(Brudstykke af en større Fortælling.)
✂ Da jeg igjen mødte Jepsen, omfavnede han mig og viste mig, hvormeget hans "Stumprumpede" var bleven for vid ved den Længsel, han i de forløbne 2 Timer havde følt efter mig. Han havde, sagde han, [] faaet 2 Fribiletter sendende, da Directeuren speculerede paa at gjøre ham til Medlem af Skuespillerselskabet, til hvilket han syntes at have nøie Bekjendtskab. Da han ogsaa havde lovet, at skaffe en Damebillet, gik vi først ind for at tage denne, ved hvilken Leilighed Jepsen erklærede, at vi med det Samme skulde "have Kommers" med en af Skuespillerinderne, Jomfru Hendriksen, der ikke blot besørgede sine kunstneriske Forretninger, men tillige forestod saavel Udsalget af Billetter, som af Spise- og Drikkevarer. Saavidt jeg kunde forstaae paa Jepsen, havde hun tidligere med Velvillie modtaget hans Hyldest, men da det ikke blev til Noget, var hendes Følelse slaaet over i sin Modsætning, og han maatte nu betragte sig som falden i Unaade.
✂ Dette lod dog ikke til at afficere ham meget, og saasnart han fik Øie paa hende, udbrød han med den hjerteligste Tone af Verden i et: "Nei, god Dag, min egen Jomfru Hendriksen!" hvilket besvaredes med et kort: "Goddag Hr Jepsen!"
✂ "Naa, hvordan har De det, min sødeste Jomfrue?"
✂ "Jeg er ikke sød, Hr. Jepsen!"
✂ "Jo, det veed Gud, De er, Jomfru Hendriksen! - Jeg siger Dem nødig imod; men det maa De forlade mig: sød er De!"
✂ "Ja, maaskee De veed det bedre, Hr. Jepsen."
✂ "Ja, det er sikkert nok, den Sag kjender jeg bedre end nogen Anden; jeg turde saamænd aflægge Ed paa den ind for Høieste Ret."
✂ "De kunde kanskee dog let forsværge Dem, Hr. Jepsen! - Men hvad er ellers Deres Begjæring om jeg tør spørge?"
✂ "Det skal jeg sige Dem, min søde Jomfru! Jeg havde lovet at skaffe en Billet til en lille Dame, som jeg gjerne vilde tage med og unde den Fornøielse. De forstaaer mig nok, Jomfru Hendriksen! Vi ere jo alle Mennesker; - og de smukke Piger, dem veed De jo nok fra gammelt af, at jeg aldrig kan sige Nei til."
270✂ "Ja, jeg forlanger ikke Deres Forklaringer, Hr. Jepsen; men naar De erlægger 2 Mark, saa kan De føre hende ind uden Videre.["]
✂ "Hvad, skal man da ikke have Billet?"
✂ "Nei, det behøves ikke."
✂ "Men, du godeste Gud! saa kan man jo snyde lige saameget man vil!"
✂ "Nei, hvad det angaaer," svarede Jomfru Hendriksen med Indignation, "saa er der vistnok Ingen af Cavalererne, som vil gjøre sig lumpen for to Mark, Hr. Jepsen!"
✂ "Ja, det skal De saamænd ikke sige, Jomfru Hendriksen! Jeg har kjendt dem, som gjorde det gratis."
✂ "Saa! Ja, det maa nok have været Deres Bekjendte, Hr Jepsen."
✂ "Ja, det er meget rigtigt, søde Jomfru! De, som jeg har kjendt, det har været mine Bekjendte. - De har dog Ret i hvert Ord, De udtaler."
✂ "Er der ellers Noget til Tjeneste, Hr. Jepsen?"
✂ "Nei, ikke Andet end Deres elskværdige Selskab, Jomfru Hendriksen."
✂ "Nei, det, maa De rigtig undskylde! jeg har andet at tage vare."
