte Fyren bort med et Spark, saa han trimlede ...

Saaledes var Jens Oluf Rasmusen blevet.

75

Og i Dag havde altsaa hans Kone opdaget, at han i sit syge Had til Liv og Sundhed stjal sig til at spytte sine Sygdomsspirer ud paa Skolebørnenes medbragte Mad.

Ogsaa for Herskabet paa Havslundegaard blev det en krank Julefest ...

Thi første Juledag, Eftermiddag Klokken tre, fandt Fodermester Voldby, da han kom op paa Stænget for at brække et Skift Hø ned til Kreaturerne, Forvalter Jensen hængende død paa en af Hanebjælkerne - og han havde nok først gjort Forsøg paa at drukne sig i Hesteparken, thi hans Tøj var vaadt og skident til midt paa Brystet.

- Naa, saadan sku' det ende ...! sagde Voldby og gav sig sindig til at skære Strikken over med sin Foldekniv - Jakobsen! raabte han ned i Stalden, hvor Eleven gik og fordelte Høet rundt i Krybberne - Jakobsen! ... Forvalteren har hængt sig heroppe!

- Hva' har han ...! sagde Jakobsen og slap den Favnfuld Hø, han havde staaet med, bardovs i Gulvet.

Jakobsen var en stor, sværlemmet Gaardmandssøn paa en sytten-atten Aar. Og det var første Gang, han var mellem Fremmede ...

Voldby baksede med Liget for at faa det op paa Armene:

- Ja, han har ... og han er allerede kold ... Vil Du ta' imod ham.

- Nej!

- Sludder! Stil Dig nu op lige under Nedkastet, saa la'r jeg ham saa gelinde glide ... Naa bli'r det til noget!

Den Dødes strittende Ben viste sig allerede i Aabningen.

Jakobsen var bleven hvid som et Lagen og skjalv over hele Kroppen:

- Jeg tør ikke, Voldby ...

- Sludder! Ta' nu fat! ... Har Du fat?

- Ja ...

- Ja, saa kommer han!

Forvalterens svære Krop gled langsomt frem gennem Hullet stiv som en Bjælke.

76

- Jeg tør ikke, jeg tør ikke ...! stønnede Eleven.

- Er Du gal, Dreng! Vil Du holde fast! Jeg har jo sluppet!

Liget begyndte pludselig at tage Fart ud over det glatte Hø. Og idet det faldt tungt ned i Favnen paa Drengen, der ikke kunde magte det, trængte der sig en Lyd af indeklemt Luft frem af dets Hals: Bæ-uv! ræbede det lige ind i Ansigtet paa ham.

Men da slap Eleven vild af Rædsel sit Tag i den Døde og for tudende som en maanesyg Hund ud af Stalden:

- Jeg forvinder 'et aldrig! skreg han - Jeg forvinder 'et aldrig! Det skulde Voldby ikke ha' faaet mig til! Jeg forvinder 'et aldrig!

Og medens han flygtede hen over Gaardspladsen og ud over Markerne, svingede han sindssygt Armene rundt og rundt over sit Hoved som to Møllevinger ...

Allerede flere Dage førend Godsejeren vendte hjem fra Rigsdagen for at holde "Juleferie, var der kommet en sær Uro over Forvalter Jensen. Han luskede og lurede omkring Jomfru Helmer, og hun havde ikke Fred for ham. Et Par Gange havde han endogsaa lagt Haand paa hende; og hun havde maattet tilkalde Hjælp for at faa ham vist ud af sit Værelse.

- Jeg gør en Ulykke paa en af vos! truede han uden for Vinduet - hvis Du la'r ham røre ved Dig! Men hun lo imod ham:

- Du hytter Dig vel, tænker jeg!

Saa kom Juleaften.

Nils Uldahl havde villet tvinge igennem, at Jomfru Helmer skulde inviteres over i Herskabsbygningen og spise med Familien. Men Fru Line havde paa sin rolige, ligevægtige Maade, der afskar enhver Diskussion, sagt, at i saa Tilfælde maatte han og Damen indtage Nadveren alene, for hun og Pigebørnene vilde da spise paa deres Værelser.

Herover var Nils blevet saa forbitret, at han slet ikke havde vist sig den ganske Dag. Og da der Klokken syv blev kaldt til Bords, tog han demonstrativt sit Overtøj paa og gik 77 ned i Økonomibygningen, hvor han tilbragte den hele Aften - og Natten med.

Men om Morgenen havde Forvalteren passet ham op i Ladegaarden og truet ham paa Livet med en Todtenslæger. Og var det rasende Menneske ikke blevet overmandet af Gaardens Karle, havde han vel ogsaa udført sit Forsæt. Nu slog de ham i Stenbroen og slæbte ham over paa hans Kammer og laasede Døren.

Men op ad Formiddagen var han saa brudt ud. Og nu laa han fredelig og stille under et Hestedækken ovre i Foderloen ...

Samme Dags Aften ...

Oppe i Fru Lines store Soveværelse, der til Dels var møbleret som Salon, sad hun og Døtrene. De tyede altid her op i vanskelige Tider, thi de følte sig tryggere her end i Dagligrummene nedenunder, hvor Faderen pludselig kunde bryde ind og snakke op og lade som ingenting for saa lidt efter brummende at forsvinde igen, naar han mærkede, at hans Ord ingen Genklang fandt.

Frøken Anna sad som sædvanlig og læste, eller lod, som hun læste. Mest døsede hun over Bogen med Øjnene halvt lukkede.

Frøken Charlotte og Frøken Frederikke sad med deres Piber over et Parti Skak. Fru Uldahl lagde Kort op; og Frøken Sofie laa saa lang hun var henad Gulvtæppet med Tyrk som Hovedpude.

Der var dødsensstille paa Gaarden. Klokken var mellem ni og ti. Paa Bordet under Hængelampen stod en Skaal med Klejner og Pebernødder,

Pludselig skød Fru Line lidt utaalmodig sine Kort sammen:

- Nu skal vi i Seng, Børn!

- Hvad er Klokken? spurgte Sofie uden at røre paa sig.

- Et Kvarter i ti.

- Hvordan tror Mor, at hun vil ha' det i Nat? Ved hun forstod man mellem Damerne i Herskabsbygningen altid Jomfru Helmer.

78

- Aa, hun er vist ligeglad! mente Charlotte med Ansigtet ned over Skakspillet.

- Træk! sagde Frederikke ivrig - Det er Dig, der skal trække!

Saa blev der en Pause. Man hørte en Dør blive slaaet haardt i et Steds fjernt i Huset. Det var Nils Uldahl, der gik 5 Kælderen efter Vin. Han var igen begyndt kraftig at drikke, naar han var hjemme.

- Tror Mor, at Far er ulykkelig? spurgte Frøken Sofie pludselig.

- Ulykkelig ... lille Sofie?

- Ja, jeg mener, om han saadan altid gaar rundt og er bedrøvet?

- Næi ... hvorfor mener Du det?

- Aa, ikke for noget ...

Fru Line rejste sig og gik hen til sin ældste Datter:

- Nu skal vi i Seng, lille Anna.

- Ja ... sagde Anna uden at løfte Øjnene fra Bogen.

- Véd Mor, om Elev Jakobsen er kommen hjem? spurgte Sofie.

- Nej ... men det er han vel nok ... Nu lukker jeg et Vindue op, Pigebørn, for Tobaksrøgen.

Frøken Sofie, der ligeledes havde rejst sig, gik hen og stillede sig ved Siden af Moderen foran det aabne Vindue ... det var det samme Vindue, hvorfra Søstrene havde set Faderen køre bort med sin Elskerinde ... Maanen og Stjernerne skinnede ned over den hvide Gaardsplads, hvor Sneen laa i sammenskovlede Hobe. Nede fra Stalden lød Stampen af en Hest, og langt borte i Parken tudede en Ugle.

Frøken Sofie for gysende sammen. Fru Line lagde en Arm om hende.

- Fryser Du? Skal vi lukke?

- Nej ... Se, hvor smuk Gaarden ser ud!

- Ja...

- Hvad tænker Mor paa ... lige nu? Fru Line smilede:

- Paa at komme i Seng og sove.

- Og véd Mor, hvad jeg tænker paa?

- Nej ...?

79

- Jeg tænker paa, at hvis der nu med det samme kom gaaende en helt fremmed Mand dernede i Gaarden, saa vidste han ikke noget af, at Forvalter Jensen laa nede i Laden og havde hængt sig ...

- Skak! lød det i det samme triumferende fra Frederikke - Og mat! ... Du er ogsaa mat!

- Vigtigper! sagde Charlotte og for op og satte sig paa Skødet af Søsteren - Lille Vigtigper! sagde hun og gav sig til at kæle for hende.

Og saa trak de Kageskaalen hen til sig og begyndte at spise af Pebernødderne, idet de gensidig puttede dem i Munden paa hinanden og lukkede efter med et Kys.

- Usch! mumlede Frøken Anna - det er væmmeligt at se paa Jer to ...!

Ovre i Asylet stak de tre Gamle forlængst under Dynerne. Deres Julegaver havde de anbragt paa Stolene foran Sengene. Kun Jomfru Rottbøl laa trofast med den fornemste af sine i Armene. Det var en stor, smukt paaklædt Dukke, som hun havde faaet af Frøkenerne, og som hun havde døbt Nikoline efter sin for femogtyve Aar siden afdøde yngste Datter ...

Det store Ur i Spisestuen slog tolv.

Tyrk, der laa paa Maatten foran Frøken Sofies Dør, bjæffede i Søvne. Han havde svagt fornemmet Lyden af knirkende Fodtrin paa Sneen udenfor i Haven.

Det var Sørine Folkekokkepige, der kom fra Julebesøg hos sine Forældre. - Ved hendes Side gik Elev Jakobsen.

Hun havde fundet ham flakkende rundt nede i Strandskoven forfrossen og fortvivlet.

Og nu tog hun Drengen med hjem i sin Seng for at trøste og varme ham ...

Fru Karen Uldahl fra Kragholm var paa Julebesøg i Villa Seemann og sad i Dagligstuen og knasede Makroner i sig og drak Madeira.

Fru Rositta stod i Profil foran Vinduet og satte Traad i sin Synaal.

80

- Men sødeste lille Pige, sagde Fru Karen overrasket - Du er jo med Barn! Rositta blev blodrød:

- Kan det ses? spurgte hun og dalede hurtig ned paa Stolen ved Sybordet.

- Ja, nu Du stod der imod Lyset ... Jeg troede for Resten, at det var et overstaaet Stadium hos Jer?

- Det troede vi ogsaa selv, Tante Karen.

- Hvor langt er Du henne? Tanten saa' yderst interesseret ud.

- Paa femte Maaned.

- Er Du ked af det?

- Naa-aa ... det nytter jo ikke.

- Næ-e, Du har altid været en lille Filosof! Fru Karens Øjne blev nyfigne og skinnende:

- Hør, lille Pige, sagde hun og lænede sig fortroligt hen mod Niecen - er det sandt, at det er forbundet med en vis ... æ ... Vellystfornemmelse at føde et Barn?

Rositta rødmede atter:

- Men Tante Karen dog ...!

- Ja, det har jeg nemlig hørt ... Jeg har jo aldrig selv været i den Situation ... Men jeg har læst om det.

Rositta bøjede Hovedet uden at svare. Fru Karen sendte hende et hvast Sideblik og fortsatte derpaa ganske uden Overgang:

- Skal I til Havslunde paa Fredag?

- Ja ... Isidor ... Jeg tager ikke med.

- Kan Du forstaa, lille Pige, at de holder Selskab saa hurtig oven paa det Selvmord?

- Naa-aa ...

- Det er naturligvis Line, der vil vise Verden ...

- Nej, det er dog vist Onkel Nils ...

- Maaske. Men saa kunde hun dog sætte sig imod denne Forargelse.

- Det er vist ikke saa nemt ...

- Aa, hvis hun vilde! Men hun gaar rundt der og behager sig i at spille den undertrykte ... Hun er en daarlig Kone for Nils; han skulde tages paa en hel anden Maade.

Fru Rositta smilede uskyldigt; men helt dybt inde i hendes 81 Øjne kom og forsvandt en Lysprik ikke større end Spidsen af en Naal:

- Ja, sagde hun rolig - han burde have haft Tante Karen!

Nu var det Fru Uldahls Tur til at rødme; og hendes Øjne flammede ondt. Men da Rositta stadig saa' lige uskyldig og uvidende ud, beroligede hun sig og nøjedes med at sige:

- Ja, maaske ... Jeg har i det mindste vist mig en Opgave voksen, der var fuldt saa svær som hendes! ... Naa, føjede hun saa til - Frantz har i de sidste Aar saamænd ikke givet nogen Grund til Klage; jeg er fuldt ud tilfreds med min Lod ... nu; og der gaar ikke en Dag, uden at Frantz er mig taknemmelig!

- Jeg holder saameget af Onkel Frantz ... sagde Fru Rositta mildt.

- Ja, han er saamænd ogsaa et rigtig erkegodt Menneske ... En Mand ender altid med at blive det, hans Kone gør ham til! Nu skal vi snart ha' Sølvbryllup.

- Ja, det skal I jo ... i April?

- Ja; og hele Slægten skal samles, baade Heinemann'- erne og Uldahrerne.

- Det bliver da morsomt ...

- Ja; baade jeg og Frantz glæder os ogsaa meget dertil ... Det bliver netop en Søndag, saa vi begynder med at gaa i Kirke og takke Gud; og om Aftenen er der saa Middag paa Kragholm.

- Naa!

- Ja, Du og din Mand faar naturligvis ogsaa en Indbydelse.

- Ja-e Tak ...

- Apropos, lille Reseda ...

- Det maa Du ikke kalde mig! afbrød den lille Frue heftig.

- Men Herregud, det gør jo din Mand ...!

- Ja, netop derfor! Ingen andre maa! Jeg vil ikke ha' det!

Hun var blevet ganske bleg af Ophidselse.

- Naa, naa, godt Ord igen ...! sagde Fru Karen forbløffet - Men det var det, jeg vilde sige, fortsatte hun saa

82

- véd Du, om Isidor har med Onkel Joachims Affærer at gøre? Man siger det.

Rositta var atter blevet rolig:

- Saa-e? sagde hun - Ja, jeg er ikke inde i min Mands Forretningssager.

- Er han hjemme?

- Nej, han er paa Kontoret.

- Hør, kunde Du ikke underhaanden skaffe mig det at vide?

- Nej, Tante Karen, det kan jeg ikke ... Isidor vilde tro, at jeg var blevet vanvittig.

- Er det da sandt, at I aldrig taler sammen?

- Naa-aa, det er maaske lidt overdrevent. Men da aldrig om den Slags Ting; de morer os ikke.

- Det maa da være frygteligt! Fru Rositta lo stille:

- Tror Du ...?

Men Fru Karen, der var inde i sit, vedblev:

- Har Du og din Mand været derovre?

- Hvor?

- Paa Ravnsholt ... nu han skal til at dø?

- Vi kender ham jo næsten ikke.

- ... Hvis din Mand er hans Executor!

- Ja ...

- Er han da det?

- Det véd jeg virkelig ikke, Tante Karen. Fru Uldahl satte vredt Tænderne i en ny Makron, saa at den brast med et Knæk:

- Du er ganske umulig, lille Rositta! Du lever jo slet ikke i denne Verden!

- Naa-aa ... jo-o ... lidt ...

- Pigebørnene fra Havslunde kom da ind til ham, da de var der.

- Saa-aa, gjorde de det ...

- Hvad mon de talte om?

- Det véd jeg ikke ... Jeg véd ikke engang af, at de har været der.

- Naa, ikke ... Jo, jeg tænkte saamænd ogsaa saa smaat paa at tage derover; det er jo Frantzes kødelige Onkel ... 83 men man trænger sig jo nødig paa; det kunde saa let misforstaas.

- Mon ...?

- Ja-e, det kunde ... Og sæt, man ikke slap ind! De fra Hvidgaard galoperede derover en Dag, men hun, Pompadour, som Palle kalder hende, viste dem af.

- Saa-e ...

- Men jeg under dem det!

- Ja, det gør Tante vel ...

- Ja, det ved Gud, jeg gør! Hvad vilde de der! ... Har din Mand talt noget om, lille Pige, at Joachim har gjort Testamente?

- Nej ...

- Ja, for Du véd vel, at han og Pompadour har levet som Mand og Kone i mange Aar! Og saa har hun jo de tre lange Bondelømler af Sønner, der driver rundt paa Gaarden.

- De skal være saa dygtige ...

- Ja, som Kreaturpassere! ... Men han testamenterer dem vel nok nogle Tusind Kroner hver ... Moderen har jo tjent ham tro - baade i den ene og den anden Retning.

- Ja, det er vel hende, der har styret hele den store Husholdning ...

- Det ha'de han hende jo til! ... Og Nils faar ikke Ravnsholt! han og Joachim kan ikke døje hinanden siden den latterlige Historie med den Stok ... Men det er det, jeg stadig har bebrejdet Frantz, at han ikke har forstaaet at holde sig til ... og nu er det jo snart for sent!

Fru Karen løste Hattebaandene, nippede til sin Madeira og pustede ud.

Og Fru Rositta betragtede hende stjaalent fra Siden, halvt uvillig og halvt nysgerrig, idet hun dybt undrede sig over den Forskel, der, trods alt, kan være paa Mennesker ...

- Har Du hørt noget om, lille Pige, at Nils vil købe Egesborg tilbage, hvis han arver Joachim?

- Nej ...

- Aa-r, Du er ganske umulig at tale med!

Lidt efter tog Fru Karen Afsked.

Da hun kom udenfor paa Vejen, sagde hun til sig selv;

84

- Den kære Rositta, Gudbevares, hun kan saamænd være meget sød, men hun er og bliver dog et lille Fæ ...!

Fredagen mellem Jul og Nytaar var der altsaa Familiemiddag paa Havslunde ...

Selskabet sad om Bordet i den store Spisesal.

Nils Uldahl slog paa sit Glas og rejste sig. Der blev dødsensstille:

- Mine Damer og Herrer! begyndte han - Maa jeg paa min kære Hustrus og egne Vegne bringe Dem en hjertelig Tak, fordi De har gjort os den Glæde at møde frem her i Aften. Desværre kan vi ikke, saa ofte som vi gerne vilde det, nyde godt af Deres udsøgte Selskab. Jeg lever jo, som De véd, en stor Del af Aaret i en Art frivillig Landflygtighed, idet jeg sammen med en Del andre lige- og uligesindede Kaldsfæller sidder i Landets Raad og spinder det Tovværk og nitter de Plader, der holder vort lille Samfund flydende ... Men, mine Damer og Herrer, ihvor ærefuld og eftertragtet end denne Bestilling er, saa betænker jeg mig alligevel ikke paa at kalde de Husfædre tifold lykkeligere, der Aaret rundt kan dvæle i deres Families Skød, saaledes som for Eksempel min kære Broder Frantz! ... Og naar jeg nu derfor vender mig til Dig, min højtelskede Hustru, er det for at bringe Dig en ...

