↩ Fjernt fra kommer en enlig Vandrer hen over en saadan Klitfladning. Indtrykket af ham synes næsten at forsvinde i denne Natur, hvor Menneskets Spor ere smaa og faa. Men han træder saa fast og sikkert i Jorden, som han ikke tvivlede om at kunne undertvinge den. Der er Ungdommens kække Spænding i hans Holdning og Livsmodets friske Takt i hans Gang. Og naar man ser det frejdige Blik i denne Nybyggers brune Øje, saa forstaar man, at her blinker en Natur, der er mægtigere end hin.