Skjoldborg, Johan Uddrag fra En Stridsmand

Du Husmand, som ørker den stridige Jord
og vover din Arm og din Bringe,
som drager Kulturens det første Spor
med Plovjærnets sølvblanke Klinge,
- mer Bidder du er med din barkede Haand
end mange, der pyntes med Stjerner og Baand
og tripper paa bonede Gulve.
Du rydder til Samfundet bredere Grund
derude paa Lyngen og Sandet,
du vinder dig Ager hver Arbejdets Stund
og lægger din Vinding til Landet.
Men stille du øver din Dont og din Daad.
Hvor andre kun kender en Kugle til Raad,
du krummer til Tag dine Næver.
VI Du lærer, hvorledes man bygger sig Hjem,
du gamle og bøjede Slider,
- det lære du mig, og det lære du dem,
der trætte ad Asfalten glider -
og Manddom, den banende Villies Vægt,
du sanker i Arv til den kommende Slægt,
der fostres i Udmarkens Hytter.
Du Stridsmand, du stille Kulturens Soldat,
som ikke har Rang iblandt Helte,
som regnes for intet mod den Akrobat,
der springer i Gøglernes Telte,
- for dig mine Døre jeg aabner til Fest!
Kom, hvil dig og vær du min hædrede Gæst,
min Dug jeg - den bedste - dig breder!
Og segner en Gang du paa Valpladsen ned -
en fremmed blandt Menneskevrimlen,
og lyder ej anden Tale derved
end Trækfugleflugt under Himlen
- jeg søger din Grav og jeg rejser dig Sten,
en Bauta paa Heden, et Minde fra én,
som kendte dit Liv og forstod det.