Ballade.
✂
Møen gik til Skoven en yndig Sommerkvæld,
Hun satte sig ved Randen af det klare Kildevæld.
Alt Dag med Dæmring skifted,
og Aftnens Aande vifted;
den Jomfru var saa underlig til Mode i sit Sind.
✂
Og da de lange Skygger det sidste Lys forjog,
og Natten op de tusinde klare Øjne slog,
og Maanestraaler bæved
paa Vandets Glar og væved
in blege Sølverislæt i Mørkets sorte Felt,
✂
da vokste hendes Længsel; højt svulmed hendes Bryst;
hun stirred ned i Kilden efter Lise og Trøst.
Den randt saa let og rolig,
den hvisked saa fortrolig,
dens Voves sorte Øje var saa trofast og saa dybt.
✂
Men sé - da brødes Spejlet, og op en Yngling fór.
Der fandtes ingen skønnere vel paa den vide Jord.
Hans havblaa Øje lued,
paa Pigen ømt han skued,
hun maatte synke hen i hans aabnede Favn.
✂
Han kyssed hendes Kinder, han kyssed hendes Mund,
og Hjertets dybe Længsel veg bort i denne Stund.
Han kvad: Vil Du mig følge
ned i den dunkle Bølge?
Der ejer jeg et Kongeslot af skinnende Krystal.
✂
Han tog den Mø i Favnen; hun baade græd og lo.
Hun ængsted sig og glæded sig til Kildedrottens Bo.
Og Bølgespejlet lukked
sig over dem. Det sukked,
det suste og det bruste saa sælsomt gennem Skov.
✂
Og stundom ses de tvende i hvide Maaneglans
at svæve gennem Skoven i Alfetogets Krans.
Ej mer den Jomfru græder,
i salig Fryd hun kvæder,
mens op fra Kilden stiger en dæmpet Harpeklang.