↩ Om Natten laa han paa Lejet og sparkede Dynen af sig; han kunde ikke bjærge sig for Varme, syntes han. De Udregninger, Planer og Ængstelser, som hver af Vinterens Dage havde haft sin Gang gennem hans Hoved, det 30 var dem, der gjorde ham urolig. Nu ved Afgørelsens Stund kom de alle paa een Gang og pressede sig som en hed Strøm gennem Hjærnen ... . Tørvehuset var alt for lille og uhensigtsmæssigt; det kunde desuden ikke staa længere. Og han maatte have Tag over Dyr og Avl, om det hele ikke skulde falde sammen om ham ... . Maaske han ikke burde have taget fat paa bar Bund her uden en Øre paa Lommen, men han havde ikke kunnet modstaa den drivende Uro, der ikke vilde unde ham Fred, før han var gaaet i Vej med Sagen ... . Nej, igennem maatte han, om han saa skulde knække Halsen. Her var den eneste Vej for ham og hans at bjærge sig frem paa.