Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

↩ Hans søn, Skjold, havde arvet sin fars evner, men ikke hans opførsel. Han gjorde sig allerede som barn de største anstrengelser for ikke at følge i faderens fodspor og gik i en stor bue uden om familiens fejl. Han undgik klogeligt sin fars skavanker, men efterlevede med held sin farfars storhed, og tog således den fjernere, men også bedre del af sin arv til sig. Som ung gjorde han sig bemærket blandt sin fars jægere ved at nedlægge et kæmpemæssigt vilddyr, en forbløffende bedrift, der gav varsler om den tapperhed han senere skulle komme til at vise. Han havde nemlig engang fået lov af sine formyndere, de mænd der med stor omhu sørgede for hans opdragelse, til at gå med og se på jagten - og stod pludselig ansigt til ansigt med en kæmpemæssig bjørn. Våben havde han ikke, men det lykkedes ham at binde den med sit bælte så hans kammerater kunne dræbe den. Men man fortæller også at han i samme periode besejrede adskillige kendte kraftkarle i tvekamp, deriblandt berømte folk som Atal og Skat. Allerede som femtenårig havde han vokset sig så usædvanlig stor og stærk at han var et pragteksemplar af en mand, og han gav så store prøver på sine evner at danskernes konger siden har haft navn efter ham og under ét kaldes skjoldunger. Tilsvarende irettesatte han alle der levede et slapt og løsagtigt liv og undergravede alt mådehold med ødselhed og udsvævelser, og han forsømte ingen lejlighed til atter at vække dem til ædel handling. Skjold var altså tidligt udvokset, men endnu tidligere modnet af 29 sind, og han deltog i tvekampe som han med sin unge alder dårligt nok kunne være tilskuer til.