- Far! ... Du maa ikke! ... Hvor kan Du dog! ... Du maa ikke!

Frøken Sofie var sprunget op fra sin Plads og stod ligbleg med skinnende, taarefyldte Øjne og fægtede ganske ude af sig selv med Armene strakt frem imod Faderen:.

- Du maa ikke ...! Jeg vil ikke ha' det ...! Du maa ikke! gentog hun.

Fru Line skyndte sig hen til hende:

- Men Sofie ... lille Sofie ...

- Han maa ikke, Mor! ... Sig det til ham! ... Hvor kan han dog nænne det ...!

- Ja, ja, nu skal jeg sige det, nu skal jeg sige det ... Men kom Du nu med mig!

Og hun lagde en Arm om Datteren og førte hende ud ...

85

Nils Uldahl havde sin Niece Mona til Bords. Han havde, straks da Frøken Sofie begyndte at skrige op, sat sig med et beklagende Skuldertræk og livlig givet sig til at konversere sin Borddame. Men hans Øjne vogtede kolde og haarde paa Døren, Fru Line var gaaet ud af. Og da det varede ham for længe, inden hun igen viste sig, raabte han højlydt ned over Bordet:

- Aa, Anna, vil Du ikke gaa op og se efter, hvor din Mor bliver af; man kan ikke saadan forlade sine Gæster!

- Far ... lød det bønligt fra Charlotte og Frederikke. Men han lod, som om han ikke hørte det, og tilføjede:

- Sig, at hun skal komme straks!

Og Frøken Anna rejste sig og gik ...

Lidt efter traadte Fru Uldahl ind rolig og behersket:

- Undskyld ...! smilede hun, idet hun tog Plads. I samme Nu rejste Nils sig:

- Ja, mine Damer og Herrer, fortsatte han, som om intet var hændet - jeg vilde altsaa bede Dem tømme et Glas for Hjemmene! Og til Dig, min kære Hustru, vil jeg adressere en hjertelig Tak for, hvad Du gennem mange Aar har været specielt for Hjemmet her paa Havslundegaard! Samt desuden en Tak for ...

- Nils, Nils ...! lød det manende fra Frantz Uldahl. Men Nils forstærkede sin Stemme for at overdøve ham:

- ... en Tak for den Kærlighed til deres Fader, som Du stedse har forstaaet at indpode vore Børn! . .. En Skaal altsaa for Hjemmet repræsenteret ved Fru Line Uldahl-Ege født Sørensen!

Alle Gæsterne rejste sig; og Fru Line løftede smilende, men lidt bleg, sit Glas imod dem.

Hvorpaa hun rolig vendte sig om mod Pigerne, der stod afventende ved Buffeten:

- Ja, saa kan I godt servere videre, Olga og Marie ...

- Satan til Kone! mumlede Hofjægermester Palle beundrende - Hvor har hun den Verden fra!

I Havesalen og de tilstødende Dagligstuer serveredes Kaffen.

Alle Kroner og Lampetter var tændt. Og rundt fra Væggene 86 stirrede Forfædrenes malede Portrætter ud over Forsamlingen: Olaf Uldahl, Slægtens Grundlægger; og Mathias Uldahl, som havde købt og opbygget Egesborg; og Etatsraaden og Etatsraadinden; og Frøken Natalie og Frøken Bettina unge og skønne i dybt nedringede Kjoler og med kostbare Smykker paa Hals og Arme ...

Men skønnest af alle Billederne var dog det legemsstore Digt over Fru Line, der hængte paa Havesalens Midtervæg. - Hendes Mand havde i Tidernes Morgen ladet hende male af Landets største Maler. Og hun stod der paa Lærredet, som Nils Uldahl første Gang havde set hende hin Formiddag i Husum Krohave, stor og yppig under et bugnende Æbletræ og plukkede Frugt ned ... den Frugt, der skulde blive hende til Kundskaben paa Godt og Ondt! Hendes fine regelmæssige Ansigt og gyldenblonde Haar lyste i Solen; og Maleren havde lagt i hendes dunkelblaa Øjne hele den sprøde Længsel efter "Lykken", der gør Ungdomsaarene til saa koglendeløgnagtig-forjættelsesrig en Skærsommernatsdrøm ...

- Er det Fruen? spurgte Møller Hammer, en af Nils Uldahls Folketingsstillere, han stod og stirrede betaget paa Billedet.

- Ja, det er Fruen ... sagde Isidor Seemann, der stod hos.

- Ja, Tiden gaar, og Vingerne suser! nikkede Mølleren - Skal vi gaa ind og kæve en Kognak, Herredsfuldmægtig?

Post-Ole bragte Morgenen efter Gildet den triste Meddelelse til Havslundegaard, at nu var det rent ud kontant skidt med Godsejeren paa Ravnsholt; hvis han da ikke allerede var død.

Nils Uldahl satte sig øjeblikkelig i telefonisk Forbindelse med Kragholm og Hvidgaard. Og de tre Slægtninge besluttede at køre sammen over til Onkelen og at tage Isidor Seemann med for at have juridisk Hjælp ved Haanden, om fornødent gjordes.

Op ad Formiddagen mødtes de fire Herrer derfor igen paa Havslunde. Og efter en kraftig Frokost kørte de af Sted 87 i Fruens Landauer. Alle fire var i Pels og laadden Hue med Skindkraven slaaet op om Ørene. Det var klart Frostvejr; og Marker og Veje var hvide af nyfalden Sne.

Til at begynde med snakkede man muntert op, lo og fortalte slibrige Historier. Men lidt efter lidt "slog" Kulden og Frokosten dem, de blev tavse og nikkede søvnigt hver boret ind i sit Hjørne af Vognen. Og til sidst sov de alle undtagen Herredsfuldmægtigen. Han sad lysvaagen og morede sig med at studere sine Slægtninges Ansigter, nu Søvnen havde lagt dem blot.

Især var det Kragholmer-Manden, der interesserede ham.

Frantz Uldahls røde, fedladne Ansigt havde nemlig ikke engang nu, han slumrede sødelig, mistet det mærkelige hemmelighedsfuldt poliske Udtryk, som i de senere Aar mere og mere havde præget det. Det var, som gik han svanger med en Viden, der hvert Øjeblik truede med at faa ham til at briste ud i en høj Latter:

- Ha, ha-a! Der kan I bare se! Det havde I vist ikke troet om mig!

Han gjorde sig øjensynlig den største Umage for at tøjle denne sin indre Lystighed. Men helt lykkedes det ham aldrig. Den trængte paa og trængte paa og var derfor endt med at lægge over hans tykke, godmodige Solsikke-Aasyn et Skær af permanent Bristefærdighed, der ofte fik Fru Karen, bedst som de sad hjemme i Stuerne paa Kragholm, til irriteret at udbryde:

- Men, Frantz, dog, hvad er det, der morer Dig saa utroligt? Det er dog ikke til at holde ud at se paa det Grinebiderfysiognomi!

Saa slukkedes Frantz's Ansigt brat, Trækkene slappedes og ligesom døde:

-- Det er ingenting, lille Karen, sagde han - ingen Verdens Ting!

Men straks efter sprang der saa igen en Smilemuskel frem, og saa nok en og en til ... og snart lyste han paa ny af den samme hemmelighedsfulde og kildrende indre Heiterkeit.

Selv naar han sov, bevarede hans Ansigt som Regel et vist overstadigt Udtryk. Fru Karen havde iagttaget Fænomenet, 88 engang han var faldet i Søvn ved Middagskaffen. Cigaren havde han tabt, og Armene hang slappe ned. Men Rynkerne i Øjenkrogene spillede, og Mundvigene var i stadig polisk Bevægelse.

Uhyggelig til Mode var Fru Karen ikke blevet, thi det var der ingen Grund til, saa pærehenrykt Manden saa' ud. Men hun var blevet arrig og usikker.

Hun havde i aarevis bildt sig ind at kende ham til Bunds, og i lange Tider havde hans Opførsel ikke givet Anledning til mindste Uro ... Men nu! Hvad kunde det være, han gik rundt og tænkte paa, Fyren!

Og pludselig slog den forvirrende Tanke ned i hende:

- Skulde han mon ligge og grine saadan om Natten ogsaa i Sengen ved Siden af hende!

Og straks samme Nat havde hun listet sig til at stryge en Tændstik og bøje sig hen over ham:

Og se, der laa han udstrakt paa Ryggen med Dynen op under Hagen og det store, skikkelige Ansigt lysende af den forborgnesle undersøiske Fryd!

Just saaledes laa han ogsaa nu i sit Hjørne af Vognen: Øjenvifterne gik, og Smilene legede; han var ved at kvæles af Latter; indtil han pludselig forløstes i et hjerteligt: Haa, haa, haa-aa! og vaagnede.

Herredsfuldmægtigen lænede sig leende over imod ham:

- Hvad er det dog, Onkel har siddet og moret sig saa kostelig over hele Tiden?

Frantz saa' betuttet paa ham:

-' Ingenting, min Dreng, ingen Verdens Ting! mumlede han - Jeg har da vel ikke sagt noget?

-' Jo, Onkel talte en Gang noget om Østers! Den Gamle blev blussende rød:

- Snak ikke om det ...! hviskede han hurtig, da Nils og Palle i det samme begyndte at røre paa sig. Hofjægermesteren gabede:

- Hvor langt er vi?

- Ved Hejredal Kro ...

- Jeg bryder mig Fanden om at arve noget som helst, lød det pludselig fra Nils - men Stokken vil jeg sgu ha'!

89

- Ppø-ø ...! blæste Frantz.

- Hvad for en Stok? spurgte Palle, der havde glemt Historien.

- Tipoldefars ... som den gamle Bandit, Joachim, stjal fra Far i sin Tid.

- Han vandt den! ... i Karoline, rettede Frantz.

- Vandt! Vandt! ... Man har ikke Ret til at spille den Slags Ting bort ... Vel, Isidor?

- Aa, jo ...

- Et gammelt Arvestykke, der skal gaa i lige Linje! Næ, Gu' har man ej!

- Du saa' jo da, at Kongens Foged ... begyndte Frantz. Nils's Øjne lynede:

- Hold Kæft! sagde han - Stokken er min, og det vidste den gamle Æsel godt, derfor slap han den aldrig af Hænderne ... Hold lidt, Lars!

Lars holdt Hestene an; man tændte en Cigar, og Snakken begyndte igen.

Man gav sig til at tale om Joachims Testamente. Hvordan mon han havde fordelt Formuen? Pompadour og hendes tre Lømler var naturligvis blevet godt betænkt; men der var nok at tage af. Man anslog den Gamles Efterladenskaber til godt tre Hundrede Tusind Kroner foruden Gaard og Gods.

- Men her sidder vi og vrøvler, udbrød saa Hofjægermesteren - Du er jo hans juridiske Konsulent, Isidor.

- Nej ... det er Sagfører Bauer.

- Den Bondefanger! bummede Nils stadig ophidset - Det var da den værste, han kunde falde i Kløerne paa!

De snakkede videre om Gaarden, om Besætningen og om Driften. Hvis Nils fik Ravnsholt, vilde han straks sælge den igen; han havde Brug for Kontanter, sagde han. Men til en Bonde solgte han ikke! Det var væmmeligt at se, hvordan de Bøndertampe var begyndt at brede sig rundt paa Herregaardene. Der gik snart ikke en Dag, uden at man læste i Avisen, at nu havde én eller anden Nielsen eller Petersen eller Knudsen købt et eller andet gammelt Gods!

- Eller en Jensen! supplerede Palle ondskabsfuldt og pegede frem over Markerne mod Egesborgs høje, hvide 90 Hovedbygning, som de netop passerede. Den laa støt og fornemt uden Taarne og Dikkedarer, garderet af sine vældige, hundredaarige Egealléer, bred og statelig som et Symbol paa svundne Tiders solide Rigdom.

- Bonderak! mumlede Nils uden at se ned mod Gaarden.

- Sagen er den, nikkede Frantz dybsindig - at vi er ormstukne, Broder Nils, og de andre er sunde. Vi er Spredere, og de andre er Samlere, voila tout!

- Ja, vi er i Sandhed de Udvalgte! lo Hofjægermesteren - Det tror de andre da, indtil de selv sidder paa Potten! For det vil engang gaa dem ligesom os. Fædrene æder Druer, og Børnenes Tænder bliver sure, ha, ha! ... Men foreløbig er de altsaa endnu Fædre!

- Aa, jeg skulde nok ha' klaret mig, hvis jeg havde faaet Lov at blive siddende paa Egesborg! sagde Nils hidsig.

- Og havde haft Onkel Joachims Elfenbensstok! mumlede Frantz - Ja, den Historie kender vi!

Isidor Seemann, der stadig forholdt sig tavs, stjal sig til igen at betragte sine Slægtninges Ansigter:

Nils's, der før under Søvnen havde set slapt og træt, næsten forpint ud, var nu, da han var vaagen og i Aande, livligt nok; og de store, vandblaa, upaalidelige Øjne lyste ondt.

Palles Ansigt derimod bevarede bag sit vældige Skæg omtrent samme Udtryk af godmodig og brutal Kraft, hvad enten han sov eller vaagede. Han lignede Vildmanden i det danske Vaaben, paaklædt, soigneret og i Legemsstørrelse.

Og Frantz, den underfundige Sjæl, sad stadig, selv naar han sagde dybsindige Ting, og stred sin evige Strid med hin hemmelighedsfulde og ufattelige, undersøiske Lattertilbøjelighed ...

Lars Kusk meldte fra Bukken:

- Der kommer Provst Langkilde og Prokurator Bauer!

- Hov! Halløj! Stop en halv! raabte Hofjægermesteren, da Køretøjerne passerede hinanden.

Men Provsten og Sagføreren sad saa dybt begravede i deres Pelse, at de hverken saa' eller hørte.

- I skal se, at der spekuleres paa Rævestreger, sagde 91 Nils - siden baade Loven og Profeterne er ude! .... Kør til, Lars!

Da Landaueren holdt foran Ravnsholt Hovedbygning, kom imod Sædvane kun en Tjenestepige frem i Døren.

- Hvordan staar det til med Godsejeren? spurgte Nils.

- Han er ... han er død, stammede Pigen og stak i Graad.

- Er han død?

- Ja ... han døde ... her for en Time ... siden.

- Hvor er Madam Henriksen?

- Hun bad mig ... se ... at faa Herrerne ... af Sted igen ...

Nils blev sprutrød:

- Sig, at vi vil tale med hende!

-Jo...

- Vi gaar ind paa Kontoret.

Jo ... Pigen forsvandt skyndsomst.

- Jeg tror, Kællingen er forrykt, buldrede Nils løs, da man var kommen ind paa Kontoret - Vil hun jage Familien paa Porten!

- Saa, saa, Nils! manede Frantz - lad nu være med at lave Frikadeller lige straks!

Herredsfuldmægtigen var gaaet hen til Vinduet og saa' ud over den øde, vinterlige Gaardsplads, der var hvid af nyfalden Sne ...

- Nu kommer hun ...! sagde Hofjægermesteren. Der lød Trin i Entréen af mange og tunge Fødder, og Døren blev sindig aabnet.

Det var Pompadour fulgt af sine tre Sønner.

- Hvad Fanden har hun dem med for! tænkte Nils og sendte dem et bistert Øjekast.

- Goddag ... hilste Pompadour rolig - og Velkommen til Ravnsholt!

Sønnerne sagde intet; men blev staaende bag Moderen som en Livvagt.

De var store, velskabte Mænd med strenge, alvorlige Ansigter. Deres Ryg var lidt bøjet af Arbejde.

92

Herrerne hilste; og der blev et Øjebliks Tavshed, hvorunder man ligesom tog Maal af hinanden. Saa begyndte Nils famlende:

- Ja, Madam Henriksen, vi kommer jo altsaa for sent...

- Det gør I nok ... sagde Pompadour.

- Vi vilde have hilst paa Onkel ...

- Naa, vilde I det ...?

Der var over Bondekonen, som hun stod dér foran Herremændene, en egen bidsk Vagtsomhed. Hun stod, hvor hun stod, følte man, og lod sig ikke rokke.

- Naa, han var jo en gammel Mand! forsøgte Nils i en lettere Tone.

- Ja, det var han jo ... lød det uforstyrret.

- Vil Madam Henriksen ikke sidde ...?

- Tak, jeg staar godt, som jeg staar ...

Nu tabte Nils Taalmodigheden og gik lige løs paa Sagen:

- Har Madam Henriksen nogen Mening om, hvilke testamentariske Dispositioner min Onkel har efterladt sig? spurgte han forretningsmæssig.

- Det kunde nok hænd's ... sagde Madammen.

- Ja, Madam Henriksen har jo været den Afdødes eneste Fortrolige i mange Aar ... Og jeg kan paa samtlige tilstedeværende Arvingers Vegne forsikre, at det ikke skal skorte paa Erkendtlighed fra vor Side for Deres tro Tjeneste.

Frantz og Palle nikkede tilsluttende.

- Tak, sagde Pompadour uden at fortrække en Mine - men vi klarer vos nok sæl ...

Nils var lige ved at fare løs paa hende, men beherskede sig:

- Ja, min Onkel har vel rimeligvis betænkt Dem og ... og Deres, nikkede han kort. Og derpaa fortsatte han - Naamen, for at holde os til det mere nærliggende ... Min Broder og jeg skal nok ordne det fornødne med Hensyn til Begravelsen, naar De blot, gode Henriksen, vil paatage Dem Bespisningen her den Dag. Her kommer rimeligvis en Hoben gode Mennesker, der vil bevise den salig Afdøde den sidste Ære ... han var jo almindelig afholdt. Men De kan jo tage den Hjælp, De tiltrænger; knibes skal der ikke, forstaar

93

De ... Er der nogen bestemt Præst, min Onkel har ønsket sig?

Pompadour stod rolig og uanfægtet og hørte paa Nils Uldahls lange Tale. Men hendes Sønner skævede sky til hinanden og flyttede nervøs paa Fødderne. Og endelig brast det ud af Hans, den ældste:

- Du kan jo li'saagodt sige det straks, Mor ...

