Saxo Saxos Danmarks historie

Saxo

Saxos Danmarkshistorie


Oversat af Peter Zeeberg
Illustreret af Maja Lisa Engelhardt


Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
&
G.E.C.Gads Forlag

4

Saxos Danmarkshistorie
Oversat fra latin af Peter Zeeberg efter Saxo Grammaticus' Gesta Danorum
© 2000 Peter Zeeberg,
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og G.E.C.Gads Forlag. Aktieselskabet af 1994, København
Alle rettigheder forbeholdes.
Ingen del af denne bog må gengives, lagres i et søgesystem eller transmitteres i nogen form eller med nogen midler grafisk, elektronisk, mekanisk, fotografisk, indspillet på plade eller bånd, overført til databanker eller på anden måde, uden forlagets skriftlige tilladelse.Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
Omslagsillustrationer: Maja Lisa Engelhardt
Illustrationer: Efter monotypier af Maja Lisa Engelhardt
Typografi og omslag: Axel Surland
Forlagsredaktion: Anne Kirstine Frandsen
Skrift: Janson
Prepress: Narayana Press
Tryk: Nørhaven A/S, Viborg
Indbinding: Hendriksen & Søn A/S, Skive
Gads Forlag tilstræber en miljøvenlig produktion.
Denne bog er trykt på 120 g Lessebo Smooth med vegetabilske trykfarver.
Halvbind i rayon og 150 g Micha Tonet.
Smudsomslag og overtræk til kassette er matkacheret med partiel uv-lakering.
Overskydende papir og pap er genbrugt.
ISBN 87-12-034967 (samlede udg.)
ISBN 87-12-035343 (bd. 1)
1. udgave, 3. oplag 2000
Bogen er udgivet med støtte fra Ny Carlsbergfondet
Oversættelsen er finansieret
af Statens Humanistiske Forskningsråd
Tuborgfondet
DSLs arv efter dr.phil. Lis Jacobsen
Gads Fond
Gads Forlag
Vimmelskaftet 32, 1161 København K
Tlf: 33 15 05 58, Fax: 33 11 08 00
www.gads-forlag.dk

5

INDHOLD

  • Forord 9
    Saxos fortale 13
  • Første Bog
    Dan og Angel (kap. 1) 27
    Humble og Løder (kap. 2) 27
    Skjold (kap. 3) 28
    Gram (kap. 4) 29
    Svibdag (kap. 5) 39
    Hadding (kap. 6-8) 40
  • Anden Bog
    Frode (kap. 1-4) 65
    Halfdan, Roe og Skate (kap. 5) 81
    Rolf Krake (kap. 6-8) 83
  • Tredje Bog
    Høder og Balder (kap. 1-4) 107
    Rørik (kap. 5) 123
    Ørvendel og Fenge. Amled (kap. 6) 126
  • Fjerde Bog
    Amled og Viglek (kap. 1-2) 143
    Vermund og Uffe (kap. 3-5) 154
    Dan, Huglek, Frode den Raske og Dan (kap. 6-9) 166
    Fridlev den Rappe (kap. 10) 168
  • 6
  • Femte Bog
    Frode Fredegod og Erik den Veltalende (kap. 1-3) 175
    Frodes krige. Frodefreden (kap. 4-16) 207
  • Sjette Bog
    Hjarne (kap. 1) 235
    Fridlev (kap. 2-4) 236
    Frode og Starkad (kap. 5) 247
    Ingjald og Starkad (kap. 6-9) 254
  • Syvende Bog
    Oluf. Frode (kap. 1) 291
    Halfdan Bjerggram (kap. 2-3) 294
    Sigvald. Othar og Sigrid (kap. 4-5) 301
    Siger. Alf og Alvild (kap. 6) 304
    Hagbard og Signe (kap. 7) 308
    Hake og Sigvald (kap. 8) 316
    Halfdan og Gyrid (kap. 9) 318
    Harald Hildetand. Ole (kap. 10-12) 327
  • Ottende Bog
    Bråvallaslaget (kap. 1-5) 343
    Oles død. Ømund (kap. 6-7) 351
    Starkads død (kap. 8) 355
    Jarmerik (kap. 9-10) 362
    Snjo (kap. 11-13) 371
    Gorm og Thorkil Adelfar (kap. 14-15) 376
    Gøtrik (kap. 16) 388
  • Niende Bog
    Oluf, Hemming og Sigvard Ring (kap. 1-3) 395
    Regner Lodbrog (kap. 4-5) 397
    Erik, Knud, Frode, Gorm den Engelske og Harald (kap. 6-10) 415
    Gorm den Gamle (kap. 11) 417
  • 7
  • Tiende Bog
    Harald Blåtand (kap. 1-8) 425
    Sven Tveskæg (kap. 9-13) 327
    Knud den Store (kap. 14-20) 448
    Harde-Knud, Sven Estridsøn og Magnus den Gode (kap. 21-22) 468
  • Ellevte Bog
    Sven Estridsøn enekonge (kap. 1-9) 479
    Harald Hen (kap. 10) 497
    Knud den Hellige (kap. 11-15) 500
  • Tolvte Bog
    Oluf Hunger (kap. 1-2) 521
    Erik Ejegod (kap. 3-8) 525
  • Trettende Bog
    Niels. Knud Lavard (kap. 1-6) 543
    Hævn for Knuds drab (kap. 7-11) 564
  • Fjortende Bog
    Erik Emune (kap. 1) 585
    Erik Lam (kap. 2) 591
    Sven, Knud og Valdemar (kap. 3-19) 597
    Valdemars første vendertog (kap. 20-25) 654
    Skisma i kirken (kap. 26-28) 686
    Felttog i Norge (kap. 29) 702
    Fortsatte vendertog. Buris' forræderi (kap. 30-38) 709
    Rügens erobring (kap. 39) 730
    Fortsatte vendertog (kap. 40-53) 748
    Magnus' og Karlsønnernes forræderi (kap. 54) 785
    Absalon bliver ærkebiskop (kap. 55-58) 799
  • 8
  • Femtende Bog
    Vendertog (kap. 1-3) 815
    Oprør i Skåne (kap. 4) 819
    Valdemars møde med kejseren i Lübeck (kap. 5) 832
    Vendertog. Valdemars død (kap. 6) 836
  • Sekstende Bog
    Knud. Nyt oprør i Skåne (kap. 1-2) 845
    Knud nægter at sværge kejseren troskab (kap. 3) 848
    Pommerns underkastelse (kap. 4-8) 850
  • Efterord
    Om Saxo og hans værk af Karsten Friis-Jensen 873
    Om oversættelsen af Peter Zeeberg 879
    Om illustrationerne af Henrik Wivel 885
    Navneregister 889
9

FORORD

Saxos latinske Danmarkshistorie er ikke blevet oversat til dansk, siden Frederik Winkel Horn og Jørgen Olrik henholdsvis i 1898 og 1908-1912 udsendte hver deres oversættelse. Behovet for en ny Saxofordanskning, der både er fuldt tilgængelig for nutidige læsere og i overensstemmelse med de seneste hundrede års Saxoforskning, har længe været stærkt.

Det Danske Sprog- og Litteraturselskab har i en årrække arbejdet med en ny tekstkritisk udgave af Saxos latinske original. Denne udgave, som vil foreligge om ca. et år og skal afløse Selskabets egen udgave fra 1931, udarbejdes af Karsten Friis-Jensen. Det er tanken her at bringe den latinske tekst sammen med Peter Zeebergs nyoversættelse, således at tekst og oversættelse følger hinanden med originalteksten på venstresider og oversættelsen på højresider. Denne udgivelse er til videnskabelig brug og får tekstkritiske noter til den latinske tekst, men ikke illustrationer.

Arbejdet med oversættelsen af Saxo til nutidsdansk blev påbegyndt af Peter Zeeberg i 1995. Efterhånden som det store arbejde skred frem, blev det stadig tydeligere, at oversættelsen var af en sådan karakter og kvalitet, at den burde publiceres for et langt større publikum end de forskere, som den videnskabelige udgave med tilhørende oversættelse sigtede imod. Derved opstod ideen til nærværende udgave, der bringer oversættelsen uden den latinske tekst, men med nutidige illustrationer. Ligeledes stod det klart, at den illustrerede oversættelse burde udsendes på to måder, dels indbundet, i stort format, på godt papir og med særlig høj kvalitet i reproduktion og trykning, dels som en efterfølgende paperback fremstillet i stort oplag og så billig, at enhver interesseret skulle kunne købe den.

Som illustrator er valgt Maja Lisa Engelhardt - en kunstner, hvis udtryksform og blik for det danske historiske landskab passer til opgaven.

Gads Forlag og DSL havde ikke kunnet binde an med så stort og kostbart et udgivelsesprojekt uden økonomisk støtte. Men projektet har mødt bred forståelse, og Selskabet kan derfor på det varmeste takke for bevillinger fra Statens 10 Humanistiske Forskningsråd, Tuborg Fonden, DSL's arv efter Lis Jacobsen, Gads Fond samt Ny Carlsbergfondet. De fire første bevillinger har finansieret oversættelsen, mens Ny Carlsbergfondet har betalt illustrationerne og ydet bidrag til bøgernes fremstilling og til den Saxoudstilling, som DSL arrangerer i forbindelse med udgivelsen. Alle har virket sammen om at muliggøre en udgivelse på det høje niveau, som Saxos værk berettiger til, til glæde for os, der lever i dag, og for dem, der kommer efter os.

København, april 2000

Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Erik Petersen, formand
Esben Albrectsen
Karsten Friis-Jensen
Ebba Hjorth Bente Holmberg
Flemming Lundgreen-Nielsen
Iver Kjær

Tilsynsførende ved oversættelsen: Ivan Boserup og Lars Boje Mortensen

11

FORTALE

12

        

13

1

1

Eftersom andre nationer plejer at bryste sig af deres store bedrifter og fryde sig ved mindet om deres forfædre, kunne den danske ærkebiskop Absalon, der altid selv glødede af iver efter at forherlige vores fædreland, ikke bære tanken om at dette land skulle snydes for den form for berømmelse og eftermæle. Og da alle andre takkede nej til opgaven, blev det til at han pålagde mig, den ringeste af sine folk, det hverv at forme danskernes bedrifter til et historisk værk og med utallige opfordringer nødte mig med min beskedne forstand til at give mig i kast med et arbejde der oversteg mine evner. For hvem skulle ellers skrive om de bedrifter der er blevet udført i Danmark - et land der først for nylig er blevet indlemmet i den almindelige kirke og inden da lå passivt hen, uden adgang til det latinske sprog eller til religionen. Og senere da kirken, og dermed kendskabet til latin, kom hertil, blev uvidenhed kun afløst af ugidelighed, og så var dovenskaben lige så stort et problem som ukyndigheden havde været. Det er grunden til at jeg - så ringe jeg end er - har valgt ikke at afslå hvad han bad mig om, men at anstrenge mig over evne, selv om jeg var mig bevidst at jeg ikke var den omtalte byrde voksen. For når vores naboer havde deres optegnelser om fortiden at glæde sig over, skulle man ikke kunne sige at vores folks ry lå skjult under lang tids glemsel og ikke havde sine skriftlige mindesmærker. Da jeg således var tvunget til at lægge mine uøvede skuldre under en byrde som ingen af tidligere tiders forfattere havde bundet an med, og ikke turde sidde ordren overhørig, har jeg adlydt - om ikke dygtigt så dristigt - og den selvtillid mine begrænsede evner ikke kunne give mig, har jeg i stedet hentet i bevidstheden om at så stor en mand havde opfordret mig til det.

2

Men da nu han er gået bort inden jeg nåede at fuldføre mit forehavende, må jeg naturligt henvende mig til dig, Anders, som efter en lykkelig, enstemmig afstemning er indsat som hans efterfølger i embedet som kirkens overhoved, og bede dig lede og støtte mit værk, for med hjælp fra så stor en beskytter vil jeg kunne afvise den hadske misundelse der især falder over alt hvad der er iøjnefaldende. Dit bryst rummer så rige kundskaber og er opfyldt af en sådan overflod af ærværdig lærdom at det er som et skatkammer fyldt med himmelske rigdomme. 14 Du har gennemrejst Frankrig, Italien og England for at tilegne dig den boglige verdens discipliner og samle dig lærdom, og efter langvarige rejser fik du overdraget en fornem lærestol ved en udenlandsk skole, hvor du endte som en sådan hovedkraft på stedet at man snarere må sige at det var dig der kastede glans over lærestolen end den der hædrede dig. Derpå blev du for din store indsats og dine fortjenstfulde egenskaber udnævnt til kongelig sekretær - et embede som indtil da havde været temmelig beskedent, men som du med dit store og flittige arbejde har skænket så stor anseelse at det efter din forfremmelse til det embede du nu bestrider, blev anset for en ære af selv de allerfornemste mænd. Derfor kan man også se Skåne juble af glæde over at have hentet sin biskop fra sine naboer og ikke valgt en af de lokale folk. For et land der har foretaget et prisværdigt valg, kan med god ret glæde sig over sin stemmeafgivning. Og fordi du glimrer med din fornemme slægt, din boglige dannelse og din begavelse og leder folket med din rige lærdom, har du vundet den største hengivenhed fra din flok og med din strålende embedsførelse hævet det kald du har påtaget dig, til berømmelsens tinder. Og for at ingen skal kunne sige at du har tilegnet dig magten som din ejendom, har du fromt og gavmildt testamenteret din anselige formue til kirkerne. Du har foretrukket på en anstændig måde at kaste dine rigdomme fra dig, befængt med bekymringer, som de var, frem for at blive fanget ind af pengebegæets kvaler. Hertil kommer at du har forfattet et forbløffende værk om den hellige lære, og i din iver efter at sætte pligterne over for den fælles kirke højere end dine private bekymringer har du, med gode og kyndige råd, tvunget dem der nægtede at betale de penge der tilkommer kirken, til at adlyde, og opvejet den gamle uret over for kirkerne med denne fromme indtægt. Og de mennesker der levede et usædeligt liv og gav sig selv friere tøjler end godt er, dem har du med stadige formaninger og med dit eget strålende eksempel på nøjsomhed omvendt fra principløse pjok til anstændige hædersmænd. Men om det mest beror på dine ord eller dine handlinger, er et åbent spørgsmål. Det som det ikke har været nogen af dine forgængere beskåret at opnå, det har du alene ved dine kloge råd gjort til virkelighed.

3

Nu ønsker jeg ikke at nogen skal være i tvivl om at oldtidens danskere når de havde udført prægtige heltegerninger, i deres helhjertede stræben efter hæder og berømmelse, efterlignede romernes litteratur og ikke blot beskrev deres egne storslåede bedrifter i en udsøgt form for komposition, en art versdigtning, men 15 også fik deres forfædres bedrifter, der var udbredt i sange på modersmålet, indhugget på sten og klipper med deres eget sprogs bogstaver. Disse spor har jeg holdt mig til som var det bøger fra oldtiden, og jeg har gengivet deres mening i en tro oversættelse, hvor vers er oversat til vers. Min fremstilling er bygget på disse tekster, og der er altså, som man kan forstå, ikke tale om noget der er strikket sammen for nylig, men om noget der stammer fra oldtiden. Nærværende værk lover nemlig ikke smukt klingende snak, men pålidelig oplysning om fortiden. Hvor meget historieskrivning kunne mennesker med disse evner ikke have fremstillet hvis de havde slukket deres skrivetørst med latinkundskaber - i betragtning af at de, selv uden kendskab til det romerske sprog, havde en sådan trang til at videregive mindet om deres bedrifter at de greb til kæmpemæssige stenblokke i stedet for bøger og brugte klippesider som bogsider?

4

Heller ikke de flittige islændere skal her forbigås i tavshed. Disse folk har, fordi deres jord fra naturens hånd er så ufrugtbar, intet grundlag for pragt og luksus og fører konstant en tilværelse i nøjsomhed, hvor de ofte bruger hvert øjeblik af deres liv på at opdyrke kendskabet til andres bedrifter - og derved opvejer deres armod med ånd. For dem er det en stor fornøjelse at kende og viderebringe alle folkeslags historie, for i deres øjne er det lige så glorværdigt at beskrive andres dyder som at demonstrere sine egne. De skatte af historiske vidnesbyrd de har opbygget, har jeg med stor interesse gransket, og en ikke ubetydelig del af nærværende værk er udfærdiget på grundlag af deres beretninger. Jeg har absolut værdsat at kunne rådføre mig med folk som jeg vidste havde så indgående et kendskab til fortiden.

5

Men i lige så høj grad har jeg fulgt Absalons beretninger og bestræbt mig på med lydhør ånd og pen at samle både det han selv har foretaget sig, og det han har hørt fra andre, for jeg har modtaget hans ærværdige fortælling som en slags guddommelig belæring.

6

Nu beder jeg så dig, vor lykkelige fyrste og fader, hvis berømmelige og ældgamle slægt jeg her skal berette om, - dig, Valdemar, fædrelandets strålende lys, beder jeg om at yde mit værk din nådige støtte på dets tvivlsomme vej mod succes eftersom jeg er bange for i min lammelse over forehavendets betydning i højere grad at afsløre min uvidenhed og mine begrænsede evner end at gengive din herkomst som den fortjener det. For ud over det mægtige land du har arvet 16 efter din far, har du udvidet riget betragteligt ved at underlægge dig nabofolkene og udstrakt dit herredømme helt til Elbens vekslende vande og derved føjet en ikke ubetydelig glans til din i forvejen vidtstrakte berømmelse. Sådan har du med dine store bedrifter fordunklet dine forgængeres navn og ry, og selv ikke det romerske kejserriges område har du ladt uberørt af dine våben. Og eftersom du er kendt både som et særdeles tappert og et særdeles gavmildt menneske, er det ikke til at sige hvor du gør størst indtryk: hos fjenderne der frygter dig for dine krige, eller hos undersåtterne der elsker dig for din imødekommenhed. Oven i købet er din prægtige bedstefar blevet helgenkåret af kirken, og takket være sin uforskyldte død har han opnået udødelig ære så hans helligheds stråleglans nu oplyser dem hans sejre i sin tid undertvang. Fra hans højhellige sår flød mere kraft end blod.

Desuden er det gammel, nedarvet pligt til lydighed der gør at jeg har sat mig for at kæmpe for dig, om ikke andet så med åndens kraft, for både min far og min bedstefar har som bekendt gjort trofast tjeneste som krigere i din berømmelige fars hird. Jeg stoler altså på din ledelse og nåde når jeg nu, for at kunne redegøre for det efterfølgende med større tydelighed, har besluttet at tage mit udgangspunkt i en beskrivelse af vores fædreland og dets beliggenhed, for jeg vil kunne give en klarere fremstilling i det følgende hvis beretningen på forhånd gennemgår de steder der er relevante for handlingen, og begynder med at forklare hvor den foregår.

2

1

Landet ligger sådan at dets yderområder dels afgrænses af andre lande, dels omsluttes af havets bølger. De indre områder omskylles af havet, der snor sine arme ud og ind og til tider bliver til smalle og snævre sunde, til andre tider breder sig ud til en åben bugt og danner en lang række øer. Resultatet bliver at Danmark er gennemskåret af havets bølger og kun har få landfaste dele, der er adskilt fra hinanden af store mængder vand i snoede og slyngede sunde og bælter. Af disse er Jylland det danske riges hovedland både på grund af sin størrelse og fordi landet begynder dér, for det ligger forrest og strækker sig helt ned til det tyske område. Fra Tyskland adskilles det af floden Ejderen mens det mod nord bliver noget bredere før det løber ud i stranden mod det norske hav. I Jylland ligger den fjord der kaldes Limfjorden, og som er så rig på fisk at den formodentlig forsyner indbyggerne med lige så meget føde som alt landbrugslandet tilsammen.

17

2

Op til Jylland ligger også det Lille Frisland, der krummer sig ind fra Jyllands fremspring med lavtliggende marker og fladt land, der giver stort udbytte fordi det bliver oversvømmet af havet. Men om disse voldsomme oversvømmelser er mest til gavn eller til fare for befolkningen, er svært at sige. For i kraftig storm kan havet bryde igennem de diger de bygger for at holde det ude, og oversvømme det dyrkede land med så store vandmængder at det fra tid til anden skyller ikke alene afgrøderne, men også menneskene og deres huse bort.

3

Efter Jylland mod øst finder man Fyn, der kun er adskilt fra fastlandet ved et ganske smalt farvand. Og ligesom Fyn mod vest vender ind mod Jylland, vender det mod øst ud til Sjælland, som må fremhæves for sin usædvanlige rigdom på alle fornødenheder. Denne ø er smukkere end nogen anden del af riget, og man siger at den ligger midt i Danmark med lige lang afstand til alle landets yderkanter.

4

Midt ned mellem Sjællands østkyst og Skånes vestkyst skærer sig et sund som hvert år giver fiskerne kæmpemæssige fangster i nettene. Hele farvandet er som regel så fuldt af fisk at skibene til tider sætter sig fast og dårligt nok kan drives frem med årerne, så man behøver ikke fiskeredskaber, men kan ganske enkelt samle fiskene op med hænderne.

5

Fra Skåne skyder Halland og Blekinge sig frem som to grene på én træstamme, der bøjer sig vidt ud fra hinanden og rækker op i hver sin retning, nemlig mod Götland og mod Norge. I Blekinge findes der en passabel klippevæg der er oversået med sære skrifttegn. Fra havet i syd går der en sti op til Värends stenede ødemarker, og langs med den løber der over en lang strækning to linjer med kort indbyrdes afstand. Fladen mellem disse linjer er overalt furet af skrifttegn. Og selv om de er temmelig forskelligt placeret, idet de snart skærer sig hen over høje klipper, snart går i bunden af dalen, er det tydeligvis stadig den samme række af bogstaver der fortsætter. Kong Valdemar, den hellige Knuds velsignede søn, var dybt forundret og ville gerne vide hvad der stod, så han sendte folk over for at gennemvandre klippen og foretage en nøjere undersøgelse af den række af bogstaver der var at se, og bagefter skære det i stave præcis som det stod. Men de kunne ikke få mening i det fordi selve de udhuggede fordybninger dels var opfyldt med skidt, dels slidt væk af fodtrin så tegnene flød sammen på den nedtrådte sti. Heraf kan man se at selv det der er ridset i den hårde klippe, med tiden udviskes af strømmende vand eller mudder og snavs eller regnens silende dråber.

18

6

Eftersom dette område ligger tæt på Sverige og Norge både hvad sprog og beliggenhed angår, vil jeg også gøre rede for deres geografi og vejrlig, ligesom jeg har beskrevet Danmarks. Disse lande ligger under nordlige himmelstrøg med udsigt til Bjørnevogteren og Nordstjernen og strækker sig i den fjerneste ende helt op til den zone hvor frosten hersker. Længere mod nord er der ingen mulighed for menneskelig beboelse på grund af den usædvanlig strenge frost. Af de to lande er Norge fra naturens hånd et hæsligt stenet sted med golde klippeegne og overalt dækket af skarpe klipper så det med sine ødemarker fremtræder som et bart og trøstesløst landskab. I den fjerneste ende af landet går solen aldrig ned, selv ikke om natten, sådan at den med sin konstante tilstedeværelse lader hånt om tidens vekslen og betjener begge døgnets halvdele med nøjagtig samme lys.

7

Vest for Norge, midt i det store ocean finder man den ø der kaldes Island, et temmelig trist sted at bo, som til gengæld må fremhæves for sine aldeles utrolige og uhørte vidundere. Der findes en kilde der med sit rygende vand kan fjerne hvad som helst fra dets naturlige form. Alt hvad der bliver udsat for dens damp, forvandles og bliver hårdt som sten. Og her er det svært at sige om det så er mere forunderligt end farligt at blødt, flydende vand kan besidde en sådan styrke at det fra det ene øjeblik til det andet kan forvandle alt hvad der kommer i nærheden og bliver ramt af dets damp, til sten så kun den ydre form står tilbage. Her skal der også findes en række andre kilder der det ene øjeblik svulmer op og fyldes med så store vandmængder at de går over deres bredder og sprøjter vandet højt op i luften, og det næste øjeblik svinder ind og synker bort dybt ned i jordens indre så man dårligt nok kan se dem. Resultatet er at når de springer, overstænker de alt i nærheden med hvidt skum, og når de forsvinder, kan selv ikke det skarpeste blik få øje på dem. På samme ø er der også et bjerg der ligesom det på Sicilien bestandig står i brand og ustandselig udspyr flammer fra sit evigt blussende bål. Og det er ikke mindre forbløffende end det netop nævnte at en jord der på sin overflade er knuget af uhyrlig frost, kan gemme på så stærk en varme at den i det skjulte kan holde en evig ild ved lige og til stadighed nære en luende brand.

Denne ø modtager også på bestemte tider af året umådelige mængder af drivis. Når isen ankommer og første gang kværner mod de ru skær, lyder det som om klipperne brøler til svar, og fra dybet høres rumlende stemmer og sære rungende råb. Derfor har man forestillet sig at det var de dødes sjæle der her måtte lide for 19 deres syndefulde liv og udstå straffen for deres ugerninger i den bidende kulde. Hvis man hugger et stykke af isen og binder det fast, river det sig løs af fangenskabet så snart den øvrige is driver fra land, uanset hvor mange knuder det er tøjret med. Det er virkelig ganske forbløffende at en ting der er fastgjort med ubrydelige låse og holdes på plads af et utal af uløselige bånd, i den grad følger den masse den er en del af, når den bryder op, at den unddrager sig selv den omhyggeligste afspærring og uundgåeligt slipper bort. Men der er også en anden form for is, der ligger mellem bjergrygge og klipper, og om den ved man at den med jævne mellemrum vender sig så oversiden kommer nedad, og de nederste dele kommer opad. Som belæg for den påstand anføres det at nogle mænd engang løb hen over en isslette og styrtede i en sprække, dybt ned i en gabende spalte, men kort efter blev fundet døde oven på isen uden at der var nogen revner at se. Derfor er der mange der går ud fra at isens dybe hulrum har opslugt dem, men at den senere har vendt sig og givet dem fra sig igen. Man siger også at der er et kildevæld deroppe med så skadeligt vand at man falder død om som om det var gift,

        

20 hvis man så meget som smager på det. Der er også andre kilder hvis vand efter sigende smager ligesom øl. Der er en slags ild der ikke kan brænde træ, men fortærer vand. Og der findes en sten der flyver over stejle bjerge uden nogen ydre påvirkning, udelukkende ved egen kraft.

8

Men for nu at vende tilbage til Norge og beskrive det lidt nøjere, må man vide at det mod øst grænser op til Sverige og Götland og på de øvrige sider er direkte omgivet af havet. Men mod nord vender det mod et land hvis navn og geografi ingen kender. Mennesker bor der ingen af, men det er tæt befolket med mærkelige uhyrer, og landet er adskilt fra de norske områder overfor af en bred havbugt. Eftersom den er et usikkert sted at sejle, er det kun meget få der er kommet tilbage igen i god behold efter at have vovet sig derud.

9

I øvrigt er det sådan at den indre arm af havet skærer sig tværs igennem Danmark og fortsætter i en stor bugt op mod den sydlige ende af Götland. Det ydre hav strækker sig nord om dette land og Norge og derfra mod øst, hvor det breder sig stærkt ud og ender i en stor bugt. Den ende af havet kaldte vores forfædre 21 for Gandvig. Mellem Gandvig og havet mod syd er der kun en smal stribe land, som på begge sider beskylles af havet. Hvis ikke naturen havde anbragt denne landtange som grænse mellem de to farvande der næsten mødes, ville bølgerne have blandet sig og gjort Norge og Sverige til en ø.

I de østlige dele af disse lande bor skridfinnerne. Dette folkeslag bruger et mærkeligt transportmiddel, hvorpå de, som de ivrige jægere de er, kan færdes i uvejsomme bjergegne og komme hvorhen de vil, med smidige sving og bøjninger. Der er ikke den klippe der er så stejl at de ikke ad snedige omveje kan nå helt op på toppen af den. Fra bunden af dalen bevæger de sig i skarpe sving op over bjergets fod, og sådan krydser de sig videre frem på skrå med hyppige slyngninger indtil de ad snirklede og snoede stier når helt til den øverste tinde. De plejer at sælge huder fra forskellige dyr til nabofolkene.

10

Sverige grænser mod vest op til Danmark og Norge. Mod syd og for en stor del også mod øst beskylles det af havet. På den anden side, stadig mod øst, finder man en lang række forskellige barbariske folkeslag.

3

I det danske område må der i gamle dage have boet kæmper, det fremgår tydeligt af de enorme sten der er anbragt på de gamles grave og stenkamre. Og skulle nogen tvivle på at det er kæmpers værk, så kan han se engang på nogle af disse knejsende høje og fortælle - hvis han kan - hvem der så har slæbt de kolossale kampesten op på toppen af dem. Enhver der overvejer dette mirakel, må jo indse hvor usandsynligt det er at almindelige dødeliges anstrengelser eller sædvanlig menneskelig styrke skulle have taget en blok der selv på flad mark slet ikke, eller kun vanskeligt lader sig rokke, og flyttet den op på så høj en bakketop. Men om de der har udført dette, var kæmper der levede videre efter syndflodens oversvømmelser, eller mænd med større legemsstyrke end andre, det har vi ingen overlevering om. Om den slags folk mener man her i landet at de har en flygtig krop der gør det muligt for dem på forunderlig vis snart at være til stede, snart at være borte, og fra det ene øjeblik til det andet at gøre sig synlig og usynlig igen, og de siges at leve den dag i dag i den stenede og utilgængelige ødemark jeg tidligere har omtalt. Vejen dertil er fyldt med de frygteligste farer, og den tillader sjældent dem der indlader sig på den, at vende hjem igen i god behold. Men nu vil jeg vende mig mod min egentlige opgave.

22

        

23

Første bog

24

        

25

        

26

        

27

1

1

Danskernes historie begynder med Dan og Angel, Humbles sønner, som ikke alene var vores folks grundlæggere, men også dets herskere - om end Dudo, forfatteren til Aquitaniens historie, fortæller at danskerne nedstammer fra danaerne og har deres navn fra dem. Men selv om de to fik magten over riget med folkets fulde billigelse og af et enigt folk blev valgt til herskere som tak for deres tapperhed og store bedrifter, blev de aldrig kaldt konger, for på det tidspunkt var den titel endnu ikke kommet i brug hos os.

2

Den ene af de to, Angel, som ifølge overleveringen blev stamfar til anglerne, gav det landskab han regerede over, navn efter sig selv, for med denne beskedne form for mindesmærke kunne han sikre sig selv evig berømmelse. Da hans efterkommere senere erobrede Britannien, udskiftede de øens gamle navn med et nyt, nemlig deres hjemegns. Det var en begivenhed man i gamle dage tillagde stor betydning - som vi kan se det hos Beda, en af de betydeligste teologiske forfattere, der selv var født i England og gjorde meget ud af at indføje sit lands historie i sine værkers hellige skatkammer, for i hans øjne var det en lige så from handling at skildre fædrelandets historie som at skrive om teologiske emner.

