↩ Alligevel, her var Ens egen Grund og ligesom et Fodfæste for hende og Søren, syntes hun. Men Ploven stod i denne Tid og ventede, de spæde Træplanter langs Skellet hang med Bladene, og Marken laa kold og død, thi Søren var borte ... . Blot han dog maatte beholde Helsen, saa kunde det dog være, de kunde naa frem til det, de havde tænkt sig ... ., men hun turde næsten ikke tænke derpaa, for hun forstod godt, hvor fin en Traad, det hang i, hvor varsomme, de skulde fare, at det skøre ikke skulde briste, og ofte ængstedes hun for, at den lille Ting skulde indtræffe, som kunde forstyrre det hele .,..