- Hvad er det, der skal siges? for Nils rasende op; han havde hele Tiden haft paa Fornemmelsen, at der laa noget og truede bag Konens mutte og afvisende Holdning; og nu var hans Selvbeherskelse opbrugt - Hvad er det, der skal siges? gentog han, da ingen straks svarede - Hvad er det for Lumskerier, I har haft for? Det skulde sgu ikke undre mig, om I har faaet den gamle Slyngel derinde til baade det ene og det andet!

Palle greb ham haardt i Armen:

- Men Onkel dog, husk dog paa Huset, Du er i!

- Slip mig Dreng!

- Kære Onkel Nils ... forsøgte Herredsfuldmægtigen.

- Hold Mund! Jeg trænger ikke til Formynder!

Han var nu ganske ude af sig selv og for op og ned ad Gulvet og fægtede med Armene.

Saa gik Frantz stille hen til Konen og spurgte næsten venligt:

- Naa, hvad er det saa, De har at sige os, lille Madam Henriksen, at vi kan faa Ende paa det?

Pompadour vendte sig tøvende og raadvild om mod Sønnerne: Nu, det skulde frem, var det alligevel ikke saa nemt ...

Men Sønnerne nikkede alle tre kort og bestemt; og Hans, den ældste, gentog:

- Ja, sig det kun, Mor; de skal jo ha' det at vide ...

Men endnu et Øjeblik tøvede hun. Det var ogsaa en mægtig Tidende, hun skulde frembære; hun næsten svimlede ved Tanken og Virkningen:

- Det er det, jeg har at sige, begyndte hun saa langsomt - at Godsejeren i Formiddags giftede sig med mig ... Nu var det sagt, og nu fik hun sin gamle Sikkerhed tilbage:

94

- Saa nu er Ravnsholt min og Drengenes, og vi skal nok sæl besørge Begravelsen, og hvad der ellers falder for!

- Det var som syv Satan! brast det overrasket ud af Frantz. Og Hofjægermesterens Hænder knyttede sig uvilkaarlig: Vel havde man ventet sig noget af hvert, men dette var dog for gement af den Gamle!

Nils stod et Øjeblik fuldstændig lammet. Men saa gik han pludselig vild af Raseri løs paa Isidor Seemann og skreg ham ind i Ansigtet:

- Staa ikke der som et Umælende! Hvad tror Du, vi har taget Dig med for? Sig dog den Kælling og hendes Horeyngel Besked! ... Men Du glæder Dig rimeligvis paa deres Vegne, Du med din Tegnelærer til Far!

- Nils, Nils dog ...! lød det paa ny fra Frantz. Men Isidor sagde rolig:

- Der er ikke noget at sige, Onkel Nils; vi mødte jo før baade Provsten og Sagføreren, saa alt er rimeligvis bragt i lovformelig Orden.

- Ja, nikkede Hans, den ældste, - alt er, som det skal være, saa der er ikke andre, der har noget at sige her paa Ravnsholt end vi ...

- Men Godsejeren har da sat tredive Tusind fast til hver af Frøknerne ... tilføjede Jeppe, den næstældste, mildnende.

- Og er der ellers noget I vil ha' af Møbler og den Slags, saa sætter vi os vel ikke op imod det ... endte Anders, den yngste.

De to andre Brødre nikkede bekræftende; og Madam Henriksen sagde:

- Nej, ikke naar der da er Rimelighed 5 det ...

Alle var de paa en vis Maade forlegne og skamfulde over den uventede Lykke, der var vederfaredes dem. Aldrig havde de vovet at tænke, at dette kunde ske; og de forstod saa godt Uldahlernes Harme og Græmmelse ... men nu det vidunderlige var sket, skulde de vide at staa paa deres Ret!

Men Nils for op:

- Saa den gamle Rakkerpukkel vilde spise ham af med en Naadeskilling til hans Døtre? Aldrig i Evighed skulde de 95 faa Lov til at modtage dem. Han var vel Herre i sit Hus og havde Magt til at hindre, at hans Pigebørn modtog Almisser. Han var Gudskelov endnu i Stand til at føde dem! ... Sig om Vognen! kommanderede han pludselig - Ikke et Sekund længere bliver jeg i dette Rakkerhus! Sig om Vognen, Isidor, og lad os komme af Sted.

Frantz og Palle mente det samme: Hvad skulde de blive her længere for; der var jo intet at gøre.

Men nu kom Husmoderen op i Pompadour:

- Vil I ikke ha' en Bid Brød og en Dram, forinden I rejser? spurgte hun - Det er dog en lang Vej ... Og Hestene har da ogsaa godt af at puste lidt.

Nils svarede ikke. Hans Øjne var begyndt at løbe ransagende rundt i Kontorets Kroge. Han var pludselig igen kommen til at tænke paa Elfenbensstaven, Familieklenodiet. Om han saa skulde vende op og ned paa hele Huset, vilde han have den med sig:

- Hvor er den Stok, min Onkel plejede at gaa med? spurgte han brydsk.

Madam Henriksens Øjne fik et sky Udtryk:

- Det véd ingen, sagde hun - I de Maaneder, Godsejeren laa syg, har ingen set den.

- Sludder! Jeg tar ikke herfra, før jeg har den!

Og Nils for ud i Entréen og søgte og søgte. Og da han ikke fandt Stokken dér, brød han ind i Dagligstuerne, hvor "Løberne" dannede smalle Stier fra Dør til Dør. Han kiggede bag Skabe og Sofaer, i Hjørner og Kroge.

Madam Henriksen var fulgt med ham, at han ikke skulde gøre Fortræd; og hun vilde helst have standset ham, om hun havde kunnet:

- Finder vi Stokken, skal vi nok skikke Godsejeren den over, gentog hun atter og atter, alt som de kom frem - finder vi Stokken, skal vi nok skikke Godsejeren den over, for det er jo da saa rimeligt, at Godsejeren nu faar den.

Men Nils ænsede ikke hendes Ord. Han larmede videre. Stokken skulde findes! Det manglede bare, at de ogsaa skulde snyde ham for den!

Han gennemsøgte Havestuen og Spisestuen og de tilstødende Værelser. Den var der ikke. Og han kom ud i den 96 lange, halvmørke Gang, hvor gamle Rinaldo laa foran Joachims Dør. Hunden løftede Hovedet og gøede. Men ikke en Lyd hørtes.

Pompadour stillede sig hurtig foran Døren:

- Nej, nej, sagde hun - der kan Godsejeren ikke komme ind, der ligger jo Liget!

Nils greb hende i Armen for at tvinge hende bort; men hun var stærkere end han, saa at de ligefrem brødes.

- Forbandede Kælling! hvæsede han og hævede Haanden for at slaa.

Men hun stødte ham haardt for Brystet, saa at han tumlede tilbage. Og i det samme undveg hun og løb ind gennem Stuerne.

Han slog hastig en Haand i Dørgrebet for at aabne. Men Døren var laaset. Nøglen havde siddet i udvendig; og Pompadour havde listet sig til at dreje den om og tage den med sig ...

Da gav Nils Uldahl sig til i ubændigt Raseri at hamre løs paa Døren med Hænder og Fødder, saa at det gungrede gennem Huset ...

Straks efter kom de andre løbende til og holdt ham fast.

Landaueren rullede hjemad mod Havslunde. De fire Herrer sad igen indsvøbt i deres Pelse. - Da Nils Uldahl næsten med Magt var bleven bragt til Sæde i Vognen, havde han først skældt og bandet og larmet op. Saa var han med ét slaaet om og var begyndt at klynke og klage over, at han var en fuldstændig ruineret Mand, nu han saa skammelig var bleven snydt for Arven fra Ravnsholt. Men da Frantz og Palle straks interesseret havde spidset Øren, tav han brat og var ikke mere til at faa et Ord ud af.

Nu sad han og sov eller lod, som han sov. Og snart efter var ogsaa de to andre Herrer faldet hen; deres Øjne lukkede sig, og deres Hoveder fulgte, viljeløst rokkende, Køretøjets Bevægelser.

Kun Herredsfuldmægtigen forholdt sig som paa Udturen lysvaagen. Han tændte en Cigar og stirrede tankefuld ud over de snedækkede Marker.

97

Men pludselig forstyrredes han i sine Drømmerier af en lille hvislende og spruttende Lyd.

Det var Kragholmeren, der blev overvundet af Latter ...

I Dag er Fader da endelig rejst tilbage til sin yndige Rigsdag. Véd Du, hvad Charlotte, Frederikke og jeg gjorde, Isidor, da han kørte ud af Gaarden? Vi tog hinanden i Hænderne og snurrede rundt ude i Entréen, lige til vi faldt om alle tre i en Bunke oven paa hinanden og laa og lo, saa at vi slet ikke kunde rejse os igen. Aa, men det er nu alligevel saa sørgeligt, at Børn skal føle saadan over for deres egen Fader! Og det er slet ikke sandt, hvad Fader vil bilde Folk ind, at det er Moders Skyld, at vi hader ham, for hun gaar netop altid og formaner os til at være venlige imod ham; og Pigebørnene gør sig ogsaa Umage for det, men jeg ikke! Om han saa kom og tiggede mig paa sine bare Knæ, saa gjorde jeg det ikke! Det kan gerne være, at jeg er hysterisk, som Anna siger, at jeg er, men jeg vilde forgaa af Skam, hvis jeg skulde sleske for én, som jeg hader, og jeg hader Fader; det er ham, der har ødelagt hele mit Liv, for saadan som han behandler Moder. Jeg forsikrer Dig, Fætter Isidor, at jeg kunde have dræbt ham, da han forleden holdt sin modbydelige Tale; havde jeg haft en Revolver, havde jeg skudt ham ned som et skadeligt Kryb! Han, "ulykkelig', som Du siger af dit gode Hjerte; nej han er ond, ond, ond! ellers kan man ikke gøre saadan noget. Og véd Du hvad, Fætter Isidor, nu skal jeg sige Dig noget alvorligt, som jeg ikke har betroet andre, men dette sørgelige Forhold imellem Fader og Moder har gjort, at jeg ikke mere tror paa Gud! Det er frygteligt, ikke? og jeg er ogsaa selv saa forfærdelig ulykkelig derover, men. jeg kan ikke. Jeg sagde det forleden Dag til Ingwersen, men hun er ogsaa den eneste, jeg har betroet mig til, og hun sagde, at det var en af de syv Dødssynder, for hvilke der ingen Sinde findes Tilgivelse! Pyt, hvad bryder jeg mig om det, gensvarede jeg hende, lad mig saa bare blive fordømt! Men der er jo alligevel det, Fætter Isidor, at jeg alligevel er bange. Og det er især om Aftenen, naar jeg er kommen i Seng og lader være med at 98 bede min Aftenbøn; saa hører jeg saa mange underlige Lyde, der pusler omkring inde i Værelset, og Luften bevæger sig, der er nogen, der lister rundt og slæber deres Klædebon paa Gulvet; og saa tænker jeg, nu kommer det, der er det! og saa borer jeg mig ned under Dynen og ligger der og mærker, hvorledes Aanderne griber fat i min Seng og gynger den frem og tilbage; og jeg bliver saa forfærdet, at jeg folder Hænderne og giver mig til at bede Aftenbøn alligevel, og det plejer at hjælpe; men i Torsdags Aftes maatte jeg bede den tre Gange, inden Sengen stod stille; og saa ser jeg Forvalter Jensen hænge dernede i Laden, og Jomfru Helmer, der staar og griner af ham, og Spat-Maries forfærdelige Alexandra, som de jo siger er min Søster! Aa Isidor, Isidor, Du maa ikke blive vred paa mig og tro, at min Kærlighed til Dig ikke er ægte, men hvor vilde jeg dog sommetider ønske, at jeg maatte dø af et Hjerteslag eller en Blodprop, for saa var det hele da forbi!

Men nu kalder Frederikke paa mig, og saa maa jeg skynde mig at slutte, for vi skal ud at rutsje med Mikkel, Du véd, den lille islandske Hest, som Fader har foræret os, han trækker Slæden op paa Bakkerne, og saa rutsjer vi ned, det er saa morsomt.

Naturligvis var jeg en Pjalt, og er nu ligesaa henrykt over Mikkel som Søstrene; men ikke, naar den gamle Svend er hjemme l

Farvel! I Hast!

Din til Døden S.

Véd Du, hvad der staar uden paa min Dagbog? Der staar: Spredte Blade

til

L S.

eller den,

som jeg elsker højest i Verden at læses af ham

efter min Død S. U-E.

99

Allerede Dagen efter Onkel Joachims Død var Nils Uldahl rejst tilbage til København efter først i en fnysende Skrivelse at have underrettet Skifteretten om, at hans Døtre ikke ønskede at modtage den tiltænke Arv. - Og ved den Gamles Begravelse var Familien kun bleven repræsenteret af Isidor Seemann.

Paa Kragholm, fortalte man, havde Fru Karen lukket sin Mand inde for at ikke hans gode Hjerte skulde løbe af med ham. Og paa Hvidgaard var Herskabet fuldt optaget af egne Sager.

Thi skønt Fru Mona nu havde været gift med sin Palle i godt tolv Aar, var hun dog stadig ikke faldet til Ro. Zigøjnerblodet prikkede hende i Aarerne, og der gik ikke en Dag til Ende, uden at hun mindst ti Gange tænkte paa at flygte bort fra den hele borgerlige Herlighed og tage fat paa sin gamle, fuglefri Haandtering. Men endnu sad hun fast. Der var saameget, der bandt hende: det dejlige Hjem, den pragtfulde Mand, Heste, Vogne, Kusk, Tjener, Guld og Ære.

Og alligevel, alligevel! Det blev værre og værre for hende at holde dette Fængselsliv ud. Nu var hun femogtredive Aar; og om ikke længe vilde hun være en gammel Kone!

Disse Tanker kunde gøre hende vild og ubændig. Fernissen gled af hende, og hun kunde staa midt i den hvide, stille Gaard som Tøsen fra den københavnske Bagsal og sende en Strøm af skingrende Skældsord efter sin fredsæle Mand, der i saadanne Stunder helst tog Flugten bort i Skovene eller ud over Markerne ... Og naar han saa efter Timers Forløb igen viste sig, kastede hun sig angergiven ind til ham og bad og tryglede om Forsoning og Tilgivelse.

Og han tog hende i sine stærke Arme. Og de glemte alle Stridigheder ...

Men atter og atter brød Længselen efter tidligere Tiders frie og ubundne Liv op i hende.

- Palle, kunde hun bede og krybe indsmigrende sammen paa hans Skød - lille Palledreng, hør nu paa mig og sig Ja? ... Lad os sælge hele Kramkisten her, lave os et første Klasses Cirkus og rejse Verden rundt? "Mona Lisa" er endnu ikke glemt. Du kan tro, vi skal tjene Penge! ...

100

Og naar vi saa faar Gigt og Podagra, saa kan vi jo købe Hvidgaard tilbage og køre rundt her i Rullestol til vore Dages Ende. Saa har vi da i det mindste levet!

Men Palle rystede smilende paa sit Vildmandshoved:

- Nej, nej, lille Mona, det gaar ikke; det forstaar jeg mig ikke paa ... Og jeg vil ogsaa helst beholde Dig for mig selv! - Men nu skal jeg sige Dig en Ting, min Pige; nu bygger jeg Dig et Ridehus hernede bag Mejeriet, Du véd, under de store Elmetræer ud til Vejen. Og saa køber jeg Dig et Par rigtige Arabere; saa kan Du ride og more Dig saa galt, Du vil!

Hun faldt ham henrykt om Halsen:

- Jamen Publikum? spurgte hun saa - Hvor faar vi Publikum fra? Jeg kan ikke arbejde uden Publikum.

- Publikum ...? sagde han og klaskede sig paa Laaret - Publikum ... det er mig! eneste Palle Uldahl til Hvidgaard! ... Tror Du, jeg vil unde andre den Fornøjelse!

Og Ridehuset blev bygget og Hestene købt; og Mona Lisa begyndte paa ny hed af Iver at øve sig i Jockeyridt og Hestedressur. Hendes Kommandoraab og Kampskrig klang langt ud over Vejen, saa at Bønderne korsede sig, naar de kørte forbi.

Og ret længe nøjedes Palle ikke med at være Tilskuer. Fru Monas Begejstring rev ham med sig. Han blev hendes Elev og lærte at ride Kunstridt og Skoleridt. Og de jog Side om Side Manegen rundt i det vildeste Par forceløb, hvor Staldknægtene stod med Stænger og Risgærder, som Hestene satte over, saa at Savsmuldet føg i Luften.

Det var to pragtfulde sorte Hingste, de red, "Castor" og "Pollux", fine, slanke og nervøse Skabninger, som Mona Lisa selv. Og naar Dyrene for af Sted med vajende Manker og prustende Næsebor, ophidsede indtil Vildskab og sitrende af Utaalmodighed, kunde Fru Mona gribes af saa sød en Rus, at hun glemte, hvem og hvor hun var, kastede sig bag over langs Hesteryggen og udstødte det Skrig, der fordum i hendes Circustid havde jaget Blodet som Ildbække gennem Tilskuernes Aarer.

Og da holdt Palle Uldahl sin Hest an i aandeløs Betagelse:

101

- Mona, Mona! skreg han, og der strøg ham en Rædsel gennem Hjertet for, at det engang skulde gaa galt. Men Mona lo og piskede løs paa Hestens Sider:

- Hæi - hopla, Castor! ... Hu-iii!

Og Castor satte i Spring med hende ind gennem Porten og ind i Stalden, der ved en Tilbygning var sat i Forbindelse med Ridehuset ...

Men lige overfor, i den modsatte Gavl, var indrettet et Par Bade- og Paaklædnings-Værelser med tæppebelagte Gulve og bløde Løjbænke. Her trak Herskabet sig efter endt Opvisning tilbage, tog Bad og klædte sig om, medens Rideknægtene ude i Stalden afgned de dampende Heste - og turnerede mangehaande Vittigheder.

Saa gik et Par Aars Tid. Og da Mand og Hustru en Vinterdag stod nøgne og frotterede sig i et af Paaklædningsrummene, kom Mona tilbage til sin fikse Idé:

- Nu kunde vi da godt sælge Hvidgaard, Palledreng, sagde hun - og lave et Circus; for nu er Du ligesaa dygtig, som jeg.

Men Palle rystede igen paa Hovedet:

- Nej, lille Mona, det gaar ikke; jeg passer ikke til det. Dette her er noget andet bare for sin Fornøjelses Skyld. Men saadan at flakke rundt og vise sig frem ... nej, nej!