3

Efter hvad traditionen siger, var det så Dan der blev ophav til vores kongeslægt, og fra det udspring har den, om man så må sige, fortsat sit prægtige løb generation efter generation. Dan selv fik sønnerne Humble og Løder, og deres mor var en højfornem tysk kvinde ved navn Grida.

2

1

Når de skulle vælge en konge, plejede vores forfædre at stå på store sten der stod fast i jorden, som et varsel om at valget var lige så fast og urokkeligt som stenene de stod på. Da hans far døde, var det ved dette ritual at Humble blev valgt til konge, hvilket altså var et nyt embede her i landet, men senere var skæbnen ond nok til at reducere ham til et almindeligt menneske igen. I en krig blev han nemlig taget til fange af Løder og måtte betale for sit liv ved at afstå fra tronen. I nederlagets stund var det den eneste mulighed han fik for at redde livet. Og ved sådan at blive overfaldet og tvunget til at frasige sig magten af sin 28 egen bror blev han et eksempel for alle på at selv om der er større pragt i kongens hal, er der større tryghed i en simpel hytte. Men han fandt sig så tålmodigt i uretten at det omtrent så ud som om han tog det som en kærkommen gave at miste sin position - han havde nok gennemskuet hvad det indebærer at være konge, vil jeg tro.

2

Men Løder var ikke mere behagelig som konge end han havde været som kriger, og det virkede som om han ville indvarsle sin regering med overmod og ugerninger: at myrde eller udplyndre alle de mest fremtrædende mænd han kunne finde, og dræne riget for gode borgere, det var i hans øjne en helt respektabel fremgangsmåde, og han betragtede alle der var lige så fornemme som ham selv, som rivaler til tronen. Til gengæld fik han heller ikke lov at vente længe på sin straf, men bukkede under da der udbrød oprør i landet: et oprør havde skaffet ham tronen, og et oprør tog også livet af ham.

3

1

Hans søn, Skjold, havde arvet sin fars evner, men ikke hans opførsel. Han gjorde sig allerede som barn de største anstrengelser for ikke at følge i faderens fodspor og gik i en stor bue uden om familiens fejl. Han undgik klogeligt sin fars skavanker, men efterlevede med held sin farfars storhed, og tog således den fjernere, men også bedre del af sin arv til sig. Som ung gjorde han sig bemærket blandt sin fars jægere ved at nedlægge et kæmpemæssigt vilddyr, en forbløffende bedrift, der gav varsler om den tapperhed han senere skulle komme til at vise. Han havde nemlig engang fået lov af sine formyndere, de mænd der med stor omhu sørgede for hans opdragelse, til at gå med og se på jagten - og stod pludselig ansigt til ansigt med en kæmpemæssig bjørn. Våben havde han ikke, men det lykkedes ham at binde den med sit bælte så hans kammerater kunne dræbe den. Men man fortæller også at han i samme periode besejrede adskillige kendte kraftkarle i tvekamp, deriblandt berømte folk som Atal og Skat. Allerede som femtenårig havde han vokset sig så usædvanlig stor og stærk at han var et pragteksemplar af en mand, og han gav så store prøver på sine evner at danskernes konger siden har haft navn efter ham og under ét kaldes skjoldunger. Tilsvarende irettesatte han alle der levede et slapt og løsagtigt liv og undergravede alt mådehold med ødselhed og udsvævelser, og han forsømte ingen lejlighed til atter at vække dem til ædel handling. Skjold var altså tidligt udvokset, men endnu tidligere modnet af 29 sind, og han deltog i tvekampe som han med sin unge alder dårligt nok kunne være tilskuer til.

2[3]

Da han var nået så vidt i alder og storhed, bejlede han til Alvild, som var en stor skønhed, og af samme grund udfordrede hans rival, den tyske fyrste Skate, ham til tvekamp. De kæmpede i hele den danske og den tyske hærs påsyn, og da Skate faldt, gjorde Skjold det tyske folk skatskyldigt eftersom de måtte regnes for besejrede når deres hærfører var dræbt.

3[2]

Men det var ikke kun i kamp han viste sin storhed, men også ved sin hengivenhed over for fædrelandet: han afskaffede uretfærdige love og indførte nyttige, og udførte i det hele taget med den største omhu alt hvad der kunne gøre riget gavn. Ja, i kraft af alle sine store dyder genvandt han det rige hans far havde mistet ved sin ondskab. Han var den første der ved lov gjorde det muligt at tilbagekalde frigivelser af trælle. En træl som han havde skænket friheden, havde forsøgt at snigmyrde ham, og han lod straffen blive hård, som om denne ene mands forbrydelse med rimelighed skulle gå ud over alle frigivne. Han betalte alle andres gæld af sin egen kasse, og det var som om han kappedes med andre konger ikke kun i tapperhed, men også i gavmildhed og storsind. Han plejede de syge og bragte ofte lindring til dem med svære lidelser for at vise at det var riget han følte ansvar for, og ikke sig selv. Stormændene belønnede han ikke kun med betaling af egne midler, men også med det bytte han tog fra fjenderne, for som han plejede at sige: pengene skulle krigerne have, men hæderen var hærførerens.

4

1

Pigen han havde kæmpet for, tog han, nu hvor hans bitreste rival var død, som belønning for sin sejr og gjorde hende til sin hustru. Med hende fik han kort tid efter sønnen Gram. Han viste forbavsende anlæg, der i den grad mindede om hans fars at man ligefrem skulle tro han trådte i hans fodspor. De fremragende gaver han var udstyret med, såvel i sjæl som i legeme, førte ham allerede som ung mod berømmelsens tinder, og eftertiden har haft så høje tanker om hans storhed at hans navn i de ældste danske digte er ensbetydende med kongelighed. Alt hvad der kunne styrke og opøve hans kræfter, dyrkede han ivrigt og opmærksomt. Hos fægtemestrene lærte han sig ved omhyggelig træning både at give og parere hug og stik. Hans plejefar Roar havde en datter på hans egen alder, som havde diet ved samme bryst som han, og som en særlig tak til sit barndomshjem 30 gjorde han hende til sin hustru, men senere giftede han hende væk som løn til en vis Besse der tit og ofte havde ydet ham tapper hjælp og støtte. Besse stod trolig ved hans side i kamp og strid, og det er ikke let at sige om det var hans egen eller Besses tapperhed der vandt ham størst hæder.

2

Da Gram engang hørte at den svenske kong Sigtrygs datter Gro var blevet lovet bort til en af jætterne, blev han dybt forarget over at en kongedatter skulle indgå så nedværdigende et ægteskab, og kastede sig ud på et felttog til Sverige for at kæmpe med uhyrer som en anden tapper Herkules. Han nåede ind i Götland, hvor han, for at skræmme alle han mødte, gik rundt i et gedeskind, indhyllet i huder fra alskens vilde dyr og med en drabelig kølle i hånden for rigtig at ligne en jætte. Her mødte han så tilfældigvis Gro selv, som kom ridende med nogle få piger til opvartning på vej til en skovsø for at bade. Hun tog ham for sin 31 kommende ægtemand, men blev samtidig, som den kvinde hun var, forskrækket over hans sære fremtoning, slap tøjlerne og begyndte, rystende over hele kroppen, at tale på vers på vores hjemlands sprog:

3

Hvem ser jeg her? Det er ham, den jætte som høvdingen hader!
Går han midt på min vej, skygger for alt med sit skridt?
Eller måske ta'r jeg fejl, det sker slet ikke så sjældent
at et vilddyrskind skjuler den tapreste mand.

Besse svarede:

Pige der knuger
hesten om flanken,
hør hvad jeg siger,
svar på mit spørgsmål:
sig hvad du hedder,
hvorfra du stammer,
hvad er din herkomst?

Hertil svarede Gro:

Gro det er navnet,
kongen mit ophav,
ædel af stamme,
strålende kriger.
Sig mig så selv hvem
du er og hvorfra
kom, lad mig høre.

4

Hertil svarede Besse:

Jeg kaldes Besse,
kampberedt, tapper,
32 grusom mod fjender,
folkeslags rædsel.
Ofte min hånd jeg
væder med andre
krigeres blodstrøm.

Så sagde Gro:

Hvem er din herre,
høvding for hæren?
Hvem er den mand hvis
felttegn I fører?
Hvem står i spidsen,
stridshærens hersker?
Hvem har befaling,
opstiller styrken?

5

Og Besse svarede:

Gram fører hæren.
Krigslykken har han,
vold eller trusler
kuer ham aldrig.
Knitrende ligbål,
lynende klinger,
bølgernes brølen
- ham skræmmer intet.
Han er vor fører,
under hans felttegn
kæmper vi, pige.

33

Og Gro sagde:

Så gør omkring nu,
hjem hvor I kom fra!
Ellers vil Sigtryg
med sine krigsfolk
knuse jer alle,
lægge en løkke
stramt om hver strube,
klynge jer op i
grufulde galger
dinglende under
snærende knuder,
rasende give
glubende ravne
ådsler at æde.

6

Og Besse sagde:

Før da vil Gram dog
selv sende ham til
skyggernes rige.
Længe før skæbnen
lukker hans øjne,
styrter han Sigtryg
hovedkulds ned i
dødsrigets rædsel.
Svenskernes krigsfolk
frygter vi ikke.
Hvorfor dog true
os med et grusomt
endeligt, pige?

34

7

Hertil svarede Gro:

Hjem vil jeg drage,
gense min faders
velkendte kongsgård.
Ja, for din broders
hær har jeg ikke
mod til at møde.
Men hvis I bli'r her,
håber jeg døden
henter jer alle.

Hertil sagde Besse:

Gå du med glæde
hjem til din fader.
Hvorfor så hastigt
ønske os døde?
Hvorfor skal galden
bruse i brystet?
Først viser kvinden
ofte sin frier
vrangvilligt fra sig
- kommer han atter,
gi'r hun sig gerne.

8

Herefter kunne Gram ikke længere holde sig tavs, og han talte nu til hende med en grov og rå stemme der skulle lyde vild og skrækindjagende:

Ingen pige bør frygte en bror til den grusomme jætte,
ingen skal blegne af skræk ved at stå over for mig.
Grip har sendt mig hertil, men en pige der ikke er villig
ta'r jeg ikke med vold, tvinger jeg ikke til sengs.

35

9

Gro svarede:

Hvilken pige med nogen fornuft bli'r luder for jætter?
Hvem kan med nogen lyst ligge i uhyrets seng?

Hvem vil være en djævels brud
når hun ved at hans sæd undfanger troldebørn?
Og hvem i hele verden vil
dele sin seng med et kæmpevæsen?

Hvem vil kramme en tjørnegren?
Hvem vil fæste et kys midt i en mudderpøl?
Og lægge sig med silkeblødt
legeme grelt imod lodne lemmer?

Mellem ulige skabninger
nydes elskovens leg aldrig i fulde drag.
En kvindes ægte kærlighed
passer kun dårligt til grumme udyr.

10

Men Gram svarede:

Ofte har jeg med denne hånd
tvunget mægtige mænd, herskere, dybt i knæ,
sat deres stolte indbildskhed
grundigt til vægs med en magtfuld næve.

Modtag derfor det røde guld:
denne gave skal nu stifte en varig pagt,
af den skal evig troskab gro,
hvorpå vort ægteskabs grund kan bygges.

36

Med de ord kastede han forklædningen, og så snart han åbenbarede sine egne kønne ansigtstræk, virkede han omtrent lige så tiltrækkende på pigen som han i den falske skikkelse havde været skræmmende. Med sit underskønne ydre lokkede han hende til at ligge med ham, og han glemte ikke at opmuntre hende med elskovsgaver.

11

Nu fortsatte han rejsen, og et sted undervejs hørte han fra folk han mødte, at to røvere lå på lur længere fremme på stien. Dem dræbte han med et eneste slag da de ivrigt fór frem for at plyndre ham. Men for at ingen skulle kunne sige om ham at han havde gjort fjendens land en tjeneste, stablede han de døde kroppe op på højkant og spændte dem fast til pæle som om de stod på benene, så synet kunne skræmme folk nu de var døde, ligesom deres gerninger havde gjort dem ondt dengang de levede. Også efter døden skulle de være skrækindjagende og ved deres blotte fremtoning spærre vejen lige så meget som de før havde gjort det med deres handlinger. Deraf kan man se at det var for sin egen skyld han slog røverne ihjel, ikke for svenskernes, for med sin bemærkelsesværdige handling viste han netop hvor meget han hadede de svenske.

12

Fra sine spåmænd havde han hørt at guld var det eneste der kunne besejre Sigtryg, og derfor fik han straks sat en kugle af guld på sin kølle af træ, og med den som våben drog han i slag mod kongen og opnåede hvad han havde ønsket. Herom sang Besse dette hyldestkvad:

Gram, den stærke, greb om sin gode kølle,
glemte jern og stål og lod træet tale,
fægted' uden sværd og lod kævlen knuse
herskerens våben.

Fulgte skæbnens bud og de højes vilje,
undertvang det stolte, men svage Sverig'
da han dræbte kongen med slag fra køllen,
slog ham med guldet.

Ja, han grubled' længe og fandt en udvej:
svang den gyldne kølle med begge næver
37 til han i triumf med et prægtigt slag drev
kongen i støvet.

Den som skæbnen ikke lod jernet fælde,
overvandt han klogt med sin stærke guldstav.
Sværdet tav, men andet metal, og bedre,
sikrede sejren.

Dyrebar er køllen, dens ry vil vare,
vandre stadig videre ud i verden.
Med sin skaber, Gram, skal den indta' ærens
højeste tinde.

13

Nu hvor han havde gjort det af med kong Sigtryg af Sverige, var Gram ivrig efter at befæste sin magt over det rige han havde vundet sig med våben, og da han havde en mistanke om at Svarin, jarlen af Götland, var ude efter kongemagten, udfordrede han ham til tvekamp og dræbte ham. Jarlens brødre, syv ægtefødte og ni sønner af en elskerinde, forsøgte at hævne broderens død i en ulige kamp, men dem gjorde han det også af med.

14

Hans far, der nu var ved enden af sit liv, belønnede ham for alle disse store bedrifter ved at gøre ham til medregent. I stedet for at sidde alene med magten nu hvor livet gik på hæld, følte han at det var både nyttigere og behageligere at dele den med sit eget afkom. En fornem sjællænder ved navn Ring mente nu at den ene af dem var for ung til posten, den anden efterhånden udslidt, og under påskud af at begge havde en alder der gjorde dem uegnede til tronen, kaldte han størstedelen af danskerne til oprør, for som han sagde: den ene var en grønskolling, den anden senil, og derfor var de begge utilregnelige og ude af stand til at regere. Men han led et tilintetgørende nederlag til dem og blev derved selv et bevis på at mod og styrke kan trives i alle aldre.

15

Kong Gram udførte adskillige andre store bedrifter. Engang havde han erklæret finnernes kong Sumble krig, men i samme øjeblik han fik kongens datter Signe at se, lod han sværdet synke, forvandlede sig fra fjende til frier og aftalte ægteskab med hende mod at love at han ville lade sig skille fra sin hustru. Men 38 senere da han havde hænderne fulde af den krig han førte oppe i Norge mod kong Svibdag, der havde voldtaget hans søster og datter, fik han besked om at Sumble havde brudt aftalen og lovet hende bort til kong Henrik af Sachsen i stedet. Nu betød pigen mere for ham end hans egne krigere, så han efterlod hæren hvor den var, og fór af sted til Finland uden at sige et ord til nogen. Brylluppet var allerede i fuld gang da han nåede frem, men han klædte sig i elendige pjalter og satte sig til bords på en af de usleste pladser. Da de spurgte ham hvad han kunne bidrage med, svarede han at han kendte til lægekunst. Til sidst da alle var ravende fulde, fæstnede han sit blik på pigen, og midt i larmen og lystigheden lod han sin harme få frit løb i et digt hvor han bandede alle kvinder langt væk for deres troløshed og hævede sin egen tapperhed til skyerne:

16

Otte mod én, skræmte det mig? Alle fik dødens pile.
Derpå jeg drog sværdet mod ni, de måtte også falde.
Svarin blev dræbt, faldt for min hånd, Svarin den falske konge,
dengang han frækt antog sig helt ufortjent rang og højhed.
Tit har mit sværd dryppet af død, drevet af blod fra dræbte,
tit har det smagt fremmedes blod, nej, jeg har aldrig frygtet
klangen af stål, sværd imod sværd, blinket fra blanke hjelme.
Nu har en tøs, grusom og rå, Signe, kong Sumbles datter,
svigtet mig groft, valgt sig en ny, hånligt fordømt det gamle
løfte hun gav, fattet en ny kærlighed mod al orden.
Ingen skal tro pigebørns ord - det har hun vist til fulde!
Fornemme mænd fanger hun ind, trækker dem ned i skidtet.
Stormænd især gør hun til nar værre end alle andre.
Aldrig hun bli'r trofast hos én, vakler og slingrer altid.
Ustadigt, flyvsk, flygtigt begær, fostres i hendes hjerte.

17

Med de ord sprang han op fra sin plads og dræbte Henrik midt under festmåltidet som han sad der omgivet af sine venner, flåede bruden ud af klyngen af brudepiger, huggede en stor del af gæsterne ned og trak pigen med sig ned til sit skib. Sådan forvandledes bryllup til begravelse, og finnerne fik lært at man skal holde fingrene fra andres kærlighed.

39

18

Herefter forsøgte han igen at hævne sig på kong Svibdag af Norge, der havde voldtaget og vanæret hans søster og forgrebet sig på hans datters dyd, men nu blev Gram selv dræbt. Ved det slag var der det særlige at en sachsisk styrke kom Svibdag til hjælp, ikke så meget fordi de følte noget særligt for ham, som fordi de var opsat på at hævne Henriks død.

5

1

Gram havde to sønner, Guttorm og Hadding, den ene med Gro og den anden med Signe, men da Svibdag fik magten i Danmark, sejlede deres plejefar, Brake, dem til Sverige og lod jætterne Vagnhoved og Havle opfostre dem og beskytte dem.

2

Jeg skal nu i korte træk omtale hvad de to udrettede, men for at det ikke skal se ud som om jeg ukritisk genfortæller historier der strider mod almindelig sund fornuft eller overskrider det troværdige, er det værd at gøre opmærksom på at der i gamle dage fandtes tre slags troldmænd, der hver udøvede sin form for magi.

3

Den første type var den uhyrlige art af mænd som man i gamle dage kaldte jætter, og som var så kæmpestore at intet menneske kunne måle sig med dem.

4

Dernæst var der dem der havde særlige evner for at forudsige fremtiden og mestrede den delfiske kunst. De stod meget tilbage for de første hvad størrelse og kræfter angår, men lige så meget over dem i åndsevner og begavelse. Mellem dem og jætterne var der ustandselig krig og strid om magten indtil troldmændene gik af med sejren og med magt underlagde sig jætterne, hvorved de ikke alene sikrede sig retten til magten, men også et rygte for at være guder. Begge folk havde forstand på at bedrage synet og kunne skabe både sig selv og andre om i andre skikkelser så det sande udseende blev skjult under et forførende ydre.

5

Den tredje type var de mennesker der opstod ved en krydsning mellem de to foregående typer, men de levede ikke op til deres forældre, hverken hvad størrelse eller åndelige kræfter angår. Alligevel lod folk sig snyde af deres kunster til at opfatte dem som guder.

6

Det bør ikke komme bag på nogen at deres trolddomskunster kunne forlede barbarerne til en falsk gudsdyrkelse når selv de kloge romere lod sig lokke til at dyrke den slags dødelige mennesker som guder. Alt dette nævner jeg for at læserne 40 ikke skal stille sig tvivlende an når jeg i det følgende skriver om trolddom og undere. Og herefter vil jeg så igen tage fat hvor jeg slap.

7

Efter drabet på Gram var Svibdag blevet hersker over både Danmark og Sverige, og da hans hustru blev ved med at plage ham om det, hentede han hendes bror Guttorm tilbage fra landflygtigheden og satte ham til at regere over danskerne mod at betale skat til Svibdag. Hadding derimod ville ikke tage imod venligheder fra sin fjende, han ville hævne sin far.

6

1

Hadding havde allerede fra sin tidligste ungdom udviklet sine anlæg så fremragende at han snart besad alle en voksen mands kvaliteter. Han undgik nydelser af enhver art og beskæftigede sig udelukkende med våbenbrug, og det med glødende iver, for han var sig bevidst at han som søn af en vældig kriger burde anvende hele sit liv på strålende krigeriske bedrifter.

2

Vagnhoveds datter Hardgrep forsøgte at smelte hans barske sind og friste ham til kærlighed. Ustandselig gjorde hun ham opmærksom på at hun burde være den første han tog ind i sin seng som hustru, eftersom hun havde passet og plejet ham mens han var spæd, og foræret ham hans første rangle. Og hun nøjedes ikke med at plage ham med jævne ord, hun kastede sig også ud i et digt:

Sig mig dog hvorfor du spilder dit liv,
ugift og ensom la'r tiden gå hen,
altid i felten, begejstret for blod
- tiltrækker skønheden slet ikke dig?
Svimlende vanvid har grebet dit sind,
kærlighed hælder du ikke imod.
Sølet af blod efter slagsmål og drab
vrager du kærlighed, vælger du krig,
muntrer dig aldrig med kærtegn og kys.
Den der er barsk, slår sig ikke til ro,
morer sig aldrig, er altid kun rå.
Hensynsløsheden behersker hans hånd,
kærlighed derimod ledes han ved.
Bort med det hæslige, benhårde sind,
41 find dog den kærlige, flammende ild,
bind dig til mig med din kærligheds bånd.
Jeg var den første der bød dig mit bryst,
jeg gav dig die og hjalp dig som dreng,
påtog mig alt hvad man bør som en mor,
omsorgsfuld, hjælpsom, din støtte i alt.

3

Da han gjorde opmærksom på at hun var alt for stor til at gå i seng med et menneske - for med det udseende kunne ingen være i tvivl om at hun var af jætteslægt - svarede hun: »At jeg ser så kæmpemæssig ud, det skal du slet ikke bekymre dig om. Jeg kan forvandle min krop præcis som jeg vil, svinde ind og svulme op som jeg vil, gøre mig tynd eller tyk, bittelille eller kæmpestor. Det ene øjeblik når jeg helt op til himlen, det andet er jeg et ganske lille menneske.« Og da han stadig var betænkelig og havde svært ved at tro på hendes ord, tilføjede hun disse vers:

Nej, frygt ikke, min ven, for at komme med mig til mit leje!
Jeg har tvefoldig magt til at ændre min krop som jeg ønsker,
og kan forvandle hver sene, hvert bånd både frem og tilbage.
For jeg veksler fra form til form på forskellige måder,
skaber mig om som jeg vil: først strækker jeg halsen mod himlen,
op mellem stjernerne, helt til den egn hvor tordneren færdes,
så søger ho'det fra himmelens hvælv mod jorden dernede,
bøjer sig netop så dybt at jeg atter har menneskehøjde.
Sådan forvandler jeg let mit legeme frem og tilbage,
fremstår i flerfoldig form, snart snører jeg lemmerne sammen,
knuger dem stramt og tæt, snart hæver min krop sig i højden,
folder sig ud så den når helt op til de højeste skyer.
Snart er jeg lille og kort, snart løsnes min læg, og jeg vokser,
smidig og veg som voks, der kan formes til nye figurer.
Ingen der før har hørt om Proteus, bør studse ved tanken.
Snart bli'r det udstrakte småt, snart øges det spæde i omfang,
ydret er aldrig bestandigt og fast, min fremtoning skifter,
snart vil den strække hvert lem, snart knuge dem tæt som en kugle.
42 Når de er små, kan jeg vide dem ud, og de langstrakte lemmer
kan jeg la' krympe igen, for jeg har dette dobbelte ydre,
ja, jeg huser i samme person to liv: jeg kan skræmme
farlige væsner som stor - men elske med men'sker som lille.

4

Med disse indtrængende ord overtalte hun Hadding til at sove med hende, og så glødende forelsket blev hun i den unge mand at hun uden tøven trak i mandstøj og fulgte med ham da det gik op for hende at han længtes hjem til sit eget land. Hun nød ligefrem at dele farer og strabadser med ham. Undervejs på rejsen sammen med ham søgte hun engang nattely i et hus hvor folkene under gråd og tårer var i færd med at holde begravelse over husherren, som var død. Hun fik så lyst til at gøre brug af sine trolddomskunster for at udforske gudernes hensigter. Hun ridsede nogle kraftfulde vers på et stykke træ og lod Hadding lægge det ind under tungen på den døde, og tvang derved den døde til med en rædselsvækkende røst at fremsige følgende digt:

5

Den der drog mig op fra dybet, han skal dø en ussel død,
lide straffen for at mane ånder op fra dødens land.
Den der kaldte mig op, udslukt og livløs,
nede fra dødens land, pludselig atter
satte den henfarne mand oppe i verden,
må til hver kummerfuld ånd dybt bag den gustne
dødsflod betale sin bod: selv finde døden.
Derfor tvinges jeg nu mod mine ønsker
til at berette hvad I nødig vil høre:
For når I drager herfra, bort fra min bolig,
kommer I snart til en skov, lille og sluttet,
hvor I vil være et nemt bytte for trolde.
Da skal kvinden som drog sjælen fra dybet,
atter en gang lod den se lyset heroppe,
manede manden hertil, lokkede sjælen,
og på forunderlig vis bandt den til kroppen
- da skal hun over sin dåd bitterlig græde!
43 Den der drog mig op fra dybet, han skal dø en ussel død,
lide straffen for at mane ånder op fra dødens land.
For når en pestbefængt, sort horde af trolde og pak
farer rasende frem, griber i indvoldes dyb,
når en voldelig hånd fejer de levende bort,
flår med sin grufulde klo, afriver arme og ben,
da vil, Hadding, kun du stå med dit liv i behold.
Da vil skyggernes land dog ikke røve din sjæl
eller din ånd fuld af sorg vandre til dødsflodens vand.
Men din kvinde må ta' straffen for hvad hun har gjort,
sone sin synd mod mit støv - da skal hun selv blive støv,
hun der lod staklens sjæl vende tilbage hertil.
Den der drog mig op fra dybet, han skal dø en ussel død,
lide straffen for at mane ånder op fra dødens land.

44

6

Da de nu var nået frem til den nævnte skov og overnattede i en hytte af flettede grene, fik de øje på en kæmpemæssig hånd der famlede omkring i hele hytten. Hadding blev rædselsslagen over det uhyggelige syn og bad sin stedmor om hjælp. Hardgrep gjorde sig lang og høj og svulmede op til en vældig størrelse, tog et fast greb i hånden og befalede sin plejesøn at skære den af. Og det var mere gift end blod der flød fra de gruopvækkende sår. Men til straf for den handling blev hun senere sønderrevet af de andre jætter. Og da kunne hverken hendes oprindelse eller hendes størrelse frelse hende fra fjendens rasende kløer.

7

Hadding stod nu uden sin stedmor, men en gammel enøjet mand fik medynk med den ensomme unge fyr og fik en sørøver ved navn Liser til at indgå fostbroderskab med ham. Når man skulle slutte pagt med hinanden, plejede man nemlig i gamle dage at stænke sit blod i hinandens fodspor, og således bekræfte venskabet ved at blande blod. Da nu Liser og Hadding på denne måde havde knyttet sig til hinanden med tætte venskabsbånd, erklærede de kurernes høvding, Loker, krig. De blev slået, men Hadding flygtede, og den nævnte gamle mand tog ham med på sin hest hjem til sin egen gård, hvor han oplivede ham med en liflig drik og fortalte ham at hans krop ville komme til kræfter igen. Denne forudsigelse fremsatte han i følgende vers:

8

Når du nu drager herfra, vil din modstander se dig som flygtning,
fange dig ind for i lænker og jern at gi' dig til vilddyr,
frådende bæster, hvis kæber skal flå dig i stumper og stykker.
Fyld dine vogteres ører med snak, med sagn og historier.
Når de har drukket og spist og er overmandet af søvnen,
da kan du gøre dig fri af de frygteligt snærende lænker.
Så kan du godt vende hjem, men kun kort tid vil forløbe
før du må mønstre al kraft for at møde en rasende løve,
en der vil indfange folk med sin klo og ruske og flå dem:
spænd af al magt din arm om uhyrets grufulde bringe,
split så hvert bånd i dens bryst med slagsværdets blottede klinge.
Læg straks læberne til og drik den dampende blodstrøm,
sæt dine tænder i kødet og flå dig et måltid af dyret.
Da vil din krop få kræfter på ny, en pludselig styrke
45 fylde hvert led i din krop, hver sene, og da vil en vældig
ophobet kraft trænge ind overalt i de senede lemmer.
Selv vil jeg bane din vej til dit mål: jeg vil dysse de vagter
dybt i søvn og bevare dem dér til natten er omme.

9

Og med de ord tog han ham op på hesten igen og bragte ham tilbage hvor han kom fra. Hadding lå gemt under hans kappe, rystende og bævende, og da han kastede et blik ud gennem slidserne, så han til sin store forbløffelse at havet lå udbredt under hestens hove. Men da han havde fået forbud mod at se ud, måtte han tage øjnene til sig og lamslået vende blikket bort fra den skrækindjagende rejse.

10

Han blev nu taget til fange af Loker, og da han til sidst kunne se at spådommen var gået i opfyldelse, og at han havde oplevet det hele nøjagtig som forudsagt, gik han til angreb på kong Handvan i Hellespont, der sad godt sikret bag de uindtagelige mure omkring byen Dyna og kun forsvarede sig med fæstningsværker, ikke med slagstyrker. Murene var så høje at det var umuligt at trænge ind i byen, men Hadding lod nogle trænede fuglefængere indfange forskellige fugle der havde slået sig ned derinde, og fik fastgjort brændende svampe under vingerne på dem. Da de så fløj hjem til deres reder, satte de hele byen i brand. Byens folk styrtede nu til for at slukke ilden og efterlod derved portene ganske ubevogtede. Så angreb Hadding, og han tog Handvan til fange, men gav ham lov til at købe sig fri mod sin egen vægt i guld. Han kunne have dræbt sin fjende, men foretrak at skænke ham livet - valgte mildheden og lagde bånd på grusomheden.

11

Senere da han havde nedkæmpet store styrker ovre fra landene mod øst, vendte han tilbage til Sverige, hvor han besejrede Svibdag, som var kommet ham i møde med en vældig flåde ud for Gotland. Således vandt han sig ikke alene bytte i det fremmede, men også hævn for sin far og sin bror, og da han derved var trådt op på det højeste trin af berømmelsens stige, ombyttede han landflygtighed med kongeværdighed så det først var som konge det lykkedes ham at gense sit fædreland.

