↩ Christian, som havde siddet og gjort en rød Rose grøn ved at tilrøge den med Tobak, betragtede nu Kortet nogle Øieblikke og sagde derpaa: "Veed Du hvad? Det, der hørte til Danmark i Unionstiden, bliver for lidt. Vi burde egenlig have alt det, som nogensinde har hørt under Danmark; men jeg indrømmer, at der for Tiden neppe er nogen Udsigt til, at vi kan faae England med; thi ved sin Beliggenhed som Ø og sin store Sømagt vil det vel for det Første være sikkret imod vore Angreb. Men kan vi ikke faae Knud den Stores Erobringer, saa vil vi idetmindste have alle Valdemar Seirs og Dronning Margrethes. Foruden Norge og Sverig vil jeg saaledes ogsaa have For- og Bag-Pommern, Meklenborg og det egenlige Preussen, samt Oldenborg, der jo dog naturlig maa høre under den ældre oldenborgske Linie, altsaa under det danske Kongehuus. Hermed følger da ogsaa Hamburg, Lübeck, Bremen og Verden, samt for Afrundingens Skyld vel helst hele Hannover. Ligeledes bør Esthland, Kurland og Liefland, Ingermannland, Karelen og Kexholm igjen forenes med Danmark. Finland, som ulovlig er frataget Sverig, maa Rusland ogsaa rykke ud med, saa at vi altsaa faae alle Østersøens Kyster under os. - Naar det er gjort, tænker jeg at ville oprette det Hele til det Østesøiske Keiserdømme, hvilket Rige dog blot skal kunne arves af Sværdsiden, og ikke af Spindesiden, da en Kvinde aldrig vil kunne styre en saadan vældig Stat som det østersøiske Keiserdømme. - I Vesterhavet vil jeg strax bemægtige mig Helgoland; og hvad Ørkenøerne 13 og Shetlandsøerne angaaer, da tænker jeg vel, at man skulde kunne true England til godvillig at afstaae disse gammelnorske Besiddelser, ialfald mod Udbetaling af den Pengesum, hvorfor de i sin Tid bleve pantsatte; - thi, som bekjendt," vedblev Christian i en løselig henkastende Tone, der dog ikke var ganske fordringsfri, "bleve de jo af Christian den 1ste, der altid var i Pengetrang, overdragne til den skotske Kong Jakob den 3die, som Sikkerhed for Christians Datter Margrethes Medgift, men senere ingensinde indløste." - - Ved disse Ord, ligesom overhovedet, naar han lagde betydeligere historiske Kundskaber for Dagen, saae Christian sig om med en Mine, der fordrede Anerkjendelse, Noget, der dog neppe tilstrækkelig blev ham til Deel; thi jeg var altfor bekjendt med Kilden, hvoraf han øste sin Indsigt, til ret at paaskjønne denne, og for Thomas havde et Mere eller Mindre paa dette Omraade ikke Stort at betyde. - Christian var imidlertid for vant til ikke at blive paaskjønnet, til at dette skulde have nedslaaet hans Mod Idet han igjen tog sine Øine til sig, vedblev han efter paany nogle Gange at have ladet dem glide hen over Kortet: "Naa ja, - ja, ellers er der jo forresten i Vesterhavet ikke just Meget, som før har tilhørt os;" - - men af hans længselsfulde Blikke at dømme frygter jeg dog for, at det tilsidst alligevel vilde være gaaet ud over England, uanset dets Beliggenhed som Ø og store Sømagt, hvis vi ikke, til al Lykke for det, pludselig vare blevne afbrudte ved Avlskarlen Jakobs Raab: "Thomas, skynd Dig nu at vande Kvæg og kom saa hjem og faa Mad! Det er strax Middag."