Og han slog Armene om hende og trykkede hende ind til sig:

- Men skynd Dig nu lidt at komme i Klæderne, sagde han - saa skal Du se! Den russiske Slæde, jeg har bestilt til Dig, er kommet i Morges og staar ovre i Vognremisen.

- Er den kommet! Og det siger Du først nu!

"Den russiske Slæde" havde Fru Mona set afbildet i et udenlandsk Blad og faaet en mægtig Lyst til. Og straks havde hendes Mand ladet én indforskrive fra St. Petersborg. Den havde kun ét højt og smalt Sæde paa lange spinkle Meder og kunde kun benyttes af én Person. Men netop dette, havde tiltalt hende: Tænk, at faa Castor og Pollux spændt for et saadant Køretøj og saa under Piskesmæld og Klokkeklang at fare af Sted, saa Vinden skreg En om Ørene!

102

Og nu stod Slæden der: rødlakeret og straalende med et stort Isbjørneskind over Forlæderet og to høje, forgyldte Lygtestandere henne bag Skærmnettet: Det maatte være som et Æventyr at jage i denne Slæde henover de hvide Veje en maanelys Nat, naar Sneen skreg under Hestenes Hove, og Stjernerne lo af Kulde!

Og Aften efter Aften lod nu Fru Mona Vinteren igennem spænde for Slæden, og for saa med Topper og Svajfjere og ringlende Klokkespil bort over Vindebroen, medens Skæret fra de høje Standlygter legede i Hestenes blankstriglede Kroppe under det bølgende Kanenet.

Og rundt om hende halsede, tumlede og rasede hele Hunde-Meuten, væltede hinanden, bed, sloges og glammede løs ... Hektor, Freja, Herkules, Sonja, Chasseur ... og strøg saa i Firspring efter Slæden frem over de tavse Veje.

Det var som selve Kong Valdemars vilde Jagt, der lagde al Vejfred øde!

Og hæderlige Nattevandrere veg forfærdet i Grøften, naar Synet nærmede sig. Og der stod de saa i Sne til Bugen og stirrede efter hende og kunde ikke komme til Vejret igen.

- Det Djævelskab! mumlede de - Det Djævelskab til Beriderfrue! Hun jager nok Livet af sig selv engang!

Og de kravlede møjsommeligt frem af Sneen, medens Toget rasede videre ...

Det var Fastelavns Søndag.

Hele Havslunde By havde Uger igennem glædet sig til denne Højtidsdag. Frøken Frederikke havde nemlig arrangeret en Kostumefest nede paa den islagte Bugt foran Badeplænen. Og der var udstedt Indbydelser til alle Sognets Beboere.

Allerede Klokken otte Morgen var Frederikke ude af Sengen og henne ved Vinduet for at se paa Vejret: Det var stille, diset Frost med Rim over alle Træer og Buske.

Hun jog hurtig Fødderne i Morgentøflerne og løb i Natkjole 103 ud paa Gangen hen til Frøken Sofies aflaasede Dør, hvor Tyrk laa udenfor som Vagt:

- Sover Du, Sofie?

- Ja ... lød det gnavent.

- Det bliver det dejligste Vejr!

- Hvad er Klokken?

- Otte!

Herpaa fulgte intet Svar, kun en Brummen.

Saa slog Frederikke arrigt i Døren, sparkede til Tyrk: Store Bæst, ligger her og breder sig! ... og skyndte sig forbi Annas Værelse og ind til Charlotte:

- Det er det dejligste Vejr, Charlotte, og blikstille! ... Charlotte rejste sig hastigt over Ende:

- Hvad er Klokken?

- Otte ...

- Saa er det altfor tidligt at staa op ... Kom hellere her og put Dig lidt ned til mig? Frederikke rødmede:

- Nej, ikke mere ... Det vil jeg ikke mere ... Charlottes Øjne lynede:

- Saa siger jeg til Mor, at Du løber og spiller Kæreste med Elev Jakobsen!

- Pyt! Hvad tror Du, jeg bryder mig om det! Den anden slog øjeblikkelig om:

- Kom ...? bad hun ydmygt og strakte Armene frem.

- Nej, siger jeg jo!

Og ud for Frederikke af Værelset ...

Klokken var tre. Solen var forlængst brudt frem og havde jaget Taagen paa Flugt. Kostumefesten var i fuld Gang ...

Lørdag Aften havde Elev Jakobsen og et Par af Karlene fejet og vandet en stor Skøjtebane nede paa Bugten, og den laa nu staalblank og skinnende.

Der vajede Flag og Vimpler fra lange Stænger med Granguirlander imellem. Havebænkene var stillet frem; og fra en Forhøjning bygget af Cementtønder og Vognbunde truttede fire Horn-Musici.

I Badeteltet lavede Ane Kokkepige Kaffe, og Frøken 104 Anna og Olga Stuepige gik rundt udklædte som Hvedebrødskoner med uhyre Hankekurve i Aag over Skuldrene og solgte gratis Fastelavnsboller. Priserne steg hurtigt og fabelagtigt, thi Olga havde fundet paa, at den, der kunde nævne den højeste Pengesum, skulde beværtes først. Femhundrede og halvtredsindstyvetusinde Millioner Kroner for en Kop Kaffe med Brød var en ren Spotpris; og man bød stadig hinanden over; det morede Gæsterne at svælge i disse uhyre Tal; de blev svimle af det og følte sig for en Gangs Skyld som Matadorer, hvad der forhøjede Stemningen ...

Med "Kostumeringen" derimod var det kun saa som saa. M-an holdt ikke af "at skabe sig ud" i Herskabets Nærværelse.

Egentlig var det kun den lille Minka, Jægermesterens Datter fra Mosegaarden, der rigtig havde lystret Ordre. Hun havde iført sig sin Bedstemoders gamle Landsdragt med guldnakket Bindehue, flaskegrønt Skørt og sort Klædesliv med broget Skulderklæde. Og hun saa' henrivende ud: det gulblonde Haar krusede frem om Pande og Kinder, Munden smilede, og Øjnene lo. Og dertil var hun kun atten Aar og havde det lækreste lille, buttede Legeme lige til at gaa rundt og kysse paa. Der stod en Duft af Erotik om hende, saa at alle Karlfolkene var som galne efter at komme i hendes Nærhed.

Men bedst som de logrede og vred sig, kom Frøken Charlotte, der var i Mandsklæder og stod bag paa en lille Enspænderslæde forspændt med Islænder-Mikkel, og snappede hende bort for Næsen af dem og forsvandt langt ud over Bugtens snebelagte Isdække.

- Nu farer Charlotte igen af med Minka! smilede Fru Line, der saa' til inde fra Land.

- Ja, det faar de da allenfals ingen Børn af! sagde Staldkarlen, gamle Jens Pinedød, eller Pin'de-Jens, som Medtjenerne kaldte ham.

De omkringstaaende Koner og Piger hvinede af Latter; og Fru Line lo muntert med.

Hun havde paa Døtrenes indstændige Anmodning kostumeret sig i Pelskaabe, Sommerhat og Solskærm. Hun gik rundt og talte med Konerne og Børnene. Og hvor hun viste 105 sig, spirede Smilet og Glæden; saa ligefrem og "gement" kunde hun belægge sine Ord ...

Nu opstod der pludselig en frygtelig Larm og Forvirring med Hylen og Skrigen og Flugt til alle Sider.

Det var Fru Mona fra Hvidgaard, der kom farende fra Lindealléen i Russer-Slæden og med hele Hundekoblet efter sig.

Hun knaldede med Pisken, saa at Hestene stejlede og Hundene trimlede:

- Goddag, Børn! Naa, hvordan morer I Jer?

- Tante Mona, Tante Mona! raabte Frøken Sofie og løb hen mod Slæden.

Men Tante Mona standsede ikke. Hun svingede Køretøjet et Par Gange rundt paa Pladsen og raabte tilbage:

- Jeg skal hjem til Middag! Jeg vilde blot se, hvordan I havde det!

Saa drejede hun igen Castor og Pollux ned ad Lindealléen:

- Farvel! Farvel! raabte hun og svingede med Pisken og forsvandt.

Hundene væltede efter hende ....

Hansine Havekone kom hen og nejede for Fru Line. Hendes gamle Ansigt lyste af alle Rynker:

- Nej, saa priser jeg dog vores egen Frue! sagde hun - hende, den anden, er da et sært Vildtskud!

- Hun er jo endnu ved Ungdommen, lille Hansine, smilede Fru Uldahl tilbage. Og for at forebygge al videre Tale om Fruen fra Hvidgaard, spurgte hun - Har Hansine faaet Kaffe?

- Jo, mange Tak da ...

- Hvad maatte Hansine betale for den?

- Hi-ja-e, lo den Gamle - En slap da ellers med to Hundrede Miljoner, hi, hi!

- Det var billigt! Skal Hansine ikke have en Kop til?

- Jo ... Penge kniber det jo ikke med i Dag! Og Hansine rokkede fornøjet hen til Ane Kokkepige i Badeteltet:

- Ti Tusind Miljoner Kroner og tre Mark og fire, Ane!

sagde hun grinende og fik den femte Kop Kaffe udleveret ...

Ungdommen derimod gav sig næppe Tid til at spise. Den 106 løb paa Skøjter, gled paa Glidebaner, snurrede paa Iskarrusel, knuste Jydepotter og slog Katten af Tønden. Der var stundom paa Festpladsen en Larmen, Raaben og Spektakel, som holdt hele Verden Frikvarter der paa Stedet ... og saa kom oven i Købet Frøken Charlotte engang imellem farende med sin Slæde midt ind i den hele Hurlumhej:

- Ta' hende! Nap hende! raabte Karlene og jog Næverne ud efter den lille Mose-Minka.

Men Charlotte slog løs paa Mikkel, og Pigebørnene forsvandt igen ud over Isen ...

Saa lød der paa ny Piskesmæld og Klokkekimen fra Lindealléen. Man troede, at det var den gale Fru Mona, der kom tilbage. Men saa viste det sig at være Lars Kusk, der var ude at sole de tre Gamle fra Asylet. Han svingede med Bredslæden lige hen foran Musikken, saa Skimlerne dansede.

- Nejmen, det er jo Asylerne! sagde Frøken Sofie og løb op fra Isen med Skøjterne paa ... Hun var i Cycledragt med Posebenklæder og rød- og blaa-stribet Fiskertrøje. Paa Hovedet havde hun en skotsk Hue, der sad hende bag ad Nakken og skjulte Haaret:

- Vil I ha' en Tur med? spurgte hun og pegede ud mod Iskarrusellen, hvor Børnenes Slæder susede vildt i lange Reb.

- I Gu' fri og frels, lille Sofie! sagde Ingwersen - saa blev der nok ingenting igen af vos!

Rottbøl sad stille lyksalig med "Nikoline" paa Skødet. Solen varmede den Gamles Ansigt og Hænder; og Dukken, der laa halvt ned, vendte velbehageligt det hvide ud af Øjnene.

- Vil I ikke smage vores Kaffe? spurgte Fru Line og vinkede af Hvedebrødskonerne, at de skulde komme.

- Jo-o ...! nikkede Lurvadt med lækkersultne Øjne.

- Nej, vi vil ikke! sagde Ingwersen - Jeg fryser ved Søen! Kør saa, Lars!

- Jamen en Bolle? raabte Frøken Anna - En Bolle? Og da Slæden i det samme satte sig i Bevægelse, slyngede hun en Bolle midt ind imellem de Gamle.

107

Og man saa' straks seks gridske Hænder jage frem for at kapre den ...

- Ja, saadan sku' man ha' 'et! sagde Maren Ørentvist til Spat-Marie og pegede.

- Ja, de har 'et sku' som Dronninger! nikkede Marie.

- Og saa hører de endda ikke til Familien! mumlede Lig-Johanne - Skønt hvem ka' for Resten vide det!

Alle tre Madammer var i Søndagspudsen og havde syet sig et Par ekstra Tøjblomster og Baandender paa Konehattene for at accentuere Festen.

Spat-Marie humpede rundt med sin Alexandra i en værkbruden Barnevogn med Gummihjul. Pigen var emballeret i Puder og Sjaler; og kun hendes forfærdelige Svinetryne saas uophørlig gnaskende Bagværk i sig. Naar den ene Bolle var fortæret, hylede hun op og slog om sig, indtil hun fik den næste. Moderen rev bogstavelig talt Hvedebrødet ud af Hænderne paa de omstaaende Børn for at fylde det i Datteren. Saaledes gik det ogsaa hjemme til Hverdag med Føden. Alexandras to smaa Brødre Anders og Nils Peter, °g Lig-Johannes Juliane holdt sig derfor i Dag klogelig uden for Skudvidde ...

Spat-Marie, der længe havde kigget langøjet efter Fru Line, drejede nu Vognen med Datteren resolut i Vejen for hende.

- ... 'da-a! hilste hun katteslesk - ja vi maa da ri'nok osse hilse paa Fruen.

Frøken Sofie, der stadig stavrede rundt med Skøjterne paa, vilde trække sin Moder bort med sig, men Fru Uldahl blev staaende:

- Goddag, Marie! nikkede hun venlig, men undgik dog at se paa Monstrummet i Vognen - hvordan har vi det?

- Jo, Tak, lille Frue, smiskede den anden - saadan som Smaafolk kan ha' 'et ... Vintren er jo haard!

Alexandra begyndte at grynte ilde. Bollen, hun sad med, var næsten opædt. Hun hvæsede og brummede over den som et Dyr; og Spyttet flød hende ud af Mundvigene.

Ogsaa Maren og Johanne havde nærmet sig. Og de omstaaende Fruentimmers Ansigter blev rævespidse og agtpaagivende: Nu blev der Spas!

108

Men Frøken Sofie rykkede Fru Line haardt i Kaaben:

- Mor skal gaa med, sagde hun nervøst - straks! Jeg kan ikke holde ud at staa længere paa de Skøjter!

Og da Alexandra i det samme gav sig til at hyle op for Alvor, nikkede Fru Uldahl Farvel og fulgte med Datteren.

- Hæ, hæ! grinede Lig-Johanne ondt - hun er ikke dristig ved vos ... Fruen!

Og de andre Smaakoners Ansigter saa' skuffede ud.

Borte paa Skøjtebanen legede Ungdommen Tagfat. Man lo og larmede, saa det hørtes langt op paa Land.

Heroppe stod Sørine Folkekokkepige og saa' hadsk ud. Elev Jakobsens Latter klang nemlig højt over alle de andres; han havde forlængst glemt Affæren med Forvalter Jensens Selvmord. Og siden Sørine Juledags Aften saa moderligt havde taget sig af ham, var der kommet baade Liv og Spræl i hans tunge, saftfyldte Krop.

Og nu for han rundt derude paa Isen og gramsede efter Pigerne, saa at hans halvgamle Læremoder var ved at springe af Skindet af Jalousi.

Især var det væmmeligt at se paa, saa han og Frøken Frederikke kunde more sig sammen; de løb med krydsede Arme Banen rundt og mødtes og skiltes og satte efter hinanden og snublede og laa og rodede rundt, saa de var nær ved at himle af Latter:

- Naa, Fanden for Resten med Frøken Frederikke, for der kunde jo aldrig være Tale om noget de to imellem alligevel! Det var de andre Pigebørn, Sørine ikke kunde taale, at han gav sig af med. Og hun havde flere Gange besluttet at gaa sin Vej for at slippe for Synet af al den Forargelse; men hun kunde ikke faa sig til det; hun kunde ikke komme af Sted, skønt Skinsygen bed hende som en ond Orm:

- Og saa er det endda mig, der har sat Liv i ham! tænkte hun og knyttede Næverne inden for Sjalet, som hun havde slaaet op over Hovedet - Han vidste sgu hverken ud eller ind, da jeg fik fat i ham! Og pludselig spyttede hun tænderskærende ud over Isen, medens hun samtidig tudbrølede ved Tanken om, at det nu rimeligvis vilde gaa med Jakobsen, 109 ligesom det for et Par Aar siden var gaaet med en anden ung og ubehjælpsom Mand, hun havde taget sig af: han var endt med at kalde hende "et gammelt Lær" , og var saa blevet Kærest med en af Mejeripigerne:

- Aa Gud, aa Gud! hulkede hun fuldstændig ubehersket - altid er det de unge, skallede Tøse, der ta'r Brødet ud af Munden paa vos Ældre! Og her med Jakobsen handlede jeg dog af den skæreste Medlidenhed, for at Drengen ikke skulde ligge der alene paa sit mørke Leje, da det Fæ til Forvalter var gaaet hen og hængt sig og faldet ned i Armene paa ham ...! Aa Gud, aa Hu-u, lille, sødde, velsignede Jakobsen, hvor kan Du nænne det, hvor kan Du nænne det ...!

- Hva' staar Du der og ser saa broget ud i Ansigtet efter? spurgte Pin'de-Jens, der kom forbi. Sørine trak Sjalet tættere om Hovedet:

- Hva' rager det Dig?

- Næi, saagu' ... Er 'et ham, Jakobæus derude, der sætter Vandet op i Dig? ... Slaa Du heller Tappen i Tønden og la' Ungdommen fornøje sig.

- Li'som Du og Johanne!

- Li'som jeg og Johanne, ja ... Baade Du og jeg har pin'de faaet, hva' vi har haft godt af i vor Tid; lad nu de andre komme lidt til.

Sørine vendte sig bort og svarede ikke.

Og gamle Pin'de-Jens stavrede videre; han skulde hjerr. og se til Hestene ...

Godsejeren havde i sin Tid købt ham til at gifte sig med Lig-Johanne, da hun var blevet frugtsommelig, og givet dem fri Bolig i Familiehuset.

Men Jens tilbragte sine fleste Dage i Hestestalden oppe paa Gaarden, og sine Nætter i et Rum ved Skæreloen. Spurgte man ham, hvorfor han aldrig var hos sin Kone, sagde han, idet han rystede begge sine Hænder i Højde med Ørene:

- Nej, nej, nej, go' Ven; der har jeg pin'de ikke noget at skaffe!

Han gav trolig Johanne Halvdelen af sin Løn. Men Hovedstolen, de fem Hundredekronesedler, han havde faaet for 110 at tage hende, gemte han og flyttede om med paa de forborgneste Steder.

Kun paa Søn- og Hellig-Dage tog han dem frem til Beskuelse ...

- Gaar Mor nu op?

- Ja, lille Sofie, jeg begynder at fryse.

- Men Mor kommer vel ned igen, naar de kulørte Lamper skal tændes?