7

1

På den tid var der en mand ved navn Odin som over hele Europa fejlagtigt blev opfattet som en gud. Allermest opholdt han sig dog i Uppsala, hvor han holdt ganske særligt af at bo, enten det så skyldtes befolkningens ugidelighed 46 eller egnens naturskønhed. Nordens konger ville for alvor hylde hans guddommelige magt og fik derfor fremstillet en afbildning af ham, en statue af guld som de, for at demonstrere deres ærefrygt, under stor og påtaget højtidelighed sendte til Byzans - og hvis arme oven i købet var tæt besat med tunge armringe. Odin selv nød al den stads de gjorde af ham, og tog med kyshånd imod givernes hengivenhed. Hans kone Frigg sendte bud efter nogle smede og fik guldet trukket af statuen for selv at kunne pynte sig med det. Odin lod smedene hænge, anbragte statuen på en sokkel og fik den med utrolig kunstfærdighed indrettet sådan at den talte når et menneske rørte den. Alligevel var Frigg mere optaget af pynt og stads til sig selv end af guddommelig hæder til sin mand, så hun indledte en affære med en af tjenestefolkene og fik med hans kyndige hjælp billedstøtten taget ned og det guld der var indviet til offentlig afgudsdyrkelse, skabt om til at tjene privat pyntesyge. Det bekymrede hende ikke det mindste at bedrive hor for i en fart at kunne tilfredsstille sin grådighed - i sandhed ikke en kvinde der havde fortjent at være hustru for en gud! Men hertil er der vel ikke andet at sige end at den hustru var hvad sådan en gud havde fortjent? Så let lod menneskene sig lede på vildspor i gamle dage! Odin, der nu to gange var blevet forulempet af sin kone, tog ikke krænkelsen af sin statue mindre tungt end krænkelsen af sin ægteseng. Han var en ærekær mand, og denne dobbelte ydmygelse tog så hårdt på ham at han drog i landflygtighed, for derved mente han at han kunne rense sig for den skamplet der var blevet sat på ham.

2

Der var en mand ved navn Mid-Odin, der var berømt for sine trolddomskunster, og for ham kom Odins bortrejse nærmest som en gave fra himlen, for nu benyttede han sig af lejligheden til også at opkaste sig som en gud, og i kraft af sit ry som troldmand indhyllede han endnu engang hedningenes sind i vildfarelsens tåger og fik dem til at dyrke hans navn ved hellige ceremonier. Han fortalte dem at når guderne var vrede, eller de højeste magter var blevet krænket, lod de sig ikke formilde af rodede og sammenblandede ofre, og derfor forbød han dem at tilbede alle guderne på en gang og foreskrev i stedet separate ofringer til hver enkelt. Da Odin vendte tilbage, opgav Mid-Odin at søge hjælp i sine trolddomskunster, og i stedet flygtede han til Fyn for at gemme sig, men øens indbyggere stimlede sammen og dræbte ham. Men selv i døden kom hans ondskab for dagen, for alle der nærmede sig hans grav, blev ramt af en pludselig død, og 47 efter døden anrettede han så mange ulykker at man næsten kunne synes at han havde sat sig flere uhyggelige spor i døden end mens han var i live - som om han havde i sinde at hævne sig på dem der var skyld i hans drab. Alle disse ulykker haglede ned over befolkningen lige til de gravede hans lig op igen, huggede hovedet af det og rammede en spids pæl gennem brystet på det. Det løste deres problem.

3

Senere da Odin ved sin hustrus død havde genvundet sin gamle anseelse og, om man så må sige, renset sig for det dårlige omdømme han havde fået som gud, vendte han hjem fra landflygtigheden. Og nu tvang han alle dem der i hans fravær havde tiltaget sig guddommelig værdighed, til at give afkald på den igen som de lånte fjer det var, og han opløste de forsamlinger af troldmænd der var dukket op, som var det tågebanker der svandt bort da stråleglansen fra hans guddomsmagt brød frem. Og han beordrede dem ikke alene til at frasige sig deres guddommelighed, men også til at forlade landet, for han holdt på at folk der var så frække at trænge sig ind i himlen, kunne man med god ret forvise fra jorden.

8

1

I mellemtiden gik Svibdags søn Asmund i krig mod Hadding for at hævne sin far, men da han hørte at hans egen søn Henrik, som han elskede højere end sit eget liv, var faldet i tapper kamp, formede han følgende vers i lede ved livet og længsel mod døden:

Hvor er den helt som tør ta' mine våben op?
På gravens rand har ingen gavn af sølvblank hjelm,
og brynjen nytter intet på den faldne helt.
Min søn er faldet - skulle våben fryde mig?
Jeg drives mod min død af kærlighed til ham,
vil ikke leve når min kære søn er død.
Med begge hænder griber jeg det stærke stål,
nu vil jeg stille uden skjold i kamp og strid,
med blottet bryst mod glimt og lyn fra skarpe sværd.
Mit ry for grusomhed skal stråle vidt og bredt.
Nu vil jeg uforfærdet knuse fjendens hær.
Jeg trækker ikke pinen ud med lang tids kamp,
og aldrig dør mit stormløb hen og bli'r til flugt.

48

2

Med de ord greb han med begge hænder om sværdfæstet, skød skjoldet om på ryggen uden tanke på faren og huggede mange ned. Hadding kaldte nu sine venner blandt de højere magter til hjælp, og straks dukkede Vagnhoved op for at give en hjælpende hånd til hans side i kampen. Asmund stod og betragtede hans krumme sværd og brød så ud i sang med disse ord:

3

Hvad skal den krummede klinge i kampen?
Sværdet, et lille, skal blive din bane,
flyvende spyd skal bringe dig døden.
Fjender som kun kan besejres med våben,
tror du at du kan skade med trolddom!
- bruger magien mere end magten,
søger din tilflugt i trolddomskræfter.
Holder du mig fra livet med skjoldet,
Truer du mig med en hånlig lanse,
du der har svinet dig til med usle
gerninger, væltet dig selv i sølet?
Se hvordan skændselen klæber sig til dig,
laskede trutmund, du stinker af synder!

4

Næppe havde han udslynget disse sidste ord før Hadding gennemborede ham med sit kastespyd. Men selv i døden var der trøst at finde for Asmund. For med sin sidste lille gnist af liv lykkedes det ham at såre sin banemand i foden og til straf gøre ham halt resten af livet - så hans nederlag for altid blev husket for netop denne ubetydelige hævnakt. Sådan mistede den ene sin førlighed, og den anden sit liv. Asmunds lig fik en højtidelig ligfærd i Uppsala og blev begravet med kongelig pragt. Hans kone Gunhild tog sig selv af dage med et sværd for ikke at overleve sin mand. Hun ville hellere følge sin mand i døden end svigte ham i live. Da deres venner stedte hendes lig til hvile, anbragte de hende ved hendes mands side, for hun havde fortjent at dele hans gravmæle, mente de, når hun havde sat sin kærlighed til ham over sit eget liv. Derfor deler nu Gunhild grav med manden med noget større værdighed end de før delte ægtesengen.

49

5

Herefter hærgede sejrherren, Hadding, Sverige. Men Asmunds søn - Uffe hed han - som ikke havde stor tillid til sine egne chancer hvis han tog kampen op, sejlede i stedet sin hær til Danmark, for han mente at det var mindre risikabelt at overfalde fjendens hjem end at beskytte sit eget. I hans øjne var det et passende forsvar mod overgreb og uret at udsætte fjenden for det samme som han selv måtte finde sig i fra hans side. Danskerne så sig derfor nødsaget til at vende hjem og forsvare deres eget land, for de ville hellere værne om fædrelandets sikkerhed end undertvinge fremmede egne, og Uffe kunne så vende tilbage til sit hjemland, som nu var befriet for fjendtlige hære.

6

Da nu Hadding kom hjem fra sit felttog i Sverige, gik det op for ham at der havde været tyve i hans skatkammer, hvor han plejede at anbringe de rigdomme han samlede til sig under sine krige og plyndringstogter. Han fik omgående skatmesteren Glum hængt og fandt så på en snedig plan: han lod meddele at hvis en af de skyldige kom tilbage med det han havde taget, ville han få den ærefulde post som Glum havde haft. Det tilbud virkede så lokkende på en af de skyldige at han tænkte mere på at skaffe sig stillingen end på at skjule sin forbrydelse - og leverede pengene tilbage til kongen. Hans medskyldige troede på at han faktisk var blevet optaget i kongens nærmeste venskabskreds, og forestillede sig at belønningen var lige så ærligt ment som den var rundhåndet, så nu røbede de også sig selv og kom tilbage med pengene i håb om selv at få en tilsvarende belønning. Deres tilståelse blev i første omgang belønnet med kongens gunst og høje poster, men der gik ikke længe før den blev straffet med døden - og derved kom til at stå som en klar påmindelse om at man ikke skal være for godtroende. Jeg vil nok mene at de havde fortjent at komme op at dingle for ikke at holde tand for tunge når de nu kunne havde reddet sig ved at tie stille. Men deres tåbelige åbenmundethed kastede dem altså lige i døden.

7

Alt det foregik i løbet af vinteren mens Hadding ivrigt forberedte sig på at genoptage krigen, og så snart forårssolen smeltede is og sne, vendte han tilbage til Sverige, hvor han nu tilbragte fem år i felten. I løbet af dette endeløse felttog brugte hans krigere alle deres forsyninger op så de efterhånden ikke var andet end skind og ben og måtte dulme sulten med skovens svampe. Til sidst da sult og nød havde tvunget dem til at spise deres egne heste, endte det med at de måtte mætte sig med døde hunde. Selv ikke menneskekød holdt de sig for gode til at 50 indtage. I denne håbløse situation hørte danskerne en nat dette digt runge ud i lejren, uden at nogen vidste hvem det kom fra:

8

Med dystre varsler drog I fra jeres egn
og hjemstavn for at angribe vores land.
Har ren forregning ført jeres tanker vild?
Har blind forvisning snydt jeres sunde sans?
Tror I at dette land la'r sig ta' med vold?
Et vældigt land som Sverig' kan ingen slå.
Det la'r sig ikke kyse af våbenmagt.
Nej, jeres hær bli'r tappet for tapre mænd
så snart de krydser klinger med vores folk.
Når mod og styrke smuldrer og bli'r til flugt,
den ene side vakler og viger bort,
har sejrherren magten, og hånden fri
til drab på dem der flygter fra kamp og strid.
Og man kan svinge sværdet langt mere frit
når skæbnen sender fjenden på skyndsom flugt
- dén frygten griber, flygter for våbenmagt.

9

Det varsel gik i opfyldelse den følgende dag, for den dag faldt utallige danskere. Natten efter hørte det svenske mandskab disse ord, uden at nogen vidste hvem de kom fra:

Skal Uffe tirre mig så frækt,
krigerisk, voldsom og vild?
- Det vil jo koste ham hans liv!
Ja, han bli'r snart hugget ned:
ramt gang på gang af stålets od
synker han livløs omkuld
til straf for sin dumdristighed.
Hensynsløs hadefuldhed,
den slyngelstreg vil få sin straf.
51 Det er min spådom for ham:
Så snart han kommer ud i slag,
kaster sig ivrigt i kamp,
vil spyd og pile ramme ham,
træffe hans krop overalt.
Men ingen bind bli'r trykket mod
flængernes blodige gab,
og aldrig skal hans dybe sår
læges og heles igen.

10

Samme nat mødtes hærene igen, og i stjerneskæret så man nu to gamle mænd uden et hår på hovedet - et grufuldt syn, hæsligere end noget menneske man kan tænke sig, med deres skaldede isser - og de kæmpede som vilde uhyrer på hver sin side i slaget: den ene kæmpede for danskernes parti, den anden for den svenske side.

11

Hadding blev slået og flygtede til Hälsingland. Her var han en dag blevet gloende varm i den stærke sol, og da han tog sig et kølende bad i havet, mødte han et mærkeligt dyr, som han dræbte med mange hug og stik og fik slæbt hjem i lejren. Men bedst som han nu gik og vigtede sig over den bedrift, mødte han en kvinde, der henvendte sig til ham med disse ord:

Krydser du landet til fods, eller sætter du sejl over havet,
guderne er dig imod hvor end du færdes, og altid
vil elementerne hindre din færd hvor i verden du kommer.
Du skal trimle på land, skal ruskes på havet, en evig
hvirvelvind følger dit skridt, dit sejl vil bestandig stå udspændt.
Husly gi'r slet ikke ly, er du først under tag, vil det hele
styrte for stormvejrets pres, mens kulden ta'r livet af kvæget.
Alt hvad du selv kommer nær, får ulykkens følger at føle.
Alle vil sky dig som udslet og skab, ingen pest er så hæslig!
Det er den vældige straf de himmelske magter dikterer!
For det var en af de høje du slog, en gud i forklædning,
ham har du myrdet med vanhellig hånd, en velvillig guddoms
52 drabsmand er hvad du er! Men så snart du står ud over havet,
slippes den rasende storm fra vindgudens snærende fængsel.
Storme fra vest, fra nord og fra syd vil rive dig med sig,
rotte sig sammen og blæse om kap i hujende vindstød
til du med løfter og bøn har formildet de rasende guder,
til du med soning og bod har båret den straf du fortjener.

12 Hadding vendte nu hjem, og det gik ham nøjagtig som hun havde sagt: hvor han end kom hen, var freden forbi. Når han stod til søs, blev det straks uvejr, og hele hans flåde gik ned i en forrygende orkan. Og da han bad om husly efter skibbrudet, styrtede hele huset pludselig sammen om ørerne på ham. Og intet var der at gøre ved det før han havde sonet sin forseelse med ofre og atter var kommet på god fod med guderne. Så for at formilde de højere magter foretog han et offer af sorte okser til guden Frø. Og den form for offer gjorde han til en årligt tilbagevendende fest som senere generationer videreførte. Frøblot kalder svenskerne den.

13 Da han engang hørte at Regnild, en datter af nidrernes konge Håkon, var blevet lovet bort til en af jætterne, blev han så rasende over den upassende ide og så dybt forarget over det giftermål der skulle komme ud af det, at han besluttede sig for at gøre en ædel indsats og forhindre brylluppet: han skyndte sig til Norge og dræbte kongedatterens afskyelige kæreste. Han foretrak til enhver tid tapre bedrifter frem for fred og ro, og det i en sådan grad at den største fornøjelse han kendte - selv nu hvor han kunne have lænet sig tilbage og nydt tilværelsen som konge - var at kæmpe mod uretten, ikke kun den der ramte ham selv, men også den der ramte andre. Uden at vide hvem han var, passede og plejede pigen sin velgører, der havde fået talrige sår. For altid at kunne kende ham igen, selv hvis der skulle gå lang tid, efterlod hun et mærke i hans ene ben i form af en ring hun lagde ind i et sår.

Senere fik hun af sin far lov til selv at vælge sig en ægtemand, og nu samlede hun de unge mænd til gilde og gav sig til omhyggeligt at beføle dem alle for at finde det tegn hun selv engang havde anbragt. Alle de andre kasserede hun, men da hun genkendte Hadding på den skjulte ring, faldt hun ham om halsen og giftede sig med den mand som havde hindret at hun blev gift med jætten.

14 Mens Hadding opholdt sig hos hende, skete der et mærkværdigt under. Han sad og spiste sin aftensmad da han fik øje på en kvinde med skarntyde i fav- 53 nen der stak hovedet op af jorden henne i nærheden af ildstedet. Hun rakte kjoleskødet med planterne frem og spurgte hvor i verden der kunne vokse så friske urter her midt om vinteren. Det ville kongen meget gerne vide, og hun hyllede ham så ind i sin kappe og tog ham med da hun igen forsvandt ned under jorden. Jeg vil tro underverdenens guder havde tænkt sig at han i levende live skulle besøge de steder hvor han skulle hen når han døde.

Først måtte de igennem en klam og dyster tåge af en art og hen ad en sti som var trådt grundigt til ved stadig brug, og her fik de øje på nogle fornemme personer klædt i prægtig purpur. Da de havde passeret dem, nåede de omsider ud i et solbeskinnet landskab hvor de urter kvinden havde haft med sig, voksede. Længere fremme kom de til en grålig, fossende flod, der hvirvlede alskens våben med sig i sin stærke strøm, og over den førte en bro. Da de kom over den, så de to hære i kamp med hinanden. Hadding spurgte kvinden hvad det var for folk, og hun

        

54 svarede: »Det er mænd der er faldet i kamp, og som nu bestandig genopfører deres endeligt. Med dette skuespil forsøger de at leve op til deres tidligere livs bedrifter.« De gik videre, men fandt vejen spærret af en mur, som man vanskeligt kunne komme over. Kvinden forsøgte forgæves at springe over den, og da det ikke engang hjalp hende at skrumpe sig ind til en ganske lille størrelse, vred hun hovedet af en hane hun havde med sig, og kastede det over muren. Straks levede fuglen op igen og bekendtgjorde med et højlydt hanegal at den atter åndede.

15 Da Hadding var kommet op på jorden igen og satte kursen hjemad med sin hustru, lå nogle sørøvere på lur efter ham, men han forpurrede deres planer ved at sejle fra dem. Til trods for at de sejlede for samme vind og satte samme sejl, formåede de ikke at indhente ham som han skar af sted over havet.

16 Mens alt dette foregik, udsendte Uffe, der havde en vidunderligt skøn datter, en bekendtgørelse om at den der slog Hadding ihjel, skulle få hans datter. Det løfte lod en mand ved navn Thuning sig lokke af, og han samlede en flok bjarmer og kastede sig ud i forsøget på at vinde den udlovede belønning. Hadding drog ud for at møde ham, og da han undervejs sejlede langs Norges kyst, fik han inde på kysten øje på en gammel mand der blev ved med at vifte med sin kappe som tegn på at han skulle lægge ind til land. Hadding tog ham om bord - selv om hans kammerater strittede imod og holdt på at den slags svinkeærinder kunne komme dem dyrt at stå - og fandt i ham den mand der kunne lære ham at opstille sin hær. Han plejede nemlig omhyggeligt at opstille slagordenen sådan at første geled bestod af to mand, det andet geled af fire, og det tredje voksede til otte mand, og sådan skulle hvert nyt geled være dobbelt så stort som det foregående. Samtidig bestemte han at slyngekasterne skulle anbringes i sidste geled.

Efter således at have stillet tropperne op som en kile tog han selv opstilling omme bag krigerne og trak en armbrøst frem fra en lille pose han bar om halsen. Umiddelbart så den ganske lille ud, men snart strakte den sig ud i en stor, bred bue. Han lagde ti pile til strengen, lod med vældig kraft dem alle flyve mod fjenden på én gang, og ramte lige så mange mænd som der var pile. Så var det at bjarmerne greb til trolddom i stedet for våben: de fremsagde tryllevers der opløste himlen i voldsomme skybrud og fyldte den klare luft med trøstesløs, silende regn. Men den gamle sendte selv en sky op mod de vældige byger som de voksede frem, og satte en stopper for det plaskende regnskyl. Hadding sejrede, og da den gamle 55 tog afsked med ham, spåede han ham at han ikke ville falde for fjendens hånd, men gå i døden frivilligt, og han pålagde ham aldrig at udkæmpe ubetydelige krige, kun ærefulde, og aldrig i nabolaget, kun i fjerne egne.

17 Da Hadding havde forladt den gamle, kaldte Uffe ham til Uppsala under påskud af at han ville forhandle med ham. Her mistede han hele sit følge i et baghold, men selv slap han væk i ly af natten. For da danskerne begav sig mod udgangen i den bygning hvor de var inviteret til gilde, stod der en mand klar med sit sværd, og hver gang en stak hovedet ud, kappede han det af. Det var en dybt krænkende handling, og Hadding hævnede sig med krig og dræbte Uffe, men bagefter var hadet glemt, og han stedte hans lig til hvile i et pragtfuldt gravmæle for med en prægtigt smykket grav at anerkende fjendens storhed. Således hædrede han efter døden den mand med rige æresbevisninger som han så længe han levede, havde hadet og forfulgt som fjende. Og for at bringe sig på god fod med det besejrede folk satte han Uffes bror Hunding til at bestyre riget, for han ville helst give indtryk af at magten forblev i Asmunds slægt og ikke kom på fremmede hænder.

18 Nu hvor hans rival var af vejen, var der fuldkommen fred og ro omkring ham, og der gik år hvor han aldrig havde våben mellem hænderne, men til sidst begyndte han at beklage sig over evig og altid at dyrke jorden og aldrig at komme ud på havene (som om krig var en mere munter beskæftigelse end fred), og nu beskyldte han sig selv for dovenskab og slaphed således:

Hvorfor forbli'r jeg blandt skumle skygger,
dybt gemt væk mellem sten og klipper,
jeg der er vant til at følge havet?
Støjen fra tudende ulveflokke,
hylen af farlige, grumme vilddyr,
altid med gabene højt mod himlen,
glubske og rastløse rovdyrs brølen
river mig brat ud af nattesøvnen.
Triste og grå må de øde åse
være for helte med barske hjerter.
Stejle og trodsige klippeegne,
56 vilde, uvejsomme steder skræmmer
alle der elsker de store have.
Ja, for at finkæmme havets bugter,
juble af fryd over rov og bytte,
fylde sit sølvskrin med andres penge,
stirre begærligt på havets afkast,
det var en langt mere smuk håndtering
end at bebo disse skumle skove,
leve i golde og øde egne.

19

Hans hustru, der elskede livet på landet og var led og ked af havfuglenes skrig i den tidlige morgen, gav udtryk for hvor meget hun holdt af skovklædt land med disse ord:

Mig besværer fugleskriget når jeg bor ved havets strand,
deres skræppen gør mig vågen når jeg mest har brug for søvn.
Bølgers lydelige brølen og den dumpe brændings slag
flår den sovende af søvnen, la'r ham ingen hvile få.
Mågen skriger højt om natten, levner ingen fred og ro,
fylder mine sarte ører med en hæslig larm og støj,
la'r mig aldrig finde hvile skønt jeg længes efter søvn,
for den skriger dystre varsler med sin skrækkelige røst.
Nej, jeg finder større tryghed, større glæde i en skov.
Hvad gi'r mindre ro og hvile, dagen lang og natten med,
end at følge havets dønning, gynge med dets bølgegang?

20

På samme tid dukkede der en mand op som hed Toste, en jyde af ubetydelig familie, der blev kendt for sin vildskab. Han plagede befolkningen med alverdens hensynsløse skurkestreger og blev berygtet vidt omkring for sin grusomhed. Ja, så dårligt et rygte fik han at man kaldte ham »Toste Slyngel«. Selv ikke fremmede folk holdt han sig fra med sine overgreb, for da han først have raseret sit eget land, kastede han sig også over Sachsen. Da hertugen dér i landet, Siegfried, så hvor hårdt krigen tog på hans folk, og bad om fred, svarede Toste at han 57 nok skulle opfylde hans ønsker hvis bare Siegfried lovede at gå i forbund med ham og erklære Hadding krig. Siegfried slog sig i tøjret og var nervøs ved at gå ind på de betingelser, men Toste tvang ham med de groveste trusler til at give ham det ønskede tilsagn. Det man ikke opnår med det gode, kan man jo ofte sikre sig med trusler.

21

Hadding blev besejret af Toste i et landslag, men da han under flugten faldt over sejrherrens flåde, borede han hul i siden på skibene så de var ubrugelige til sejlads, hvorefter han selv gik om bord i en lille båd og styrede ud mod åbent hav. Toste troede at han var blevet dræbt, men da han havde ledt længe efter ham blandt ligene af de mange faldne der lå mellem hinanden, uden at finde ham, vendte han tilbage til skibene, og her fik han på lang afstand øje på den lille båd der vippede på bølgerne midt ude på havet. Han besluttede at sætte efter den og fik skibene i vandet, men måtte vende om da der var fare for at skibene skulle synke - og det var kun med nød og næppe at han nåede i land igen. Han fik så fat i nogle ubeskadigede skibe og forsøgte endnu en gang. Da det gik op for Hadding at han ville blive indhentet, spurgte han sin ledsager om han kunne svømme, men da svaret var nej, måtte han opgive den udvej. I stedet vendte han med vilje bunden i vejret på båden og gemte sig inde i hulrummet under den, og derved lykkedes det ham at bilde forfølgerne ind at han var omkommet. Herefter overrumplede Hadding Toste mens han var ivrigt optaget af at indsamle de sidste rester af sit krigsbytte og troede at der var fred og ingen fare. Han udslettede hans hær, tvang ham til at løbe fra sit bytte og fik hævn for sin egen flugt da også Toste flygtede.

22

Men også Toste var opsat på at få hævn. For ganske vist havde han været udsat for så alvorligt et slag at han ikke havde mulighed for at bringe sin hær på fode igen i sit hjemland, men nu begav han sig til Britannien, hvor han udgav sig for officiel udsending. Undervejs var han fræk nok til at lokke sine rejsekammerater på skibet med til et spil terninger, og da de kom op at skændes om kastene, viste han dem hvordan de kunne gøre en ende på diskussionen ved at slå hinanden ihjel. Sådan lykkedes det ham med en fredelig form for tidsfordriv at sprede kiv og strid over hele skibet: morskab blev til skænderi, og skænderi til vold og mord. Og for at få lidt nytte ud af andres ulykke stak han selv de dræbtes penge til sig, hvorefter han slog sig sammen med en mand ved navn Kolle, der var en 58 berygtet sørøver på den tid. Sammen med ham vendte han kort efter tilbage til fædrelandet, hvor Hadding - der hellere ville sætte sit eget liv på spil end sine krigeres - udfordrede ham til tvekamp. Toste mødte ham, og blev dræbt. Fortidens tapre hærførere var nemlig ikke villige til at risikere hele hæren for en sag som kunne klares af ganske få.

23

Senere viste Haddings afdøde hustru sig for ham i søvne og sang:

Se, du har avlet et bæst som vil tæmme de vilde dyrs rasen
flå med sit grusomme gab frådende ulve til blods.

Og lidt efter tilføjede hun:

Tag dig i agt for dit barn: en farlig fugl har du frembragt
ond som en ugle af sind, blid som en svane af røst.

Så snart kongen vågnede om morgenen, forelagde han sin drøm for en mand der forstod sig på varsler. Han tydede ulven som Haddings søn, der med tiden skulle blive vild og farlig, og svanen som hans datter og forudsagde at sønnen ville gøre fjenderne stor skade, og datteren ville konspirere mod sin far.

24

Den spådom gik i opfyldelse. Haddings datter Ulvild var nemlig gift med en jævn mand ved navn Guttorm, og hvad enten det nu var væmmelse ved det parti eller ambitioner om en højere værdighed der fik hende til det, så så hun stort på hvad en datter skylder sin far, og lokkede sin mand til at myrde ham! For som hun sagde: hun ville hellere kaldes dronning end datter af en konge. Hvordan hun overtalte ham, har jeg besluttet at gengive i nogenlunde de samme ord som hun selv anvendte. Det lød omtrent sådan:

25

»Ak, jeg ulykkelige menneske, hvis fornemme stand skal fordunkles under dette uværdige ægteskab. Jeg elendige menneske, hvis fine afstamning må gå i spand med usselt bondeliv. Hvor ynkværdigt er ikke det fyrstebarn som ægteskabets love sætter på niveau med pøblen! Hvor ulyksalig er ikke den kongedatter som af sin ugidelige far bliver overladt i armene på en foragtelig og ussel mand. Hvor ynkelig er ikke den datter af min mor hvis livslykke nedbrydes af dette samliv, hvis skønhed besudles af landlivets snavs, hvis ære trædes under fode af 59 den æreløse folkemængde, hvis høje byrd forflygtiges i dette vanærende ægteskab! Men hvis du overhovedet har nogen handlekraft, hvis der er det mindste gran af mandsmod i dit indre, hvis du vil kalde dig en værdig svigersøn for kongen - så vrist dog sceptret fra din svigerfar! Bød på din manglende slægt med storhed! Opvej din usle afstamning med mod og mandshjerte! For har du ikke ædelt blod, så har du da vel rygrad i det mindste! Det er større at tilkæmpe sig en titel end at arve den. Det er bedre at bringe sig til tops ved egen indsats end ved arvefølge. Det er rigtigere at gøre sig fortjent til sin position end at være født til den. Desuden er det ingen forbrydelse at give en gammel mand et sidste skub når han selv er ved at segne under alderens vægt. Din svigerfar har siddet længe nok på magten, nu må den gamle overlade den til dig - og hvis du ikke griber den, vil en anden få den. Alt hvad der hviler på gamle skuldre, må snart falde. Han må være tilfreds med den tid han har regeret, på et eller andet tidspunkt må du jo tage over. Jeg ser hellere min mand som konge end min far. Jeg ser hellere mig selv som kongens hustru end som kongens datter. Det er langt bedre at tage kongen i sin favn derhjemme end at hylde ham i det fjerne, langt mere ærefuldt at have en konge som mand end som herre. Det bør også være din holdning: hellere holde scepteret selv end overlade det til din svigerfar. Vi er alle af naturen os selv nærmest. Hvis blot viljen til handling er til stede, skal ljligheden nok vise sig. Intet er umuligt for en begavet mand. Vi må arrangere et gilde, holde en stor fest med alt hvad dertil hører, og indbyde din svigerfar. Lidt hyklerisk fortrolighed - og vejen til forræderi er banet. Slægtskab er det bedste dække for et baghold. Og dertil kommer at fuldskab vil give en morder fri bane. Når så kongen sidder der helt opslugt af sin frisure, når han har tankerne i det der bliver fortalt, og hænderne i skægget, når han ordner sit filtrede hår med en hårnål eller reder uglerne ud med en kam - så lad ham mærke stålet dybt i sine indvolde. Den der har travlt med andet, er mindre på vagt. Din stærke arm skal straffe hans forbrydelser. Du viser ansvar ved at række ofrene en hånd til hævn.«

26

Sådan trængte Ulvild ind på sin mand, og han lod sig besnakke og lovede at hjælpe hende med at sætte fælden op. Men i mellemtiden var Hadding i drømme blevet advaret om at hans svigersøn pønsede på forræderi, så da han drog af sted til gildet som hans datter i al sin hykleriske hengivenhed havde arrangeret for ham, posterede han væbnede vagter i nærheden, som kunne hjælpe ham mod 60 et baghold hvis det skulle blive nødvendigt. Mens han nu sad og spiste, stod den kriger der var udset til at udføre forræderiet, ganske stille med et sværd skjult under kappen og ventede på det rette øjeblik til at begå sin ugerning. Men kongen lagde mærke til ham og gav signal med sit horn til de krigere der stod posteret i nærheden. De kom straks til hjælp, og forræderen gik selv i fælden.

