↩ For nogle Dage siden vare Christian og jeg med nogle andre Studenter ovre i Lund, hvor vi havde det fortræffeligt. Christian gjorde ogsaa et Besøg ud paa en af de skaanske Herregaarde, og da han kom hjem, var han næsten ligesaa kyndig i den svenske som i den danske Statskalender. Da jeg igaar spurgte ham, hvorledes det gik med hans Virksomhed som Redaktør, svarede han mig: "Den har jeg nu ganske opgivet; det er i Grunden dog en schofel Virksomhed, og de mest dannede Svenske kalde heller ikke det Slags Folk for Andet end Rabulister. - Nei, jeg maae tilstaae, at jeg veed nu Intet, som jeg hellere vilde være, end svensk Greve, af en af de rigtig gamle, gode Familier, Du! - thi den svenske Adel er dog rigtignok noget ganske Andet end den danske, som jo næsten ikke har et eneste celebert Navn at byde paa. Det eneste Fortrin, som vor Adel unægtelig har, er at man her bruger disse fortræffelige sammensatte Navne saaledes, at man kan forene en hel Mængde af de fordums berømte Familier til en Eenhed. Desværre bruge Svenskerne ikke dette; og jeg er derfor i høi Grad tvivlraadig om, hvilket Navn jeg skal vælge mig: navnlig vakler jeg meget mellem Brahe, som er Nr. 1 paa Ridderhuset, og Bonde, som vistnok er det mest illustre Navn. Jeg har gaaet længe og tænkt 134 derover, og jeg kan ikke nægte, at jeg er ganske ærgerlig over, at jeg ikke kan forene baade de to Navne og et Par til."