✂ "Ja, ja, saa vil jeg gaae op til Acteurerne ovenpaa. Men lad mig dog først faae et par Flasker Extract eller tre, af den bedste. Og saa kan De give mig sex Kummenskringler. - Nei, hvor De dog kan springe omkring, Jomfru Hendriksen! Den Mand, som faaer Dem, han bliver rigtignok ikke narret."
✂ "Ja, det bliver da i altfald ikke Dem, Hr. Jepsen!"
✂ "Det er der saamænd Ingen af os, der veed, Jomfru Hendriksen! - Om Gud saa vil, saa maae vi deran."
✂ Efterat have udtalt denne Hengivenhed i Forsynets Villie, begav Jepsen sig til Skuespillerne med sin Extract og sine Kringler idet han aftalte med mig, at vi skulde træffes paa Tilskuerpladsen.
✂ Lidt før Tæppet gik op, ankom han igjen - ledsaget af et Par gode Venner, foruden den af alle Jægere i Stiftet kjendte og høit skattede Nimrod. Sidstnævnte tog Plads imellem sin Herres Been og maatte under Forestillingen gjøre Tjeneste som Knage, idet Jepsen af og til satte sin Jagthue paa Hovedet af den, hvor Nimrod ogsaa i al Ærbarhed lod den sidde. Jepsen var i udmærket Humeur og fortalte mig, at adskillige af Skuespillerne vare endnu livligere tilmode som Følge af de indkjøbte Spirituosa. I denne Meddelelse ble ve vi forstyrrede af en Person, der nærmede sig Jepsen øiensynlig i mindre velvillig Hensigt.
271✂ "Hvad er det for en langbenet Rad, som gaaer der og støvler om?" spurgte Jepsen en af de andre Tilskuere, "Tys!" svarede denne, i en dæmpet Tone, "det er den nye Justitsdirecteur."
✂ "Aa det er jo Peter Nicolaisen, Hattemageren! - Naa ham skal vi da nok blive færdige med, tænker jeg."
✂ Nicolaisen nærmede sig nu og sagde, i det han pegede paa Hunden: "Ham der maa De jage ud."
✂ "Hvad for Noget!" udbrød Jepsen.
✂ "Ja vist, det strider mod Selskabets Love."
✂ "Naa da! Hvad er nu det? Der staaer jo paa Placaten, at hver af Tilskuerne maa have et Barn med under tolv Aar."
✂ Da Justitsdirecteuren ikke gav noget Svar herpaa, men blot fixerede Jepsen med et strængt Blik, vedblev denne: "Ja, De troer maaskee, at han er over tolv Aar, fordi han er saa stor; men det kan jeg forsikkre Dem paa, at han ikke er: han er blot saa stærkt voxen af sin Alder; men ellers er det et reent Barn. Veed De, hvad han hedder ?["]
✂ "Nei!" sagde Justitsdirecteuren, halvt bragt ud af Fatning ved Jepsens Ugenerthed.
✂ "Han hedder Gottfred, det er ikke fordi jeg har kaldt ham op efter Nogen, men det er nu et Navn, som jeg altid har holdt saameget af - Aa, den lille Gotfred! - kan du give Haanden til den fremmede Herre, Gottfred!"
✂ Denne Captatio vilde dog neppe have reddet Gottfred, dersom Tæppet ikke i det Samme var gaaet op, og Justitsdirecteuren i den Anledning hastig bleven bortkaldt "Han kan ogsaa snakke," raabte Jepsen efter den Bortilende: "naar De kommer igjen, skal De bare høre, hvor han kan bruge Mund."
✂ - Tæppet gik imidlertid i Veiret, men meget langsomt. "Naa, lad os nu see da," sagde Jepsen, idet han satte sig tilrette som Kunstdommer. "See der ser vi Benene af En. Nei, see hvor han staaer! - Haanden af Lommen! - den anden med! - - Saa, nu kan du begynde!"
✂ "Vel elsker jeg høit, o Danmark din Kyst
✂ Der smiler med Bakker og Sletter!"