27

Imens havde kong Hunding i Sverige hørt et falsk forlydende om at Hadding var død, og i den anledning samlede han sine stormænd til sørgegilde. Han fyldte et kolossalt kar med øl og fik det sat midt ind hallen for at glæde alle gæsterne. Og for at det skulle gå rigtig højtideligt til, holdt han sig ikke tilbage for selv at optræde som tjener og tage sig af udskænkningen. Men mens han gik omkring i kongshallen og serverede, snublede han, faldt i karret og druknede i øllet - til straf for at han med dette gravøl uden grund havde ofret til underverdenens herre, eller måske fordi han havde løjet Hadding død. Da Hadding hørte det, ville han gengælde Hundings hyldest og ikke leve videre nu han var død, så han hængte sig for øjnene af hele folket.

61

Anden bog

62

        

63

        

64

        

65

1

1

Hadding blev efterfulgt af sin søn Frode, der havde mange bemærkelsesværdige oplevelser. Så snart han var over barneårene, lagde han alle ungdommens kvaliteter fuldt udfoldede for dagen. Og for ikke at risikere at de gik til i dovenskab og driverliv, holdt han sig fri af enhver form for fornøjelse og rettede al sin opmærksomhed mod kamp og våbenbrug. Krigene drænede hans fars skatkammer så der til sidst ikke var råd til at betale krigerne sold, og mens han nu gik og grublede over hvordan han skulle skaffe sig hvad han havde brug for, kom en af hans landsmænd til ham og opildnede ham med dette digt:

2

Nær her knejser en ø med de blødeste bakker og skrænter,
guld ligger gemt i dens jord, den skjuler de prægtigste skatte.
Højenes vogter, en slange, har plads på den rigeste dynge,
ligger og krummer sin krop og slynger sig smidigt i cirkler,
vrider og vender sig rundt i talløse bugter og buer,
snor sig i ring om sig selv mens giftene flyder fra gabet.
Vil du besejre det dyr, træk da et tyreskind over
skjoldet du bæ'r på din arm, og svøb en hud fra en okse
rundt om din krop, så du ikke blir ramt af den bidende, beske
gift den spyr fra sit gab - den brænder sig ind gennem huden.
Tungen er kløftet i tre, står spillende ud gennem gabet,
kæften er vildt spærret op og truer med grufulde bidsår,
dog skal du holde dig rank: gå frygtløst dyret i møde,
og bliv ikke forskræmt ved de knivskarpe, tornede tænder,
eller den stenhårde skal, eller giften der sprøjter fra svælget.
Spyd preller af på dens kraftige skæl, men underst på bugen
- det skal du vide - der findes et sted hvor stål går igennem.
Ram det sted med dit sværd, dér synker det dybt i dens indre.
Så kan du trygt sætte hakke og skovl i bjerget og grave.
Søg i dens huler, og snart kan du fylde din sæk med dens skatte.
Bring så byttet ombord og sæt kurs mod hjemlandets kyster.

66

3

Frode troede på hans ord og sejlede alene over til øen, for han ville ikke have flere med sig til en kamp mod et uhyre end man plejede mod en kæmpe. Slangen havde været nede for at drikke vand og var på vej tilbage til sin hule da Frodes sværd ramte den, men dens hud var så hård og stiv at det ikke rørte den. Heller ikke de spyd han kastede mod den, havde nogen virkning. De prellede af uden at gøre den skade. Men selv om ryggen var så hård at intet bed på den, fandt han efter nøje spejden det bløde sted på bugen hvor stålet kunne trænge ind. Slangen ville hævne sig og bed efter ham, men ramte kun hans skjold med sine tornede tænder. Med stadig spillende tunge udgød den derpå sin gift, og med den sit liv.

4

De penge han nu fandt, gjorde kongen rig, og med dem på hånden udrustede han en flåde og angreb Kurland. Det siges at kongen dér i landet, Dorne, i sin skræk for denne farefulde krig holdt følgende tale til sine krigere: »Stormænd! Vi står over for en udenlandsk fjende med næsten hele Vesten og alle dens våben og rigdomme i ryggen. Lad os forsøge at trække krigen i langdrag og overmande dem med sultens magt. Sulten er en lidelse i deres eget indre, og det vil være yderst vanskeligt for dem at bekæmpe en fare der bor hos dem selv. Sultende mænd lader sig let standse. Det er bedre at møde fjenden med hunger end med våbenmagt, for sult er det skarpeste spyd vi kan ramme dem med. Hungersnød fostrer sygdomme der æder deres kræfter op. Over for knaphed på fødevarer nytter rige våbenlagre intet. Den kan udslynge sine spyd mens vi forholder os i ro, den kan tage alle krigens pligter på sig. Med den kan vi uden risiko for os selv sætte andre i fare - udgyde andres blod uden selv at miste en dråbe. Vi er i vores fulde ret til at nedkæmpe en fjende uden at røre en finger. Hvem vil hellere lide tab end kæmpe uden risiko? Hvem vil opsøge ulykken når han kan slippe uskadt? Hæren har heldet på sin side hvis sulten har udkæmpet slaget på forhånd. Lad den gå forrest og vise os den første lejlighed til kamp. Krigens tummel skal ikke nå vores lejr, nej, lad sulten afgøre slaget på vores vegne. Kun hvis den må bøje sig, er tiden inde til at opgive roen. Den friske og udhvilede overvinder let den udmattede. En vissen og udtæret hånd griber kun kraftesløst til våben. Den som mange genvordigheder har tappet for kræfter, fører sværdet uden iver. Sejren kommer let når den sunde og stærke møder den syge og svækkede. Og sådan kan vi uden at tage skade selv tilføje andre megen skade.«

67

5

Som sagt så gjort: han opgav fuldstændig alt hvad han mente at han kunne få svært ved at forsvare, og kom i stedet fjenden i forkøbet ved at plyndre og hærge sit eget land så grusomt at der ikke var den mindste stump tilbage som de kunne beslaglægge når de nåede frem. Derpå anbragte han sig med en stor del af sine styrker i en befæstet by som han vidste var stærk og sikker, og lod fjenden indlede en belejring. Frode følte sig ikke overbevist om at det kunne lade sig gøre at storme borgen, og i stedet beordrede han sine mænd til at grave en række usædvanligt dybe grøfter inden for deres egen lejr. Jorden skulle i al hemmelighed bæres væk i kurve og uden en lyd kastes i den flod der løb helt inde under bymurene. Denne fælde camouflerede han med store mængder af græstørv som han fik lagt hen over grøfterne så fjenderne ville styrte i hvis de ikke passede på, for han forudså at græstørven ville give efter under de intetanende krigere og begrave dem i de sammenstyrtede masser. Herefter lod han som om han var bange, og begyndte så småt at rømme lejren. Mændene inde fra byen satte efter dem, men overalt forsvandt grunden under fødderne på dem og de tumlede ned i gravene, hvor Frode lod dem dræbe med spydkast oppe fra kanten.

6

Han drog så videre, og på vejen stødte han på russernes høvding Tranne. For at udspionere hans flådestyrker lavede Frode en mængde kroge af træstokke og læssede dem i en lille båd. I den sejlede han om natten helt hen til fjendens flåde og borede hul i bunden på deres skibe med et bor. Men for at vandet ikke skulle strømme ind med det samme, stoppede han hullerne til med de stokke han i forvejen havde gjort klar, sådan at stokkene afbødede den skade boret havde gjort. Men så snart han mente at der var boret huller nok til at sænke flåden, blev tappene trukket ud så vandet frit kunne strømme ind, hvorefter han skyndte sig at omringe den fjendtlige flåde.

Russerne var nu truet fra to sider og vidste ikke om de skulle værge sig mod vandet eller våbnene først. Når de forsøgte at forsvare skibene mod fjenden, gik de under med dem. Og faren indefra var mere truende end faren udefra, for trak de blank mod fjenden udenbords, måtte de bøje sig for vandet indenbords. To trusler tårnede sig nu op over de stakkels mennesker på samme tid. Og det var ikke til at sige om de kunne redde livet hurtigst ved at svømme eller ved at kæmpe. Midt i kampen måtte de vende sig mod en ny livsfare. Et angreb bragte døden med sig to gange - to veje til døden udgjorde én fælles fare. Det var umuligt 68 at afgøre om stålet eller søen var den største trussel. Når de parerede sværdslagene skyllede tavse bølger ind over dem, og omvendt: når de bekæmpede vandet, bekæmpede våbnene dem. Det stigende vand blev grusomt farvet af strømmende blod.

7

Da Frode nu havde besejret russerne, vendte han hjem til sit eget rige. Men da han hørte at de udsendinge han havde sendt til Rusland for at opkræve skat, var blevet bestialsk myrdet af den upålidelige befolkning derovre, blev han så vred over denne dobbelte hån at han angreb Rotala og begyndte en hård belejring. For at det ikke skulle trække ud med at indtage byen fordi floden lå hindrende i vejen, fordelte han hele vandmængden på en række nye løb så det der tidligere havde været én flodseng som ingen kendte dybden på, nu blev til et lavvandet område som let kunne passeres. Og han standsede ikke før opsplitningen havde reduceret den rivende strøm til dovent flydende vand der gennem mange smalle slyngninger lidt efter lidt svandt ind til lavvandede sumpe. Dermed var floden tæmmet så byen stod uden sit naturlige forsvar, og hans krigere kunne uhindret storme og indtage den.

69

Derefter førte han hæren videre til byen Paltiska. Den mente han ikke han kunne indtage med magt, og han greb derfor til list i stedet for kamp: Sammen med nogle få indviede fandt han sig et hemmeligt og ubemærket gemmested og udspredte så det rygte at han var død, for at fjenden ikke skulle være bange for ham længere. For troværdighedens skyld blev der også holdt begravelse og bygget en gravhøj. Og krigerne, der var helt med på bedrageriet, lod som om de sørgede dybt over deres tilsyneladende døde leder. Det rygte fik kongen i byen, Vespasius, til at opføre sig som om sejren allerede var hjemme, og holde byen så sløset og skødesløst bevogtet at fjenden havde fri adgang til at storme den - og han blev dræbt mens han nød livet med løjer og lystighed.

8

Efter erobringen af den by begyndte Frode at sætte næsen op efter herredømmet over hele Østen, så han fortsatte og tog nu opstilling foran Handvans mure. Handvan huskede hvordan Hadding havde brændt hans by af, og rensede alle husene for de fugle der boede på dem, for ikke at risikere samme ulykke en gang til. Men Frode havde en ny list i baghånden. Han byttede tøj med sine tjenestepiger og gav sig ud for en pige der forstod sig på krig - lagde mandsdragten, klædte sig som kvinde og slap ind i byen som overløber. Her rekognoscerede han omhyggeligt over det hele, og næste dag sendte han sin ledsager tilbage til hæren med ordre om at rykke frem til murene, så skulle han nok sørge for at portene blev åbnet. Sådan blev vagtposterne narret, og byen ødelagt mens alle lå i deres sødeste søvn - så byen kom til at betale for sin uforsigtighed med død og undergang, og det var byens sløvhed, ikke fjendens tapperhed der blev dens ulykke. For i krig er intet så dødsens farligt som at synke hen i sorgløst driverliv og blåøjet fortrøstningsfuldt at lægge hænderne i skødet og lade alting passe sig selv.

9

Da det gik op for Handvan at hans rige var styrtet i grus, bragte han alle sine kongelige skatte om bord på sine skibe og sænkede dem i rum sø, for han ville hellere gøre bølgerne rige end fjenden, selv om det havde været klogere at forære store summer væk til modstanderne for at indsmigre sig hos dem, end at have ondt af at pengene skulle falde i hænderne på andre mennesker. Senere da Frode sendte en delegation ind for at anmode om hans datters hånd, svarede han at Frode skulle passe på at han ikke lod sig beruse af sin medgang, og at sejren ikke steg ham til hovedet. Han skulle hellere skåne de overvundne, huske at respektere 70 staklerne for den storhed de engang besad, og lære sig at værdsætte fortidens velstand hos dem det nu var gået ilde. Nej, den mand han bad blive sin svigerfar, skulle han ikke samtidig berøve hans rige, den mand han ville kaste glans over med et bryllup, skulle han ikke kaste smuds over med ydmygelser, for så ville han af bar ærgerrighed forringe det fornemme ægteskab han var kommet efter. Med disse høflige ord lykkedes det Handvan på samme tid at få sejrherren til svigersøn og at sikre sit riges frihed.

2

1

I mellemtiden havde den svenske kong Hundings hustru Thorild sat sig for at anbringe sine to stedsønner Regner og Thorald, som hun hadede ud over alle grænser, i alle mulige farefulde situationer, og til sidst havde hun gjort dem til hyrder over kongens kvæg. Men Haddings datter Svanhvide tog sine søstre med sig som følge og rejste til Sverige for at frelse disse højfornemme personer fra døden med kvindelist. Hun så nu hvordan de unge mænd lå ude om natten og vågede over deres flok helt omringet af uhyrer af alle slags, men da hendes søstre ville stige af hestene, standsede hun dem med disse vers:

2

Her ser jeg uhyrer stryge omkring, de flyver og farer,
styrter sig hovedkulds frem gennem det natmørke land.
Ånder er åbent i krig, en modbydelig bande af bæster,
fulde af ondsindet kævl, kæmper og slås hvor vi går.
Grufuldt og fælt ser det ud når spøgelser farer imod os.
Dette er afspærret land, ingen får lov at gå frem.
Hære af pak der stormer i vild hast frem gennem luften,
byder os nu gøre holdt, standser os her hvor vi står,
vil vi skal gøre omkring, vige bort fra de hellige enge,
spærrer os al vej frem ud over ager og vang.
Her kommer nu gespensternes slæng, de farer igennem
luften med skingrende hyl op imod himmelens hvælv.
Alfer forenes i flok med trolde, en vrimmel af vætter
samles med genfærd til kamp, alle med grufulde fjæs.
Jætter og skovånder flokkes nu her mens dødningeskarer
slutter sig tæt til de grå skygger på stiernes sten.
71 Hekse der hopper og danser omkring, får følge af monstre
fulgt af fantomer i flok midt i dæmonernes kreds.
Vejene myldrer med gru for den der vover at vandre.
Højt på hestenes ryg færdes vi langt mere trygt.

3

Regner påstod nu at han var kongens træl, og som forklaring på at han var kommet så langt hjemmefra, fortalte han at han var blevet sendt ud på landet for at vogte kvæg, men havde mistet de dyr han havde ansvaret for, og da han havde opgivet at få dem igen, ville han hellere holde sig hjemmefra end risikere at blive straffet. Og for også at forklare sin brors situation tilføjede han dette digt:

4

Nej, vi er mennesker, slet ikke trolde. Vi tjener som trælle,
vi driver kvæget på græs, vogter den gumlende flok.
Men en dag vi slog tiden ihjel med barnlige lege,
løb vores køer deres vej, strejfede langt for sig selv.
Da vores håb om at finde dem svandt trods søgen og leden,
fyldtes vi stakler af angst over hvad vi havde gjort.
Ja, da der slet intet spor noget sted var at se efter kvæget,
blev vores angrende sind grebet af nagende frygt.
Derfor, fordi vi var angst for til straf at få stokken at føle,
så vi med uro og gru frem til at gense vort hjem.
Vi var nok sikrere, mente vi, langt fra arnen derhjemme,
frem for at få vores straf, ta' vores sviende hug.
Derved undgår vi straf for en tid, nej, hjem vil vi ikke.
Her kan vi holde os skjult, ha' vores herre for nar.
Således slipper vi fri af hævnen for vanrøgt af kvæget,
kun den udvej er tryg, flugt er den eneste vej.

5

Nu betragtede Svanhvide nøje hans prægtige fremtoning, og fuld af beundring udbrød hun: »Du er en kongesøn og ingen træl, øjnenes funklende spil taler sit klare sprog. Det ydre røber herkomsten, og medfødt skønhed lyser ud af dit tindrende blik. Det hvasse øjekast afslører fornem byrd: den mand kan ikke være født i usle kår der i sin skønhed har et ufejlbarligt tegn på højhed. Den ydre 72 livfuldhed i øjnene beretter om den indre glød i sjælen. Ansigtet bevidner afstamningen, og i stolte ansigtstræk aflæses forfædrenes storhed. Ingen forældre af ydmyg stand kunne have skænket dig så mildt og ædelt et ydre. Det ædle blod har smykket panden med en lige så ædel skønhed, og i ansigtets spejl reflekteres stand og fødsel. Nej, så fremragende udskåret en billedstøtte er bestemt ikke skabt af en ubetydelig kunstner! Nu må I straks gøre omkring, bestandig svinge bort fra den slagne vej og undgå at møde uhyrerne så I ikke gør jeres velskabte kroppe til bytte og føde for de hæslige horder.«

6

Men Regner skammede sig over sin usle dragt og så ingen anden udvej end at skjule sin fornemme byrd. Så han svarede at selv trælle kunne være stærke og mandige. Ofte gemte der sig en stærk hånd under en snavset dragt, og ikke sjældent skjulte skidne klæder en kraftig arm. En uværdig fødsel kunne afbødes af tapperhed, en ussel slægt opvejes af et ædelt sind. Derfor var han heller ikke bange for noget uhyres magt, lige med undtagelse af guden Thor, for hans vældige kræfter kunne ingen, hverken gud eller menneske, måle sig med. Men genfærd, der kun havde deres hæsligt gustne fremtoning at skræmme folk med, burde ingen med mandsmod i brystet frygte: de var kun falske, blege billeder der for en stund lånte form og legeme af den tynde luft. Så Svanhvide tog fejl hvis hun troede hun kunne tage pippet fra stålsatte kæmper på den kvindagtige måde og kyse stærke mænd der aldrig havde kendt til nederlag, som forskræmte kællinger.

7

Svanhvide var forundret over den unge mands beslutsomhed. Hun spredte nu tågerne og lod det klare lys bryde det mørke hendes ansigt var svøbt i, og mens hun lovede at forære ham et sværd der egnede sig til al slags kamp, åbenbarede hun sig med et som den underskønne pige hun var, i al sin legemlige pragt og glans. Sådan vakte hun hede følelser hos den unge mand, aftalte ægteskab med ham, rakte ham sværdet og sagde:

8

Tag dette sværd hvormed du kan ramme de grusomme vætter.
Det er det første du får, konge, af mig som din brud.
Vis du fortjener det sværd, lad din hånd stå mål med sit våben,
gøre det ære i strid, hædre det højt med sin kraft.
Styrken i stål skal gi' brod til det usikre mod i dit hjerte,
snart skal dit frygtløse sind følge og støtte din hånd.
73 Manden skal magte sit hverv, hans fremfærd svare til sværdet,
derfor må selvsamme kraft findes i begge de to.
Hvad er våben vel værd hvis brystet er modløst og bange,
hænderne ryster af skræk, dårligt kan svinge et sværd?
Stål må forenes med mod, og legemet væbnes af begge.
Til at gribe det sværd kræves en jævnbyrdig hånd.
Klinge og hånd kan kæmpe med glans, de to i forening
ejer betydelig kraft - hver for sig kan de kun lidt.
Så hvis dit håb er at vinde et navn ved vældige sejre:
følg da med vilje og mod sværdet du har i din hånd.

9

Efter mere af samme slags i lignende klangfulde vers sendte hun sine ledsagere væk og kæmpede hele natten lang mod horderne af hæslige uhyrer, og da det igen blev lyst, kunne hun se sære skabninger og genfærd af alle slags ligge spredt ud over jorden, og blandt dem så man én i skikkelse af Thorild selv, oversået med sår. Hun dyngede dem sammen i en bunke og brændte dem i et vældigt bål for at den kvalmende stank fra de hæslige kadavere ikke skulle sprede sig som giftige dunster og ramme folk der kom i nærheden, med sin ødelæggende smitte. Derpå gjorde hun Regner til konge i Sverige, og sig selv til Regners hustru. Og skønt han ikke selv fandt det passende at begynde sin oplæring med bryllup, huskede han på at hun havde frelst hans liv, og holdt hvad han havde lovet hende.

10

Mens alt det foregik, var der en mand ved navn Ubbe, som længe havde været gift med Frodes søster Ulvild og nu benyttede sig af sin hustrus høje byrd til at tage magten i Danmark, som han i forvejen regerede over på kongens vegne. Frode var derfor tvunget til at afbryde sit felttog i de østlige lande og udkæmpede nu et voldsomt slag mod sin søster Svanhvide i Sverige. Her fik han en hård medfart, så om natten gik han om bord på en lille båd og forsøgte ad mange omveje at liste sig ind på fjendens flåde og bore den i sænk. Men hans søster opdagede ham og spurgte hvorfor han lå og roede rundt på den fordækte måde - hvortil han svarede med at stille hende det samme spørgsmål. For Svanhvide var også roet ud på egen hånd den nat og lå og kredsede omkring i sin båd, bestandig ud og ind og frem og tilbage. Hun mindede ham så om at han selv for længe siden, lige før sin afrejse til Rusland, havde givet hende ret til at bestemme over 74 sig selv og gifte sig med hvem hun ville, og bad ham nu om at lade hende benytte sig af den ret og beholde den mand hun havde valgt - og at affinde sig med kendsgerningerne nu, i betragtning af at han selv havde givet sin tilladelse på forhånd. Så rimelig en bøn måtte Frode bøje sig for, så han sluttede fred med Regner og tilgav søsteren den krænkelse hun kunne siges at have tilføjet ham med sin uregerlige opførsel. De gav ham også en flok krigere, svarende til dem han havde mistet i kampen mod dem, og han glædede sig over denne smukke gestus, der opvejede det beskæmmende tab.

11

Så snart han kom til Danmark, fik han Ubbe fanget og ført frem for sig, hvorpå han benådede ham. Han ville hellere tilgive ham end straffe ham for hans lumpne handling, for så vidt man forstod, var det snarere hans kones påvirkning end hans eget magtbegær der havde fået ham til at gribe magten, så han var ikke gerningsmand så meget som medløber. Ulvild tvang han til at forlade sin mand og gifte sig med Frodes ven Skotte, som har givet navn til skotterne. Og den udskiftning af ægtefæller mente han som en straf. Ved afrejsen fulgte han hende på vej med et kongeligt vogntog - og gengældte altså hendes fornærmelse med en gunstbevisning. Han så tydeligvis kun på søsterens slægt, ikke på hendes sind, og tog mere hensyn til sit eget omdømme end til hendes ondskab.

12

Men al den venlighed fra broderens side fik hende ikke til at slække det mindste på sit indgroede had, og nu plagede hun i tide og utide sin nye mand med forslag om at dræbe Frode og erobre Danmark. Det sjælen for alvor higer efter, opgiver den kun trevent, og en ondskab der i årenes løb har bidt sig fast, fordufter ikke med det samme. Den voksnes følelser afspejler barnets tanker, og de spor af synd som barndomstiden afsætter i karakteren, udviskes ikke uden videre. Men hun talte for døve ører, og derfor vendte hun sine mordplaner fra broderen til sin mand og hyrede nogle mænd til at skære halsen over på ham mens han sov. Men Skotte fik nys om det fra en tjenestepige, og den nat hvor han havde fået besked om at mordet skulle udføres, gik han i seng med brynjen på. Ulvild spurgte hvorfor han nu var klædt i jern i stedet for at sove fredeligt som han plejede, men han svarede kun at det havde han nu lyst til den aften. Så snart de troede han sov, og morderne brød ind i kammeret, sprang han ud af sengen og huggede dem ned. Derved lykkedes det ham på en gang at få Ulvild bort fra hendes mordplaner mod broderen og at give et advarende eksempel for andre om at tage sig i agt for troløse hustruer.

75

3

1

Mens alt dette foregik, fik Frode den ide at foretage et angreb på Frisland, for nu ville han lade Vesten opleve den glans og hæder han havde vundet ved sine sejre i Østen. Den første han stødte sammen med da han stod til søs, var en frisisk sørøver ved navn Vitthe, og i det slag gav han sine mænd ordre til i første omgang at holde skjoldene op foran sig og roligt og tålmodigt tage imod fjendens angreb uden at gøre brug af deres kasteskyts før de kunne se at spydregnen fra fjenderne var stilnet helt af. Og jo mere koldblodigt danskerne tog imod spydene, jo hidsigere slyngede friserne dem af sted, for Vitthe forestillede sig at Frodes passivitet skyldtes at han ikke var indstillet på at kæmpe. Så lød der et kraftigt hornsignal, og spydene fløj af sted med en højlydt hvislen. Og da de uforsigtige frisere intet skyts havde tilbage, var det ude med dem da danskernes spyd nu haglede ned over dem. De flygtede ind til kysten, hvor de blev hugget ned inde i de slyngede og bugtede kanaler. Herpå sejlede han op ad Rhinen og kastede sig over de fjerneste egne af Tyskland. Da han nåede ud på havet igen, overfaldt han en frisisk flåde der var gået på grund i Vadehavet, og føjede blodbad til skibbruddet.

2

Det var kolossale fjendtlige styrker han havde udslettet, men han havde stadig ikke fået nok og angreb nu Britannien. Og da han havde slået kongen dér, vendte han sig mod jarl Melbrikt af Skotland. Men netop som han skulle til at indlede krigshandlingerne, hørte han fra en spejder at briternes konge var lige i hælene på ham, og eftersom han ikke kunne dække ryggen og brystet på en gang, kaldte han sine krigere sammen til krigsråd og gav dem besked på at efterlade vognene, kaste deres udstyr fra sig og strø alt det guld de havde på sig, ud på jorden, for som han sagde: deres eneste redning lå nu i at kaste deres rigdomme i grams. Eftersom de var omringet, var der ingen anden udvej end at friste fjenden til at glemme krigen og give efter for grådigheden. I en desperat situation skulle de være glade for at ofre det bytte de havde taget hos fremmede folkeslag. I sidste ende ville fjenderne nemlig være lige så forhippede på at smide det fra sig de havde raget til sig, som på at samle det op de havde fundet, for til den tid ville det være mere til byrde end til nytte.

3

Da var det at en vis Thorkil stod frem. Han var nærigere end de andre og også mere veltalende end alle sine kammerater, og nu tog han hjelmen af hovedet, lænede sig til sit skjold og sagde: »Herre konge! Dine strenge ordrer er hård 76 kost for de mange der værdsætter det de har tilkæmpet sig med deres blod. Man kaster jo nødig det fra sig som man ved med sig selv at man har sat sig i stor fare for at skaffe sig. Det man har betalt med livsfare, giver man ikke fra sig uden sværdslag. For det er da det rene vanvid at kassere som en kvinde hvad man har kæmpet som en mand for at sikre sig, og ligefrem forære fjenden rigdomme de aldrig havde håbet på. Kan man tænke sig noget mere sølle end at foregribe kampens udfald ved at kaste vrag på det bytte vi bærer med os, og give slip på et sikkert og håndgribeligt gode af frygt for et tvivlsomt onde? Foreløbig har vi ingen skotter set - og så skal vi strø vores guld ud på jorden? Hvad er det for krigere der bliver bløde i knæene, bare man nævner ordet krig? Det er måske meningen at vi der plejer at skræmme fjenderne fra vid og sans, nu skal være til grin og bytte hæder ud med hån? Briterne vil spørge sig selv hvordan de har ladet sig overmande af det folk de nu ser overmandet af frygt. Skal vi nu lade os skræmme af dem vi selv har skræmt fra vid og sans? Skal vi frygte folk på afstand som vi trak på skuldrene ad da vi stod ansigt til ansigt med dem? Hvornår skal vores gode egenskaber vinde os en formue når vi smider den fra os i fejhed? De penge vi har kæmpet for, skal vi vel ikke kaste i skidtet for at undgå kamp? De mennesker vi burde flå til skindet, skal vi vel ikke overdænge med rigdom? Vi har taget vores bytte i tapper kamp, skal vi nu kaste det fra os i fejhed? Kan vi foretage os noget mere foragteligt end at forære guld til dem der burde få vores stål at føle. Nej, frygt skal aldrig fjerne hvad tapperhed har skabt. Hvad vi har erhvervet i krig, kan vi kun give fra os i krig. Byttet må sælges lige så dyrt som det blev købt - prisen må afregnes i stål! Hellere dø en dø i skønhed end ydmyge sig af bar lyst til at leve. Dertil kommer at jo mere skrækslagne fjenden mener vi er, fordi vi kaster guld til dem, jo ivrigere vil de kaste sig over os. Og i øvrigt: hvad end udfaldet bliver, er der ingen grund til at forsmå guldet. Sejrer vi, kan vi glæde os over de rigdomme vi sidder inde med, bukker vi under, kan vi efterlade dem til dem der steder os til hvile!« Sådan talte den gamle.

4

Men krigerne lyttede mere til kongens råd end til deres kammerats og foretrak det første forslag for det andet, så de kappedes om hver især at få deres formuer frem fra kisterne. Også hestene der bar forskellig oppakning, befriede de for deres byrder, og da de således havde tømt deres punge, kunne de også lettere gribe til våben og gøre sig klar til kamp. De rykkede så fremad, og briterne, der var 77 lige i hælene på dem, styrtede i alle retninger efter byttet som lå der og ventede på dem. Da deres konge så hvordan de kastede sig grådigt over pengene, advarede han dem om ikke at fylde hænderne med tunge rigdomme når de skulle bruge dem til at kæmpe, for de vidste jo at man skal gribe efter triumfer før man griber efter gods og guld. Derfor måtte de lade guldet ligge og forfølge dets ejere, ikke lade sig dupere af pengenes glans, men af sejrens, og huske på at det var klogere at stræbe efter sejrens palmer end store penge. Tapperhed var bedre end ædelt metal hvis man målte deres kvaliteter rigtigt. For metallerne kunne skabe ydre pynt, men tapperheden gav såvel den indre som den ydre pragt. Derfor skulle de ikke stirre sådan på pengene, men rette blikket mod helt andre ting, slå grådigheden ud af hovedet og vende al opmærksomhed mod krigen. I øvrigt kunne han fortælle dem at fjenderne havde smidt deres bytte fra sig med vilje. Guldet var ikke strøet sådan for at glæde dem, men for at lokke dem i en fælde. Under det uskyldige, blanke sølv gemte der sig en bedragerisk fangstkrog. For det

        

78 var ikke sådan til at tro at de der før havde slået de tapre briter på flugt, nu selv var flygtet. Og i øvrigt: kunne man tænke sig noget mere foragteligt end rigdomme der slog kloen i den der greb efter dem, netop som han troede de havde gjort ham rig? Og det var hvad danskerne havde i sinde: at slå ned med vold og drab på dem de tilsyneladende havde foræret deres rigdomme. Så alt hvad de tog på jorden, blev et våben i hånden på fjenden. For hvis de lod sig friste ved synet af pengene som de lå der frit fremme, ville de ikke alene iste dem igen, men også alt hvad de selv måtte have tilbage. Og hvad skulle det nytte at samle op hvad de straks ville være tvunget til at give fra sig igen? Men hvis de nægtede at bøje sig for pengenes magt, så måtte fjenden uden tvivl bøje sig for dem i stedet. Derfor skulle de tappert rette ryggen, ikke grådigt bukke den, og ikke lade sindet synke dybt i grådighed, men stræbe højt mod hæder. Det var med våben de skulle kæmpe, ikke guld.

