↩ Søren og Faderen gik ude i Laden med Børnene, der klynkede og græd, og der hørte de Véraab og Smertensskrig, der skælvede i Dødsens vilde Angst. Og da hændte noget underligt med Søren. Det var, som han var ganske alene med Gud i Himlen, og saa syntes han, at et helt nyt, hidtil overdækket Lag i hans Indre, brød igennem, noget, han aldrig havde vidst at eje, og det vandt Skikkelse, traadte frit frem for Guds Aasyn og sagde: «Du faar lade mig beholde hende, Vorherre! ellers gaar det galt!»