↩ De to digtere har således lært noget principielt af Steffens, en holdning, som vokser sammen med en digterisk og videnskabelig metode og bringer dem til at se, hvad de selv er og kan. Hvis Oehlenschlägers vurdering af Steffens som æstetiker i Erindringerne holder stik, kan hans Goethe-foredrag have været fulde af faktiske fejl, subjektive læsemåder og abstraktioner presset ned over stoffet.49 Det er nok værdifuldere, at Steffens har tvunget romantikkens to største digtere i Danmark til selverkendelse, end at han skulle have bibragt dem sit syn på Goethes forfatterskab. Ud fra det synspunkt skal man ikke beklage, at Steffens' Goethe-forelæsninger er gået tabt. Det var og blev Henrich Steffens' skæbne at virke mere ved sit væsen og sin metode end ved sine resultater.