✂ begyndte nu Kunstneren; men desværre kunde jeg næsten slet ikke nyde hans Præstation, da Jepsen og en Borgermand paa den anden Side af mig under hele Nummeret skjændtes om den declamerende Skuespillers private Samfundsstilling. Jepsen paastod, at han var Dreiersvend, hvilket den anden ikke vilde lade gjælde, men have berigtiget 272 til, at han var Ladesvend i Kunstdreierlauget. "Thi vores Selskab," sagde han, "optager Ingen til spillende Medlemmer, uden at de enten ere Mestere eller idetmindste Ladesvende: en bar Svend faaer ikke Lov til at vise sig paa Scenen." - Denne Vending optog Jepsen in malam partern og gav sig til at lee af fuld Hals, hvilket uheldigvis just traf paa det Sted, hvor Kunstneren declamerede de smukke Ord om den, "som drager det blinkende Sværd i boglig Færd for Sandheds usynlige Kirke;" hvorfor, som jeg bemærkede, ogsaa Flere af de Tilstedeværende stak Hovederne sammen og erklærede, at Jepsen vistnok var Rationalist Og hermed var det endda ikke forbi; thi Jepsen vilde derpaa, ved at anføre en Hr. Mathiesen bevise, at hans Modpart havde Uret. "Ja, men han er Oldgesell," svarede denne. "Ja, saa er han jo ikke Ladesvend," sagde Jepsen.
✂ "Jo vist, Ladesvend og Olgesell, det er jo det Selvsamme."
✂ "Ladesvend og Oldgesell det Selvsamme! Naa, saa det vil De bilde mig ind? - De mener nok at De har en af de bare Svende for Dem, kan jeg mærke. Nei, min Fader! De kan troe, jeg er lodden." - Og saaledes vedblev de, paa den mest ukunstnerske Maade at forstyrre deres Naboer lige til Declamationen sluttede. Men denne Uopmærksomhed hindrede alligevel ikke Jepsen i at være den første, som tildelte Skuespilleren en stormende Applaus, da denne endelig med et dybt Buk og varm Følelse udraabte:
✂ "Men her i vort Bryst er et Gravmonument,
✂ Der vidner om Slaget paa Rheden."
✂ - "Det er sgu meget godt," sagde Jepsen: "man maa ikke være for stræng mod en Begynder."
✂ "Maa jeg gjøre Dem opmærksom paa § 35 i Selskabets Love," lød pludselig Justitsdirecteurens Røst, "hvilken bestemmer at "Bifaldseller Mishagsyttringer ved de dramatiske Forestillinger ansees som stridende mod god Tone."["]
✂ "Naa ja, det kan jo nok være muligt,["] svarede Jepsen; "men hvem har sagt, at her skal være en god Tone?"
✂ "Min Herre, hvorledes mener De?"
✂ "Jeg mener at Musiken dernede holder en forbandet daarlig Tone: den kan ikke lignes ved Musiken hos Crismus. Her kan man jo ikke høre Andet end den store Tromme."
✂ "Ja, jeg har ikke med Musiken at gjøre," svarede Justitsdirecteuren, "men klappe og pibe maa De ikke."
273✂ "Ja, men han gjorde det saa udmærket," sagde Jepsen.
✂ "Ja, det gjorde han; men det strider imod Loven, og den maa lydes."
✂ Med disse Ord gik Justitsdirecteuren, og strax efter heisedes Tæppet igjen langsomt tilveirs.
✂ "Naa, der har vi da et Skjørt, ["] sagde Jepsen. - ["]Gud hjælpe mig, er det ikke Jomfru Hendriksen! - Leve Jomfru Hendriksen, længe leve!"
✂ Denne var en af de mest yndede Skuespillerinder, og havde desuden mange private Tilbedere, saa at Jepsens Bifaldsraab, tiltrods for den gode Tone, fandt stærk Tilslutning hos hele Personalet - Jomfruen nejede og vilde til at begynde; men Bifaldsraabene vilde ikke tage Ende og naar de endelig begyndte at sagtne, raabte Jepsen med Tordenstemme: "Nok en Mal for Jomfru Hendriksen!" hvorpaa det hele med dobbelt Kraft begyndte forfra.