5

Da kongen havde talt færdig, stod en britisk ridder frem med favnen fuld af guld, som han viste frem for dem alle mens han sagde: »I din tale, konge, sporer jeg på samme tid to følelser, en der vidner om frygt og en der vidner om ondskab: du forbyder os at tage for os af disse rigdomme og mener det er bedre at vi tjener dig i fattigdom end rigdom. Kan man tænke sig noget mere foragteligt end det ønske? Noget mere tåbeligt end den opfordring? Her genkender vi vores egne kostbarheder hjemmefra - skal vi så undlade at samle dem op når vi ser dem? Alt det vi er draget ud for at tage tilbage med våbenmagt, det vi har sat os for at generobre med vores eget blod - skal vi lade det ligge når vi har fundet det? Skal vi betænke os på at tage vores egne ejendele tilbage? Hvem er den største kujon, den der kaster det fra sig han har taget, eller den der ikke tør samle det op hvor det er faldet? Se nu her: tilfældet har givet os det tilbage som nød og tvang har taget fra os! Dette er ikke fjendens bytte, det er vores. Dette guld har danskerne ikke bragt til Britannien, men stjålet fra Britannien. Modstræbende og under tvang har vi ladet det gå fra os - skulle vi så vende det ryggen når det vender tilbage af sig selv? Det er en synd at rynke på næsen ad så storslået en gave fra skæbnen. Kan man tænke sig noget mere vanvittigt end at afvise rigdomme der ligger frit fremme, men længes efter dem der ligger utilgængeligt bag lås og slå? Skal vi vrage det der ligger for hånden, men gribe efter det der glider fra os? Skal vi holde os fra det der ligger lige for næsen af os, men halse efter det fjerne 79 og afsides? Hvornår skal vi røve fra andre hvis vi nægter at kendes ved vores eget? Jeg håber aldrig jeg får guderne i den grad imod mig at jeg er tvunget til at opgive min retmæssige ejendom og befri mig for den byrde af min fars og farfars formue der nu fylder min favn! Jeg kender danskerne og deres frådseri, de ville aldrig have efterladt fade fulde af drikkevarer hvis ikke det var skræk der havde tvunget dem på flugt. De ville helere give slip på livet end på deres drikkevarer! Det er en trang vi har til fælles, på det punkt ligner vi dem. Men lad os bare sige at det er en skinmanøvre, så vil de jo alligevel støde ind i skotterne inden de kan nå at vende om. Dette guld skal aldrig blive trampet ned i sølet af svin og vilde dyr, nej, det skal komme mennesker til nytte. Og i øvrigt: hvis vi røver byttet fra den hær der har besejret os, så overtager vi sejrherrens medgang. For kan man tænke sig noget sikrere varsel om sejr end at tage bytte inden kampen og indtage fjendens forladte lejr endnu inden slaget har stået? Det er bedre at sejre med skræk end med stål.«

6

Ridderen nåede dårligt nok at tale ud før man så dem alle kaste sig over byttet og rage det skinnende metal til sig. Her måtte man virkelig undre sig over den afskyelige grådighed, her kunne man få en opvisning i umådeholden rovgriskhed. Nu så man dem flænse græsset op sammen med guldet, man så dem komme op at skændes indbyrdes og uden at skænke fjenden en tanke hugge deres egne landsmænd ned, nu så man hvordan de glemte alt om hvad man skylder sin slægt og sine kammerater, mens alle tænkte på vinding og ingen på venskab.

7

I mellemtiden var Frode nået langt væk, tværs gennem den skov der danner grænse mellem Britannien og Skotland, og her beordrede han sine mænd til at gribe til våben. Skotterne holdt øje med hans hær, og da det gik op for dem at danskerne var langt bedre bevæbnet end dem selv, der kun havde lette kastespyd, flygtede de inden de risikerede at komme i kamp. Frode forfulgte dem kun et kort stykke af frygt for at blive overfaldet af briterne, men her mødte han Skotte, Ulvilds mand, med en vældig hær: han var så opsat på at hjælpe danskerne at han var kommet ned helt oppe fra de fjerneste egne af Skotland. På hans opfordring opgav Frode at forfølge skotterne videre for i stedet at sætte kursen tilbage til Britannien, hvor han med fynd og klem generobrede det han med list havde kastet fra sig. Netop fordi han så koldblodigt havde givet slip på det, kunne han 80 uden besvær tage det tilbage. Og nu fortrød briterne det læs de slæbte på, for nu betalte de med deres blod for deres griskhed. Nu ærgrede de sig over at have givet efter for en grådighed der aldrig skulle blive mættet. Nu skammede de sig over at de havde fulgt deres egne lyster og ikke deres konges formaninger.

8

Herefter begav han sig til øens hovedstad, London. Byens mure var for stærke til at han havde nogen mulighed for at storme den, men han fandt hjælp i en list og lod som om han var død. Da Londons kommandant, Daleman, hørte det falske rygte om hans bortgang, tog han imod danskernes overgivelse og tilbød dem en lokal mand som ny leder. Og for at de skulle have et stort antal at vælge imellem, lod han dem komme ind i byen. Her lod de som om de omhyggeligt gennemførte valget, men om natten lå de på lur efter Daleman og slog ham ihjel.

4

1

Efter alt dette vendte kongen tilbage til sit land, og her blev han budt til gilde hos en mand ved navn Skate, der ville sørge for lidt morskab og fornøjelse til afveksling for krigens strabadser. Hos ham sad Frode nu bænket i kongelig stil på gyldne hynder da han blev udfordret til tvekamp af en vis Hunding, og selv om han helt havde givet sig hen i det festlige lag, blev han alligevel mere begejstret for udsigten til et slagsmål end for det gilde han sad midt i, så han sluttede måltidet med en tvekamp - og tvekampen med en sejr. I kampens løb fik han et livsfarligt sår, men da han atter blev udfordret, denne gang af en kæmpe ved navn Håkon, straffede han alligevel fredsforstyrreren ved at dræbe ham. To af hans kammersvende blev fundet skyldige i åbenlyst mordforsøg, og dem fik han druknet i havet med kæmpestore sten bundet om sig - for at straffe sjælens tyngende skyld med en tyngende byrde på kroppen.

2

Der er dem der siger at Ulvild på dette tidspunkt forærede ham en dragt der kunne modstå stål så intet våben kunne såre ham når han havde den på. Og det skal også nævnes at Frode havde det med at strø findelt, formalet guld over sin mad for at sikre sig mod giftmordere i sin egen husstand.

3

På et tidspunkt drog han i krig mod den svenske konge Regner, som med urette var blevet beskyldt for forræderi, og her mistede han livet, ikke for noget våben, men kvalt af sin egen krops glødende hede og sin tunge rustning. Han efterlod sig sønnerne Halfdan, Roe og Skate.

81

5

1

De tre var lige tapre og lige sultne efter kongemagten. De tænkte hver især kun på deres egen magt, og ingen af dem følte sig bundet af hensynet til de andre brødre. For den der holder for meget af sig selv, lader andre i stikken, og ingen kan på en gang være ambitiøs på egne vegne og venlig mod andre. Så den ældste af dem, Halfdan, dræbte sine brødre Roe og Skate: han besudlede sin fornemme fødsel med en forbrydelse, bemægtigede sig tronen ved mord, og for at fuldende denne opvisning af grusomhed lod han deres tilhængere pågribe og straffe, først med lænker, snart efter med galgen. Det mest forbløffende ved hans skæbne var at til trods for at han anvendte hvert øjeblik af sit liv på bestialske aktiviteter, døde han af alderdom og ikke for sværdet.

2

Hans sønner var Roe og Helge. Roe huskes som grundlæggeren af Roskilde, der senere blev udvidet og fik flere indbyggere under Sven, ham der kendes under tilnavnet Tveskæg. Han var en lille spinkel mand, Helge var højere. Da brødrene delte riget, gik havet til Helge, og han angreb vendernes konge Skalk med sine flådestyrker og besejrede ham. Og efter at have underlagt sig vendernes land som en provins, strejfede han om på havet og finkæmmede bugter og vige. Selv om han var en temmelig rå type, var han lige så meget horebuk som han var hensynsløs. Faktisk var han så besat af kvinder at det ikke var til at sige om herskesygen eller liderligheden brændte stærkest hos ham. På øen Thurø voldtog han en pige ved navn Thora, og med hende fik han en datter, som hun senere gav navnet Yrsa.

3

Den sachsiske kong Siriks søn Hunding besejrede han i et slag ved byen Stade, og senere udfordrede han ham til tvekamp og nedlagde ham. Denne ærefulde sejr udmøntede han i et tilnavn og kaldte sig Hundingsbane. Herved havde han revet Jylland ud af sachsernes klør, og her indsatte han jarlerne Eske, Eir og Ler som statholdere. I Sachsen bestemte han at et drab på en fribåren og en frigiven skulle erstattes med samme beløb, som om han ville gøre det klart for enhver at alle tyske slægter var underlagt den samme trældom: alle havde mistet deres frihed og befandt sig i samme ydmygende situation.

4

På et af sine røvertogter kom han tilbage til Thurø, og Thora, der endnu ikke var kommet over sorgen over sin tabte jomfrudom, udtænkte nu en nederdrægtig plan der skulle tage en grufuld hævn for voldtægten. Hun sendte med fuldt forsæt sin datter, som på det tidspunkt havde nået en giftefærdig alder, ned 82 til stranden med besked om at gå i seng med sin far for at trække ham ned i sølet. Selv om Helge havde ladet sin krop synke hen i kødets farefulde fristelser, skal man ikke tro at hans sjæl var fuldkommen blottet for anstændighed, for i uvidenheden havde han undskyldningen for sin synd på rede hånd. Hvilken tåbelig mor! En mor der er villig til at ofre sin datters dyd for at hævne tabet af sin egen og ikke bekymrer sig om sit eget barns uskyld hvis bare hun kan gøre den mand der engang har røvet hendes egen jomfrudom, skyldig i blodskam! Hvilken rå og hensynsløs kvinde! En kvinde der på det nærmeste fornedrer sig selv endnu en gang som straf til den der har fornedret hende - til trods for at det snarere må siges at forværre overgrebet end formindske det! Hun troede hun kunne skaffe sig hævn, men pådrog sig derved netop skyld, for i sit forsøg på at viske uretten bort føjede hun kun en ny forbrydelse til ved at optræde som en stedmor over for sit eget barn og ikke skåne hende for denne skændsel - netop for selv at rense sig for skam. Der er ingen tvivl om at hun må have været et dybt skamløst menneske når hun havde så lidt anstændighed i livet at hun uden at rødme søgte oprejsning for en krænkelse i sin datters fornedrelse.

Det var en stor synd, men der var ét forsonende element: nok var forbindelsen syndig, men et lykkeligt afkom vaskede pletten bort - frugten blev lige så glædelig som sagen blev sørgeligt berygtet. For Yrsa fødte sønnen Rolf, som rådede bod på sin skandaløse oprindelse med store og gode gerninger hvis glans stråler i erindringen, og som til enhver tid har været berømmet i høje vendinger. Det hænder jo at sorg munder ud i glæde, og at det der er udsprunget af uanstændighed, ender i ære og berømmelse. Faderens fejltrin var altså ikke alene forsmædeligt, men også lykkeligt, eftersom det senere blev afbødet af sønnens forunderligt lysende berømmelse.

5

I mellemtiden var kong Regner af Sverige død, og ikke længe efter døde hans hustru Svanhvide af sorg så hun fulgte den mand i døden som hun aldrig havde kunnet skilles fra i livet. Det sker nemlig ofte at mennesker omfatter hinanden med så stor kærlighed mens de lever, at de ønsker at følges også når de forlader livet. De blev efterfulgt af deres søn Hodbrod, der førte krig i de østlige lande for at udvide sit rige. Han forrettede et umådeligt blodbad på folkene derovre og fik senere sønnerne Adils og Høder. Som opdrager for de to antog han en mand ved navn Gevar, som han havde ydet stor hjælp og støtte og knyttet tæt til 83 sig. Men det var ikke nok for ham at han havde sejret ovre mod øst, så han gik mod Danmark, udfordrede hele tre gange kongen dér i landet, kong Roe, til slag, og dræbte ham.

6

Da den nyhed nåede Helge, spærrede han sin søn Rolf inde i borgen Lejre for i det mindste at beskytte sin arvings liv, uanset hvad skæbnen så gjorde ved hans eget. Derefter ville han befri sit rige for fremmed herredømme, så han sendte sine hirdmænd rundt fra by til by og dræbte alle de statholdere Hodbrod havde indsat. Også Hodbrod selv knuste han i et søslag med hele sin samlede flådestyrke, og sådan tog han med våbenmagt fuldkommen hævn ikke alene for sin bror, men også for overgrebet mod fædrelandet. Sådan gik det til at han der for nylig havde fået sit tilnavn for at have nedlagt Hunding, nu også fik navn efter drabet på Hodbrod.

7

Og som om den medfart svenskerne havde fået i slagene, ikke var nok, straffede han dem også med en ydmygende bestemmelse, som han fastsatte ved lov, nemlig at ingen svensker kunne få erstatning for en krænkelse efter reglerne om retslig bod. Efter alt det kunne han i sin skam over den frygtelige ting han tidligere havde gjort, ikke bære at opholde sig i sit hjem og i sit fædreland, og han vendte tilbage til landene mod øst, hvor han døde. Nogle mener at han blev så rædselsslagen over den ugerning han blev beskyldt for, at han kastede sig på sit dragne sværd og selv tog sit liv.

6

1

Hans efterfølger blev sønnen Rolf, en mand der var prægtigt udstyret såvel legemligt som åndeligt, lige så dygtig og tapper som han var stor og kraftig. På hans tid var Sverige underlagt danskernes herredømme, men Adils, Hodbrods søn, udtænkte en snedig plan for at befri sit land: han giftede sig med Rolfs mor Yrsa, for når familieforbindelsen stod imellem dem, og det var sin stedsøn han talte til, ville han med større vægt kunne anbefale ham at lempe på skatterne. Og det gik da også som han havde håbet. Adils var fra barnsben opdraget til at afsky gavmildhed og var så nærig at han opfattede det som et skældsord at blive kaldt rundhåndet. Da Yrsa indså hvor dybt han var sunket i havesygens søle, og derfor gerne ville slippe af med ham, bestemte hun sig for at sætte en fælde op for ham. Men de lumske planer hun lagde, skjulte hun under en umådeligt udspekuleret sløring: Hun lod som om hun var illoyal mod sin søn, rådede sin mand 84 til at satse på friheden, plagede ham om at gøre oprør og fik samtidig sin søn lokket til Sverige med løfter om store gaver. Hun mente nemlig at hun bedst kunne nå sit mål hvis hendes søn beslaglagde sin svigerfars guld så hun kunne stikke af med kongens skatte og derved snyde sin mand ikke alene for hans sengekammerat, men også for hans penge. For i hendes øjne var der ingen bedre straf til en nærig mand end at lette ham for hans formue.

2

Denne sindrige plan var udtænkt med dreven spidsfindighed og slet ikke så nem at komme til bunds i eftersom hun brugte længslen efter frihed som skalkeskjul for sin egen trang til at komme af med sin mand. Hvor må den mand have været blind når han kunne tro på at moderen havde hidset sig op til at gøre det af med sin søn, og ikke gennemskuede at det i virkeligheden var ham selv hun pønsede på at komme til livs! Hvor må den ægtemand have været tåbelig når han ikke bemærkede de utrættelige anstrengelser hans kone gjorde sig for at skaffe sig en chance for at komme ud af ægteskabet - under dække af at hun hadede sin søn. Kvinder skal man aldrig stole på, men hans tiltro til denne kvinde var nu særlig tåbelig når han uden videre kunne tro at hun var trofast mod ham, men lagde fælder for sin søn.

3

De flotte løfter lokkede Rolf, men da han trådte ind i Adils' gård, kunne hans mor ikke kende ham fordi de havde været adskilt så længe og aldrig så hinanden mere, så han bad hende for spøg om noget til at stille sulten. Hun bad ham gå til kongen hvis han ville have mad. I stedet viste han hende så at han havde fået en flænge i sin dragt, og spurgte om hun kunne sy den for ham. Da hans mor stadig ikke ville høre på ham, udbrød han: »Det bliver vist vanskeligt at finde et ægte og ubrydeligt venskab når en mor kan nægte sin søn et måltid mad, og en søster kan nægte at sy for sin bror.« Sådan irettesatte han sin mor for hendes fejltagelse så hun skammede sig dybt over at have nægtet at gøre ham en tjeneste.

4

Da Adils under måltidet så ham sidde ved siden af sin mor, skældte han dem begge to ud for deres kåde opførsel og kaldte det uanstændigt at en bror og en søster sad sammen. Rolf svarede at det var en ærlig sag for en søn at blive omfavnet af sin kærlige mor, og forsvarede sin uskyld med en henvisning til blodets stærke bånd. Senere spurgte gæsterne ham hvilken form for tapperhed han satte højest, og han svarede udholdenhed. Og da de samme folk spurgte Adils hvilken egenskab han ville stemme på som den bedste, valgte han gavmildhed. Nu forlangte 85 folk så at de skulle give prøver på henholdsvis deres sjælsstyrke og deres rundhåndethed, og først fik Rolf besked på at bevise sin tapperhed.

5

Han blev så anbragt lige op ad ilden, hvor han greb et lille skjold og holdt det op for det sted hvor den sved stærkest, men mens den ene side var skærmet, var den anden side ubeskyttet, så her var han henvist til at væbne sig med sin udholdenhed. Det var yderst opfindsomt af ham at lade sit skjold tage af for heden, og skærme sin krop mod flammerne med samme middel som han ville have brugt mod de hvislende spyd. Men varmen ramte hårdere end spyd og pile, og selv om den ikke kunne trænge ind til den side der var skærmet af skjoldet, løb den storm mod den side der ingen beskyttelse havde. Men da en pige der stod der ved ildstedet, bemærkede at han var ved at blive branket i siden af den uudholdelige hede, trak hun tappen ud af en tønde og lod væsken strømme ud og dæmpe flammerne. Netop som bålet plagede ham allermest, fik hun i tide tæmmet det med væde. Alle roste Rolf til skyerne for virkelig at have vist udholdenhed. Derpå 86 råbte de på Adils' gaver, og efter hvad der siges, overøste han nu sin svigersøn med kostbarheder for til sidst at sætte trumf på ved at forære ham en umådelig tung halsring.

6

På gildets tredje dag så Yrsa sit snit til at gøre alvor af forræderiet: uden at hendes mand havde nogen anelse om det, læssede hun alle de kongelige skatte på vogne, listede sig ud af sit eget hus og begav sig på flugt i den lyse nat sammen med sin søn. I sin skræk for at hendes mand skulle komme efter dem, blev hun så nervøs for at det ikke skulle lykkes dem at slippe væk, at hun tryglede sine ledsagere om at kaste skattene fra sig, for som hun sagde: nu gjaldt det pengene eller livet. Deres eneste chance for at komme fra det med livet var at sige farvel til rigdommene, de kunne kun redde sig væk ved at afskrive pengene. Nu måtte de altså ty til samme udvej som Frode ifølge sagnet havde brugt over for briterne. Hun tilføjede at det ikke var noget stort offer hvis det var svenskernes egne ting de lod ligge til dem, når bare det samme middel både kunne fremme deres flugt og bremse de andres forfølgelse - det måtte vel også snarere kaldes at levere andres ejendom tilbage end at opgive deres egen.

7

Som sagt så gjort. For at komme hurtigere væk gjorde de straks som dronningen befalede: hentede guldet frem fra sækkene og lod alle kostbarhederne ligge så fjenden kunne rage dem til sig. Der er dog nogle der påstår at Yrsa beholdt pengene selv, og at det kun var forgyldte kobberstykker hun strøede efter sig under flugten. Og man tror såmænd gerne om en kvinde der har sat så meget igennem, at hun også havde overtrukket det metal hun havde bestemt til at blive kastet væk, med en forloren glans og udgav det for ægte kostbarheder med et kunstigt skær af guld. Da Adils så den ring han havde foræret Rolf, ligge der mellem de andre guldsmykker, kunne han ikke få øjnene fra den. Den var selve symbolet på hans egen nærighed, så han knælede ned på jorden for at gramse den til sig - og lod sin værdighed som konge gøre knæfald for sin griskhed. Men da Rolf så ham ligge dernede med ansigtet mod jorden for at samle sine penge op - bøjet i støvet for sine egne gaver - lo han ad dette menneske der grådigt tog tilbage hvad han listigt havde givet fra sig. Mens svenskerne lod sig nøje med byttet, skyndte Rolf sig ned til skibene og flygtede med kraftige åretag.

8

Det siges at Rolf var så gavmild at han som regel villigt gav folk hvad de bad om, første gang han blev spurgt, og aldrig udsatte det til anden gang ansøgeren 87 henvendte sig. Hellere forhindre en gentagen ansøgning med hurtig gavmildhed end skæmme en venlig gestus med langsommelighed. Derfor flokkedes krigerne om ham i stort antal. For sådan er det med tapperheden: den næres af belønninger eller anspores af ros.

9

På samme tid skulle en mand ved navn Agner Ingjaldsøn giftes med Rolfs søster Rut, og han holdt et stort bryllupsgilde. Under den fest opførte kæmperne sig aldeles vildt og uregerligt: fra alle sider kastede de knudrede knogler efter en mand ved navn Hjalte, og midt i det hele skete der det at en af dem kastede galt og ramte hans sidemand Bjarke hårdt i hovedet. Både smerten og skammen tirrede ham så meget at han kylede knoglen tilbage mod den der havde kastet den, og slog panden om i nakken på ham, og nakken frem hvor panden havde siddet - og derved straffede hans forrykte sind ved at forrykke hans hoved. Det lagde en dæmper på de flabede morsomheder og tvang kæmperne til at forlade kongsgården.

10

Brudgommen var vred over at have fået sit gilde krænket og besluttede sig for at kæmpe med Bjarke og hævne dette brud på lystigheden med en tvekamp. Men da den skulle begynde, var de længe uenige om hvem der skulle have retten til det første hug. I gamle dage foregik tvekampe ikke som hurtige slagudvekslinger: huggene fulgte hinanden et for et med faste mellemrum, og kampene udkæmpedes med få, men vældige slag sådan at det snarere var huggenes kraft end deres antal man så på. Valget faldt på Agner på grund af hans høje byrd, og det hug han leverede, var efter sigende så voldsomt at han kløvede forsiden af Bjarkes hjelm og sårede ham i hovedbunden - og han måtte slippe sværdet, som havde kilet sig fast midt i hjelmen. Så var det Bjarkes tur til at slå, og for at kunne lægge større kraft i slaget støttede han foden på en træstub, hvorefter han huggede sit skarpe sværd tværs gennem Agners krop. Der er dem der siger at Agner lyste op i et smil idet han døde, og opgav ånden uden på nogen måde at røbe sin smerte.

11

De kæmper der styrtede til for at hævne ham, fik et lignende endeligt til svar fra Bjarkes hånd. Sværdet han brugte, var meget skarpt og usædvanlig langt, og han kaldte det Løv. Hans jubel over de bedrifter nåede ikke at dø bort før et af skovens vilde dyr gav ham anledning til endnu en triumf. I et krat mødte han nemlig en kæmpemæssig bjørn som han nedlagde med sit spyd, hvorefter han bad 88 sin følgesvend Hjalte lægge munden til og drikke af blodet der strømmede fra dyret, for at få flere kræfter. Man mente nemlig at den drik gav kroppen styrke. Med disse tapre bedrifter skaffede han sig fornemme venskaber blandt stormændene, og også kongen blev særdeles glad for ham og gav ham sin søster Rut til hustru - så han fik sin overvundne modstanders brud i belønning for sejren. Han foretog også et straffetogt mod Adils, der stadig provokerede Rolf, besejrede ham i felten og dræbte ham. Rolf fik så en højt begavet ung mand ved navn Hjartvar gift med sin søster Skuld, og ham indsatte han som statholder i Sverige mod en årlig afgift, for på den måde kunne familieskabet tage brodden af frihedstabet.

12

På dette sted i værket kan der blive plads til en fornøjelig historie: En ung mand ved navn Vigge stod en dag og stirrede på Rolfs mægtige skikkelse, og fuld af forbløffelse spurgte han for spøg hvad det var for en krake som naturen i sin gavmildhed havde udstyret med så svimlende en vækst - hvilket var en spøgefuld hentydning til kongens usædvanlige højde. »Krake« er nemlig det danske ord for en træstamme med halvt afskårne grene der bruges til at kravle op ad: man sætter fødderne på grenstumperne ligesom på trin og stiger gradvis op indtil man når op i den højde man har tænkt sig. Den henkastede bemærkning tog Rolf til sig som et hædersnavn, og som tak for de vittige ord forærede han ham en vældig armring. Vigge hævede så sin højre arm med ringen højt i vejret, men gemte den venstre bag ryggen som om han skammede sig over den, og på dén grinagtige måde spankulerede han omkring og sagde at den der længe har været fattig, bliver glad for selv en lille bitte gave. Og da de spurgte hvad det skulle til for, svarede han at den hånd der ikke havde noget smykke og ikke havde nogen pynt at prale af, måtte rødme af skam over sin fattigdom når den fik øje på den anden. Den fiffige bemærkning indbragte ham endnu en gave magen til den første. For Rolf sørgede for at kalde den hånd han holdt skjult, frem i lyset på samme måde som den anden. Og Vigge glemte heller ikke at gengælde den gestus: Han lovede højt og helligt at hvis Rolf skulle falde for sværdet, ville han tage hævn over hans mordere. Og her bør det nok nævnes at stormænd der skulle træde i kongens tjeneste, dengang plejede at indlede deres tjenestetid med at love deres herre en eller anden stor bedrift, og altså indviede læretiden med en heltegerning.

89

7

1

Imidlertid var Skuld nu så pinligt berørt over at skulle betale skat at hun aldrig havde andet i hovedet end svig og bedrag. Hun foreholdt sin mand hvor nedværdigende hans stilling var, opmuntrede ham til at bryde ud af slaveriet, plagede ham om at lægge en fælde for Rolf og fyldte ham med uhyggelige, oprørske tanker, for som hun sagde: ethvert menneske skylder sin frihed mere end sin familie. Derfor fik hun nu store mængder af våben pakket ned under forskellige former for overdækning og gav Hjartvar ordre om at lade som om det var skatten, og bringe dem til Danmark, hvor de ville gøre det muligt at myrde kongen om natten. Som sagt så gjort: han lastede sine skibe med de falske skatter og satte kursen mod Lejre, en by som Rolf havde anlagt og smykket med rigets fornemste skatte, og som overstrålede alle nabolandenes byer med den respekt der stod om den som kongeligt anlæg og residens.

2

Kongen modtog Hjartvar med et overdådigt gilde og tog selv kraftigt for sig af de våde varer, mens gæsterne mod sædvane var bange for at blive for berusede. Så da alle andre var faldet i dyb søvn, havde svenskerne holdt sig vågne for at gennemføre deres forbryderiske plan, og nu begyndte de at liste sig ud af deres kamre. I en fart fik de lukket op for deres våbenforråd, og hver enkelt greb uden en lyd sine egne våben. Derpå styrede de mod kongens hal, brød ind i bygningen og trak blank mod de sovende. Og selv om de var bedøvede af søvn, blev mange alligevel så rædselsslagne over det pludselige blodbad at de vågnede med et sæt og famlende satte sig til modværge, for i mørket og forvirringen var det svært at sige om det var venner eller fjender de stod over for.

3

I den samme stille nat var Hjalte, den bedste og mest pålidelige af alle kongens stormænd, gået ud på landet for at hygge sig i en piges arme. Men da han til sin forbløffelse i det fjerne hørte den tiltagende larm fra kampen, satte han tapperhed over nydelse og foretrak at opsøge krigens sorg og fare frem for at give sig hen til kærlighedens søde fristelser. Hvor må denne kriger have været sin konge dybt hengiven! Han kunne have holdt sig væk og undskyldt sig med at han ikke vidste hvad der foregik, men fandt det rigtigere at udsætte sig for åbenlys livsfare end at redde livet for at følge sine lyster. Ved afskeden spurgte hans elskerinde hvor gammel en mand hun skulle gifte sig med hvis hun nu mistede ham. Hjalte bad hende komme nærmere som om han ville hviske noget til hende, og i sin forargelse over at hun sådan ledte efter en ny elsker til at afløse ham, skar han næsen 90 af hende og skæmmede hende med et vanærende sår til straf for hendes liderlige spørgsmål. Et ødelagt udseende skulle nok lægge en dæmper på hendes beskidte lyster. Derpå svarede han at det overlod han helt til hende selv at afgøre! Så skyndte han sig tilbage til byen, kastede sig ind i de tætteste klynger og gav sig til at hugge modstanderne ned for fode mens blodet flød fra ham såvel som dem. Og da han kom forbi det kammer hvor Bjarke stadig lå og sov, befalede han ham at vågne med disse ord:

4

Vågn! Spring op, enhver der vil kalde sig ven af vor konge,
enten har høstet hans tak eller tjener af troskab alene.
Stormænd, ryst slummeren bort, forjag al utidig sløvhed.
Vagtsomme sind skal nu flamme af mod, lad armen og sværdet
sikre jer hæder og ry - eller skændsel og skam hvis I svigter.
Nu i nat skal vi dø eller hævne forræderens ondskab!
Nej, jeg kalder jer slet ikke op for at fjase med tøser,
blidt at klappe en blød lille kind eller ømt trykke søde
kys på en kvindelig mund og kramme de sarte små bryster,
eller at svælge i strømmende vin, la' hænderne glide
over et silkeblødt lår og glane på snehvide arme.
Nej, jeg kalder jer op til krigsgudens bitreste kampe.
Her er det kamp der skal til, ikke umandig kærlighed, ingen
blødsødenhed vil vi se, nej, nu er det krigen der kalder.
Den der er bundet til kongen som ven, må gribe til våben:
Tapperhed viser sit værd når den vejes på opgørets vægtskål.
Mænd kender ikke til frygt, den stærke ved ikke af vaklen,
sindet skal tømmes for leg, nu skal vellyst vige for våben.
Hæder er lønnen der venter os nu, hver kriger er herre
over hvad ry han får, han kan sikre sit navn med sin næve.
Ødselhed, nydelser, glem det, helt! Overalt må nu alvor
fylde hvert sind, gi' det magt til at modstå truende blodbad.
Den der vil vinde sig navn eller løn for sin indsats, må aldrig
stivne i fejhed og frygt, men villigt stå op mod de stærke,
uden at blegne ved synet af stål, så blankt og så køligt.

