Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

Så snart han kom til Danmark, fik han Ubbe fanget og ført frem for sig, hvorpå han benådede ham. Han ville hellere tilgive ham end straffe ham for hans lumpne handling, for så vidt man forstod, var det snarere hans kones påvirkning end hans eget magtbegær der havde fået ham til at gribe magten, så han var ikke gerningsmand så meget som medløber. Ulvild tvang han til at forlade sin mand og gifte sig med Frodes ven Skotte, som har givet navn til skotterne. Og den udskiftning af ægtefæller mente han som en straf. Ved afrejsen fulgte han hende på vej med et kongeligt vogntog - og gengældte altså hendes fornærmelse med en gunstbevisning. Han så tydeligvis kun på søsterens slægt, ikke på hendes sind, og tog mere hensyn til sit eget omdømme end til hendes ondskab.