✂ Imidlertid stod Jomfruen og blev mer og mer irriteret. Hvert Øieblik vilde hun til at begynde; men hver Gang tog Tilhørerne Ordet fra hende. Endelig gik hun resolveret heelt ned til Lamperne, for, som det syntes, at haranguere Publikum. Justitsdirecteuren rykkede rasende i Jepsen, og denne, som gjorde alt Spectaklet, vendte sig nu om imod ham og raabte ham ind i Ansigtet: "Stille for Satan! Jomfru Hendriksen vil tale!" - Direkteuren for tilbage, skræmmet af det stærke Brøl, og Jepsen, der syntes at betragte sig som Forsamlingens Præsident, gjentog endnu een Gang: "Stille hver Kjæft herinde, Jomfru Hendriksen har Ordet"
✂ "Jeg vil bare sige [D]em," sagde denne nu endelig, "at jeg gaaer min Vei nu."
✂ "Aa, Jomfru Hendriksen!"
✂ "Ja, det nytter ikke noget: jeg siger ikke et Ord mere."
✂ "Naa, men hvad er nu det, Jomfru Hendriksen! - De har jo ingenting sagt endnu!"
✂ "Ja, det kan nu være det Samme, Hr Jepsen! Jeg veed godt at det er Dem, som gjør det altsammen. Men nu gaar jeg min Vei: saa kan De jo see hvem De kan faae til Nar."
✂ "Men Jomfru! Aa, Jomfru! - Aa hvad, Jomfru Hendriksen!"
✂ "Ved den levende Gud, som er høit i Himlen, om jeg gjør det"
✂ "Aa, Jomfru! De er saa haard!"
✂ Under almindelig Beklagelse fjernede den haarde Jomfru sig; og nu maatte Jepsen alvorlig holde for. Justitsdirecteuren rasede og Jepsens høitidelige Forsikkringer om hans Uskyldighed bleve anseete 274 som fuldstændig modbeviste ved Jomfru Hendriksens egen Udtalelse: "Det nytter ikke Noget; hun har jo selv udlagt Dem!" lød idelig som knusende Argument fra den opbragte Directeur og hans Venner.
✂ "Ja, hvem kan regne, hvad et Menneske siger i Vildelse?" udbrød Jepsen.
✂ "Vildelse!" svarede Directeuren, "ja, De maatte nok ønske Dem, at De ikke var mere vild end Jomfru Hendriksen! - De brølte mig jo ind i Synet, da jeg skulde til at holde Orden; saa jeg maatte troe baade det Ene og det Andet."
✂ "Ja, det var jeg vel nødt til," svarede Jepsen; "hvis jeg ikke havde skaffet Ro, saa havde hun jo staaet deroppe endnu og ikke faaet fortalt os at hun ingenting vilde sige. - Vi kunde jo da ikke være bekjendt at lade Mennesket staae der til evig Tid."
✂ "Aa, jeg behøver ingen Hjælp til at udføre mit Embede, og mindst af Dem; og nu beder jeg Dem for sidste Gang om at være ordentlig; thi faaer jeg Dem først engang fat i Kalotten, saa kan De troe, min Ven! at jeg bliver næsviis."
✂ "Ja De seer mig ud til det," svarede Jepsen; og muligen vilde Sagen allerede nu være kommen til en Krise, hvis ikke den tredie Declamator i det Samme var fremtraadt Man hyssede nu paa de stridende Parter, hvorpaa Jepsen, som den Mand, hvis Bestræbelser ikke paaskjønnes, lagde sig tilbage og lukkede Øinene, idet han mumlede: "Ja, saa kan I jo selv sørge for Morskaben; nu vil jeg ikke have Mer med det Hele at gjøre."
✂ Dette Nummer bestod i Digtet:
✂ "Min Søn, om du vil i Verden frem,
✂ Saa buk!"
✂ og jeg beklager ikke at kunne gjengive den Fynd, hvormed det blev fremsagt; den henrev Alle, og da de fleste ældre Tilskuere desuden lod til at kjende Digtet meget nøie, kunde flere af dem ikke lade være uvilkaarlig at mumle Ordene med og slaae Takt til Omqvædet med dets kraftige Ord og Rythmus:
✂ "Hold Munden, buk atter!
✂ Ti stille, buk atter
✂ og buk!"
✂ Under hele første Vers rørte Jepsen sig ikke; men ved Slutningen af andet Vers, bemærkede jeg dog, at han ligesom isøvne deltog i at 275 slaae Takt og desuden sagte nynnede Melodien til. Hermed vedblev han under det følgende Vers; men ved Omqvædet hævede hans Stemme sig noget, og da han desuden smittede flere gamle Borgermænd i Nærheden, hørte man allerede nu ligesom en douce Vocalmusik ledsage Declamationen. Naar Gaben undtages, er Intet mere smitsomt end Nynnen af en bekjendt Melodi. Under fjerde Vers deltog derfor flere og flere med fornøiede Ansigter; og da man naaede Omkvædet kom Jepsen den almindelig Trang imøde ved med kraftig Stemme, men bestandig lukkede Øine, at intonere:
✂
"Hold Munden, buk atter!
Ti stille, buk atter!
Hold Mund!"
✂ Kunstarten gik nu over fra Declamation til en Slags Melodrama, hvori Declamatorens Partes dog snart bleve særdeles vanskelige. I Begyndelsen havde han nuancenet Stemmen i betydelig Grad, idet han snart næsten hviskede Ordene, snart udsagde dem med stor Kraft; men nu blev enhver saadan Anvendelse af den høiere Kunst umulig, og han maatte uden Ophør raabe af alle Kræfter. Hertil kom endnu at Visens Slutningsord "og buk!" ved Jepsens og Fleres Anstrængelser efterhaanden bleve ombyttede med "Hold Mund!" saaledes at Publikum sluttede hvert Vers med at tilraabe Skuespilleren et tordnende: "Hold Mund!" - en Opfordring, som ved hver Gjentagelse steg i Emphasis, skiøndt den i samme Grad blev meer og meer overflødig. Thi under de sidste Vers gik det begyndte Melodrama over i Balletten, idet man nu ikke kuride høre et Ord af hvad Kunstneren sagde, men blot saa at han lukkede Munden op og i, slog ud med Armene, af og til bukkede, og hvert Øieblik tørrede sin Pande.
✂ Jepsen lo, saa han maatte holde paa sin Mave, men blev iøvrigt liggende i sin ligegyldige Stilling og lukkede Øinene hver Gang Justitsdirecteuren kom i Nærheden. Men ligesom Sangen var forbi, og Kunstneren for sidste Gang bukkede og trak sig tilbage, trængte en lille tyk Mand sig aandeløs hen til Jepsen med alle Kjendtegn paa en stærk Sindsbevægelse. Ligesom han aabnede Munden for at tale, fik Jepsen imidlertid Øie paa ham og kom ham i Forkjøbet, idet han med megen Jubel udbrød: "Nei, see god Aften, god Aften, gamle Tyksak! - Mine Herrer maa jeg forestille Dem min Ven, Hr Skuespillerdirecteur M[ø]ller, den Mand, som iaften har foræret os Fribilletter." "Ja, Jepsen!" udbrød Møller med en Stemme, der rystede af Bevægelse, 276 "ja, jeg har foræret Dem Fribilletter, men hvorledes lønner De mig for det? -"
✂ "De mener, at jeg ligger her og sover, istedenfor at høre efter. Ja, men det er ikke min Skyld, Møller! Det er paa forlangende af Justitsdirecteuren."
✂ "Nei, jeg mener ikke fordi De sover, Jepsen! Gud give De havde sovet den hele Eftermiddag! Nei, jeg mener fordi De gjør Optøier og Vidløftigheder, det Ene værre end det Andet! - Hvad De har gjort hernede, det veed alle Folk, og ethvert dannet Menneske blandt Tilskuerne misbilliger det; men det er kuns Lidt mod hvad De har gjort ovenpaa ved Skuespillerne."
✂ "Naa, men hvad har jeg da gjort, Møller?"