91

5

Ved de ord vågnede Bjarke. Han vækkede straks sin tjener Skalk og talte til ham sådan:

Op med dig, dreng, pust flittigt og væk vores arne til live.
Grib en pind og rod op, spred ildstedets flygtige aske,
find et par gløder i arnen og bring så liv i de svundne
rester af luende ild, lok flammerne frem i det frie.
Tving den døsige ild til at flamme i lysende lue,
bring de ulmende gløder i blus med vindtørre kviste.
Det blir godt at tø de frysende fingre ved flammen.
Den der modta'r en ven, må holde sig varm omkring hånden,
fri af den isnende frost der gi'r blege og blåfrosne lemmer.

6

Så talte Hjalte atter:

Det er en fryd at gi' gengæld for løn man fik af sin herre,
gribe sit sværd og vie sit våben til hæder og ære.
Mandsmodet byder enhver at følge sin gavmilde konge,
hver står vagt om sin fyrste med al den fasthed der kræves.
Husk nu alle de tyske sværd, de hjelme og gyldne
armringe, fodside brynjer, ja, alt det Rolf gennem tiden
gavmildt har skænket sin hird - og lad minderne ægge til slaget.
Tiden er inde og pligten er klar: alt det vi i fredstid
sorgløst har taget imod, skal vi købe os ret til i krigen,
- ikke kun nyde det lystige liv og glemme det dystre,
ikke til hver en tid vælge det lette og vrage det svære.
Modgang og medgang må stormænd som vi ta' roligt og fattet,
aldrig skal vi gå på jagt efter lykken, nej, vi må stå gennem
glæde og sorg med urokkelig ro og bære de barske
tider med selvsamme sind som vi hidtil har svælget i gode.

7

Alt det vi lover i fuldskab med drukne og slørede stemmer,
det skal vi opfylde nu, med modige sind skal vi gøre
alt det vi svor ved den højeste gud og himmelens magter.
92 Han er min herre, det danske folks drot, kom, stå ved hans side,
alle I ærlige mænd - bort, bort alle feje kujoner!
Stærke, standhaftige mænd skal der til, ikke mænd der ved fare
flygter i rædsel og skræk for truende optræk til fejde.
Herskerens kampmod afhænger tit af hirden omkring ham.
For jo finere flok af stormænd han samler, jo mere
rolig og tryg kan fyrsten stå op mod fjenden i slaget.
Nu må hirdmanden fatte sit sværd med stridslystne fingre,
knuge sin hånd om slagsværdets greb, og gribe i skjoldet,
styrte mod fjenden til slag uden angst for hug eller skrammer.
Ingen skal vende sin ryg mod hans våben, et krigerisk bryst må
altid byde sig til for hans stød. Når ørnene nappes,
kæmper de næb mod næb, de farer til angreb med gabet
vidt opspærret til hug - følg I de fugles eksempel:
Fægt kun med front mod fjenden, og frygt ikke hug eller sværdslag.

8

Se, hvor de fråder og raser, urimeligt selvsikre, frække,
dækket af jern, med ansigtet skjult bag den skinnende guldhjelm
stormer de mod vores kile som var de sikre på sejren,
uden en anelse frygt, som ku' intet stå mod deres angreb.
Indbildske svenskere! Ak, de ænser jo ikke os danske!
Se hvordan gøter med skulende blik og grufulde miner
trænger sig på os med fjer i hjelmen og raslende lanser,
kæmper og udgyder strømme af blod blandt danskernes rækker,
svinger de blottede sværd og hæver de skarpslebne økser.
Hvad skal jeg sige om dig, du, Hjartvar, som Skuld har fyldt op med
nedrige planer og presset til så barbarisk en handling?
Hvorfor dog synge om dig, din skurk, der har sat os i kniben,
dig der har svigtet så stor en konge, ja, dig som ubændigt
magtstræb har ført til en frygtelig synd, gejlet op af din hustrus
vanvid, og bragt til at øve en dåd som aldrig kan glemmes?
Du er jo gal, mand, øver du vold mod din herre, mod Danmark?
Hvad har dog ført til så grufuldt et skridt? Hvor kunne du, Hjartvar,
svigte din troskab så groft i et spind af falskhed og løgne?

93

9

Hør, hvad venter jeg på? Vi har smagt vort livs sidste måltid!
Kongen forgår, og et ynkeligt endeligt udsletter byen.
Dagen er gryet, den sidste vi får - medmindre da nogen
er så slap at han ikke tør stå hvor huggene falder,
eller så fej at han ikke har mod til at hævne sin herre,
blankt lader hånt om det ry hans kampgejst hidtil har høstet.

10

Rut, også du, vågn, rejs dig og vis dit snehvide hoved,
kom dog frem fra dit skjul, træd ud hvor kampene raser.
Blodbadet udenfor kalder dig frem, hør, krigstummel rusker
kongshallens vægge mens grufulde slag nu dundrer mod porten.
Brynjerne flænges, og ringenes flet må briste for stålet,
krigernes modige bryst må vige for regnen af våben.
Nu er herskerens skjold hugget bort af de vældige økser,
hør, nu genlyder sværdenes klang, hør stridsøksen hvisler
hver gang den rammer en mand over skuld'ren og kløver hans bringe.
Hvorfor er hjertet så angst? Hvorfor sløves sværdet i skeden?
Porten står rømmet af vores, men fuld af de fremmedes horder.

11

Da Hjalte havde hugget mange ned og udgydt strømme af blod, kom han for tredje gang til Bjarkes bygning, og da han troede han forholdt sig i ro fordi han var bange, ville han sætte ham på prøve, så nu skældte han ham ud for hans fejhed med disse ord:

Hvor bli'r du af mand? Bjarke dog, ligger du stadig og sover?
Sig mig, hvad venter du på? Kom ud, eller ilden skal ta' dig.
Vælg dog den rigtige vej! Hej, Bjarke, følg med mig til angreb!

12

Bjørne skal holdes på afstand med ild: nu sætter jeg hele
huset i brand, men la'r først af alt flammerne fænge ved døren.
Nu skal kammer og seng bryde ud i lysende lue,
bygningen synke i grus og gi' næring til brandenes hærgen.
Denne dør er fortabt, kan med god ret sættes i flammer.

13

Vi der har større respekt og hengivenhed over for kongen,
samles i slagorden, former en fast og ubrydelig kile,
94 række for række, og går den vej vores konge har vist os.
Det var ham der slog Rørik ihjel, den gerrige Bøgs søn,
sendte en svækling i døden, en mand uden mandsmod i brystet.
Rørik var rig, havde gods og guld, men brugte det fattigt,
glimrede ikke ved anstand og ret, men åger og renter.
Han satte guld over krig, satte intet så højt som sin indtægt,
savnede hæder og ry, men pugede penge i dynger
uden at bryde sig om at ha' stormænd om sig som venner.
Dengang Rolf udfordrede ham til krig med sin flåde,
hented' han guldet fra kister og skrin og bød sine husfolk
bære det uden for borgen og strø det foran dens porte.
Hellere gaver end krig, for krigere havde han ikke.
Fjenden sku' mødes med guld, ikke våben, det troede han fast på,
ganske som om den krig kunne føres med rigdom alene,
kampene kæmpes med gods, og ikke med krigstrænet mandskab.
Altså åbned' han nu for kister og bugnende skabe,
fremdrog mægtige armringe, skrin fuldt læsset til randen,
- ved til hans nederlags bål, for skønt rig på kostbare sager
ejed' han ikke en kriger, og nu lod han fjenden ta' for sig
blandt de skatte han undlod at gi' til hjemlige hirdmænd.
Han der nødig gav selv en fingerring fra sig, blev tvunget
til at smide omkring sig med guld - selv plyndre sin dynge.
Men kong Rolf var for klog og gav pokker i ham og hans gaver:
røvede både hans liv og hans guld - og så hjalp det ham intet
hvad han i lang tid grisk havde samlet af nytteløs rigdom.
Ham faldt den ædle kong Rolf nu over, han dræbte ham, tog hans
vældige skatte og uddelte blandt sine værdige venner
alt hvad hans grådige hånd gennem alle de år havde samlet.
Ja, med sin storm på en rig, men kraftløs fjendeborg vandt han
uden at udgyde blod sine mænd et storslået bytte.

14

Ham var intet så smukt at han ikke med fryd gav det fra sig,
intet for kært at skænke sin hird, nej, guld var for ham kun
95 gløder og aske, han målte sit liv efter ry, ikke renter.
Heraf ses at kongen, der nu ligger falden med hæder,
altid har ført et hæderfuldt liv og nu mandigt har kronet
disse henfarne år med sit endeligts prægtige timer.
Livet igennem så optændt af mod at alt måtte vige,
og med en styrke og kraft der stod mål med skikkelsens vælde.
Altid så opsat på kamp og strid som en rivende strøm der
fosser mod havet - så rask til at kaste sig midt ind i kampen
som når den lynsnare hjort strækker ud på de kløftede klove.

15

Se hvordan menneskers blod løber sammen i levrede pøle.
Se hvordan løsnede tænder fra lig flås med af de stride
strømme af fossende blod, de skures og slibes mod sandet
indtil de glimter i mudder og dynd, hvor blodet i bække
flyder med splintrede ben og løber langs afhugne lemmer.
Danskernes blodstrøm ta'r til, nu breder sig vidt over marken
pøle af rødt, overalt ligger lig spredt ud over jorden,
omflydt af floden der vælder med kraft fra de skummende årer.
Uafbrudt farer nu Hjartvar løs på de danske, han elsker
krigsguden, løfter sit spyd og udfordrer alle til kampen.
Dog, her midt mellem døende mænd og faldne fra slaget
ser jeg med lykkeligt smil om sin mund vor slægtning af Frode,
han som engang med guld tilsåede Fyrisvals marker.

16

Lad os så selv hente styrke og mod i det syn, denne lykke,
mod til at ledsage ham, vor højbårne fader, i døden.
Nu må vi selv være muntre i ord og raske i handling!
Alle må nu vise dødsangsten bort med frejdige tilråb,
opsøge døden med handling og dåd der altid vil huskes.
Mund som hjerte må glemme al angst, vi må handle med begge,
frygtløst, af al vores magt, nej, ingen skal sige os det på
at vi i dag har vist ringeste tegn på frygt eller vaklen.
Nu skal de blottede sværd opveje de nådige gaver.
Hæderen følger de faldne, og selv når asken er muldnet,
96 lever ryet endnu - den dåd går aldrig i glemme
som i handlingens stund er forøvet med fuldkomment mandsmod.
Nå, hvorfor går du bag lukkede døre? Og hvorfor er porten
boltet med lås og slå? Det er tredje gang nu jeg kalder:
Bjarke, kom ud af dit hus, træd frem fra din aflåste hytte.

17

Bjarke svarede:

Sig mig, kamplystne Hjalte, hvorfor du så voldsomt og højlydt
råber på mig, Rolfs svoger? Du ved vel at den der ta'r store
ord i sin mund for at opildne andre med drabelig tale,
selv må vove sit liv, indfri sine krav med sin indsats.
Handling må svare til ord! Men vent nu kun mens jeg griber
våben og spænder mig ind i min skrækindjagende rustning.
Så, nu fæstner jeg sværdet ved lænd, nu dækker jeg kroppen
både med brynje og hjelm, mit hoved får værn om sin tinding,
mens mit bryst gemmes ind bag stålkoftens kraftige panser.
Ingen vil mindre end jeg brænde inde bag boltede døre,
ende på ligbålet her i mit hus. Nej, skønt en beskeden
ø er mit hjem, mit fødested kun et trangt stykke landjord,
skylder jeg kongen min hjælp til tak for dusinvis af lande
han har lagt under min magt. Kom, modige krigere, hør mig:
Ingen der går mod sin død, bør klæ' sig i brynje og rustning,
Kun den mest usle kujon la'r sig snøre i ringflettet jerndragt.
Skjoldene om på ryggene, kom, lad os kæmpe med åben
bringe - og dæk så armene tæt med guldring ved guldring,
tyng jeres højrer med armringes vægt så alle kan svinge
sværdet til hårdere hug og til dybe og svidende flænger.

18

Ingen skal vige en fod! Hver mand skal med glødende iver
møde de fjendtlige sværd og de hadefuldt truende lanser
så vores elskede herre får hævn - uendelig lykke
ejer den mand der formår at hævne så grufuld en udåd,
97 magter at straffe forræderens synd med retfærdige sværdslag.

19

Hør, nu tror jeg bestemt jeg har nedlagt hjorten, den vilde,
stukket ham ned med mit sværd, det tyske, der kaldes for Snirtir,
- sværdet der gav mig mit navn »den kampglade« dengang jeg dræbte
Agner, Ingjalds søn, og gik sejrrig ud af den holmgang.
Agner slog til mod min hjelm, men splintrede Høking i hugget,
midt i sit bid sprang sværdet itu - han havde vel voldt mig
dybere sår havde sværdet han svang, haft stærkere klinge.
Da slog jeg, jeg flækked' hans krop på skrå fra den venstre
skulder og ned til det modsatte ben, jeg hugged' så stålet
skar sig igennem hans lemmer og dybt ind mellem hans ribben.
Aldrig i hele mit liv har jeg set så tappert et men'ske:
Halvdød sank han til jorden og sad der støttet på armen,
mødte sin død med et smil, så sit endeligt an med en hånlig
latter på læben og gik så glad til den evige verden.
Hvilket umådeligt mod hos en mand: at magte at dølge
dødens minut med et smil og med en lykkelig mine
tøjle den vældige ve han følte i kroppen og sjælen!

20

Nu har jeg atter en gang gjort det af med en højbåren herre,
splittet hver sene og bånd i hans liv med selvsamme klinge,
atter begravet mit stål dybt ind i en modstanders hjerte.
Denne var søn af en konge, en mand med lysende aner,
dygtig som få, af sin purunge alder en strålende kriger.
Dog hjalp ringbrynjens fletværk af jern ham ikke det mindste,
lige lidt sværdet og skjoldbuklens hvælv - så spændstig en styrke
ejer mit stål, det værn der kan modstå dét, findes ikke.

21

Nå! Hvor er gøternes ledende mænd, og hvor er nu Hjartvars
krigsfolk? Nå, kom an, lad dem opveje styrke med livsblod.
Hvem uden kongeligt blod slynger pile og spyd mod en fjende?
Krig bryder ud blandt fribårne mænd, kun fornemme slægter
drager i felten til slag, nej, krig grundes ikke på folkets
indsats, for dét er et farefuldt skridt kun høvdinger vover.
98 Her dør fornemme herrer, ja, Rolf, du mægtige konge,
se: dine stormænd er dræbt, de trofaste slægter går under.
Her er det ikke den ukendte hob, de faldne af folket,
dødsguden ta'r, ikke lurvede sind, men mægtige herrer,
skikkelser kendt overalt han samler i hob i sit rige.

22

Aldrig erindrer jeg mig at ha' set et opgør hvor klinger
krydsedes raskere, hug mod hug i så hurtig en følge.
Hver gang jeg gi'r ét slag, får jeg tre tilbage, så fjenden
gengælder sår med sår, og gøternes sejrende næve
straffer de hævnende hug de får, med ophobet rente.
Dog har jeg selv i rasende kamp med granvoksne kæmper
sendt i døden så talrig en flok at de afhugne lemmer
samlet i hob ville rejse sig højt som en knejsende bakke,
fjendernes lig dynget sammen i stak stå op som en gravhøj.
Nå, og hvad laver så han der for nylig kaldte mig frem her?
- Manden der brovtende hæver sig selv mod skyerne, mens han
pukker på andre og dænger dem til med krænkende skældsord
ganske som om han husede tolv mands liv i ét leg'me.

23

Hjalte svarede:

Skønt kun få står mig bi, er jeg ikke så langt fra din side.
Også hos mig er der brug for hjælp, ja, aldrig har nogen
haft så voldsomt behov i et slag for en kampberedt skare
udsøgte mænd: nu har jernhårde sværd og spydspidser skåret
stump på stump af mit skjold, i kampenes løb har det bidske
stål flået bid efter bid af det bort, ædt skjoldet fra armen.
Sagen bevidner sig selv, kendsgerninger siger det hele.
Sagn må jo vige for syn, stol mere på øjet end øret.
Skjoldet er splintret og kun den bøjle jeg holder, er levnet.
Buklen er alt hvad jeg har, overalt er den skåret og hullet.
Nå, er du rede til kamp nu, Bjarke? Du har vist betænkt dig
mere end nok - vil du nu råde bod på din nølen med mandsmod.

99

24

Men Bjarke svarede:

La'r du mig aldrig i fred for de evige klager og skældsord?
Meget kan hindre en mand der vil frem - her før kom en fjendtlig
klinge i vejen og standsede mig da en af de svenske
jog den dybt i mit bryst i et stød af umådelig styrke.
Manden der førte det sværd, holdt ikke igen da han svang det:
Skønt jeg var rustet til strid, havde sværdslaget magt som imod en
nøgen og våbenløs mand: han skar tværs gennem det hårde
dække af stål som i vigende vand, nej, ikke den mindste
hjælp kunne ringbrynjens hårde metal da yde mit legeme.

25

Hør, hvor finder jeg ham den gud som folk kalder Odin?
Odin, mægtig i kamp, han har kun ét øje at se med.
Rut, jeg be'r dig, fortæl mig dét: kan du nogetsteds se ham?

26

Rut svarede:

Kom herhen og læg øjnene til, se under min albue.
Først må du dog velsigne dit syn med tegnet for sejren
- så kan du trygt se ud og møde den mægtige krigsgud.

27

Da sagde Bjarke:

Skulle jeg få ham at se, Friggs rædselsvækkende husbond,
da skal han ikke - hvor meget han end søger ly bag sit hvide
skjold på sin knejsende hest - slippe her fra Lejre i live.
Ingen kan nægte mig ret til i krig at fælde en krigsgud.

28

Her foran herskerens blik skal vi falde og finde et værdigt
endeligt. Al den tid vi har liv i behold, vil vi stræbe
efter at segne med glans - med kamp vinde hæder i døden.
Jeg vil falde og dø ved min fældede hærførers hoved,
alt mens du synker døende om for herskerens fødder.
Så kan enhver der fæstner sit blik på dyngen af kroppe,
100 se hvordan vi har betalt det guld vores herre har skænket.
Snart er vi ravnenes bytte og mad for rovgriske ørne,
glubende fugle skal flå vores lig og finde et måltid.
Sådan skal højbårne mænd, altvovende krigere segne:
trofast forenet til sidst med den prægtige konge i døden.

8

1

Denne række af opildnende taler har jeg udsat på vers af den grund at det samme indhold findes sammenfattet i et kortere dansk digt som mange der ved besked om gamle dage, kan fremsige efter hukommelsen.

2

Enden blev at svenskerne gik af med sejren mens hele Rolfs hær faldt, og ikke en eneste af hele hans unge mandskab overlevede, på nær Vigge. For i dette slag viste krigerne så stor respekt over for kongens fremragende bedrifter at alle ved hans død blev opfyldt af en voldsom trang til selv at søge døden, og så det som en større lykke at forenes med ham i døden end at forblive i live.

3

Glad gav Hjartvar ordre om at der skulle dækkes op til spisning så de kunne holde gilde efter kampen og fejre sejren med et festmåltid. Og da han havde taget godt for sig, udtrykte han sin forundring over at ikke en mand i hele Rolfs hird havde sørget for at redde livet ved at flygte eller lade sig fange. Det viste tydeligt hvor trofaste og hengivne de havde været mod deres konge, når de ikke kunne få det over deres hjerte at overleve ham. Samtidig beklagede han sig over at havde været så uheldig at der ikke var en eneste tilbage der kunne sværge ham troskab, for som han sagde: mænd af den støbning ville han frygtelig gerne have i sin tjeneste.

4

Så da Vigge nu blev ført frem, gottede Hjartvar sig som om han havde fået en gave, og spurgte ham om han kunne tænke sig at træde i hans tjeneste. Vigge sagde ja, og Hjartvar rakte ham sit dragne sværd. Men Vigge ville ikke tage imod klingen og bad i stedet om fæstet, for sådan havde Rolf altid gjort når han rakte sine krigere sværdet, sagde han. I gamle dage var det nemlig skik og brug at de der skulle indtræde i kongens hird, svor ham troskab med en hånd på fæstet af hans sværd. Sådan greb nu også Vigge sværdfæstet - og stødte klingen tværs gennem Hjartvar! Og dermed fik han den hævn han havde lovet Rolf. Fuld af jubel over sin bedrift, frembød han gladelig sin krop for Hjartvars krigere, der kastede 101 sig over ham, mens han råbte at han følte større glæde ved tyrannens død end sorg ved sin egen. Sådan forvandledes gildet til gravøl, og glæden ved sejren afløstes af gråden ved begravelsen. Se, det er en mand som aldrig vil blive glemt, en mand der mandigt holdt sit ord og frivilligt gik i døden for at farve gildebordet med tyrannens blod. Så ukuelig en sjælsstyrke besad han at han ikke et øjeblik frygtede de dræbende hug når blot han vidste at han selv forinden havde vædet dette sted, hvor Rolf havde haft sin gang, med hans morders blod.

5

Den dag blev på en gang den første og den sidste i Hjartvars regeringstid. For hvad der opnås ved svig, går tabt på samme måde som det vindes, og ingen frugt er varig hvis den indhøstes ved svindel og bedrag. Sådan gik det til at svenskerne, der kort forinden havde taget magten over Danmark, nu end ikke havde magt over deres egen sikkerhed. For snart efter blev de udslettet af sjællænderne, og derved betalte de deres fortjente bod til den døde Rolf for deres overgreb imod ham. Og sådan går det ofte: en grusom skæbne straffer hvad falskhed og forræderi forøver.

102

        

103

Tredje bog

104

        

105

        

106

        

107

1

Høder, den bror til Adils og plejesøn af kong Gevar som jeg har omtalt tidligere, overtog efter Hjartvar herredømmet i begge riger. Hans levnedsløb kan jeg bedst skildre hvis jeg begynder helt fra begyndelsen. For gennemgangen af hans sidste leveår bliver både smukkere og mere udtømmende hvis man ikke forbigår de første i tavshed.

2

1

Efter at hans far Hodbrod var blevet dræbt af Helge, tilbragte Høder barneårene hos sin plejefar, kong Gevar. Som halvvoksen overgik han langt sine plejebrødre og andre jævnaldrende i fysisk styrke. Og derudover havde en lang række idrætter ydet deres til hans store anlæg. Han havde fine evner for svømning, bueskydning, nævekamp og i det hele taget alt hvad man overhovedet kan magte i den alder, for han var ikke bare stor og stærk, men også veltrænet. Også med sine rige åndelige gaver var han langt forud for sin endnu umodne alder. Ingen var dygtigere end ham med en lut eller med en harpe. Og også på en lire og en fedel og i det hele taget alle strengeinstrumenter var han en mester. Med de forskellige rytmer kunne han bevæge mennesker til hvilken som helst følelse han ville: såvel glæde som sorg, medynk eller had kunne han kalde frem hos dem. På den måde kunne han gennem øret svøbe sindet i fryd eller rædsel.

2

Gevars datter Nanna blev meget indtaget i den unge mand med de mange talenter og forsøgte at komme i seng med ham. Piger har det med at falde for de tapre unge mænd og tage dem for bedrifternes skyld selv om de ikke synes om deres udseende. Kærligheden har jo mangfoldige indgange: hos nogle er det en flot skikkelse, hos andre et tappert hjerte, hos atter andre er det kunstneriske evner der lukker op for lidenskaben. For mange er det høviskhed der baner vej til kærligheden, hos andre er det et blændende ry der bedårer kvinderne, og de stærke kan som regel såre pigehjerter lige så grundigt som de kønne.

3

Nu skete der det at Odins søn Balder så Nanna mens hun var i bad, og blev grebet af en umådelig kærlighed ved synet. Hendes blændende smukke krop tændte en brand i ham, og hendes slående skønhed satte hans sjæl i flammer. Intet 108 kan pirre begæret som skønhed. Og følgen var at han besluttede sig for at dræbe Høder, for han var særlig bange for at han skulle kunne komme i vejen for hans ønsker, og i sin forelskelse fandt han sig ikke i noget der kunne hindre ham i at tilfredsstille sine lyster.

4

Netop på samme tid hændte det at Høder under en jagt fór vild i tågen og kom til en hytte hvor der boede nogle skovjomfruer. De hilste ham med hans eget navn, og han spurgte hvem de var. De svarede at det var dem der vågede over krigene og bestemte deres udfald. Det skete ofte at de var usynligt til stede på slagmarken og i al hemmelighed hjalp deres venner til den medgang de håbede på. De kunne skænke medgang og skabe modgang præcis som de havde lyst, sagde de. Derpå fortalte de hvordan Balder havde set hans plejesøster i badet og forelsket sig i hende, men de rådede ham til ikke at angribe ham med våben, uanset hvor bittert han med god grund hadede ham, for han var en halvgud, sagde de, i hemmelighed fostret af guderne. Så snart han havde fået det at høre, forsvandt hytten i den blå luft, og med et fandt han sig selv under åben himmel, midt på den bare mark uden det mindste ly over hovedet. Han undrede sig ikke så lidt over pigernes pludselige forsvinden, stedet der kunne skifte, og huset der havde været ren illusion. Han vidste nemlig ikke at det der var sket rundt om ham, kun var indbildning og en kunstig efterligning af magi.

5

Da han kom hjem fra den tur, fortalte han Gevar hele historien om det trylleri han havde været ude for da han fór vild, og samtidig anmodede han ham om hans datters hånd. Det svarede Gevar at han hjertens gerne ville have sagt ja til hvis han ikke havde været bange for at pådrage sig Balders vrede ved at afvise ham, for han havde været der først med den samme bøn. Balders gudelegeme var nemlig, forklarede Gevar, så hårdt at selv ikke jern bed på det. På den anden side, tilføjede han, kendte han et sværd der kunne sende ham i døden, men det lå gemt bag lås og slå. Det tilhørte skovtrolden Miming. Han ejede også en armring med en forunderlig hemmelig kraft, der fik sin ejers rigdom til at vokse. Men vejen til de egne var ufremkommelig og fuld af forhindringer så de dødelige dårligt kunne komme derhen. Størstedelen af vejen herskede der året rundt en ualmindelig hård kulde. Derfor rådede han ham til at spænde rensdyr for sin slæde og krydse de iskolde, tilfrosne fjelde med disse rappe dyr. Når han nåede frem, skulle han rejse sit telt modsat solen så det lå i skygge af den hule hvor Miming boede, og 109 heller ikke selv kastede sin skygge ind til ham så det uvante mørke skræmte trolden fra at komme ud. På den måde kunne han uden videre få fat i ringen og sværdet - ringen som bragte rigdom, og sværdet som bragte sejr. Begge havde store ting at skænke deres ejer.

6

Det var hvad Gevar fortalte. Og Høder var ikke sen til at gøre alvor af det han havde lært: han rejste sit telt på den nævnte måde og brugte nætterne på grublerier og dagene på jagt. Begge døgnets halvdele tilbragte han i vågen tilstand og uden søvn, men den forskel gjorde han altså på nat og dag at han anvendte den ene på at overveje sagerne, den anden på at skaffe sig føde. Og da han en nat sad vågen hensunket i dystre tanker, faldt troldens skygge på hans telt. Han slyngede sit spyd efter den og strakte den til jorden, og mens den lå der uden mulighed for at slippe væk, lagde han den i lænker. Så talte han til den med de barskest tænkelige ord, truede med at slå den ihjel og forlangte sværdet og ringen. Og trolden var da heller ikke sen til at udlevere hvad han krævede for at lade den leve. Enhver sætter jo sit liv højere end sin formue, for blandt de dødelige er intet mere dyrebart end livet. Høder frydede sig over de skatte han havde reddet sig, og vendte hjem til sit land fuld af begejstring over sine få, men betydningsfulde erobringer.

7

Men da kong Gelder af Sachsen hørte at han havde fået fat i de to ting, begyndte han i tide og utide at opmuntre sine krigere til at røve det fornemme bytte. De unge mænd adlød deres konge og skyndte sig at udruste en flåde. Det havde Gevar nu forudset, for han havde stor indsigt i spådomskunst og var en kyndig varselstyder, så han kaldte Høder til sig og instruerede ham om at når han mødte Gelder, skulle han tage roligt og tålmodigt imod hans spyd og ikke svare med sine egne før han kunne se at fjendens kasteskyts var sluppet op. Desuden skulle han medbringe hager så han kunne flå hul i skibene og trække hjelme og skjolde fra krigerne.

Høder fulgte hans råd, og havde stort held med det. De første gange Gelder angreb, gav han sine mænd ordre om at holde sig i ro og søge dækning bag deres skjolde, for som han sagde: i dette slag skulle sejren hentes med tålmod. Fjenden på sin side holdt bestemt ikke igen med kasteskytset, men ødslede det væk i vild kampiver og slyngede spyd og pile af sted med stadig større begejstring efterhånden som det gik op for dem hvor tålmodigt Høder tog imod dem. Nogle 110 våben borede sig ind i skjoldene, andre i skibene, men sår gav de ikke mange af, og størstedelen var uskadelige og udrettede intet. Høders krigere fulgte nemlig kongens ordre og afviste bygen af spyd med et tæt skærmtag af skjolde, og det var ikke så få af spydene der kun ramte en skjoldbukkel med et let slag og derfra faldt i bølgerne. Da Gelder havde opbrugt hele sin beholdning af spyd og nu kunne se hvordan fjenderne rask samlede dem op igen og slyngede dem tilbage imod ham selv, hejste han et rødt skjold i mastetoppen (det var signalet til fred) og overgav sig for at redde livet. Høder modtog ham med den venligste mine og imødekommende ord, og på den måde overvandt han ham lige så meget ved mildhed som ved krigskunst.

8

På den tid sendte kong Helge af Hålogaland den ene delegation efter den anden for at bejle til Thora, en datter af finnernes og bjarmernes fyrste Kuse. Det er jo velkendt at den der savner styrke selv, må støtte sig til andres. Den tids unge mænd plejede ellers selv at føre ordet når de friede, men han havde en talefejl der hæmmede ham så meget at han skammede sig over at tale til andre, ikke alene fremmede, men også sin egen husstand. Ingen har jo lyst til at udstille sine skavanker. Og medfødte mangler er hårdere at bære jo tydeligere de ses. Kuse affejede hans forespørgsler og svarede at en mand der stolede så lidt på sine egne evner at han måtte have andre til hjælp for at opnå hvad han bad om, slet ikke havde fortjent at få en kone. Da Helge hørte det, bønfaldt han Høder om at lægge et godt ord ind for ham, for han vidste at han var en mere dreven taler. Til gengæld lovede han selv villigt at gøre hvad som helst Høder satte ham til.

