Schack, Hans Egede Uddrag fra Phantasterne

Det vilde være ubilligt at trætte Læseren med de mange Sagn, der i sin Tid bleve berettede om benævnte gamle Eg, saa meget mere som adskillige af Landets andre gamle Ege sikkert vilde gjøre Fordringer gjældende paa de fleste af dem: mangen Rosenmund skal her en Sommeraften have ladet sig bøie til det første Kys, medens Ellekonen bryggede nedenfor paa Engen og kastede sit Taageslør om Træet; i Vinternætterne derimod skal man ofte have seet den gamle, langskjæggede Trold her "blege Sølvpenge i Maaneskin". - For noget mere end en Snees Aar siden vare de Personer, som hyppigst færdedes paa dette Sted, dog af en mindre poetisk Natur, da det nemlig var 8 den sædvanlige Samlingsplads for mig og mine to Venner, Christian og Thomas. Den første var en Søn af Præsten og havde i nogle Aar været bestemt til Seminarist, maaskee ikke uden Hensyn til det usædvanlig gode Skolelærerkald, som min Farbroder havde at give bort; men da hans Faders Omstændigheder imidlertid forbedrede sig, forlod han den begyndte Bane og havde nu i Egenskab af studiosus artium viet sig til de classiske Studier. Den Sidste beklædte en Kohyrdes Værdighed paa "Gaarden" og var især den, der havde Deel i Valget af vort sædvanlige Mødested, dog neppe saa meget af nogen fremtrædende Sands for Naturens Skjønhed, som fordi han herfra havde det bedste Overblik over sine Undersaatter, de 56 røde Køer og den blissede Tyr fra Tyrol - næst Egetræet Egnens største Mærkværdighed I en Huulhed i Egen laae Tobakspiberne, som hjemme vare forbudne Varer, men her ble ve tændte med roligt Alvor og en vis Ligegyldighed, som om det var en Sag, der var ganske i sin Orden: dog forvissede man sig iforveien om, at ingen Uvedkommende var i Nærheden. Thomas præsterede Ild af sin Fyrtønde og skulde desuden hos Landsbyens Handelsmand besørge Indkjøb af den fornødne Biskop-Tobak: til Gjengjæld blev han derimod holdt frit med Tobak, og Udgifterne reparteredes alene paa os Standspersoner.