✂ "Ja, det veed De ligesaa godt som jeg, Jepsen! og De maa skamme Dem i Deres Sjæl, maa De! - Eller troer De maaskee, at jeg har givet Dem Fribilletter, for at De skulde gaae hen og drikke Skuespillerne døddrukne inden Forestillingen?"
✂ "Hvad for Noget! Ere Skuespillerne allerede døddrukne?" "Ja, det nytter ikke, at De stiller Dem an, Jepsen! Jeg veed Alting." "Veed De Alting, Møller. Det var Fanden! Saa er De jo ligesaa klog som Vorherre paa den Maade."
✂ "Ja, kom nu bare ikke her med Flauser! De kan dog ikke fragaae det. Først havde De tre Flasker Extract med, og siden lod De hente to til; - Jomfru Hendriksen har fortalt mig det Altsammen; - og sex Kummenskringler havde De med Dem."
✂ "Ja, dem kan de sgu da ikke være blevne drukne af" "Ja, det er, som jeg siger Dem. De kjendte mig ikke engang! - Da jeg vilde tale Mathiesen tilrette, saa svarde han mig: "Reis ad Helvede til, Du gamle Oxedriver!"
✂ "Naa ja, derfor kunde han da nok have kjendt Dem, Møller!" "Ja hør, Jepsen! lad os nu ikke gjøre Nar af hverandre!" "Nei det gjør vi jo heller ikke, Møller! De har jo slet ikke gjort Nar af mig. - Naa, vær nu rolig, Gamle! Saa skal De have Ret i, at det var skammeligt af Mathiesen saadan at skjælde Dem ud for en Oxedriver."
✂ "Ja, ja, men jeg frikjender mere Mathiesen end Dem. Mathiesen er ellers et meget ordenligt Menneske; men han har nu engang den Svaghed, at han ikke godt kan sige Nei, naar Nogen byder ham et Glas."
277✂ "Ja, men det er forbandet Svaghed hos en Skuespiller; De skulde true ham med Afsked, Møller!["]
✂ "Aa, hvad er det for Snak! De veed jo godt, at vi maa tigge ham til for at blive. Men jeg mærker godt, at De bare staaer her og gjør Nar ad mig. De er ikke den Mand jeg har anseet Dem for, Jepsen!"
✂ "Ja, det kan jeg sgu ikke gjøre for. Hvorfor har De da ikke mere Menneskekundskab? Det er en nødvendig Sag i den Profession."
✂ "Jeg troede, Jepsen!, at De kom for virkelig at studere den dramatiske Kunst."
✂ "Nei, Møller! saa var jeg da rigtignok ikke gaaet herhen."
✂ "Hvad i al Verden kommer De her da for?"
✂ "Jeg kommer for at have Kommers. Er det saa underligt?"
✂ "Ja, ja, Jepsen, saa siger jeg ikke et Ord mere."
✂ "Ja, ja, Møller! Saa bliver der saameget Sludder mindre i Verden. - Men lad nu det være godt, Møller! Jeg lover Dem, at vi skal klappe ad hver en Kæft, hvor galt han saa ogsaa skaber sig."
✂ "Klappe! nei De har klappet Jomfru Hendriksen saaledes, at vi rigtignok ikke skal have mere af den Slags. Der maa aldeles ikke klappes."
✂ "Nu, ja, Møller, det skal skee ganske som De vil have det. Er De saa fornøiet?"