Høder gav efter for den unge mands indtrængende bønner og sejlede til Norge med en kampklar flåde, for hvad han ikke kunne opnå med ord, havde han i sinde at gennemtvinge med magt. Han talte så Helges sag med al den indsmigrende veltalenhed han kunne mønstre, og Kuse svarede at han måtte høre sin datters mening, for man skulle ikke kunne sige om ham at han var en streng far der handlede mod sin datters vilje. Han kaldte hende så ind og spurgte hende om hun kunne tænke sig den bejler, og da hun sagde ja, lovede han at Helge skulle få hende til kone. Sådan lykkedes det Høder med sin smidigt elegante talekunst og sine honningsøde ord at åbne Kuses tillukkede ører så han hørte på hans bøn.

9

Mens det foregik i Hålogaland, marcherede Balder fuldt bevæbnet ind i Gevars land for at anmode om Nannas hånd. Gevar bad ham finde ud af hvad 111 Nanna selv mente, og han vendte sig så til hende med smukke ord og udsøgt smiger. Men hende kom han ingen vegne med, og i stedet bestormede han hende så med spørgsmål for at få årsagen til hendes afslag at vide. Hun svarede at en gud ikke kunne gifte sig med en dødelig. Den enorme forskel imellem dem umuliggjorde sådan en forbindelse. Selv guderne havde det jo med fra tid til anden at ophæve en kontrakt og pludselig bryde en aftale der ikke var indgået mellem ligeværdige parter. En forbindelse mellem ulige parter var nemlig ikke holdbar, for de høje guder havde aldrig meget til overs for de små folks tilværelse. Overflod og fattigdom kunne ikke trives under samme tag, og mellem strålende rigdom og dyster armod kunne man ikke tænke sig nogen fast og forpligtende forbindelse. Endelig kunne man ikke slutte bro mellem det himmelske og det jordiske, der fra naturens side var så milevidt forskellige i deres udspring, for mellem himlens pragt og højhed og de dødelige mennesker var der en umådelig afstand. Sådan afviste hun Balders bønner med et drilagtigt svar, der kløgtigt konstruerede en række grunde til at vægre sig ved at gifte sig med ham.

10

Da Høder hørte om det fra Gevar, beklagede han sig en hel del over for Helge over Balders uforskammede opførsel. De var begge to usikre på hvad man skulle stille op, og overvejede flere forskellige planer. I modgang er en god snak med en ven en nyttig ting: den fjerner ikke faren, men den dulmer smerten. Men blandt alt det de havde i tankerne, var begejstringen for tapre gerninger dog stærkest, og de indlod sig nu i et søslag med Balder. Det var som en kamp mellem guder og mennesker. På Balders side kæmpede Odin og Thor og hele den hellige gudehær. Nu fik man et slag at se hvor guddommelige og menneskelige kræfter stødte sammen. Men Høder, som var klædt i en kjortel der modstod stål, styrede lige mod guderne hvor deres formation var allertættest, og huggede om sig så grusomt som jordens folk formår mod magter fra det høje. Men også Thor flænsede hvert eneste skjold der kom ham i vejen, med et uhyggeligt sving med sin hammer og indbød i lige så høj grad fjenden til at falde over ham som sine kammerater til at forsvare ham. Der fandtes ikke den rustning der ikke måtte bøje sig for hans hug. Ingen slap godt fra hans slag. Alt hvad han ramte med sit hug, slog han sønder og sammen. Ikke et skjold, ikke en hjelm var stærk nok til at stå sig mod hans slag. Så sejren var ganske sikkert gået til guderne hvis ikke Høder, da hans slagorden begyndte at vakle, var styrtet til og havde gjort hammeren 112 ubrugelig ved at hugge skaftet over på den. Så snart guderne stod uden det våben, tog de pludselig flugten.

At guderne blev besejret af menneskene, det havde været svært at tro på hvis ikke overleveringen fra oldtiden havde bevidnet det. På den anden side er »guder« ikke noget de er fra naturens hånd, men en betegnelse vi har givet dem, og at vi kalder den slags personer guddommelige, bygger på folkelig tradition, ikke på fakta.

11

Balder reddede sig skyndsomst ved at flygte. Og selv om sejrherrerne enten havde hugget hans skibe til pindebrænde med deres sværd eller sænket dem i havet, var det ikke nok for dem at de havde besejret guderne, så de fór ubarmhjertigt løs på det der var tilbage af flåden, og førsøgte at stille deres dødbringende krigslyst ved at tilintetgøre den. Men sådan går det tit: held lokker til hovmod. Den ankerplads der havde været vidne til Balders flugt, har nu navn efter ham. Sachsens konge, Gelder, var faldet i samme slag, og Høder lagde ham oven på hans døde mandskab på et ligbål bygget af skibe og gav ham en prægtig ligfærd. Hans aske, som jo var de sidste rester af en konges lig, anbragte han i en fornem høj, og ikke nok med det, han hædrede den også med en ærbødig begravelse. Herefter ville han sikre sig at der ikke kom flere ubehageligheder i vejen for det bryllup han gik og håbede på, så han drog tilbage til Gevar og tog Nanna i sine arme som han så længe havde ønsket sig. Derpå overøste han Helge og Thora med rundhåndede gaver og begav sig med sin nye brud til Sverige, hvor alle respekterede ham lige så højt for hans sejr som de lo ad Balder for hans flugt.

12

På et tidspunkt var de svenske stormænd rejst ned til Danmark for at betale skat, og imens blev Høder hyldet som en konge af det menige folk takket være den store indsats hans far havde gjort. Men nu fik han at føle hvor falsk og lumpen skæbnen kan være. For Balder, som han kort tid forinden selv havde besejret, overvandt nu ham i et slag så han var nødsaget til at søge tilflugt hos Gevar - og som konge give slip på den sejr han som menig kriger havde vundet. Balder, der stod med sejrens palmer, ville nu forfriske sine tørstende krigere med det vand de trængte til, så han borede dybt ned i jorden og fandt nye kilder i undergrunden. Og den tørstige hær drak med grådigt opspærrede munde af vandet der vældede frem. Sporene efter denne brønd, der for evigt har fæstnet sig i stedets 113 navn, er efter sigende ikke ganske forsvundet, selv om de oprindelige kildevæld ikke springer længere. Balder blev ustandselig plaget af natlige drømmesyner i Nannas skikkelse, og det gjorde ham så syg og medtaget at han ikke kunne gå på sine ben. Derfor vænnede han sig til at rejse i vogn. Den voldsomme kærlighed der fyldte hans bryst, havde næsten udmarvet ham til det yderste. For sejren havde intet givet ham, mente han, når den ikke havde bragt ham Nanna som bytte.

13

Samtidig slog Frø sig ned ikke langt fra Uppsala som gudernes statholder, og her udskiftede han den gamle form for offer, som havde været i brug i århundreder blandt så mange folkeslag, med en uhyggelig og grufuld form. Han begyndte nemlig at slagte mennesker som offerdyr og skænke den slags hæslige offergaver til guderne.

114

3

1

Midt i alt dette gik det op for Høder at Danmark stod uden ledelse, og at Hjartvar omgående havde fået sin straf for drabet på Rolf, og det fik ham til at sige at her havde tilfældet foræret ham noget som han dårligt havde turdet håbe på. Rolf - som han selv burde have dræbt eftersom han var klar over at hans egen far var blevet myrdet af Rolfs far - havde fået sin velfortjente straf af en anden, og sagerne havde taget en positiv vending der uventet have åbnet mulighed for at han kunne tage magten i Danmark. Han havde jo arvekrav på den danske krone hvis man så rigtigt efter på stamtræet. Derfor ankrede han nu op ved Isøre på Sjælland med en kæmpemæssig flåde for at benytte sig af det gunstige øjeblik. Her mødte det danske folk så frem og valgte ham til konge, og da han kort tid efter hørte at hans bror Adils, som han havde bedt regere over svenskerne, var død, forenede han det svenske rige med det danske.

Det var i øvrigt en ydmygende død Adils fik: han fejrede Rolfs begravelse med et lystigt gilde og tog så grådigt for sig af drikkevarerne at han fik lov at betale for sit foragtelige drikkeri med en pludselig død. Så netop ved sin overstadige jubel over en andens endeligt forvoldte han sit eget.

2

Også Balder styrede mod Sjælland med en flåde, og da han både var en berømt kriger og en respektindgydende herre, var danskerne mere end villige til at stemme på ham, så mens Høder var i Sverige, opfyldte de hans ønske om at blive konge i riget. Så flagrende og vankelmodige var vores forfædre i deres beslutninger. Høder kom hjem fra Sverige og gik til angreb på ham. Og det blev begyndelsen på en benhård strid om tronen mellem de to magtbegærlige rivaler. Enden på striden blev at Høder flygtede. Han trak sig tilbage til Jylland og gav sit navn til den landsby hvor han holdt til.

3

Her blev han vinteren over, hvorefter han vendte tilbage til Sverige, ganske alene og uden følge. I Sverige kaldte han stormændene sammen og erklærede at så ulykkeligt som det hele var faldet ud nu hvor Balder havde besejret ham hele to gange, var han led og ked af at leve. Derpå tog han afsked med dem alle og begav sig af sted ad afsides stier til utilgængelige egne hvor han strejfede om i mennesketomme ødemarker. Det hænder nemlig at mennesker der rammes af en utrøstelig sjælesmerte, tyr til afsondrede, skumle skjulesteder som et middel til at ryste sorgen af sig, for i deres overvældende mismod kan de ikke bære at omgås andre mennesker. Ja, ensomhed er ofte sorgens ven. Den der er slået omkuld af 115 sjælesorg, finder en særlig trøst i skidt og møg. Før havde han haft for vane at udstede erklæringer fra toppen af en høj når folket spurgte ham til råds. De der besøgte ham, beklagede sig derfor over at han kunne opføre sig så ugideligt og gemme sig væk på den måde, og hans fravær blev voldsomt kritiseret fra alle sider.

4

Men da Høder en tid havde strejfet om i fjerne og afsides egne og vandret gennem skove hvor intet menneske havde sat sin fod, faldt han over en hule hvor nogle ukendte jomfruer havde deres bolig. Det viste sig at være de samme som tidligere havde foræret ham den uigennemtrængelige kjortel. De spurgte ham hvorfor han var kommet til de egne, og han fortalte hvor uheldig han havde været med sine krige. De havde ikke holdt deres løfte, sagde han og gav sig til at jamre over hvor uheldig han havde været og hvor sørgeligt det hele var endt, og beklage sig over at det var gået ham helt anderledes end de havde lovet ham. Men nymferne svarede at selv om han ikke havde vundet mange sejre, havde han tilføjet sine modstandere lige så mange nederlag og dræbt lige så mange som han selv havde mistet. Og han havde sejren inden for rækkevidde hvis han kunne stjæle en usædvanlig delikat spise der var udtænkt til at øge Balders kræfter. Intet ville være svært for ham hvis blot han kunne få fat i den føde der var bestemt til at styrke hans fjende.

5

Deres ord gav straks Høder frisk mod til at angribe Balder - selv om det kunne se ud som en voldsom opgave for jordiske folk at gribe til våben mod guderne. Og der var da også nogle af hans mænd der erklærede at han ikke ville slippe godt fra at gå i krig mod guderne. Men i sin glødende iver havde han mistet enhver respekt for deres storhed. Hos tapre krigere kan fornuften ikke altid bremse store lidenskaber, og ubesindigheden bøjer sig ikke altid for kølig beregning. Eller måske huskede Høder på at selv ikke de største mænd kan være sikre på deres magt, og at liden tue kan vælte et stort læs.

6

Balder på sin side kaldte danskerne til våben og mødte Høder på slagmarken. Der blev et vældigt blodbad på begge sider, og begge parter havde omtrent lige store tab inden natten gjorde en ende på slaget. Omkring den tredje vagt den nat sneg Høder sig ganske uset ud for at udspejde fjenden. Han kunne ikke sove af bar bekymring over de farer der truede. Det er ofte sådan at når sindet er i voldsomt oprør, kan kroppen ikke falde til ro, og sindets uro nægter kroppen hvile. Da han nåede over i fjendens lejr, gik det op for ham at de tre piger 116 havde forladt Balders lejr med hans hemmelige spise. Han løb efter dem (fodsporene i duggen røbede hvilken vej de var flygtet) og kom til sidst til den hytte de holdt til i. Da de nu spurgte hvem han var, svarede han at han var spillemand. Og han gav også en prøve på sin kunst der underbyggede påstanden, for da de rakte ham en harpe, stemte han den, lagde plekteret til strengene og anslog uden tøven en melodi der klang dejligt i deres ører. De havde også tre slanger, hvis gift de plejede at blande i Balders styrkende måltid. Fra dyrenes åbne gab flød giften allerede i store mængder ned i grøden. Et par af pigerne ville gerne gøre noget for Høder og havde nok ladet ham smage på maden hvis ikke den ældste af de tre havde sagt nej og erklæret at det ville være at forråde Balder hvis de gav hans fjende flere kræfter. Han indvendte at han ikke var Høder, men en af Høders følgesvende. Og så var de samme piger nådige og gavmilde nok til at forære ham både et prægtigt måltid og et magtfuldt sejrsbælte.

7

På vejen tilbage ad den samme sti som han var kommet ad, stod han pludselig over for Balder. Han sårede ham i siden og strakte ham til jorden mere død end levende. Da hans krigere fik den besked, genlød hele Høders lejr af høje jubelråb mens danskerne i fællesskab sørgede over Balders skæbne. Og da Balder mærkede at døden var uundgåelig, lod han sig tirre af sit smertende sår til at genoptage kampen den følgende dag. Midt i slagets hede lod han sig bære frem i første række blandt de kæmpende på en båre for at ingen skulle tro at han lå og døde en æreløs død i sit telt. Natten efter så han i drømme dødsgudinden stå ved hans leje og sige at om tre dage ville hun tage ham i sin favn. Og drømmens forudsigelse gik da også i opfyldelse, for efter tre dages forløb bukkede Balder under for de voldsomme smerter fra såret. Hæren gav ham en kongelig begravelse og rejste en høj over hans lig.

8

Denne gamle grav er stadig vidt berømt, og i vor egen tid har nogle mænd med Harald i spidsen engang ved nattetid forsøgt at åbne den i håb om at finde penge, men pludselig gik de i panik og opgav forsøget. For da de havde brudt hul, så de med ét en buldrende strøm af vand vælde frem fra toppen af højen, fosse med rivende fart ud over de omkringliggende marker og oversvømme alt på sin vej. Det var så voldsomt at de gravende blev skræmt fra vid og sans, kastede hakkerne fra sig og flygtede i alle retninger, for de mente at de ville blive revet med af den rasende strøm hvis de fortsatte meget længere med deres forehavende. 117 Således jog de ånder der beskytter stedet, pludselig de unge mænd en sådan skræk i livet at de glemte deres grådighed for at bringe sig i sikkerhed, og opgav deres griske planer for at frelse livet. Men der er nu ingen tvivl om at dette kildevæld var en illusion og ingen realitet, og at det ikke stammede fra jordens indre, men opstod ved magi af en art eftersom der ikke i naturen kan springe kilder fra en tør jordbund. Siden den tid har alle der har kendt historien om den udgravning, ladet højen være i fred. Derfor kan ingen vide om den indeholder nogen skat, for siden Harald har ingen vovet at trænge ned i dens dunkle indre af frygt for de truende farer.

        

118

4

1

Selv om Odin regnedes for den højeste af guderne, udspurgte han alligevel spåmænd og seere og i det hele taget alle som han vidste havde særlig indsigt i fremtiden, om hvordan han skulle hævne sin søn. For guderne er ikke fuldkomne, og de behøver tit og ofte menneskenes hjælp. Rosthiuf Finne forudsagde ham nu at han sammen med Rind, den russiske konges datter, skulle få en anden søn, der var bestemt til at gengælde sin brors drab. Guderne havde nemlig foreskrevet at deres fælle skulle hævnes af sin nytilkomne bror.

Da Odin hørte det, trak han hatten ned over ansigtet for ikke at blive genkendt og opsøgte den nævnte konge for at søge tjeneste. Kongen gjorde ham til sin hærfører, og han overtog kommandoen over hæren og vandt en strålende sejr over fjenderne. Som tak for den tapre indsats optog kongen ham blandt sine nærmeste venner, og han sparede lige så lidt på gaverne som på hædersbevisningerne. Ganske kort tid efter slog han ene mand hele den fjendtlige hær på flugt, og ved hjemkomsten kunne han med egen mund overbringe nyheden om det forbløffende blodbad han med egen hånd havde anrettet. Alle var forundrede over at en enkelt mand havde haft styrke til at meje så umådelige mængder af fjender ned. I sikker tillid til disse bedrifter fortalte han så i al hemmelighed kongen om sin kærlighed. Og til hans lettelse var kongen yderst imødekommende. Men da han bad pigen om et kys, fik han i stedet en på siden af hovedet.

2

Men hverken ydmygende hån eller smertelige fornærmelser kunne nu få ham fra hans forsæt. Han ville ikke opgive med vanære hvad han havde kastet sig ud i med begejstring, så det følgende år klædte han sig ud som en fremmed og meldte sig i kongens tjeneste endnu en gang. Folk han mødte, ville ikke have let ved at kende ham igen, for hans sande ansigtstræk var dækket af snavs, og nyt skidt skjulte hans gamle udseende. Han sagde at han hed Roster og var en dygtig smed. Og med de mange fornemt udformede bronzearbejder han nu gav sig til at smede, gjorde han så god reklame for sit håndværk at kongen gav ham en stor mængde guld og bad ham smede kvindesmykker. Han fremstillede så en hel række pyntegenstande til kvinder, og da han var færdig, forærede han pigen en armring der var mere sirligt udført end alle de andre, og adskillige fingerringe smedet med samme omhu.

3

Men intet af hvad han gjorde, kunne knække hendes modvilje. Hver gang han ville have et kys af hende, fik han et rap over næsen i stedet. Foræringer fra 119 én man ikke kan fordrage, er der ikke meget ved, nej, de der kommer fra en ven, er mere velkomne. Sådan afhænger gavers værdi ikke sjældent af giveren. Pigen stod fast og var ikke et øjeblik i tvivl om at den gamle rævs mange gaver var hykleri og kun skulle bane vejen for hans kærlighed. Hun havde et barsk og ubøjeligt sind og kunne udmærket se at venligheden var en fælde, og at hans ihærdige gavmildhed dækkede over uanstændige hensigter. Faderen gav hende en ordentlig overhaling fordi hun ikke ville gifte sig. Men i sin væmmelse ved tanken om at få en gammel mand svarede hun at det ikke var godt for en ganske ung pige at blive gift over hals og hoved - og brugte altså sin unge alder som undskyldning for at afslå ægteskabet.

4

Men Odin vidste af erfaring at der ikke er noget man kommer længere med i kærlighedssager end benhård standhaftighed, så selv om han nu havde indkasseret hele to ydmygende afslag, gik han til kongen en tredje gang, igen med et nyt udseende, og denne gang præsenterede han sig som en erfaren kriger. Det var ikke kun lysten til pigen der drev ham, men også en trang til at viske ydmygelserne væk. Så let havde de trolddomskyndige i gamle dage ved at skifte udseende og ændre deres ydre fremtoning på forskellige måder. Ud over deres egen naturlige skikkelse formåede de at efterligne en hvilken som helst anden alder. Så for nu at gøre et rigtig godt indtryk i sit nye fag plejede den gamle frejdigt at ride direkte mod de tapreste modstandere. Men heller ikke den slags bedrifter havde nogen virkning: pigen var hverken til at hugge eller stikke i. Den man en gang har hadet af at godt hjerte, kan man dårligt komme til at holde af igen for alvor. Da han ville kysse hende til afsked, gav hun ham sådan et stød at han gik i gulvet og hamrede hagen i jorden. Men straks efter rørte han hende med et stykke bark beskrevet med runer og gjorde hende vanvittig som en beskeden hævn for de mange fornærmelser hun havde budt ham.

5

Men stadig gik han uanfægtet videre med sit forehavende (for han stolede på sin højhed, og det gav ham håb), så nu klædte han sig ud som tjenestepige og vandrede utrætteligt til kongen en fjerde gang. Kongen tog ham i tjeneste, og han viste sig ikke alene arbejdsom, men også temmelig påtrængende. Og da han var klædt fuldkommen som en kvinde, troede de fleste at han var en kvinde. Han forklarede at hans navn var Vekka og hans fag lægekunst, og gav beredvilligt prøver på sine evner på det felt. Omsider lykkedes det ham at komme i tjeneste hos dronningen 120 og blive kammerpige hos datteren. Hver aften skulle han nu også vaske pigens fødder, og mens han hældte vandet over fødderne havde han også lejlighed til at røre hende både på læggene og langt op ad lårene. Men skæbnen er omskiftelig, og det han ikke kunne få med list, det fik han nu forærende af tilfældet.

6

Der skete nemlig det at pigen blev syg, og da hun så sig om efter en behandling, søgte hun helbredelse hos de hænder som hun før havde stødt fra sig, og bad den mand om at frelse sig som hun altid havde hadet og afskyet. Han undersøgte omhyggeligt alle hendes symptomer og erklærede at sygdommen hurtigst muligt måtte behandles med en lægedrik. Det skulle være så besk en blanding at pigen ikke kunne klare så hård en behandling uden at lade sig binde først. For sygdommens årsag måtte drives ud fra de inderste fibre i hendes krop.

7

Da faderen hørte det, fik han hende straks bundet og lagt på en seng, hvorefter han gav hende besked om at finde sig tålmodigt i alt hvad lægen gjorde ved hende. Han lod sig narre af den kvindedragt som den gamle havde klædt sig i for at dække over sine stædige rævestreger, og sådan lykkedes det Odin at forvandle noget der skulle forestille en medicinsk behandling, til voldtægt. For nu ændrede lægen kuren og benyttede sig af lejligheden til at elske med pigen: han skyndte sig at få afløb for sine lyster inden han kurerede hendes sygdom, for dengang hun var rask, havde han fået hendes had at føle, men nu hvor hun skrantede, benyttede han sig af hendes svaghed.

8

Men der findes også en anden version af den historie, som jeg ikke har noget imod at tilføje her: Der er nemlig dem der siger at det gik op for kongen at lægen var helt fortæret af kærlighed, men ingen vegne kom hvor meget han end anstrengte sig både fysisk og psykisk, og for ikke at snyde en god støtte for den løn han havde krav på, lod han ham så i al hemmelighed gå i seng med datteren. Så rablende ansvarsløst kan en far til tider behandle sine børn når voldsomme følelser nedbryder den medfødte mildhed. Det fejltrin fik han senere grund til at fortryde og skamme sig over da hans datter fødte en søn.

9

Men da det gik op for guderne, der havde deres hovedsæde i Byzans, hvordan Odin havde trukket sin guddommelige værdighed gennem sølet med forskellige vanærende handlinger, besluttede de at udstøde ham af deres forsamling. De fik ham ikke alene afsat som overhoved, men ribbede ham også for al den hæder og tilbedelse han havde nydt, og forviste ham, for de mente det var bedre 121 at styrte en miskrediteret hersker fra magten end at bespotte den fælles gudsdyrkelse - ellers risikerede de at gøre sig selv til medansvarlige for en andens forbrydelser og uden skyld komme til at undgælde for hvad han var skyld i. De kunne nemlig se hvordan tilbedelse blev til foragt og ærefrygt til skamfuldhed hos de folk de havde lokket til at dyrke dem som guder, så snart det kom frem at den øverste gud havde gjort sig til grin - nu så man hellige handlinger som gudsbespottelse og hævdvundne højtideligheder som barnagtigt vrøvl. Guderne så døden for deres øjne, følte angsten i deres indre, og det var som om en enkelts skyld gik ud over dem alle.

10

Så for ikke at smide den fælles gudsdyrkelse over bord smed de i stedet Odin på porten og erstattede ham med en vis Oller, ikke kun som hersker, men også som gud - som om man kunne udnævne en gud som man udnævner en konge. Men selv om de kun havde gjort ham til ypperstepræst som stedfortræder for Odin, viste de ham alligevel al den respekt man viser en konge, for at man ikke bare skulle se ham som en vikar i en andens embede, men som hans legitime efterfølger på posten. Og for at det ikke skulle skorte på noget i retning af højhed, gav de ham også navnet Odin for det var et navn med en positiv klang der kunne forebygge uvilje mod forandringer.

11

I næsten ti år sad han som leder af gudeforsamlingen, men til sidst fik guderne medlidenhed med Odin i hans hårde landflygtighed og følte at han var blevet straffet tilstrækkeligt, og så lagde han elendighed og vanære bag sig og vendte tilbage til tidligere tiders glans og herlighed. Den lange tid der var gået siden da, havde udvisket den skamplet han dengang havde fået på sig. Men der var nu også dem der holdt på at han ikke var værdig til at få sin position tilbage fordi han havde vanæret sin gudetitel på det grusomste ved at spille klovn og gøre kvindearbejde. Der er dem der påstår at han smurte nogle af guderne med smiger og bestak andre med belønninger og på den måde købte sin tabte højhed tilbage for penge - udbetalte enorme summer for at vinde den værdighed tilbage som han tidligere havde måttet opgive. Hvis nogen vil vide hvor meget det stod ham i, må de spørge dem der har sat sig ind i priserne på guddommelighed - det står ikke mig helt klart, må jeg tilstå.

12

Oller blev altså smidt ud fra Byzans af Odin og drog i stedet til Sverige, og her, hvor en ny verden så at sige lå udbredt for hans fødder, lagde han sig i 122 selen for at genoprette sit gode omdømme, men blev dræbt af danskerne. Efter sigende var han så kyndig en troldmand at han i stedet for et skib kunne krydse havene på en knogle, hvorpå han havde ridset uhyggelige trylleformularer, og på den besejrede han al den modstand han mødte på sin vej over vandene, lige så hurtigt som med årer.

13

Men nu hvor Odin havde fået sin guddommelige position tilbage, oplyste hans ære og berømmelse alverdens lande med en sådan stråleglans at alle folkeslag hyldede ham som verdens genkomne lys. Og der var ikke det sted på Jorden der ikke bøjede sig for hans guddomsmagt. Og da han hørte at Bo, den søn han havde fået med Rind, var ivrigt optaget af krig og kamp, kaldte han ham til sig og bad ham huske på sin brors død og hellere tage hævn over Balders mordere end hugge uskyldige mennesker ned, for kamp og strid var mere på sin plads når en retfærdig anledning til hævn gjorde krig til en hellig pligt.

14

Imidlertid kom der nu besked om at Gevar ved forræderi var blevet dræbt af sin jarl Gunne. Høder satte alle kræfter ind på at hævne hans mord, pågreb Gunne, kastede ham på et flammende bål og lod ham brænde ihjel fordi han selv havde overlistet Gevar om natten og brændt ham levende inde. Sådan viste han sin plejefar en sidste hæder, og til sidst indsatte han hans sønner Herlek og Gerik som jarler i Norge.

15

Senere kaldte han stormændene sammen til ting og bekendtgjorde at i den krig han nu skulle udkæmpe med Bo, ville han selv falde, og det var ikke noget han byggede på løse gætterier, men på sine spåmænds troværdige forudsigelser. Derfor bad han dem nu om at gøre hans søn Rørik til konge for at onde folk ikke med deres stemmer skulle overdrage retten til riget til udenlandske og ukendte slægter, for som han sagde: den glæde han ville føle ved at se sin søn som sin efterfølger, var større end den bitterhed han følte ved sin egen forestående død. Det ønske fik han omgående opfyldt, hvorefter han gik i krig mod Bo, og faldt. Men Bo havde ingen glæde af sin sejr. Han kom så hårdt såret ud af kampen at fodfolket måtte lægge ham på et skjold og skiftes til at bære ham tilbage, og næste dag døde han en pinefuld død af sine sår. Hans lig blev begravet med stor pomp og pragt af den russiske hær, der rejste en imponerende høj til hans ære for at mindet om denne store mand ikke straks skulle fortone sig i kommende slægtleds erindring.

123

5

1

Kurerne og svenskerne, som plejede at anerkende Danmarks overhøjhed med en årlig afgift, følte vist at Høders død havde fritaget dem for deres skattebyrder, for nu fik de den ide at gå til angreb på landet i stedet. Det gav også venderne mod til at falde fra, ligesom det forvandlede adskillige andre undergivne folk til fjender. For at afværge disse overgreb kaldte Rørik sit rige under våben og holdt en opflammende tale til hæren, hvori han opregnede alle deres forfædres store bedrifter for at opmuntre dem til selv at samle mod og tapperhed.

Barbarerne kunne godt se at de havde brug for en leder, for de ville ikke indlade sig på en krig uden en hærfører. De valgte derfor en konge, hvorefter de lagde to delinger bevæbnede krigere i skjul et hemmeligt sted, men stillede resten af deres kampstyrker klart til skue. Men Rørik lod sig nu ikke narre af den fælde. Da det gik op for ham at hans flåde var gået på grund i et snævert indløb til en lavvandet vig, fik han den trukket fri af de sandbanker den stod fast på, og sejlet ud på dybt vand for at den ikke skulle sidde fast i de mudrede sumpområder og få fjenden over sig fra den anden side. Samtidig bestemte han at nogle af hans folk skulle finde sig et skjulested hvor de kunne ligge på lur om dagen og uden varsel fare løs på dem der overfaldt hans skibe, for som han sagde: så kunne det jo være at deres lumske planer ramte dem selv. De barbarer der lå i baghold - og intet anede om danskernes forholdsregler - gjorde så et dumdristigt udfald, og blev dræbt alle sammen. Og resten af den vendiske styrke, der ikke kunne vide at deres kammerater var blevet udslettet, sad uforstående tilbage og undrede sig over at Rørik lod vente så længe på sig. De ventede længe mens mange urolige tanker fór gennem hovedet på dem, og for hver dag der gik, blev ventetiden mere uudholdelig - indtil de omsider besluttede sig for selv at opsøge ham med deres flåde.

2

Blandt venderne var der en mand der var imponerende af bygning og troldmand af profession. Da han fik øje på de danske tropper, råbte han: »Mange kan købes fri af livsfare hvis få betaler med livet, derfor bør vi lade den enkeltes risiko forhindre alles katastrofe. Jeg er rede til at kæmpe på de vilkår hvis nogen af jer har mod til at afgøre sagen med mig. Men det skal ske under mine betingelser, som jeg har formuleret sådan: Vinder jeg, tilstår I os frihed for skat. Taber jeg, skal skatterne betales til jer som altid. I dag vil jeg enten som sejrherre befri mit fædreland fra trældommens åg eller som besejret lægge åget på dets skuldre. I begge tilfælde tilbyder jeg mig selv som pant og sikkerhed.«

124

3

Det hørte en af danskerne, en mand med stort mod, men mindre styrke, og han begyndte nu at udfritte Rørik om hvad belønningen ville være til den der tog udfordringen op. Og da Rørik tilfældigvis havde seks armbånd der alle var slynget sammen sådan at de ikke kunne skilles ad, men hang sammen i en ubrydelig række, udlovede han dém som belønning til den der vovede den tvekamp. Men den unge mand, der ikke følte sig helt sikker på hvordan det ville gå ham, sagde: »Rørik, hvis jeg slipper heldigt fra kampen, er det op til din gavmildhed at bestemme sejrsprisen, så kan du udmåle sejrens palmer. Men hvis det ikke går mig som jeg håber, hvilken belønning giver du så den besejrede, som enten er ramt af den grumme død eller den tungeste vanære? De to er oftest svaghedens følgesvende, de er de overvundnes sold, for hvad andet venter der de overvundne end den dybeste skam? Hvilken løn kan en mand modtage, hvilken tak kan han få når han intet har tjent ved sin tapperhed? Hvem har nogensinde kronet en svækling med krigsgudens vedbendranker og smykket ham med sejrens pris? Sejrens palmer går til den tapre, ikke til den feje. I nederlaget er der ingen hæder. Tapperhed skaber hæder og triumfer, men fejhed skaber enten meningsløs død eller usselt liv. Personlig ved jeg ikke hvilket udfald tvekampen vil få, og derfor har jeg heller ikke frækhed nok til at på forhånd at forlange en belønning som jeg ikke aner om jeg har krav på. Den der er usikker på sejren, kan ikke lægge beslag på en sikker sejrspris. Uden vished om sejren har jeg ikke i sinde at forlange sejrskransen som min klare ret. En skat som lige så vel kan være dødens sold som livets, vil jeg ikke tage imod. Kun en tåbe griber ud efter en umoden frugt og plukker den før han ved om han for alvor har fortjent den. Denne hånd skal enten hente sejrens palmer eller døden!«

4

Med de ord huggede han efter barbaren med sit sværd, med stor beslutsomhed, men mindre held. For barbaren slog igen, og ved det første drabelige slag var han dræbt på stedet. For danskerne var det et sørgeligt syn, men venderne hyldede deres sejrrige kammerat med et stort triumftog og modtog ham med mægtige jubelscener. Dagen efter kom han igen, og hvad enten han nu var revet med af sin nylige sejr eller havde fået en ubændig trang til endnu en sejr, stillede han sig igen op foran modstanderne og udfordrede dem til kamp med de samme tirrende ord som sidst. Nu forestillede han sig nemlig at han havde fældet den tapreste af danskerne, og at der ikke var nogen tilbage som havde modet til at tage 125 handsken op. I blind tillid til at denne ene kæmpes fald havde taget modet fra hele hæren, gik han ud fra at han uden problemer kunne gennemføre hvad som helst han herefter gav sig i kast med. For intet nærer overmod som medgang, og intet er så virkningsfuld en spore for hovmod som held.

5

Det skar Rørik i hjertet at én mands arrogance kunne få et helt folks mod til at synke, og at danskerne, trods alle deres store sejre, skulle udsættes ikke alene for hovmod, men også ydmygelse og foragt fra dem de selv engang havde besejret. Samtidig bekymrede det ham at man blandt de mange krigere ikke kunne finde én der havde så megen beslutsomhed eller råstyrke at han havde lyst til at sætte sit liv på spil for sit fædrelands skyld.

Den første der havde storsind nok til at udviske den skam og skændsel som det var for danskerne at de holdt sig tilbage, var Ubbe. Han var stor og stærk og forstod sig på trolddom. Også han spurgte udtrykkeligt til belønningen for kampen, og kongen udlovede igen armringene. Men Ubbe svarede: »Hvordan skal jeg stole på dit løfte når du selv beholder pantet i hånden og ikke overlader gaven i en andens varetægt? Du må finde en at betro dit pant til så du ingen mulighed har for at tage dit løfte tilbage. Urokkelig, sikker forvisning om belønningen der venter, er det der får krigernes mod til at flamme.« Ingen kunne nu være i tvivl om at det var ment som en spøg, for det der havde sat ham op til at tilbagevise denne hån imod hans fædreland, var tapperhed og intet andet.

6

Rørik troede at det var grådighed efter guld, og for at ingen skulle tro at han agtede at gøre noget så lidet kongeligt som at trække gaven tilbage eller bryde sit løfte, slyngede han - som han stod der på sit skib - ringene over mod Ubbe i et vældigt kast. Det mislykkedes nu på grund af den store afstand der var imellem dem. For kastet blev for svagt og ikke kraftfuldt nok, så ringene faldt ned inden de nåede deres mål, og forsvandt i bølgerne - hvilket skaffede Rørik tilnavnet Slyngebånd. Men herved fik man netop tydeligt bevis på Ubbes tapperhed. Tabet af lønnen, der gik til bunds, rokkede ham nemlig ikke en tomme fra hans frygtløse forsæt, for ingen skulle sige om ham at hans tapperhed var grådighedens tjener. Så han var ivrig efter at komme i kamp, både for at vise at han var langt mere opsat på ære og værdighed end forhippet på løn og fortjeneste og satte tapperheden højere end pengegriskheden, og for at gøre det klart for enhver at selvtillid for ham ikke afhang af betalingen, men af sindets storhed.

126

Straks efter blev kamppladsen indkredset, krigerne stillede sig i ring om den, kæmperne fór løs på hinanden, våbnene gjaldede, tilskuerskaren brølede deres tilråb til den ene eller den anden af de kæmpende. Et flammende raseri greb duellanterne, og de sank begge om, hårdt såret af hinanden, for i fællesskab at ende både deres liv og denne kamp. Og sådan havde skæbnen vel bestemt det, vil jeg tro, for at ingen af de to skulle finde hæder eller glæde i den andens død. Det udfald gjorde oprørerne blidere stemt over for Rørik og skaffede ham skatterne igen.

6

1

På den tid indsatte Rørik Ørvendel og Fenge, hvis far Gervendel havde været jarl over jyderne, som hans efterfølgere i Jylland. Men da Ørvendel havde hersket i tre år og i den tid med strålende succes havde kastet sig ud i sørøveri, ville kong Koller af Norge vise at han kunne måle sig med ham i berømmelse og store bedrifter, og han fandt frem til at det ville se godt ud hvis han kunne overvinde ham i kamp og derved sætte hans lysende indsats som sørøver i skygge. Han sejlede så havet tyndt for at finde hans flåde, og fandt den til sidst. Der lå en ø midt ude i havet, og her lagde sørøverne til med deres skibe, hver på sin side. Strandenes skønhed lokkede høvdingene i land, og stedets ydre ynde gav dem lyst til at se indenfor i lundens forårsfriske indre, slentre gennem eng og krat og strejfe om i skovens hemmelighedsfulde dyb. Et sted på deres vej stod Koller og Ørvendel pludselig over for hinanden uden andre vidner.

2

Ørvendel tog ordet først og spurgte kongen hvilken form for kamp han helst ville afgøre sagen med - selv holdt han på at den bedste ville være den der krævede færrest krigere. En tvekamp ville bedre end nogen anden kampform kunne afgøre hvem der var den tapreste, fordi den byggede på de kæmpendes egne evner alene og udelukkede enhver hjælpende hånd udefra. Koller var imponeret over denne modige indstilling hos en ganske ung fyr og sagde: »Siden du nu lader det være op til mig at vælge kampform, vil jeg mene at vi helst skal bruge den der kun involverer to mand og hindrer kaos og forvirring. Den regnes både for den modigste og den der hurtigst giver en vinder. På det punkt er vi ganske enige, her når vi uden videre til samme opfattelse. Men eftersom udfaldet stadig er uvist, bør vi hver især vise den anden respekt og ikke lade os rive så meget med af vores følelser at vi forsømmer vores pligter over for de døde. Der er had i vores hjerter - men der bør også være en ansvarsfølelse, som i sidste ende når 127 tiden er inde, kan afløse fjendskabet. For tanker og følelser skiller os, men livets vilkår forener os. Den fælles skæbne binder os til hinanden, uanset hvor meget nid og nag der deler vores sind. Lad os derfor opstille den ansvarlige betingelse for kampen at den der sejrer, skal begrave den besejrede. For begravelsen er den sidste barmhjertighedsgerning, som intet menneske der er sig sine pligter bevidst, vægrer sig ved. Begge hære må glemme fjendskabet bort og udføre denne pligt i fuld samdrægtighed. Had og misundelse må høre op ved døden, og strid og kævl begraves med den døde. Selv om vi hadede hinanden mens vi levede, skal ingen af os være så grusom at han forfølger den andens aske. Det vil tale stærkt til sejrherrens ære hvis han skænker den besejrede en prægtig ligfærd. For den der viser sin faldne fjende den sidste ære, vinder agtelse blandt de efterlevende, og den der viser barmhjertighed imod den døde, besejrer den levende med sin velgerning. Men også en anden, ikke mindre fortvivlende ulykke kan ramme s: det hænder man forbliver i live, men mister en legemsdel. Her mener jeg at man må være lige så rede til at træde hjælpende til som når en mand har mistet livet. Ofte bliver de kæmpende lemlæstet, men bevarer livet i behold, og den skæbne regnes som regel for værre end døden, for døden sletter enhver erindring, men den levende kan ikke lukke øjnene for sit maltrakterede legeme. Også den ulykke bør vi afhjælpe. Lad os derfor være enige om at hvis en af os lemlæster den anden, skal han betale ham ti mark guld i erstatning. For hvis det er en hellig pligt at have medlidenhed med andre i ulykkens stund, hvor meget større pligt har man så ikke til at ynkes over sig selv? Ingen kan undlade at værne om sine egne livsbetingelser, den der forsømmer dem, er en selvmorder.«

3

Det gav de hinanden deres ord på, og så kastede de sig ud i kampen. Hverken det pludselige møde eller stedets forårsgrønne skønhed kunne afholde dem fra at svinge sværdene mod hinanden. I sin umådelige hidsighed var Ørvendel langt mere forhippet på at trænge ind på sin modstander end på at beskytte sig selv, så han lod skjold være skjold og greb om sværdet med begge hænder. Og hans dristighed havde sin virkning. For med en byge af slag splintrede han Kollers skjold, og som han stod der uden beskyttelse, huggede han foden af ham så han sank livløs om. For ikke at bryde deres aftale gav han ham en kongelig begravelse med overdådig pomp og pragt og en storslået gravhøj. Derpå satte han efter hans søster Sæla, der var en fuldbefaren sørøver og en trænet kriger, og dræbte hende.

128

4

Nu tilbragte han tre år i krig med mange store bedrifter, og i de år satte han de fornemste trofæer og en udsøgt del af sit bytte fra til Rørik for at få et nærmere venskab med ham. Det blev til et fortroligt forhold, som satte ham i stand til at blive gift med kongens datter Gerud, og med hende fik han sønnen Amled.

5

Al den medgang gjorde Fenge så misundelig at han besluttede sig for at falde ham i ryggen. Ikke engang for sine nærmeste kan den gode vide sig sikker. Så snart han fik en lejlighed til at myrde broderen, tilfredsstillede han sine morderiske lyster med blodig hånd. Og til brodermordet føjede han blodskam, for han overtog også sin dræbte brors kone. Har man først tilladt sig én misgerning, styrter man hovedkulds imod den næste: den ene bærer kimen til den anden i sig. Og han var fræk nok til at lægge et snedigt slør over sin grufulde handling og udtænke en undskyldning for sin forbrydelse der fik den til at ligne en god gerning, og maskerede mordet som en hellig pligt. Han sagde nemlig at Gerud, der ellers var så mild og god af væsen at hun aldrig havde gjort noget menneske det mindste 129 fortræd, havde været offer for et voldsomt had fra sin mands side. Det var for at frelse hende han havde dræbt sin bror, for han mente det var uværdigt at en så enestående blid kvinde, som der ikke var ondt skabt i, skulle finde sig i uforskammet opførsel fra sin mand. Og det havde han også held til at bilde folk ind. For ved et fyrstehof, hvor man til tider favoriserer hofnarre og hædrer bagvaskere, dér tror man gerne på en løgn. Og Fenge var ikke bange for at bruge sine morderhænder til syndige favntag og begå dobbelt helligbrøde med en og samme ugerning.

6

Da Amled så det, blev han bange for at vække sin onkels mistænksomhed hvis han opførte sig for fornuftigt, så i stedet gav han sig til at spille dum: han lod som om hans forstand havde taget alvorligt skade, og på den snedige måde lykkedes det ham ikke alene at skjule sin gode forstand, men også at redde livet. Dag efter dag lå han sløv og ugidelig ved sin mors møgbeskidte ildsted og væltede sig i det modbydeligste skidt og møg på gulvet. Det oversmurte ansigt med den skidne farve var et billede af vanvid og latterlig dumhed. Alt hvad han sagde, virkede forrykt, alt hvad han gjorde, tydede på dyb sløvhed. Kort sagt: man ville ikke kalde ham en mand, men en komisk vanskabning, fostret af en afsindig skæbne. Tit sad han ved ildstedet og rodede med hænderne i gløderne mens han lavede trækroge og hærdede dem i ilden. I enden udstyrede han dem med en slags modhager så de kunne holde bedre fast. Når han blev spurgt hvad det var han foretog sig, svarede han at han lavede spidse våben til at hævne sin far. Og det svar blev der grinet en hel del ad, for ingen havde andet end hån tilovers for hans latterlige, formålsløse beskæftigelse - til trods for at netop den siden hen hjalp ham til at gennemføre sine planer.

7

Men dette kunstfærdige arbejde gav de mere skarpsindige af dem der så det, en første mistanke om at han var mere udspekuleret end som så. For netop hans flid med dette ydmyge arbejde tydede på skjulte evner for håndværk, og ingen kunne rigtigt tro på at en mand der arbejdede så elegant med sine hænder, kunne være evnesvag. Og dertil kom at han havde gjort sig det til en vane at samle disse stokke med de svedne spidser i en bunke som han vågede over med den største omhu. Derfor var der dem der holdt på at der slet ikke var noget i vejen med hans forstand, og forestillede sig at han skjulte sin kløgt under en påtaget enfoldighed og gemte dybere hensigter og planer bag dette udspekulerede røgslør. 130 Den sikreste måde at afsløre ham på ville være at pudse en blændende smuk kvinde på ham et eller andet afsides sted og lade hende forføre ham. For mennesket har fra naturens side så stærke erotiske drifter at ingen snedige kneb kan holde dem skjult. Og også i dette tilfælde ville trangen være for voldsom til at han på nogen listig måde kunne holde den tilbage, så hvis hans sløvhed var fingeret, ville han straks når lejligheden gav sig, følge sine lyster. Altså fik de fat på nogle folk der kunne tage ham med langt ind i skoven og udsætte ham for en fristelse af den slags.

8

Blandt disse mænd var der tilfældigvis en plejebror til Amled, som ikke havde glemt hvordan de var blevet opdraget sammen. For ham vejede mindet om deres fælles barndom tungere end den ordre han her fik, så når han nu optrådte blandt Amleds udvalgte ledsagere, var det snarere i håb om at advare ham end for at lokke ham i baghold. Han var nemlig ikke i tvivl om at hvis Amled røbede den mindste antydning af fornuft - og især hvis han åbenlyst gik i seng med en pige - ville det være ude med ham. Det var også Amled selv udmærket klar over, så da han fik besked på at stige til hest, anbragte han sig med vilje sådan at han vendte ryggen til hestens hoved og ansigtet mod halen. Og seletøjet lagde han om halen som om han havde tænkt sig at styre hesten i den ende når den fór af sted. Med den slags udspekulerede påfund lykkedes det ham at slippe uden om onklens list og forpurre hans lumske planer. Det var et virkelig grinagtigt syn da hesten kom galoperende uden seletøj, med en rytter der styrede den ved halen.

9

På vejen mødte Amled en ulv i et krat, og da hans ledsagere påstod at det var en ung hest han havde set, lod han en bemærkning falde om at den slags var der ikke for mange af i Fenges tjeneste - en dæmpet, men vittig kritik af hvordan onklen brugte sine rigdomme. Da de andre udbrød at det jo var et helt fornuftigt svar, erklærede han at han med vilje havde talt sådan for at man ikke skulle kunne sige om ham at han løj. Folk skulle helst tro om ham at han aldrig kunne finde på at lyve, og derfor blandede han sine listigheder sammen med sandhed på en sådan måde at han holdt sig til sandheden når han talte, men uden at det sande han sagde, afslørede hvor klart han tænkte.

10

Senere, da de gik langs stranden, faldt hans ledsagere over roret fra et strandet skib, og da de sagde at det var en kæmpemæssig kniv de havde fundet, svarede han: »Ja, den kan skære en enormt stor skinke!« - Og dermed tænkte han 131 naturligvis på det umådelige hav, som det vældige ror passede godt til. Noget lignende skete da de kom forbi nogle klitter: her forsøgte de at bilde ham ind at sandet var mel, hvortil han svarede at det var malet når stormene piskede havet op. De andre roste hans svar, og han forsikrede selv at det var meget kløgtigt sagt.

For at være sikre på at han turde give sine lyster frit løb, efterlod de ham med vilje på et øde sted, hvor han så stødte på pigen - hun dukkede tilsyneladende tilfældigt op, men var i virkeligheden udsendt af hans onkel. Han ville også have forgrebet sig på hende hvis ikke hans plejebror med et lydløst tegn havde givet ham et praj om at det var en fælde. For da han overvejede hvordan han bedst kunne få en hemmelig advarsel frem og holde den unge mands risikable lidenskaber tilbage, fandt han et strå på jorden og stak det fast i bagkroppen på en bremse der fløj forbi. Den sendte han derpå af sted i den retning hvor han vidste Amled befandt sig - hvorved han gjorde den intetanende unge mand en stor tjeneste. Og tegnet blev opfattet med lige så stor skarpsindighed som det var afsendt. For da Amled fik øje på bremsen og ved nærmere eftersyn opdagede strået som den bar bagi, gik det op for ham at dette var en tavs advarsel mod forræderi. Mistanken om at han var på vej i en fælde, skræmte ham, og for at kunne gennemføre sit forehavende uden risiko tog han pigen i sine arme og bar hende langt ud i en uvejsom mose. Da han havde haft samleje med hende, bad han hende indtrængende om ikke at fortælle det til nogen. Det lovede hun lige så ivrigt som han bad om det. Pigen følte nemlig fra gamle dage stor hengivenhed for Amled, for de var barndomsvenner og havde som børn haft de samme opdragere.

11

De fulgte ham nu hjem igen, og da de begyndte at lave skæg med ham og spurgte om han havde været i seng med pigen, indrømmede han at han havde forgrebet sig på hende. De spurgte så også hvor han havde gjort det, og hvad han havde haft at ligge på, og dertil svarede han at han havde ligget på hoven af en hest, kammen af en hane og taget af et hus. Da han skulle ud og sættes på prøve, havde han nemlig taget nogle stumper af hver af disse ting med for ikke at være nødt til at lyve. De ord vakte stor moro blandt de omkringstående - på trods af at han med sin morsomhed ikke havde fjernet sig det mindste fra sandheden. Også pigen blev spurgt ud om sagen, men hun hævdede at han intet havde foretaget sig i den retning, og det svar troede de på, særlig fordi ingen af ledsagerne havde set hvad der var foregået.

132

På det tidspunkt ville den mand der havde sat mærke på bremsen, vise Amled at det var ham han kunne takke for den list der havde reddet hans liv, og derfor sagde han at han for nylig havde gjort ham en ganske særlig tjeneste. Og den unge mands svar var ikke så tosset: for at forsikre sin hjælper om at han værdsatte hans indsats, fortalte han at han havde set et eller andet der kom flyvende i en vældig fart med et strå, og med en avne i bagen. Det svar fik de andre til at brøle af grin, mens Amleds hjælper godtede sig fordi det var så kløgtigt.

12

Sådan satte det unge menneske dem alle sammen til vægs. Ingen kunne finde nøglen til hans skjulte hensigter, og nu erklærede en af Fenges venner, der var mere opblæst end snedig, at de dér gammelkendte numre slet ikke var nok til afsløre så kringlet og durkdreven en begavelse. Han havde alt for stor viljestyrke til at bide på den slags lette prøver, og over for hans indviklede komediespil skulle man derfor ikke bruge simple fristelser. Så nu havde han, sagde han, tænkt dybere over sagerne og fundet på en mere spidsfindig fremgangsmåde, der ikke var svær at udføre og ville være yderst effektiv til at finde ud af det de ville vide. Fenge skulle sørge for at være af vejen, under påskud af at han havde vigtige forretninger at gøre, og imens skulle Amled lukkes inde alene med sin mor i hendes sovekammer, hvor der i forvejen, uden at nogen af dem vidste af det, var placeret en mand der fra et mørkt hjørne skulle høre nøje efter hvad de sagde til hinanden. For hvis sønnen var ved sin forstands fulde brug, ville han ikke betænke sig på at tale åbent over for sin mor, og ikke være bange for at betro sig til sit eget ophav. Manden tilbød meget ihærdigt selv at påtage sig opgaven som spion, for det skulle ikke se ud som om han kun kunne udtænke planerne, men ikke føre dem ud i livet. Fenge blev begejstret over ideen og lod straks som om han tog af sted på en lang rejse.

13

Manden der havde foreslået planen, sneg sig nu ind i det værelse hvor Amled skulle lukkes ind sammen med sin mor, og gemte sig under halmen. Men Amled vidste godt hvordan man undgik fælder. Han var nemlig bange for at væggene skulle have ører, og kastede sig derfor først ud i sine sædvanlige fjollerier: galede i vilden sky som en hane, baskede armene sammen som vinger og sprang op i halmen hvor han gav sig til at hoppe frem og tilbage for at mærke om der skulle gemme sig noget nedenunder. Og da han mærkede en bule under fødderne, stak han efter den med sværdet og ramte manden dernede, hvorpå han trak 133 ham frem fra hans skjulested og dræbte ham. Liget skar han i stykker som han kogte og hældte ud gennem den åbne latrin så svinene kunne æde dem, og sådan lod han mandens ynkelige lemmer ende mellem skidt og lort.

14

Så snart han på denne måde var sluppet uden om fælden, vendte han tilbage til værelset. Og da hans mor nu gav sig til at hyle og jamre over sin debile søn, lige op i hans åbne ansigt, udbrød han: »Modbydelige kvindemenneske! Tror du den slags påtaget flæberi kan skjule en alvorlig forbrydelse? Du har jo selv opført dig som en liderlig luder ved at sige ja til et afskyeligt og uanstændigt ægteskab. Du åbner dit skamløse skød for din mands morder, og med sjofel kælenhed gør du dig lækker for den mand der har myrdet din søns far. Det er sådan hopper gør: de slutter sig til den hingst der sejrer over deres mage. Kun dyr opfører sig sådan, parrer sig i flæng til alle sider, men du har gjort præcis det samme: du har jo glemt din første ægtemand! Og når jeg spiller tåbe, er der gode grunde til det, for jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at en mand der har dræbt sin bror, kan fare lige så hæmningsløst og grusomt frem mod sine andre slægtninge. Af den grund er det klogere at virke ubegavet end forstandig, for jeg kan redde livet ved at spille rablende forrykt. Dybt i mig sidder altid længslen efter hævn for mordet på min far, men jeg lurer på en lejlighed, jeg venter på det rette øjeblik. Hver ting til sin tid! Når man står over for så lunefuldt og så brutalt et menneske, skal der mere end almindelig opfindsomhed til. Nej, du har ingen grund til at jamre over mit vanvid - du skulle hellere sørge over din egen skam. Dit eget syge sind burde du græde over, ikke andres! Og alt det øvrige, det skal du sørge for at tie stille med!« Med disse sviende bebrejdelser tvang han sin mor tilbage til et mere ærbart liv, og til at indse at den gamle kærlighed var mere værd end øjeblikkets fristelser.

15

Da Fenge vendte hjem, kunne han ikke finde spionen nogen steder: han ledte længe og ihærdigt, men ingen mente at have set ham nogetsteds. For morskabs skyld spurgte de også Amled om han havde set noget spor af manden, og han svarede at han var røget ned i lokummet, og da han kom ud forneden var han blevet begravet i lort, hvorefter svinene havde ædt ham op. Det svar udtrykte ganske vist den rene skære sandhed, men de der hørte det, lo bare ad det eftersom det lød aldeles tosset.

16

Fenge var stadig overbevist om at stedsønnen snød ham, og ville helst rydde den mistænkelige person af vejen, men han turde ikke gøre alvor af det af 134 frygt for hvad Amleds bedstefar Rørik og hans egen kone ville sige. Derfor besluttede han sig for at lade den britiske konge slå ham ihjel så han selv kunne spille uskyldig mens en anden gjorde arbejdet. I sin trang til at skjule sin egen brutalitet foretrak han altså at trække en ven gennem sølet, frem for selv at tage skammen på sig.

Ved afrejsen gav Amled i hemmelighed sin mor ordre til at udsmykke tronsalen med vævede tæpper med knuder på, og når der var gået et år, at holde et gravøl for ham som om han var død. Til den tid lovede han så at komme hjem.

Sammen med ham rejste to af Fenges hirdmænd, der havde et brev med til den britiske konge, ridset i et stykke træ. Det var det almindeligste skrivemateriale i gamle dage. I brevet fik kongen besked på at dræbe den unge mand der her blev sendt over til ham. Mens de to sov, gennemsøgte Amled deres bagage og fandt brevet. Da han havde læst det igennem, sørgede han for at skrabe alt hvad der stod ridset på det, væk og erstatte det med nye bogstaver der ændrede indholdet så dommen ikke gjaldt ham selv, men hans ledsagere. Og han nøjedes ikke med at fritage sig selv fra dødsdommen og lægge faren over på de andre, han tilføjede også, stadig i Fenges navn, en anmodning til den britiske konge om at give den fornuftige unge mand der hermed blev sendt over til ham, sin datter til ægte.

17

Da selskabet ankom til Britannien, opsøgte udsendingene kongen for at overrække ham det brev som de troede skulle blive en andens endeligt, men som i virkeligheden udpegede dem selv til døden. Kongen lod som ingenting og tog venligt og gæstfrit imod dem. Men nu skete der det at Amled afviste alle de kongelige retter der blev dækket op med, som om det var tarvelig kost. Han viste en besynderlig afholdenhed, takkede nej til hele den overdådige servering og rørte hverken mad eller drikke. Alle var forbløffede over at en ung mand fra et fremmed land kunne rynke på næsen ad de udsøgte lækkerier og luksuriøse retter det kongelige bord bød på, som om det var det rene bonde-ædelse. Så da kongen hævede taflet og sagde godnat til sine venner, sendte han en af dem hen for at lægge sig på lur i gæsternes sovekammer og høre hvad de talte om i nattens løb.

18

Nu spurgte Amleds to følgesvende ham så hvorfor han ved middagen havde ladet al maden stå som om det var gift, og Amled svarede at brødet havde 135 været tilsølet med blod, at drikkevarerne havde smagt af jern og at kødretterne havde været gennemtrukket af en stank af lig og fuldkommen fordærvet af en lugt som af død og begravelse. Han tilføjede at kongen havde en træls øjne, og at dronningen på tre punkter havde båret sig ad som en trælkvinde - så det var ikke så meget gildet selv som dem der gav gildet, han var ude efter med sine grovheder. Hans ledsagere begyndte straks at skælde ham ud over at han stadig ikke var rigtig velforvaret, og grine spydigt af at han sådan kritiserede det han burde rose, og beklagede sig over ting der var ganske glimrende, sådan som han aldeles respektløst rakkede ned på en fremragende konge og en kvinde der optrådte med stor dannelse, og overdængede to mennesker der havde fortjent hæder og berømmelse, med de mest ydmygende bebrejdelser.

19

Da kongen hørte det fra sin håndlanger, erklærede han at den der havde sagt sådan, enten måtte være overmenneskeligt begavet eller tilsvarende gal - og med de få ord loddede han den virkelige dybde i hvad Amled foretog sig. Derpå kaldte han sin forvalter til sig og spurgte ham hvor han havde fået brødet fra. Da han oplyste at det var bagt af kongens egen bager, spurgte kongen videre hvor kornet til det havde vokset, og om der var nogen grund til at tro at et menneske var blevet dræbt på det sted. Forvalteren svarede at der ikke langt borte var en mark der bar tydelige spor efter et stort mandefald en gang i fortiden, for den var oversået med ældgamle knogler fra de dræbte. Den havde han sået til om foråret, for han regnede med at den var mere frugtbar end de andre marker og ville give et rigt udbytte. Så det var jo ikke umuligt at disse rådne rester havde givet brødet en grim smag. Efter den besked sluttede kongen at Amled havde talt sandt, og han ville nu også vide hvor flæsket var kommet fra. Forvalteren forklarede at hans svin ved uagtsomhed var sluppet ud af stien og havde ædt et råddent lig af en røver, og det kunne måske nok have givet deres kød en smag henad råddenskab. Da kongen forstod at Amled også havde haft ret på det punkt, spurgte han hvad det var for en væske han havde blandet drikkevarerne af. Han fik det svar at de havde været tilsat bikager og vand, og da han havde fået udpeget kilden vandet kom fra, og fik gravet et dybt hul i den, fandt han adskillige rustne sværd som man godt kunne tænke sig at vandet havde fået en bismag af. Andre siger at Amled forkastede drikkevarerne fordi han kunne smage på dem at bierne have søgt føde i bugen på et lig, så problemet altså lå i en smag der oprindelig var kommet fra bikagerne.

136

20

Da kongen så at der kunne redegøres overbevisende for den smag Amled beklagede sig over, gik det op for ham at Amleds hårde ord om hans egne uværdige øjne måtte hentyde til noget grimt i hans afstamning, så han opsøgte i hemmelighed sin mor og spurgte hende hvem der var hans far. Hun bedyrede at hun aldrig havde været sammen med andre end kongen, men da han truede med at pine sandheden ud af hende, fik han at vide at han var søn af en træl. Der skulle altså tvang til før han fik opklaret hvorfor Amled havde talt ondt om hans afstamning.

Kongen blev jo yderst pinligt berørt over sin afstamning, men samtidig begejstret over den unge mands kløgt, og spurgte ham så hvorfor han havde hængt dronningen ud med den grove beskyldning om at hun opførte sig som en træl. Det smertede ham at hans gæst med sin natlige snak havde sået tvivl om hans kones høviskhed - men nu fik han at vide at hun ligefrem var født af en trælkvinde. For Amled forklarede at han havde bemærket tre punkter hvor hun havde båret sig ad som en træl: Det første var at hun trak kappen op over hovedet som en tjenestepige, det andet at hun kiltede sin kjortel op når hun skulle gå, og det tredje at hun stangede sig mellem tænderne med en tandstikker og spiste de madrester hun gravede frem. Han fortalte også at hendes mor var blevet taget til fange og gjort til træl - for han skulle ikke tro at hun bare opførte sig som en træl, hun var faktisk af trælleslægt.

21

I næsegrus beundring for hans evner, som han opfattede som en slags guddommelig gave, gav kongen ham sin datter til hustru, og alt hvad han sagde, modtog han som vidnesbyrd fra himlen. Hvad hans ledsagere angår, efterkom kongen sin ven