Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

↩ Knud svarede at det ikke var Gud, men mennesker han agtede at angribe, og at den krig han stod for at udkæmpe, ikke alene var retfærdig, men også højt hævet over helligbrøde. Men de indvendte at hvis han brændte den del af byen der lå uden for voldene, ville ilden tage de kirker med der lå imellem de dødeliges boliger. Han opgav så sin vrede for deres bønners skyld og valgte at lade fjendens huse i fred frem for at øve samme vold mod Guds som mod menneskenes huse. Kannikerne frydede sig over at kongen havde bøjet sig for deres bønner og skånet byen, takkede ham for hans nådige gestus og gik derfra fyldt af en jublende glæde, som de sammen gav udtryk i salmesang.