✂ Møller lod ikke til just at være meget fornøiet; men han havde nu ikke mere Tid at anvende paa Jepsen, som saaledes fik Ro indtil Skuespillet begyndte. Det var Kotzebues "Korsriddere"; og det viste sig strax, at Møller havde gjort sig skyldig i en betydelig Overdrivelse. Nogle af Ridderne syntes vel meget oprømte, men dette tjente kun til at forhøie Spillets Livlighed. Blot med den onde Cuno von Düben var Sagen noget mislig; han var øiensynlig besværet og hans Bevægelser lede af en scor Usikkerhed. Men dette var saa langt fra at skade ham hos Tilskuerne, at det tvertimod syntes at vække Tilfredsstillelse hos disse, at denne uværdige Ridder havde føiet Drukkenskaben til sine øvrige Laster; det fremkaldte almindelig Skadefryd, hvergang han paa sine Vandringer stødte an imod en Balliste eller en Muurbrækker, eller med stor Larm rev et Telt omkuld; og man greb begjærlig Leiligheden til med fuld Føie at udøse sin Haan og Uvillie imod ham. Ængsteligere blev det derimod, da Helten i Stykket, den ædle Ridder Balduin von Eichenhorst viste sig paa Scenen, fremstillet af Publikums Yndling Mathiesen. Den, som havde hørt Møllers Samtale med Jepsen, kunde ikke være i Tvivl om, hvilken Tilstand 278 han befandt sig i; og da Balduin skulde være Gjenstanden for Alles Beundring, kunde Tilskuernes Følelse ikke her tage den Retning som med Cuno v. Dübens Udskeielser. Men i denne Prøvelse viste Mathiesen sig som den sande Kunstner. Hvad der især geneerte ham var Talen og Gangen, men i begge Henseender forstod han at vende Mangelen til sin Fordel. Han greb fat om et Korsbanner, og antog en overordenlig stiv og stolt Holdning, saa at han distinguerte sig imellem alle de Andre; og naar han skulde sige Noget iagttog han i høi Grad den gyldne Regel: "tænk førend du taler!"
✂ Der var en lang Pause foran hver af hans Repliker, og naar de da endelig kom, var det, sorit-om en Statue talte. Ved sin Særegenhed imponerede dette overordenlig; og Alle vare enige om at beundre Kunstneren, som i Aften tog Rollen paa en ganske anden Maade end alle de foregaaende Gange. Selv Jepsen maatte deltage i den almindelige Hyldest, og udbrød med oprigtig Beundring: "Fanden til Karl, den Mathiesen! han er saa fuld, at han hverken kan gaae eller snakke, og alligevel giør han begge Dele!" Men endelig kom det kritiske Øieblik, da Balduin fægter med Guido v. Schwarzeneck: det var tydeligt, at Skuespillerne oppebiede dette med urolig Ængstelse, og de søgte paa alle Maader at lette Sagen for Stykkets Helt; ja, Guido selv talte i saa mild en Tone som et Lam, for ikke alt for meget at irritere Balduin. Men urokket af alt dette skred denne frem i sin høie Rolle; - da Guido blottede sit Sværd, rev han ogsaa sit med en voldsom Anstrængelse af Skeden, udraabte endnu en Gang med dump, men vældig Stemme et Par af de ædleste Sandheder, gjorde et Skridt fremad, svingede Sværdet og styrtede derpaa med tordnende Bulder til Jorden. Dette stemte vel ikke med Rollen; men det stærke og naturlige Fald imponerede i den Grad Tilskuerne, at disse udbrød i en almindelig Bifaldsjubel, og da anden Akt strax efter sluttede, fremkaldtes Skuespildirecteuren paa samtlige Spillendes Vegne og takkede i en Tale, der begeistrede alle Tilhørerne:
✂ "Tak, tak! kjære Venner og høitagtede Herrer!" udbrød Møller rørt over saa meget Hyldest, "tak, varm Tak!"