- Ja, det kan Du tro! Jeg vil da nok se den Stads! Frøken Sofie vendte Ansigtet bort og saa' ud over Isen:

- Hvorfor mon Fætter Isidor ikke kommer med Drengene, som han lovede i Onsdags ... Fru Line betragtede hende smilende:

- Rositta er jo ikke rigtig rask, véd Du ...

Ude paa Skøjteløberbanen spasede Frøken Frederikke stadig rundt med Elev Jakobsen. Og Charlotte og Minka for leende forbi i Kanen:

- Du holder Dig altid saa alene, lille Sofie, sagde Fru Uldahl og strøg Datteren ned over Kinden.

- Det véd Mor, jeg holder mest af ... sagde Sofie, og hendes Øjne fyldtes med Taarer.

Solen var gaaet ned, og Mørket faldt paa. Et Par af Karlene havde lavet Begfakler, som de tændte og jog af Sted med henover Isen.

- Jakobsen ...? hviskede Sørine Kokkepige, da Eleven kom op for at hente de kulørte Lamper i Badeteltet. Hun havde ikke flyttet sig af Stedet, hvor hun stod; og hendes Ansigt var blaat af Graad og Kulde:

- Jakobsen ...? Lille, go'e Jakobsen ...? Men Eleven hørte hende ikke. Han gik og fløjtede ...

I Villa Seemann var man ikke glade ved det Barn, der skulde komme. "Bummerten" havde man døbt det med et Forsøg paa at tage Sagen humoristisk. Og Isidor havde lavet en Tegning af det, hvorpaa det stod paa et Katheder, lille, 111 gammelklogt og med Briller paa Næsen, og bebrejdede sine sønderknuste Forældre, at det var blevet til ...

Men Fru Rositta gik stille og omfangsrig rundt i Stuerne, medens Isidor angergivent puslede om hende.

Ogsaa denne Situation havde Herredsfuldmægtigen foreviget.

Men ligemeget hjalp det ...

Det skulde heller ikke bidrage til at løfte Sindene, at gamle Fru Seemanns Humør i den senere Tid var sunket ned under Nulpunktet. Grunden hertil kunde ingen blive klog paa; og naar man spurgte hende, svarede hun ufravigelig:

- Det véd jeg ikke ... jeg er bare saa bedrøvet.

Men saa endelig en Dag under et af Isidors sædvanlige Besøg, fik den gamle Dame Luft ...

De sad paa deres "Mindeplads" i Hjørnesofaen; Fru Seemanns Hage sitrede nervøst, og hendes Øjne var duggede af Taarer.

- Men hvad er der dog i Vejen, lille Thora? spurgte Isidor og tog hendes Haand - Sig mig det dog nu? Og saa kom det under stærk Hulken:

- Det er Far ...! - Og hvad gør saa han da?

- Han lader mig sidde saameget alene ...

- Jamen, det vilde da være svært upassende, om Thora gik med ham hen i Klubben, det er jo kun for Mandfolk.

- Ja, det véd jeg nok ... Og der er saamænd ingen, der er gladere end jeg over, at det gamle Skind har meldt sig ind i den.

- Naa, jamen ...

- Men jeg kan ikke taale at sidde alene, det véd han godt! ... og det sagde Fru Wiliemoes ogsaa, da hun var her igaar, at det var en stor Skam af ham ... og saa sagde jeg det til ham, da han kom hjem, at hun havde sagt det ... og saa sagde han, at han vilde smide hende paa Hovedet ned ad Trappen, næste Gang hun kom; for hun skulde ikke gaa og sætte ondt mellem Ægtefolk, sagde han.

- Og tror Thora, at han gør det? Fru Seemann blev rød og hidsig:

112

- Nej, min Dreng, nikkede hun - saa kender Du kun din Fader daarlig! Han er virkelig altfor nobel og fin en Karakter til at kunne finde paa saadan noget!

Isidor myrdede et Smil:

- Naamen, saa er det jo ikke noget at tage sig saa nær, lille Kone.

- Nej, sukkede hun, da hun mærkede, at hun var slaaet - nej, det er heller ikke saameget det . .. Ogsaa Isidor sukkede:

- Hvad er det da ...?

Den gamle Dame stirrede fortabt hen for sig; hendes Hænder laa nu i hendes Skød, og Tommelfingrene boltrede sig 5 nervøs og rasende Fart omkring hinanden:

- Det er mit Salighedshaab ... brast det ud af hende.

- Men Herregud, lille Mor, lo Herredsfuldmægtigen og klappede hende paa Kinden - Du kan da begribe, at St. Peder vil blive henrykt ved at se Dig! ... Næ, er det Dig, Thora Seemann! vil han sige og brede Armene ud: Kom dog her, saa skal jeg bære Dig lige ind for Vorherres Throne!

Den gamle Frue smilede, medens Taarerne endnu løb hende ned over Kinderne:

- Ja, var det Dig, der var St. Peder, lille Isidor, saa havde jeg nok ingen Nød ...

- Thora kan godt faa en Anbefaling med fra mig.

- Fy, saadan noget spøger man ikke med!

- Nej, det er virkelig ogsaa mit ramme Alvor! Du, der er saa sød og elskelig, skulde Du ikke komme glat i Himlen, saa kom der slet ingen!

Fru Thora rystede stille paa Hovedet:

- Nej, sagde hun - jeg er tit ond og urimelig baade mod Far og Jer andre ... Men det er heller ikke det, føjede hun trøstesløs til - for det kan jo afbedes ...

Her begyndte Tomlerne igen at suse vildt; og idet hun selvopgivende støttede sin Pande mod Sønnens Skulder, sagde hun hulkende:

- Jeg kan ikke tro paa Jesu ubesmittede Fødsel, lille Isidor ... og ingen kommer til Faderen uden gennem Sønnen!

113

Herredsfuldmægtigen maatte bide sig haardt i Læben for ikke at komme til at le:

- Endelig var det da lykkedes den gamle Dame at sætte ham ordentlig til Vægs!

Og han følte den dybeste Beundring for hendes Snedighed ... samtidig med at han havde den inderligste Medlidenhed med hende, thi hun led jo ved al dette Tænkeri.

Og saa smilede han igen:

Saalangt han kunde huske tilbage, var der nemlig blevet ført denne stille Kamp imellem dem om hvem af dem, der kunde faa Overtaget.

Saasnart Fru Thora havde fundet en ny Grund til at sørge og udgyde Taarer, havde Isidor straks søgt at paavise hende, at det ingen Grund var; og hun havde tilsyneladende ladet sig trøste.

Men inderst inde havde hun følt sig irriteret over, at han altid skulde gaa af med Sejren.

Og hun udtænkte subtilere og subtilere Aarsager til Bedrøvelse. Hun maatte græde, ellers var der ingen Fornøjelse ved Livet. Men hun forlangte paa den anden Side ogsaa at blive trøstet!

Naar Isidor gik op ad Trappen til Forældrenes Lejlighed, tænkte han altid med en vis Beklemmelse: Gud véd, hvad den lille Thora nu har hittet paa af Spidsfindigheder! Men hidtil havde han dog som sagt haft Held med sig til at bevise hende over. Hvad der ogsaa i Øjeblikket kunde bevirke, at hun følte sig lysere og lettere til Mode.

Men naar hun saa igen var bleven ene, reagerede hun irriteret mod hans Dialektik og pønskede og pønskede for dog endelig og uafviselig engang at kunne sætte Sønnen Bet og spille en Trumf ud, som han ikke evnede at stikke.

Og det var nu altsaa i Dag omsider lykkedes hende:

Den "ubesmittede Undfangelse" kunde han ikke give igen paa.

Allermindst med sin Rosittas nuværende Tilstand in mente!

Han greb derfor i sin Vaande til en Vittighed:

- Herregud, lille Thora, sagde han og klappede hende 114 igen paa Kinden - naar Vorherre har kunnet lave alt det andet, har han da ogsaa sagtens kunnet lave et lille Barn!

Men den gamle Dame vilde ikke saaledes lade ham slippe udenom, nu hun endelig havde faaet ham i Saksen:

- Hvor er Livet dog frygteligt! klynkede hun - Ingen har man at tale med, og ingen, der kan hjælpe En!

- Men lille Mor dog ...

- Jamen saa trøst mig da Dreng! sagde hun pludselig haardt og arrigt - Du plejer jo ellers altid at prale af, at Du kan trøste mig!

- Næmen Kone dog ...! udbrød Herredsfuldmægtigen overrasket - nu bliver hun jo uartig!

Og 5 samme Nu kastede den gamle Frue sig angerfuldt ind til ham, gemte paa ny Ansigtet ved hans Skulder og hulkede:

- Ja, ja, ja ... jeg er ond, det véd jeg nok ... men det er fordi, jeg er syg af at sidde saameget alene ...! Nu var man altsaa atter ved Udgangspunktet ... Men Fruen, der i Tide opdagede det, fortsatte:

- Og saa tror jeg ogsaa, Isidor, at det meget kommer af, at jeg hører til den frygtelige Familie ...

- Mener Du din Mands?

- Nej! sagde hun hidsig - jeg mener Uldahlerne, naturligvis !

(Nils Uldahl stod for Fru Thora som noget i Retning af selve Rolf Blaaskæg.)

- Det er da en fornem og anset Familie ... mente Isidor.

- Ja, jeg skal love for det med den Nils!

- Vilde Thora maaske hellere være født Sørensen?

- Nej, saagu da om jeg vilde!

- Naa, jamen ... Og saa er det da ogsaa Uldahlernes Skyld, at Du har faaet mig!

Fru Seemanns Ansigt blev ét stort, lyst Smil:

- Ja, Gud velsigne Etatsraaden for det! sagde hun - Du mit Solskinsbarn!

I det samme hørte man Entrédøren blive aabnet, og der lød Skridt i Forstuen.

Fru Seemann tørrede hurtig Øjnene og pudsede Næse:

115

- Der er Far! sagde hun - Han maa ikke se, at jeg har grædt; det er Synd for ham ...! og hun begyndte umotiveret at le og snakke op - Nu skal Du se, Isidor, nu har jeg fundet de Billeder frem, vi talte om igaar ...!

Hun skyndte sig ind i Dagligstuen og kom tilbage med en Papæske fuld af gamle Fotografier, som hun med nervøs Hast gav sig til at brede ud paa Bordet foran Sofaen:

- Vi si'er ikke no'et til Far! sagde hun - Vi si'er ikke no'et til Far!

Gamle Seemann traadte ind:

- Naa, vi har nok travlt? nikkede han, og hans smaa Sypose-Øjne lo fornøjet- Goddag, Isidor! Goddag, Mor! ... Hva' tror I, der staar ude i Entréen til Jer?

Døren gled stille op, og Herredsfuldmægtigens Smaadrenge, Povl og Jørgen, viste sig:

- Det var Bedstefar, der tog os med ... Han sa'e, vi skulde ...! undskyldte de deres uanmeldte Ankomst og saa' hen paa Faderen.

- Men det er jo Børnene! sagde Fruen og løb til og kyssede og omfavnede dem - Det var rigtignok en Overraskelse!

Povl, den ældste af Drengene, var slank og mørkhaaret med et fint, blegt Ansigt og store, "tænkende", blaa Øjne. Jørgen, den yngste, var tyk, næsten firkantet, lyslokket og gaminagtig.

Gamle Seemann sendte sin Kone et sky, ransagende Birk, han havde ond Samvittighed, fordi han lod hende være alene - men han elskede sin Klub.

- Hvordan gaar det, Mor?

- Godt, Far!

- Ja, det kan jeg omtrent tænke, naar Isidor er hos Dig ... smilede han lettet.

Og saa tog han en Avis, gik ind i Dagligstuen, satte sig i en Stol ved Vinduet og gav sig til at læse.

Han begyndte paa Bladets Forside med Titel og Dato, og endte paa dets Bagside med Redaktør og Bogtrykker.

Drengene stod tavse og velopdragne ved Bordet, hvor Faderen og Bedstemoderen sad og gennemsaa' de gamle Fotografier,

116

- Kan I se, hvem det er? spurgte Herredsfuldmægtigen og rakte et Billede frem.

- Det er Bedstemor! sagde Povl sagkyndig.

- Det ligner ikke ret godt en Bedstemor, mente Jørgen.

- Nej, for det er ogsaa mange, mange Aar siden, hun blev fotograferet, min Dreng ... Men her er jo to Billeder af samme Slags, Thora! Maa jeg ha' det ene?

- Ja, værsaagod, lille Isidor ... Er der to? Det vidste jeg saamænd ikke.

Herredsfuldmægtigen puttede Fotografiet i sin Tegnebog ...

Drengene forholdt sig stadig tavse og disciplinerede. Povl selvfølgeligt; Jørgen med mere Overvindelse.

- Hvordan har Jeres Mor det? spurgte den gamle Frue.

- Godt! sagde Povl.

- Hun har faaet saadan en stor Mave! sagde Jørgen.

- Har hun det? lo Fruen.

- Ja, med en lille Bror inden i.

Den gamle Dame lo højt; og Herredsfuldmægtigen smilede:

- Saa, Jørgen Bøllesen, nu ikke for veltalende.

- Nej! sagde Drengen og klemte Munden sammen.

- Vil I have hver en Appelsin, Drenge? Børnene saa' over paa Faderen, og da han nikkede samtykkende, sagde de:

- Ja, Tak ...

- Det er dog de to sødeste Unger, man kan tænke sig! smilede den gamle Frue - Willemoeses Børn var her igaar, de var saa næsvise og uartige, at det var en Gru.

- Ja-a ... sagde Herredsfuldmægtigen - Og saa faar Willemoes rimeligvis engang i Tiden meget større Glæde af dem, end jeg af mine!

- Maa vi spise Appelsinerne? spurgte Jørgen.

- Nej, gem dem; nu skal vi hjem ... Og gaa saa ind og sig Farvel til Bedstefar.

Gamle Seemann sad fordybet i sin Avis. Han hverken saa' eller hørte Børnene. Og de stod der endnu tavse og velopdragne foran ham, da Faderen kom ind i Dagligstuen:

- Har I sagt Farvel?

117

- Bedstefar læser, sagde Povl.

- Og saa maa vi ikke forstyrre, sagde Jørgen ... Han havde følt den mest kriblende Lyst til at stikke en Finger igennem Avisen og sige Bøh-h! Men han havde lært at beherske sig.

Da Herredsfuldmægtigen kom hjem og tog Portrættet frem, han havde faaet af sin Moder, opdagede han, at der bag paa det stod nogle skønne Vers, som han selv for treogtyve Aar siden havde digtet og nedprentet.

Og han satte sig straks til sit Skrivebord og affattede følgende Brev, som han lod Povl løbe hen med til Bedstemoderen:

Kære Elskede!

Se her, hvad der stod paa det Billede af Dig, Du før gav mig:

Den Stemme som der først mig monne lære At skelne Livets Onder, Livets Goder Den Stemme evindeligt velsignet være Thi den tilhørte Dig min elskte Moder

Naar Du engang træt af din Vej hernede Dig hæver op til Gud, hvor Du har hjemme Da vil jeg trofast om dit Minde frede Og aldrig, aldrig Moders Navn forglemme

I. Seemann

18. 7. 1884

Og dette siger jeg endnu treogtyve Aar senere. Du vil deraf se, hvilken herlig og velsignet lille Thora-Mor, Du er og stedse har været. Din Søn

Isidor Seemann.

Der den gamle Dame havde læst dette til Ende, græd hun længe og med heftigt snurrende Tommelfingre. Men denne Gang af Glæde ...

118

Præcis paa Slaget otte fik Herredsfuldmægtig Seemann bragt sin Morgenkaffe op i sin Privatlejlighed.

Naar han havde drukket Kaffen, tændte han en Pibe, og satte sig hen i et Sofahjørne og "tænkte".

Fra ni til ti gik han Morgentur efter først at have fodret Karusserne nede i Havedammen.

Fra ti til tolv arbejdede han paa Herredskontoret inde i Byen.

Klokken en Kvart paa ét spiste han Frokost hjemme (solo).

Fra ét til tre var han igen paa Kontoret.

Saa spiste han Middag sammen med Familien; drak Kaffe, røg en Cigar, gik Eftermiddagstur, kom hjem seks en halv, læste, tegnede og "tænkte" inde hos sig selv, indtil Klokken slog ni og Børnene var puttet i Seng.

Saa drak han og Fruen Te i Spisestuen, hvorpaa de læste, røg og tav stille sammen i Dagligstuen, indtil Uret paa Sekretæren henne i Hjørnet slog elleve. Da rejste de sig, sagde Godnat til hinanden og gik hver til sit Soveværelse med Ønsket om et ligesaa behageligt Samvær Dagen derpaa og alle deres Livsens øvrige Dage tilende ...

Den høje Standlampe paa Midterbordet inde i Dagligstuen var tændt. Lille og topmavet sad Fru Rositta i dens Skær og syede Børnetøj til "Bummerten".

Stuen var hyggelig udstyret med Tæppe paa Gulvet, gamle Mahognimøbler og gamle Kobberstik.

Paa Bordet ved Siden af Syæsken stod en Buket Violer, der fyldte Rummet med sin Vaarduft.

Børnene var bragt til Ro. Alt i Huset var stille ...

Saa slog Uret paa Sekretæren ni. Den lille Frue løftede Hovedet. Døre blev aabnet og lukket. Det var Isidor, der kom fra sin Privatlejlighed med sin Pibe og sin Aftenwhisky.

I Aften havde Herredsfuldmægtigen drukket Te paa sit Værelse, hvad undertiden hændte ...

Da han passerede Fru Rosittas Stol, strøg han hende blidt ned over Kinden; og hun saa' op fra sit Sytøj og nikkede.

119

Hvorefter han satte sig paa sin sædvanlige Plads for Bordenden, tog en Bog og gav sig til at læse.

Og Stilheden bredte sig paa ny. Man hørte kun Urets Dikken og den lille hæse Lyd af Traaden, naar Fruen drog den igennem Lærredet ...

Saa bragede der pludselig et Stykke Kul inde i Kakkelovnen, saa Stumperne raslede mod Laagen.

- Naa ...! sagde Herredsfuldmægtigen.

- Ja-e ... smilede Fruen næsten undskyldende.

Hvorpaa de tav videre haardnakket, ubrødeligt, nidkært, indtil Uret slog elleve, og man rejste sig for at gaa hver til sit ...

Men i Aften lagde Fru Rositta i Stedet for straks at sige Godnat, sine Arme om Gemalens Hals, smilede stille og sagde:

- Saa gik da den Dag til Ende, Isidor! Hvormange af samme Surdejg tror Du, at vi endnu har tilbage?

