Indhold
- Første bog
- Anden bog
- Tredje bog
- