↩ En Efteraarsdag svang Søren Brander Plejlen over den ny Sæderug, der dansede paa Logulvets Fjæl. End ikke i sin Stue havde han saadant Gulv, men han skyede hverken Udgift eller Umage over for det, der kunde fremme Renligheden i hans Tærskelo. Hver Gang han betraadte dette Sted, hvor Markens Velsignelse skæppedes op i Tøndemaal, trak han først sine blankslidte Skifte-Træsko paa. I glad Alvor færdedes han her, og under Ansvar vaagede han husholderisk over, at intet spildtes.