- Mange! sagde han - Uhyre mange!

- Det var kedeligt ...

- Ja-e, men der er jo ikke noget at gøre ved det! Og saa har vi det da ogsaa for den Sags Skyld ganske rart.

- Ja-e ...

- Godnat, lille Reseda! ... Vil hun ikke smage min

- - Nej Tak ... endnu ikke! - Nej Tak ... endnu ikke!

- Naa-e, saa er det jo da ikke helt paa det yderste med hende!

Fru Rositta stak sin Arm ind under sin Mands. Og de begyndte at gaa frem og tilbage i Stuen.

- Kan Du huske, spurgte hun - da Du vænnede mig af med at drikke?

- Ja.

- Og nu vil Du vænne mig til det igen?

- Ja-e ... jeg har nemlig i Mellemtiden indset, at det alligevel er det eneste saliggørende!

Hun standsede og saa' ham smilende op i Ansigtet:

- Vi er i Grunden et Par stolte -Kavalerer, ha'de jeg nær sagt!

- Ja, vi er gode at faa Forstand af!

120

Hun begyndte igen at gaa:

- Det er ogsaa det forfærdelige Klima, vi lever i, Isidor!

- Tror Du, lille?

- Ja, hvis Solen skinnede noget mere, og vi var fri for al den Blæst og Slud, saa vilde Menneskene være meget gladere.

Herredsfuldmægtigen rystede paa Hovedet:

- Jeg tror, det bunder dybere ... sagde han - Jeg tror, at Menneskeslægten er bleven for gammel! ... Kan Du huske den triste Mand, vi saa' nede i Monte Carlo? Han spillede og spillede af bare Lede; og da han havde spillet alting væk, gik han hen og hængte sig i en af Palmerne ... Og han var endda fra Sicilien, hvor der baade er Sol og Varme!

Hun smilede igen:

- Hvor godt vi to dog altid forstaar at trøste hinanden, Isidor!

- Vi hører jo ogsaa begge to til den livsglade Slægt, Uldahl-Ege, lille! ... Men det er dog utroligt, saa vi bliver snakkesalige, naar vi skal i Seng! Klokken er straks halv Tolv!

- Bare lidt endnu? bad hun og trak ham med sig. Og de begyndte igen at vandre op og ned.

- Véd Du, hvad Jørgen sagde i Aften, da han var klædt af? spurgte hun.

- Den Bølle, han siger saameget! Det har han vist efter Dig! ... Naa, hvad sagde han saa?

- Han sagde, at jeg skulde købe ham en Ballon; og saa skulde han og jeg flyve op med den "li'saa højt", vi kunde komme; og naar vi saa ikke kunde komme højere, sagde han, "skulde vi slaa Hul paa Verden og flyve udenfor!"

- Gud Fader i Pæretræet, Reseda, Drengen er jo Religionsstifter!

- Og da jeg saa spurgte ham, hvad dér var, sagde han: Der ligger alle de Julegaver, jeg skal have til næste Aar! ... Og Du skulde set hans Øjne, Isidor! ... Hvor er det dog Synd, at Børn skal blive voksne!

- Ja, de burde kvæles paa Konfirmationsdagen; det har 121 jeg altid holdt paa ...! Men har hun for Resten selv haft det saa videre dejligt som Barn, lille, dernede i Polen?

- Nej ... lød det sagtmodig.

- Og Pigebørnene paa Havslunde ... tror Du, at de har været videre henrykte ved deres Barndom?

- Nej ... Men derfor skal man ogsaa altid være god imod Børn!

- Maaske ,..? Jeg er nu blevet noget mistænksom over for alle kategoriske Imperativer! ... Men nu vil jeg Fanden gale mig i Seng! Det er dog et Djævelens Snakketøj Du har! Havde jeg anet det, havde jeg ikke taget Dig!

- Nu skal jeg gaa, Isidor ... smilede hun - Godnat!

- Godnat, lille! Vil hun saa ikke smage min Whisky?

- Nej, jeg vil ikke ... Jo, for Resten, saa falder jeg hurtigere i Søvn!

Og hun tog hans Glas og næsten tømte det . . Om "Bummerten" talte de ikke.

Inde over Herredsfuldmægtigens Arbejdsbord hængte et Par Kopier af Frøken Natalies og Frøken Bettinas yppige, skønne og levelystne Portrætter i Havslundegaards Havesal ...

Da Isidor kom ind fra Dagligstuen, nikkede han gemytligt til dem:

- Mødrene drikker Champagne, sagde han - og Børnenes Hoveder bliver skøre! ... Og kun Gud, den Alvidende, kan sige, hvad Ende det skal tage med Børnebørnene!

Saa lavede han sig en frisk Whisky og begyndte at klæde sig af.

- Sagen er den, sagde han - at man skulde have sig en acceptabel Gud at falde tilbage paa, lille Reseda!

Der var tændt Lamper og Lys baade i Arbejdsværelset og Soveværelset.

Isidor gik frem og tilbage mellem Stuerne under Afklædningen. Af og til tog han et Par Dansetrin og nynnede dertil. Dette var hans hyggeligste Time. Han følte sig her i sin 122 Ensomhed Ansigt til Ansigt med selve Livet og hinsides al "Kultur" og konventionelle Hensyn.

... Herredsfuldmægtig Seemann led nemlig af en pinefuld Sygdom, en Art galgenhumoristisk Sanct-Vejts-Dans, som det kostede ham megen Møje at skjule, naar han var sammen med andre Mennesker.

Især havde Musik en uheldsvanger Indflydelse paa hans Befindende; og han udstod de frygteligste Kvaler, naar henne paa Kontoret en Lirekasse gav sig til at spille udenfor paa Gaden, samtidig med at der stod en agtværdig Mand ved hans Pult og forhandlede "alvorlige" Sager med ham:

- Tschimdadera og Tschimdadera og Tschimdadera-dada-a ...! begyndte det da at tralle og bølge inden i Isidor; og han følte den mest kriblende Lyst til at gribe den agtværdige om Livet og polkere rundt med ham - Hvorfor tage den Smule vanvittige Tilværelse saa højtidelig!

Men han betvang sig naturligvis og forhandlede videre.

Og den agtværdige gik ud paa Gaden forbi Lirekassen og roste Herredsfuldmægtigen for andre agtværdige og kaldte ham en sjælden rolig, besindig og alvorlig Mand ...

- Ha, ha, ha, hi-i-i ...!

Isidor greb pludselig en Lineal fra Bordet; og idet han benyttede den som Guitar, gav han sig til at valse rundt i Værelset, medens han sang højlydt til en selvlavet Melodi.

- Ak, hvor Livet dog er rigt - plum, plum! (slog han paa Linealen) - og skønt - plum-plum! - og dybt - plum, plum! - Og ak, hvor paa Jorden færdes vel min Fader Jakobæus, at jeg kan takke ham, fordi jeg blev til! - Min Fader Jakobæus, hin habile Gymnastiker, der avlede mig paa et Klubbal - plum, plum! - midt imellem Lancieren og Françaisen - avlede mig med den stolte Frøken Natalie fra Havslunde, der var forlovet med en Godsejer, blev gift med en Bankier og døde af Kræft - plum, plum! - i Leveren i sit Palæ paa Champs Elyseés ...? - Thi Du skal ære din Fader og din Moder, staar der, og Du skal frygte din Gud og elske dit - plum, plum! - Fædreneland!

Han kastede "Guitaren" fra sig, tog en Spilledaase frem af Bordskuffen og trak den op. Og da den satte i med en 123 March, gav han sig til at strunke rundt mellem Møblerne med martialske Skridt og værdig Holdning, kun iført blaastribede Silkeunderbenklæder og en højrød Fez, som han engang paa en Rejse til Spanien havde faaet i Morgengave af en dejlig Pige i Alicante; en dejlig og gudfrygtig Pige, der havde stjaalet den fra en Tyrk, som hun trods Koranens Bud havde drukket plakatfuld og udplyndret; thi hun var en nidkær Kristen og over hendes gæstfri Seng hang den lidende Frelser ...

Isidor greb atter Linealen; og medens Spilledaasen aflirede en indsmigrende Pas de deux, spillede og sang han om Kap med den:

-- O Miranda, Du - plum, plum! - uforglemmelige!

- Vort Modersmaal er dejligt, det har saa mild en Klang; og Du talte spansk, og jeg talte fynsk, men vi forstod hinanden, som kun en Mand og en - plum, plum! - Kvinde kan det! O Miranda, med de brune Lemmer og det hede Skød! - - O, Miranda Madonna, med den røde Mund, der stank af Hvidløg! - Hvor er Livet dog rigt - plum, plum!

- og skønt - plum, plum! - og guddommelig meningsløst! - Og nu har jeg gjort en Bummert paa min Kone, skønt Gud skal vide, at der er - plum, plum! - Uldahler nok i Verden i Forvejen!

Han kastede Linealen fra sig og lavede sig en tredje Whisky:

- Skaal! sagde han og traadte hen foran sin Moders Portræt - Skaal, Madam Jakobæussen! Nu kan jeg se Sandheden stift i Øjnene! Livet er en Tingeltangel digtet og sat i Scene af hin store drukne Faun, der sidder vel salveret et eller andet Sted uden for det hele og holder Traadene i sin Haand ... Præsterne kalder ham Gud!

Skaal!

Og han tog en Flaske Opium frem af en Skrivebordsskuffe og hældte nogle Draaber af den i sin Whisky for bedre at falde i Søvn ...

Men næste Formiddag præcis Klokken ti sad Herredsfuldmægtig Seemann paa sin Kontorstol og indgød sine Medborgere Agtelse.

124

Povl og Jørgen maatte frit lege og tumle, hvor de vilde rundt i hele Haven.

Kun øverst oppe, umiddelbart omkring Huset, turde de ikke komme. Og særlig da ikke naar Faderen var hjemme.

- Herredsfuldmægtigen skal ha' Ro! sagde Jørgen.

Men ellers stod Isidor paa den allerfortræffeligste Fod med sit Afkom ...

Det var en Søndag Formiddag i Begyndelsen af April. Solen lyste, Træer og Buske tænkte paa at springe ud, og Østenvinden peb ondt.

Ude paa Stentrappen foran Huset stod Fuldmægtigen i tyk Vinterfrakke og glædede sig over Vaaren. I Haanden holdt han et afskaaret Stykke Hvedebrød, som han skulde ned med til Karusserne.

Jørgen kom tæt og firkantet ud af Gadedøren og stillede sig ved Siden af Faderen:

- Maa jeg gaa med Dig ud at spadsere? spurgte han. Isidor saa' ned imod ham og nænnede ikke at sige nej:

- Ja Du maa.

Drengen bukkede, som man kan tænke sig en Huggeblok vilde bukke:

- Tak!

- Men Du maa ikke sige et Muk paa hele Turen!

- Nej!

- Og Du maa ikke holde mig i Haanden.

- Nej!

- Skal Du ikke have en Overfrakke paa?

- Næ-j! sagde Drengen foragteligt - Det er kun gamle Mænd!

Og de gik sammen ned igennem Haven.

Næppe havde de gaaet ti Skridt, førend Jørgens Fingre listede sig ind i Faderens Haand.

- Blev vi ikke enige om, at Du ikke skulde holde mig i Haanden?

- Jo ... lo Drengen forlegen og trak hurtig Fingrene til sig - det glemte jeg nok ... altsaa!

Paa Affaldsdyngen bag Nøddehækken stod Povl med Armene 125 korslagte over Brystet og stirrede fanatisk ud over Karussedammen.

- Hvad bestiller Du? spurgte Isidor. Drengen saa' ikke til ham; men spejdede ufravendt frem over Dammen:

- Jeg er Napoleon den første, der staar paa Alperne og ser ud over Middelhavet! sagde han. Isidor tog til Hatten:

- Tillader Deres Majestæt, at jeg fodrer Kar ... Delfinerne P

Povl slog naadigt ud med Haanden:

- Værsaaartig, min Herre! sagde han.

Da Herredsfuldmægtigen og Jørgen var færdig med Fodringen af Fiskene, gik de ud af Haven og drejede om forbi Amtssygehuset og ind i Byens "Anlæg". Herinde skød Blokke af Tulipaner og Paaskeliljer frem, og Østenvinden bed ...

- Fryser Du ikke, Jørgen?

- Nej, det er jo Sommer!

Jørgen havde for længst igen anbragt sin Haand i Faderens. Men sin Mund havde han dog hidtil bevaret tavs.

Nu gik der imidlertid pludselig Hul paa den; og idet han knyttede sin venstre Haand og stødte den angrebsvis frem i Luften, spurgte han:

- Vil Du tro, Far, at jeg kan tæve Carl Petersen? Herredsfuldmægtigen for sammen ved Forstyrrelsen:

- Jeg synes, vi blev enige om, at vi skulde ikke tale! sagde han saa.

- Ja ...! nikkede Drengen - Men hvis Du var saadan indeni, li'som jeg, saa kunde Du vist heller ikke tie stille ret længe!

De kom ind paa Stien langs Søen. Jørgen kastede et misbilligende Blik ned mod det skidengraa Vand:

- Det er kedeligt, at der ikke er Hvalfiske her! sagde han.

Isidor svarede ikke.

Lidt efter mødte de en Dame, som Drengen hilste:

- Det var min Reservefrøken henne fra Børnehaven, oplyste han.

126

Og Herredsfuldmægtigen, der syntes, at det var Synd at knevle ham længere, spurgte imødekommende:

- Hvad hedder hun?

- Hun hedder Fru Mathiesen ... Maa jeg mere? Og da Faderen nikkede samtykkende, stod Munden ikke lukket paa Drengen i den Timestid, Turen varede ...

Da de atter naaede tilbage til Villaens Have, kom Povl og den omtalte Carl Petersen springende frem imod dem fra en Busk:

- Stands, eller I er Dødsens!

Begge Drengene havde en Krans af Fjer om Hovedet. Deres Ansigter var tatoverede røde og blaa; og i Næse og Øren bar de Ringe af Sodavandsflaskestaaltraad. De var bevæbnet til Tænderne med Buer, Pile, Spyd og Lanser. Og Povl bar som Tegn paa sin højere Afstamning et gammelt Katteskind paa venstre Skulder.

Jørgen forstummede af Beundring midt i en Sætning.

- Jeg er en ung Indianerhøvding af Inkastammen! forklarede Povl og holdt sin Lanse frem foran Isidors Bryst - Carl Petersen er min Vaabendrager. Og vi er ude paa Rekognonsagering med Ordre fra min Fader Ligæderen til at støde enhver ned, der ikke giver Feltraabet!

- Og hvorledes lyder det? spurgte Herredsfuldmægtigen i Angest.

- De ni Vande!

- De ni Vande! gentog begge de overrumplede hurtig.

- De ni Vande, passér! sagde Povl og lod Lansen synke. Men i det samme stak han en Finger i Vejret og lyttede anspændt:

- Hyss! sagde han - Hører I den skarpe Fløjten! Irokeserne er rykket frem hinsides den store Sø! Hurtig, dæk Jer!

Og han og Carl Petersen sank paa Hug bag Busken og trak de andre med sig.

- De har naaet Bredden! vedblev Povl bleg af Sindsbevægelse - Hører I den lette Raslen i Sivene! Hvis Urokse anfører dem, er vi fortabte!

127

- Langtryne, sagde Vaabendrager Petersen ophidset - den hvide Mand rejser sig!

Povl sigtede med sin Bue mod Herredsfuldmægtigen, der var bleven træt i Knæene:

- Rør Dig ikke, eller jeg skyder! sagde han. Isidor sank uvilkaarlig paa Hug igen:

- Naade ...? bad han - Naade for en ældre Herre? Kan I ikke bruge den unge Mand her? Jeg skænker Jer ham.

- Aa, jo, hva' Povl? bad Jørgen rystende af Kampiver. Povl Langtryne vekslede et Par Ord paa Inkasproget med sin Vaabendrager.

- Radamaly suopis sek! sagde han - Vi har Brug for en Blodhund.

Jørgen stak øjeblikkelig Snuden mod Jorden og fraadede vildt.

- Af Sted! kommanderede Langtryne - Min Fader Ligæderen vil møde os i Sumpene nord for de store Søer! Og bort smuttede Indianerne mellem Buskene. Snart hørte man kun Blodhundens Glammen i det fjerne ...

Grøngul af Misundelse vandrede Herredsfuldmægtigen ene op imod Huset.

Paa Store Ravnsholt gik alt i samme solide Gænge, som medens Joachim Uldahl levede. Pompadour, der havde ført Overkommandoen under Godsejerens Sygdom, stod fremdeles for Styret, og hendes Sønner adlød hende uden at kny.

Men hun behandlede dem med større Honnør nu. Og man fortalte, at hun endogsaa havde været hos Prokurator Bauer og forhørt, om det ikke var muligt, at "Drengene" kunde antage Navnet Uldahl. Og da det ikke lod sig gøre, blev hun vred og lod sig ogsaa stadig selv kalde Henriksen ... Hun vedblev med at være den første, der stod op om Morgenen, gjorde Ild paa til Davren, vækkede Tjenestefolkene og satte Arbejdet i Trit.

Men om Middagen præsiderede hun i Herskabsspisestuen for Sønnerne, der var flyttet op i Hovedbygningen, hvor de havde faaet hver sit Værelse og spiste "inde".

128

Onkel Joachim havde ikke alene giftet sig med Pompadour, men han havde ogsaa, for til Gavns at ærgre sin Familie, ved Testamente indsat hende til sin Universalarving, med Undtagelse af nogle Smaalegater og de Hundrede og tyve Tusinde Kroner, han havde bestemt for Pigebørnene paa Havslunde.

Men skønt Madam Henriksen altsaa saaledes baade af Navn og Gavn var Nummer ét paa Ejendommen, ansaas dog stiltiende Mand og Mand imellem hendes ældste Søn Hans for Ravnsholts nuværende og fremtidige Herre. Det var ogsaa altid ham, Moderen raadførte sig med angaaende Gaardens Drift og øvrige Forretninger.

Ogsaa de to yngre Brødre, Jeppe og Anders, havde ligefra Barndommen af betragtet ham som Familiens naturlige Overhoved. Ikke fordi han just var den dygtigste, thi de andre gav ham i den Henseende intet efter, men fordi han nu engang var den ældste. Og desuden var de tre Brødre blevet enige med deres Moder om, at saasnart Lejlighed gaves, skulde Jeppe og Anders have hver sin passende Landejendom ligesom Hans. De kunde dog alligevel ikke i Længden gaa her paa Ravnsholt alle tre og falde over hverandre ...

Men foreløbig gik det altsaa paa den gode gamle Vis.

Og de ikke alene arbejdede sammen nu som forhen; men de vedblev ogsaa at studere sammen. De havde i Drengeaarene kun gaaet i Landsbyskole, og havde derfor, lige siden de blev voksne, ihærdigt stræbt efter at indhente det forsømte. Og de sad nu hver Aften efter Nadvertid inde under Hængelampen paa Kontoret og læste og skrev og regnede og retledede hinanden og hjalp hinanden.

Og i Krogen bag Pengeskabet sad Madam Henriksen i Godsejerens gamle Læderlænestol og hørte andægtig beundrende til ...

Men saa kom Historien med Minka fra Mosen.

Allerede flere Aar før Joachim Uldahls Død havde Hans været gode Venner med en Pige ved Navn Marie Sejfert og bekommet et Par Børn med hende. Hun var Datter af en Træskomand i Landsbyen og "syede" hjemme hos sine Forældre. Hans havde altid været til Sinds at ville gifte hende, 129 men havde ikke turdet tale til Godsejeren derom. Og Pompadour havde ogsaa ivrig fraraadet det, da man aldrig kunde vide, hvordan den gamle Herre vilde stille sig til Sagen:

- Bi Du heller til Godsejeren er puttet hen, sagde hun - det kan aldrig vare saa farlig længe; og saa bli'r der nok et Par Skilling efter ham; og saa er Du din egen Mand.

Og Hans indsaa det rigtige i Ræsonnementet og biede ...

Men saa skete jo det uventede med Moderens Giftermaal og Ophøjelse.

Allerede Dagen efter Begravelsen, hvor der var blevet vist hende megen Respekt og Deltagelse, tog hun Sønnen afsides og sagde:

- Har Du snakket noget afgørende med Marie Sejfert? Hans saa' ned for sig:

- ... Næi ...

- Er Du opsat paa hende endnu?

- ... Næi ...

- Ja, Sagen har jo ogsaa ændret sig.

- Og Du behøver jo ikke at ta' til Takke med hvemsomhelst nu.

- ... Næi ...

- Hvordan vil Du befri Dig?

Hans stirrede stadig ned i Gulvet og sagde:

- ... Hendes Far vilde gerne ha' en lille Træskohandel ovre i Rynkeby ...

Madam Henriksen sendte sin kloge Søn et beundrende Blik:

- Naa, sagde hun - ja, det kan der vel nok blive Udvej for ... Hvormeget skal han sætte i den?

- Syvhundrede Kroner ...

- Ja-e, det er jo Penge ...

- Ja-e ... Men Jeppe og Anders behøver jo ikke at faa Næsen imellem ...

- Næi ... sagde Pompadour - naturligvis!

Og en fjorten Dages Tid efter flyttede Træskofamilien med Datter og Datterbørn til Rynkeby, fem gode Mil ud ad Kongevejen fra Ravnsholt Gaard og Gods ... 130 var den vanvittige Lidenskab, der havde grebet ham efter at eje, kramme og knuge den lille Djævleunge Minka fra Mosen. Han havde aldrig fornummet en saadan Følelse før. Han var ganske syg af Begær efter hende.

Han havde set hende nu sidste Nytaarsdag ved en Dilettantforestilling i Forsamlingsbygningen. Hun stod i Tableau som "Nattens Dronning". Og bagefter havde hun danset og fjaset med de unge Karlfolk, der var rent vilde efter hende. Hans Henriksen havde hun hverken haft Blik eller Ord for. Men hans begærlige Øjne havde fulgt hende overalt. Og med Næverne knyttet i Bukselommerne havde han svoret paa, at hun skulde blive hans, om han saa skulde passe hende op en mørk Nat og voldtage hende!

Minka, der jo var Datter af en baade betitlet og velhavende Mand, var imidlertid ikke saadan at komme op ved for en halvgammel Tjenestekarl.

Men saasnart Hans var blevet Godsejersøn, spændte han en Dag for sin Vogn og kørte i al Hemmelighed til Mosegaarden for at se paa en Tyr, der stod averteret til Salg.

Han blev særdeles ærbødigt modtaget af Jægermesteren og Frue. Men Minka saa' han ikke noget til; og spørge efter hende vilde han ikke. Saa tog han Forkøbsret paa Tyren og kørte hjem igen.

Næste Gang, han kørte til Mosegaarden, var netop den Fastelavns Søndag, Minka skulde til Kostumefest paa Havslundegaard. Og han kom akkurat, som hun stod i Begreb med at stige til Vogns. Saa heller ikke dennegang gik det i Orden med Tyren.

Og da han tredje Gang indfandt sig, fortalte Forældrene med megen Stolthed, at Frøken Charlotte fra Havslunde Dagen i Forvejen havde afhentet Minka til et længere Besøg.

Nu syntes Hans ikke godt, at han kunde trække Tyrehandelen længere ud, og den blev derfor afsluttet.

Men Begæret efter Minka sad ham stadig som en Kræft i Brystet og aad og gnavede og lod ham ingen Fred.

Han spændte derfor efter en Ugestids Forløb igen for sin Vogn. Men kørte denne Gang til Havslunde.

131

Hans havde været Soldat sammen med Nataniel Larsen, Gaardens ny Forvalter. Og som Paaskud for Besøget angav han, at han kom for at se paa Konstruktionen af en Radsaamaskine, som han maaske vilde anskaffe sig Magen til ...

De sad inde paa Forvalterens Værelse og snakkede sammen.

Larsen var en høj, knoglestærk Person, sortsmudset og gullig af Ansigtsfarve, med et Par stikkende, ublufærdige, gulbrune Øjne af dem, der gør Fruentimmerne løse i Knæene. Han var Præstesøn, men "uægte" født, idet han var Frugten af en Forbindelse mellem hin ulykkelige Erotoman, Pastor Mascani til Næsgaardene og Utterslev, og en Lærerinde ved Navn Ingeborg Larsen.

Navnet Nataniel havde Moderen givet ham i Betragtning af hans teologiske Afstamning ...

Det var første Gang efter Arvehistorien, at Hans og Nataniel taltes ved.

- Ja, nu har Du sgu skudt Papegøjen, Henriksen! sagde Forvalteren - Satans osse, at Ens Mor var Lærerinde og ikke Husholderske, ha, ha!

Jomfru Helmer kom ind med en Flaske Øl og en Bid Brød. Hun blev afventende staaende foran Bordet.

Larsen saa' haanligt op og ned ad hende:

- Ja, Tak, Jomfru, sagde han saa snerrende - spise kan vi selv! ... Den gamle Daase! vedblev han, da Jomfruen gnistrende af Vrede havde forladt Værelset. - Godt, at hun skal væk til Majdag, saa at man slipper for hendes Paahæng! ... Du kan tænke Dig, grinede han op - at en Nat, straks efter jeg var kommet her til Gaarden, stiller hun Fandengaleme herinde i Kammeret hos mig og lader, som om hun gaar i Søvne! ... Ha, ha, men det kan jo nok være, at jeg fik vækket hende lidt snelt med Vandkanden der henne ... hun er ikke min Type med al det Sul; mine skal kunne sno sig, forstaar Du!

- Saa hader hun Dig vel? spurgte Hans.

- Ja, med Damp, sgu! ... Og jeg har ogsaa stoppet hende i alle de Rapserier, hun var vant til her fra den forrige Selvmorders Tid ... At nogen kan blive saa tosset efter et Fruentimmer, det har jeg aldrig kunnet forstaa! vedblev 132 Forvalteren - Herregud, man kan jo gaa hen med 'et til et andet! ... Gud véd for Resten, hvad de to Kumpaner tilsammen har kostet Godsejeren!

- Er han ikke gode Venner med hende mere?

- Næi ... Og nu staar der jo i Aviserne, at han snart skal være Minister; saa maa han jo rense ud ... for Ministre med Kærester har man da aldrig set, hi, hi! ... Men vi skal vel over og se paa den Saamaskine? ...

Da de skraaede over Ladegaarden, mødte de Frøken Sofie, der kom med en Salonbøsse i Haanden og Tyrk efter sig.

Det gav et Stød i hende af Ubehag, da hun saa' Forvalteren. Og Tyrk viste Tænder og knurrede.

- Goddag, Hans Henriksen, sagde Frøkenen venligt og standsede foran ham - Hvordan lever De P

Hans rødmede. Han havde ikke set nogen af Familien Uldahl siden Joachims Død.

- Hvordan har gamle Rinaldo det? spurgte Frøkenen og strøg beroligende Tyrk henover Ryggen for at undgaa Forvalterens sjofle Øjne, der spillede om hende.

- Rinaldo er død, Frøken ... Vi skød ham samme Dag, Godsejeren blev begravet.

- Kan De ikke komme og gøre det samme ved Tyrk, naar jeg dør, Hans Henriksen?

- Frøkenen tænker vel da ikke saasnart paa det?

- Man kan aldrig vide det! lo hun. Forvalteren trængte sig frem:

- Har Frøkenen skudt no'en Rotter? spurgte han og pegede paa Bøssen.

Sofie lod, som om hun ikke hørte ham:

- I har vel ikke fundet Tipoldefars Elfenbensstav? spurgte hun Hans - Far fabler bestandig om den i sine Breve.

- Nej, vi har ikke ... Jeg tror, Godsejeren har taget den med i Kisten. Sofie lo:

- Det kunde ligne ham! ... Naa, Farvel, Hans Henriksen; og hils Deres Mor! ...

- Storsnudet Kram! sagde Forvalter Larsen og saa' forbitret efter Frøkenen, da hun gik videre uden tilsyneladende at have bemærket hans Nærværelse.

133

- Jeg synes mere, hun ser trist ud ..... mente Hans.

- Hæ, ja! grinede Nataniel - hun trænger til lidt ... (Her gjorde han en obskøn Gebærde) ... Du skulde sgu lægge Dig efter hende, nu Du selv er blevet en stor Ka'l! fortsatte han - Jeg saa' hendes Ben her forleden Dag, hun faldt over en Bjælke nede i Laden ... Naa-da-da-da! F. F.! Bacon with Lægs, hvabeha'er!

- Det var den Saamaskine, vi skulde se paa! sagde Hans Henriksen kort.

- Jo ... det er her ovre i Vognskuret ... Du har nok faaet Bomuld om Dig, hi, hi!

Da de var færdige med at besigtige Maskinen, og Vognen igen holdt forspændt, pegede Forvalteren over mod Elev Jakobsen, der netop kom ud af Kostalden:

- Kender Du den Irisk? spurgte han.

- Nej ...

- Det er en ren Gud Amor! Han ta'r Luven fra alle os andre!

- Ja ... Om det saa er vores Frøken Frederikke, saa er hun gal efter ham. Men han ser knap ad hendes Vej til længere, siden denne hersens Mose-Minka er kommet paa Besøg her.

Hans Henriksen gav et uvilkaarligt Ryk i Tømmerne, saa at Hestene dansede:

- Hoa - hoa, saa, saa ...! beroligede han dem.

- Men hun er ogsaa en lækker lille Pakke Mad! vedblev Forvalteren og smaskede - Hende vilde jeg sgu hellere ha' i min Seng end en Loppe! ... Kender Du hende?

- Nej! sagde Hans og Blodet jog ham til Hovedet - Gør Du?

- Næi ...!

- Saa skulde Du tale lidt mindre frit om hende! synes jeg-

- Naa - e, Fa'en! haanede den anden - Naar hun kan rende her og spille Knupveninde med vores Frøken Charlotte, saa er hun sgu ikke bedre værd!

- Knupveninde ...?

134

- Ja, Gu' er de Knupveninder! De sover sammen, og de kører ud sammen, og de gaar i Bad sammen ... den er jo tydelig nok! Men det er sgu Synd og Skam for vos Mandfolk, for vi skulde da ogsaa gerne ha' lidt af dette søde, søde, søde Hva'beha'er! han vred vellystig sin lange, magre Krop - Ha-ha! Hva'?

Men Hans Henriksen sagde pludselig Farvel og sprang op i Vognen. Han kunde næppe styre sin Lyst til at slaa Forvalteren midt i hans gule Fjæs med Skaftet af sin Pisk:

- Farvel! gentog han og løftede idetsamme Pisken som til Hilsen.

- Men Du holder jo Skaftet opad, Menneske! lo den anden - Hva' Fanden gaar der af Dig, saa travlt Du pludselig faar! Rider Maren Dig?

Hans gav Hestene Tøjlen uden at svare.

Men bag sin Ryg hørte han Nataniels onde Grinen ...

En Mils Vej paa den anden Side Havslunde mødte Hans Henriksen Frantz Uldahl fra Kragholm. Han kom bred og veltilpas ridende paa sin tykke Pasgænger.

- Goddag, Goddag! raabte Kragholmeren og nikkede venligt til den unge Mand.

Hr. Frantz var jo i Øjeblikket uden for Fru Karens Kontrol, og saa løb Hjertet af med ham.

3/4

Det er jo det forfærdelige, Isidor, at jeg aldrig kan tale, om det, der mest opfylder mig. Da Du var her igaar, vilde jeg have sagt noget til Dig og spurgt Dig til Raads, men jeg kande ikke faa det over mine Læber, det sad som en tyk Klump i min Hals; men nu vil jeg skrive det, saa faar Du det engang at læse, og saa vil Du tænke paa din lille Veninde, naar hun engang er død. Det er den nye Forvalter, der gør mig saa bange, Isidor! og det var mest om ham, jeg vilde have talt med Dig om. Bare jeg ser ham, kommer jeg til at ryste; det er hans Øjne! Jeg véd ikke, hvordan jeg skal forklare Dig det; men det er ligesom man stod ganske nøgen, naar han ser paa En! Han kan være nok saa høflig og venlig, 135 men man er alligevel lige ved at skrige, "lad være at se paa mig med de Øjne!" Og saa har han samtidig saadan et væmmeligt snavset Smil. Baade Søstrene og Pigerne her siger det samme, men de bliver bare arrige paa ham og ikke bange, saadan som jeg. Frederikke sagde forleden, at det endte med, at hun en Dag slog Larsen lige midt i Ansigtet; men jeg har mest Lyst til at løbe min Vej fra ham og gemme mig. Og alligevel, Isidor, og det er det frygtelige og det nedværdigende for mig, jeg føler ogsaa Trang til at kaste mig om Halsen paa ham og skrige i vilden Sky "her er jeg, gør med mig, hvad Du vil, og lad mig saa være i Fred!" Og vil Du tro, at jeg flere Gange har været lige ved at gøre det! Men hvis jeg nu gør det, Isidor, hvis jeg nu gør det, hvad saa? Ja, saa maa jeg dræbe mig selv bag efter, thi den Skam kan jeg ikke overleve! Og en af Familien skal jo dø her paa Havslunde, siger Jomfru Ingwersen, ligesom begge de forrige Ejere, saa lad det bare blive mig, som er den ulykkeligste. Men nu skal Du bare høre; jeg faldt forleden Dag, da jeg løb og legede med Tyrk nede i Laden, og da jeg vilde rejse mig stod Forvalteren pludselig bøjet over mig og rørte ved mig for at hjælpe mig, og hans Øjne, aa Du skulde have set hans Øjne! jeg var lige ved at besvime, da jeg følte hans Hænder paa min Krop, og var Tyrk ikke i det samme sprunget til og havde revet ham væk, véd jeg ikke, hvad der vilde være sket, for, Isidor, Isidor, det er forfærdelig, det jeg nu siger Dig, men det er sandt! jeg laa og ønskede, 'at han vilde slaa Armene rigtig om mig og trykke mig ind til sig! Men Gudskelov at Tyrk rev ham bort, for saa sprang jeg op og flygtede. Men er det ikke forfærdeligt, Fætter Isidor, at det Menneske har faaet saadan en hemmelig Magt over mig, at jeg slet ikke næsten kan tænke paa andet end ham? jeg ser ham alle Vegne og drømmer om ham om Natten, aa, hvor er det dog frygteligt! Og ingen har jeg at tale med, og ingen at betro mig til, for hvad vilde I tænke om mig, hvis jeg fortalte Jer alt det stygge, jeg gaar og tænker paa! Og der er meget mere end det med Forvalteren; for Frederikke løber rundt og holder Stævnemøder med Elev Jakobsen, og Charlotte og Minka fra Mosen er "Kærester" siger Olga Stuepige; og Anna, ja det er næsten værst med Anna, og det er 136 forfærdeligt at sige det, men jeg har opdaget at hun sommetider lister sig ind i Fadeburet og drikker af Husholdningsmadeiraen, og saa lukker hun sig inde og ligger mange Timer paa sin Seng og sover! Hvor er jeg dog ked over, at Moder er kommet ind i saadan en gammel ødelagt Familie, hun som kunde have haft det saa godt imellem de sunde og raske Mennesker, hun kommer fra;.men godt er det da, at hun vist slet ikke ser noget af det altsammen, hun tror, at alting er, som det skal være, og naar hun er færdig med Huset, sidder hun med sine Kort og med Faders gamle Breve fra den Gang, han og hun elskede hinanden. Jeg er den eneste, der ser, hvor galt det staar til med os allesammen; men det er vel saa en Byrde, Gud har lagt paa mine Skuldre, fordi jeg ikke længere tror paa ham; aa Isidor, Isidor, Du maa hjælpe mig, ellers véd jeg ikke, hvad det skal blive til!

Din til Døden S.

Isidor, naar Du kommer her næste Gang, maa Du gerne kysse mig; men Du skal ikke spørge om det i Forvejen, - for saa siger jeg bare nej.

Din S.

Det maatte undre enhver, der kendte noget til de huslige Forhold paa Kragholm, at se, hvorledes Frantz Uldahl i Aarenes Løb stadig var tiltaget i Fylde og Omfang.

Man vidste, at Fru Karen førte et strengt økonomisk Regimente; og Tjenestefolkene klagede altid paa Kosten. Men hun slog deres Klagemaal ned med at henvise til, at Herskabet selv levede ingenlunde yppigere.

Og de Lommepenge, hun overlod sin Mand, skulde ikke lægge Sul paa ham. De strakte akkurat til til Tobak og Tandpulver.

Og alligevel blev han trindere og gladere for hvert Aar, der gik. Smilet stod ham konstant om Læber og Øjne; og om Natten laa han og klukkede af sin undersøiske Latter, der nu var udartet til en kondenseret Fnisen, som ved sin 137 Styrke kunde faa Fru Karen til at slaa en irriteret Klo i Natskjorten paa ham og hale løs, indtil han vaagnede og for gnaven over Ende.

