↩ "Ja, det er meget rigtigt: det er just det, han skal; thi Marschal Ney var dog den gevaltigste blandt dem allesammen. - Jeg læste just forleden Dag," vedblev han, idet han hævede sig noget op paa Cothurnen, hvortil Christian ikke var ganske uden Tilbøielighed, "hvorledes de franske Tropper paa Tilbagetoget fra Moskov bleve fordrevne fra en Bro, de skulde forsvare, saa at Fjenden allerede næsten var ovre, og hvorledes Ney, der førte Arrieregarden og var den Første i Armeen efter Keiseren, da selv kastede sig ned paa Broen, sloges som simpel Soldat med Kaarden i Haanden og i flere Minuter standsede Russernes hele Hær, indtil de franske Soldater endelig igjen vendte om og styrtede ham tilhjælp og forjog Fjenden. - See, det kunde jeg nok have Lyst til selv at udføre, blot med den Forandring, at jeg ikke vilde være simpel Marschal, men derimod Keiser Valdemar selv. - - løvrigt," fortsatte han med sin ligegyldige, men dog ikke ganske fordringsfrie Mine - "iøvrigt begyndte Michel Ney, som bekjendt, med at være Væversvend" - - Christian gjorde her en Pause og saae paa os med en Mine, som om han vilde spørge: "Hvad siger I dertil?" hvilket Thomas besvarede med at yttre: