Skjoldborg, Johan Uddrag fra En Stridsmand

Den tudede i Skorstenen, slog Døre op og hug Døre i, saa Kalken raslede fra Lervæggene, den klamrede med alle løse Genstande og førte nogle tomme Baljer, der stode ved Brønden, ud i Heden. Den bøjede sig ind gennem Aabningen paa den halvfærdige Bygning og stemmede sig mod Taget fra den indvendige Side, saa det bølgede paa Lægterne, og man hvert Øjeblik kunde vente det revet bort, spredt til alle Sider, og det blotte Træværk brase sammen som et tørt Skelet.