- Hvad ligger Du dog der og ler af, Frantz! Det er en væmmelig Vane, Du har lagt Dig til. Jeg faar ikke Søvn i Øjnene!

- Ler? Jeg ler sgu ikke!

- Hvad er det da for Lyde, Du frembringer?

- Det maa være min Astma, brummede han - den er altid værst, naar jeg kommer i Seng.

Onkel Frantz var nemlig begyndt at lide af Aandenød, paastod han, og han red til den Ende daglig lange Ture, hvordan Vejret end var, for at faa frisk Luft og Bevægelse.

Han red gerne af Sted Klokken et en halv umiddelbart efter Middagskaffen, og kunde da blive borte en fire-fem Timer. To Gange om Ugen, Onsdag og Lørdag, kørte han til Byen til noget, han kaldte "Landmandsmøder*', hvorfra han først vendte hjem sent paa Natten. Og Fru Karen gjorde ham aldrig Bebrejdelser derfor, da dette var hans eneste Form for Udskejelser nu.

I de sidste ti Aar havde han ikke været uden for Herredet; naar undtages et Par Rejser til Hovedstaden sammen med sin Kone ... Og nu skulde de altsaa snart have Sølvbryllup.

Der ligger en Kro, Herritslev Kro, hedder den, godt to Mil fra Kragholm og omtrent midt imellem Hvidgaarden og Store Ravnsborg.

Kroen ejedes den Gang af en Enke, Sidsel Christoffersen, som var vidt og bredt berømt for sin fortræffelige Mad ...

En Eftermiddag Hofjægermester Palle og hans Mona kom ridende her forbi, syntes Hofjægermesteren, at han saa' et Glimt af Frantz's lysende Ansigt, da de passerede Vinduerne.

- Mona! sagde han og holdt Hesten an - Saa' Du Kragholmeren! Det er Fanden gale mig Madam Christoffersen, der feder ham op, skal Du se! Vi maa derind!

Og de satte hurtig Hestene i Stald og gik ind i Krostuen.

138

Og ganske rigtig, de fandt Frantz Uldahl derinde!

Men han sad stilfærdig ved det skurede Fyrretræsbord og nød en Kop Kaffe med et nattegammelt Stykke Wienerbrød til.

Men det skal jo ikke lægge nævneværdig Talg paa sin Mand.

Sølvbryllupsdagen nærmede sig.

Der var udstedt op mod halvthundrede Indbydelser. Og da flere af Gæsterne skulde komme langvejs fra, var alle Kragholms Gæsteværelser sat i Stand. Fru Karen havde besluttet at fejre denne Milepæl paa en Maade, der kunde give Verden et fyldigt Indtryk af, hvor lykkeligt et Samliv hun og hendes Frantz, trods alt, havde ført i disse - ak, altfor hurtig henrundne - femogtyve Aar ...

Ti Dage før Højtideligheden tog Brudeparret til København for at gøre Indkøb. Intet skulde spares. Karen ligefrem øste Penge ud. Den ene store Kasse fyldt til Laaget med Delikatesser indgik til Kragholm efter den anden. Og da alt var besørget, satte Mand og Kone sig fortrøstningsfuldt i Toget for hjemgaaende.

Men saa skete det, at da Fru Karen under Samsø vilde tale med sin Frantz, var han intet Steds at finde. Hun søgte hele Skibet rundt og spurgte og spurgte, men han var der ikke. Han havde trofast ledsaget hende om Bord i Kallundborg og anbragt hende paa en Sofa i Damekahytten.

Men fra det Øjeblik var ethvert Spor af ham udslettet ...

Hjemkommen til Kragholm ventede og ventede Bruden. Men Gommen kom ikke. Og der var kun tre Dage til Festen.

Da udgød Fru Karen, vel for første Gang i sit Liv, sande Taarer. Og siddende midt imellem to uhyre Overflødighedshorn, telegraferede hun til Gæsterne, baade de Uldahler og de Heinemanner, at de skulde ikke komme, Gildet var opgivet, Frantz's Aandenød havde forværret sig.

Men Delikatesse-Kasserne lod hun gaa Retur til København, da Sagerne Gud være lovet var taget paa Aarsregning.

Dette var Kragholmermandens uigenkaldelig sidste Udflugt.

139

Og da han fjorten Dage senere returnerede et Steds nede fra Bagpommeren og en Aftenstund blev fundet i en Halmstak uden for Laden og baaret op i sin Seng forhutlet, sløv og klejnmodig, var Smilet ganske forsvundet af hans Ansigt, og hans Øjne var som Hunden Tyrks bedrøvede indtil Døden.

- Hvor knnde Du gøre det, Frantz? spurgte hans dybt forurettede Hustru.

- Møv, møv ... grumlede Frantz og krøb længere ned under Dynen - Lad mig være i Fred!

Men Fru Karen nuslede og puslede omkring ham paa kvindevis, syltede ham ind i smertefuld-bebrejdende Omhu og lod ham ingen Ro. Medens hun dog samtidig havde den Glæde at konstatere, at han ikke mere gav efter for sine mystiske Latteranfald hverken ved Dag eller Nat. Og hun fattede i sit Hjerte det Haab, at det var Tanken om dette Sølvbryllupspuds, der havde fremkaldt hans dulgte Munterhed, og at han nu for stedse var helbredet ...

Men da Frantz Uldahl tre Uger efter havde overvundet Følgerne af sin Bryllupsrejse, optog han paa ny sine Rideture og genvandt lidt efter lidt sin fordums Fylde ...

Og en Nat vækkedes Fru Karen af sit Blund ved, at han igen laa og fnisede underfundigere end nogen Sinde.

Og da skal hun have grædt sanddru Taarer for anden Gang.

Medens ingen nogen Sinde søgte Raad og Hjælp hos Fruen paa Kragholm, var Fru Line paa Havslundegaard derimod som en Trøstens og Husvalelsens Engel for den ganske Egn. Alle syge og sorgfulde kom til hende med deres Bekymringer. Og hun gjorde, hvad hun kunde for at glæde og lindre.

Madam Oline Rasmussen, den brystsyge Degns Kone, stod grædende i Havslunde Køkken.

- Er det saa rent galt med Manden? spurgte Ane Kokkepige deltagende.

140

Ok Gud, ok Gud, ja, det er saa rent, rent snavs ... hulkede Oline - og nu mente da baade Jens Oluf og jeg, at vi vilde bede Fruen se over, om hun da vil ...

- Hun har jo sagt ja ... sagde Ane.

Men samtidig sendte hun Degnekonen et ransagende Blik; for der gik Rygter i Sognet om hende og den nye Hjælpelærer.

Og desuden vidste jo enhver, at Jens Rasmussen var Søn af Nils Uldahl.

Saa det var underligt, at Fruen havde samtykket i at gaa med; men hun var jo tossegod!

- Der kommer Fruen! sagde Ane højt og lyttede hen mod Døren til Anrettergangen.

Fru Line traadte lidt efter ind; og Degnekonen brast paa ny i Graad.

Men førend Fruen endnu kunde faa sagt et Trøstens Ord, blev Døren til Gaarden revet op, og Minka fra Mosen kom farende ind forfulgt af Frøken Charlotte. Begge lo og støjede de, saa det klang i Køkkenet.

- Hjælp! Hjælp! raabte Minka og vilde søge Beskyttelse hos Fru Line.

- Stop hende! Stop hende! skreg Charlotte og søgte at gribe fat i Veninden.

Men saa fik de samtidig Øje paa den grædende Oline og standsede forlegne.

Ane Kokkepige sendte Minka et hvast Blik. Hele Gaarden var forarget over, at den "Bondetøs" sprang rundt her og spillede hjemme.

- Kom saa, lille Oline, sagde Fru Uldahl og nikkede Farvel til Pigebørnene.

Degnekonen løftede taknemmelig sine foldede Hænder frem mod Fruen:

- Sikken en Lykke for Jens, sagde hun - sikken en Lykke for Jens!

Og saa gik de.

Men næppe havde Døren lukket sig efter dem, førend de to Unge igen begyndte paa deres Leg.

Da Madam Rasmussen og Fru Uldahl var naaet ind i 141 Haven foran Degneboligen, kom en lille tretten-fjortenaars Tøs styrtende imod dem:

- Han er staaen ud af sin Seng, fortalte hun bleg af Skræk - Rasmussen er staaen ud af sin Seng, fordi Hjælpelæreren sang inde i Skolestuen.

Og hun pegede op mod Huset, hvor Degnens udtærede Ansigt et Øjeblik saas bag et Vindue i Sovekammeret.

Oline udstødte et Skrig og satte af Sted over de lysegrønne Plæner og nysaaede Bede.

Fru Uldahl forsøgte at berolige det forskræmte Pigebarn, der var stukket i Graad:

- Saa, saa, lille Ingermarie ... sagde hun og kærtegnede Barnet - saa, saa, nu er vi her jo!

Men Tøsen græd og snakkede og lod sig ikke trøste:

- Jeg skulde jo være ved ham, berettede hun snøftende - medens Madammen løb op paa Gaarden efter Fruen ... men saa begyndte Andersen ... at synge inde i Skolestuen ... og saa vilde ... Rasmussen ind og tæve ham, sagde han ... og saa blev jeg saa ræd, saa ræd ...

- Ja, kom Du nu kun med mig, lille Ingermarie, saa ...

- Nej! sagde Pigen rædselslagen - ikke for aldrig det! Nu løber jeg hjem!

Og bort flygtede hun ud gennem Havelaagen og ned ad Vejen ...

Fru Uldahl gik ind i Degneboligens Storstue og satte sig til at vente.

Der var rent og sirligt derinde. Over de giftiggrønne Plydsesmøbler laa hvide hæklede Stykker. I Vindueskarmene stod velplejede Blomster. Et lille Rosentræs lyserøde Knopper udsendte en fin Duft ...

Fru Line smilede stille og mindedes en lignende Stue, som hun selv engang i Ro og Fred havde puslet og røgtet langt borte i Fortiden i Husum Kro ... men saa var Nils kommet og havde draget hende ind i noget andet ... og nu vidste hun ikke mere, om hun længtes tilbage mod sin svundne Ungdom, eller om det blot var Tanken om hine sorgløse Dage, der fyldte hendes Hjerte med stille Vemod ...

Degnekonen viste sit forskræmte Ansigt i Døren til Soveværelset:

142

- Hvis Fruen saa vilde komme ...? Nu er han bleven rolig.

Fru Uldahl rejste sig og fulgte.

Ogsaa i Soveværelset var alt pillent og propert. Og Solen skinnede varmt frem mellem de hvide, blondebesatte Gardiner.

I den nærmeste af Ægtesengene sad Jens Oluf halvt oprejst, støttet af mange Puder. Hans dybtliggende, mørktrandede Øjne var lukkede; hans Ansigt var gustengult og indfaldent; og hans forhen rige Haar og Skæg var ligesom visnet bort, faldet af i store nøgne Pletter.

Men hvad der næsten gjorde det pinligste Indtryk var, at under den sirligt ombøjede Skjortekrave var bundet dette døende Menneske et skrigende, højrødt Slips.

Oline, der saa' Fru Uldahls forundrede Blik, hviskede, ligesom undskyldende:

- Ja, han vilde jo pyntes til Fruen ... og det nytter ikke at gøre ham imod ... Her er Fruen, Jens Oluf! sagde hun saa og gik hen og lagde sin Haand paa Mandens Arm.

Den Syge slog langsomt Øjnene op og saa' hen mod Fru Line med et Blik, der først lidt efter lidt syntes at vaagne, saa sløret var det af Træthed og Lede:

- Tak ... at Fruen kom, nikkede han anstrengt og afbrudt - Det er mit sidste Haab ... for Fruen, der selv har gennemgaaet saa meget ... og stadig har holdt Dem mild og god ... De maa jo kunne gi' en sølle Stymper som mig ... et godt Raad at dø paa.

Fru Line satte sig stille paa Stolen foran hans Seng og tog hans Haand; men slap den igen, da den var kold og vaad ... og tog den igen, da hun syntes, det var Synd, om han mærkede noget:

- Og hvad er det saa, der trykker, Jens Rasmussen? spurgte hun og bøjede sig frem imod ham.

Degnen laa lidt uden at svare; saa sagde han, og dybt i hans triste Øjne lyste et Glimt frem:

- Det er Vreden ... / sagde han.

- Og hvem er De da saa vred paa? Hans Øjne flammede stærkere, og han rev sin Haand til sig:

143

- Paa alle Jer, der er raske og varme!

- Jens Oluf ... bad Oline, der stod ved hans Hovedgærde - stem Dig nu ikke op igen ... Men han ænsede hende ikke og fortsatte:

- Og jeg er vred paa Solen, der skinner, sagde han - og paa Fuglene, der synger! Jeg er vred paa Ungdommen, der leger paa de blomsterklædte Marker. Og jeg er vred paa Foraaret, som just nu knoppes derude!

- Jens Oluf ... Jens Oluf ...

-... Hvorfor døde jeg ikke, medens det endnu var Vinter! vedblev han - Hvorfor gravede man mig ikke ned i Sneen! Hvorfor skal jeg ligge her og tæres hen og raadne, naar det andet spirer og vokser!

Fru Line vilde tale. Men han lod hende ikke komme til Orde. Han løftede sine magre, knoglede Hænder frem som til Besværgelse:

- Hvad har jeg dog gjort, at jeg skal være hjemfalden til dette? vedblev han paa sit kunstlede Bogsprog - Hvad har jeg forbrudt? Hvad er min Synd? Kan jeg for, at min Mo-der har avlet mig i uren Brynde? Sig mig det, at jeg kan bede om Tilgivelse! Lad mig leve, at jeg dog kan gøre Bod! Jeg er ung, og man snyder mig for min Ungdom ... man bedrager mig for mit Liv ... man holder mig usseligt for Nar! ... Solguld og blaa Himmel og grønne Skove viste man mig og sagde: Se dette er Livet, al dette giver jeg Dig! ... og da jeg saa knælede ned og vilde gribe til og fylde mine Hænder med al Verdens Herlighed, saa var det kun Støv og Jord og Aske og Løgn ...!

Hans Arme faldt slappe ned, og han sank rallende tilbage i Puderne.

Jens Oluf, Jens Oluf ... hulkede Konen. Og Fru Line sad raadløs.

Da lød der paa én Gang Fodtrin udenfor paa Havegangen, og en høj ung Mand gik nynnende forbi Vinduerne. Han var barhovedet, og hans rødblonde Haar flammede i Solen.

Degnen for over Ende med et Ryk.

- Der er han igen, der er han igen! skreg han og vilde ud af Sengen - Judas! Judas!

144

Og Fru Line og hans Kone maatte kæmpe med ham for at holde ham tilbage.

Da Degnen igen var faldet til Ro, forsøgte Fru Line at faa ham i Tale. Mildt og stille tog hun fat og sagde ham mange gode og dulmende Ord om sin egen rolige Maade at bære Livet og dets Tilskikkelser paa.

Indtil han pludselig træt og haabløst løftede sine Øjne op mod hende og sagde som i et Skrig:

- Dét nytter ikke! Det nytter ikke! Menneskene bor for langt fra hverandre!

Lørdagen den fjerde Maj døde Jens Oluf Rasmussen. Og samme Dag fødtes i Villa Seemann det ventede Barn ...

Det havde været en vanskelig Fødsel. Og da Barnet omsider kom til Verden, viste det sig at være et stakkels, vanskabt lille Væsen, en Dreng med et frygteligt Hareskaar og et uformeligt, opsvulmet Hoved.

Fru Nærup, Fødselshjælpersken, havde straks bragt det af Vejen uden at præsentere Rositta det. Og havde derpaa sendt Bud efter Isidor, som efter sin Kones Ønske havde opholdt sig henne paa Herredskontoret ...

Allerede ude paa Stentrappen foran Huset kom Jordemoderen ham i Møde. Hendes fedladne Ansigt var blegt og bevæget.

- Der er da ikke noget i Vejen med Patienten? spurgte Isidor angest.

- Nej, Fruen har det godt nok ... Det er Barnet.

- Hvad er der i Vejen med det?

- Det er ...

- Er det dødfødt?

- Nej ... desværre! havde jeg nær sagt. Men nu kan Herredsfuldmægtigen jo selv se ... Og Herredsfuldmægtigen maa ... maa tage sig sammen ...! Jeg har bragt den Lille op paa Gæsteværelset uden at vise Fruen ham ... Det er forfærdeligt, at der kan sættes saadanne Børn i Verden!

145

I samme Øjeblik Isidor saa' den nyfødte, sagde han til sig selv:

- Det Barn maa ikke leve!

Og han vendte sig bort fra det næsten i Rædsel.

Han havde engang i Anledning af Spat-Maries Alexandra talt med Fru Rositta om, at saadanne ulykkelige Skabninger straks ved Fødselen burde udslettes af de Levendes Tal; og de havde været fuldstændig enige.

Nu skulde han altsaa føre sin Teori ud i Praksis.

Men han maatte selvfølgelig handle alene. Han kunde ingen Medvider have.

Atter saa' han ned mod Barnet, der laa i sin Kurveseng foran ham. Og atter for der en Gysen igennem ham:

Drengens svulne og uformelige Hoved hang kraftløst ned mod den ene Skulder. Halsen var for svag til at bære det. Men det, der fornemmeligst gav Barnet dets hele gruopvækkende Karakter var, at Mund og Næse gik i ét og dannede et stort gabende Hareskaar, en lang, blodrød Flænge, der næsten strakte sig tværs over Ansigtet fra Øre til Øre.

Og oven over denne Flænge, over et Par store, triste Øjne, hvælvede sig en høj, frembuet Pande, der var gennemfuret af dybe, tanketunge Rynker, som om dette usle lille sidste Skud paa den Uldahlske Stamme allerede før Fødselen havde siddet inde med al Slægtens bitre Viden ...

Isidor rettede sig. Hans Beslutning var uigenkaldelig:

- Ikke en Dag til Ende skulde dette arme mishandlede Væsen faa Lov til at leve!

Og han gav sig rolig og uden Vaklen til at overtænke Sagen:

- Stuepigen skulde vaage hos Drengen om Natten. Selv vilde Isidor opholde sig i Dagligstuen. Og før Pigen gik til Ro, vilde han paa en eller anden Maade skaffe sig Lejlighed til at give Barnet en kraftig Dosis af de Opiumsdraaber, som han havde staaende i sit Skrivebord ...

Bag de nedrullede Gardiner i Soveværelset laa Fru Rositta bleg og udmattet.