↩ En saadan Tale kunde paa den Tid ikke Andet end være meget tirrende for en ung Studiosus. Napoleon den Tredie havde da ikke endnu begyndt at skure Trylleglandsen af Napoleon den Førstes Billede: tvertimod straalede dette dengang i sin største Glorie, og man mødte overalt Gjenstande, der tjente til dets Forherligelse. Enhver Pakke fra Egnens Læseselskab indeholdt Memoirer, enhver Avis Anekdoter om ham; paa Havestuens Væg hang hans Portrait, paa Onkels Snuusdaase saae man ham mellem St. Helenas Taarepile; skulde der synges i vore landlige Soireer, sang man Bertrands Afskedssang, og skulde der dandses, spillede man Hertugen af Reichstadts Vals. Kort sagt, Napoleon var dengang Helten i fast enhver Phantasi; og det var saaledes umuligt med Rolighed at finde sig i den unge Kohyrdes Kulde.