✂ "Ja, og saa varm Punch ovenpaa!" sagde Jepsen, hvorefter han og Møller, som nu var blevet meget blidere, gik ud og drak Forlig sammen i adskillige Glas af benævnte Drik. Jeg ventede nu, at alle Fataliteter skulde være overstaaede, og tredje og fjerde Akt gik virkelig ogsaa i al Fredelighed, men i femte Akt indtraf en sidste og sørgelig 279 Katastrophe. Gottfred, som under hele Stykket havde opført sig med en Anstand, der langt overgik, hvad man kunde fordre af et Barn under tolv Aar, havde dog stedse ved en douce Brummen yttret sin Misfornøielse, saa ofte den gamle Emir viste sig paa Scenen, formodenlig fordi denne ved sin hvide Kaftan og bøiede Gang mindede om en gammel Stodder, som hver Løverdag indfandt sig hos Jepsen og var meget ilde seet af alle hans Hunde. Det var dog endnu bestandig blevet ved den nævnte Brummen, og et lille velvilligt Ørefigen havde været nok til at bringe denne til at forstumme. Men ulykkeligviis var Jepsen nu kjed af den lange Rolighed: en Følelse, som iøvrigt ingenlunde deltes af det øvrige Publikum, især ikke af Damerne, som med stor Interesse og mange Taarer fulgte den elskværdige Emmas haarde Lidelser og frygtelige Indmuren; og da nu Emiren her atter viste sig, fik Gottfred Lov til i al Ro gjentagne Gange at knurre ad ham, hvilket saaledes forøgede dens Mod, at han, da Emiren endelig greb fat paa Emma for at frelse hende, udbrød i et gjentagent opbragt "Vaf! Vaf!" -
✂ "Pus ham!" hviskede Jepsen, og under heftigt Glam foer den saaledes opirrede Gottfred som et Lyn hen over Bænke og Orchester og helt op paa selve Skuepladsen. Dennes maleriske Uorden blev nu end mere malerisk: Ridderne fløi til alle Sider, den besvimede Emma udstødte det ene hvinende Skrig efter det andet; Tyrker og Christne styrtede ud af Skuepladsen, og overlod den arme Emir alene at udkæmpe hele Kampen. Han blev nu ligesaa hurtig og let, som han nylig havde været langsom og tung; hans svage Hvisken gik over til en kraftig Brølen, og han flygtede i sort Vest og røde Pantalons, medens Gottfred, stolt og munter vendte tilbage til Jepsen med den erobrede Kaftan.
✂ Nu udbrød der en sand Storm. Baade Justits- og Skuespildirecteuren styrtede med deres Venner over Jepsen, hvem de greb hver ved sin Arm, idet de udraabte: "Nei nu gaaer det for vidt! Nu gjælder det jo Skuespillernes Liv og Helsen! - Nu maa De paa Døren Jepsen! De kan ligesaa godt gaa godvillig."
✂ "Naa da," svarede Jepsen, "ere I da rent tossede? Hvad har jeg gjort? Var det kanske mig, som rev den der Sørgekappe istykker? Jeg har jo ikke rørt mig ud af Pletten."
✂ "Ingen Sludder her, Jepsen! jeg hørte godt, at De sagde Pus til Hunden."
280✂ "Ja, det siger jeg altid til ham, naar jeg vil at han skal være rolig. Det er saadan en Aftale for at ingen Fremmed skal forstaae det"
✂ "Ja, de Procuratorkneb hjælper ikke mere. Ud med Dem! og det strax!"
✂ "Naa da! I har nok glemt, at jeg har Fribillet?"
✂ "Ja, derfor skal De just ud"
✂ "Saa! - hør det sig kanskee til, naar man faaer Fribillet? Det har jeg ikke hørt før. De Conditioner skulde I helst sagt iforveien."
✂ Men uagtet al Jepsens physiske og psykiske Modstand blev han dog meer og meer trængt hen imod Udgangen; og da han saae, at Modstand var forgjæves, fattede han sig med philosophisk Ro og sagde idet han kom udenfor. ["]Nu ja, saa er det sgu ogsaa det Samme; jeg vilde dog have gaaet alligevel nu; jeg har just Noget jeg skal have udrettet ved dette Klokkesiet"
✂ Vi Andre, som havde nydt Godt af Jepsens Fribilletter og ikke havde saa uopsætlige Forretninger, stode et Øieblik tvivlraadige om hvad vi skulde foretage os; men Justitsdirecteuren, som nu var lutter Fyr og Flamme, hjalp os ud af Tvivlraadigheden: "Vær saa god, De Herrer! De følger jo med Jepsen, vær saa god! ud ad den Dør, uden al Vidløftighed, om jeg maa bede Dem!"
✂ - Saaledes endtes denne dramatiske Nydelse noget pludselig for vort hele Selskab; thi Nimrod-Gottfred var allerede iforveien expederet ud i det Frie.