↩ "Nei," tog jeg derfor ivrig tilorde, "deri tager Du ganske feil, min gode Thomas! Det kunde slet ikke skille os lige meget. Thi Napoleon var en Ven af os Danske, og havde han vundet, saa havde vi ikke mistet Norge, men faaet Sverig til. Og havde der været noget Ordentligt ved os dengang, saa havde vi ogsaa baaret os anderledes ad og hjulpet ham lige til det Yderste med Alt, hvad vi havde. - Det har jeg just tit tænkt paa," fortsatte jeg, "at jeg kunde have Lyst til paa den Tid at have været Konge i Danmark istedetfor ham, vi havde. Saa skulde jeg have fløiet med Armeen igjennem Tydskland og være naaet til Waterloo just om Aftenen mellem 7 og 8. Hvor jeg skulde styrte mig over Preusserne, netop da de mest trængte ind paa Franskmændene! - Jeg kan ret tænke mig Napoleon, holdende midt i Slaget paa en Høide mellem Ney og Soult og allerede troe Alting tabt, da Soult i det samme viser ham en urolig Bevægelse blandt Preusserne og nye Colonner, som sees i Horizonten. Ney udraaber, at det er Grouchy. "Nei," svarer Keiseren kort, idet han tager Kikkerten fra Øiet: "det er blot flere Englændere: de have rød Uniform." - Men paa een Gang sprænges Preusserne til alle Sider; deres Ild ophører, og det røde Cavalleri 11 giver de utvetydigste Beviser paa, at det ikke betragter dem som Venner."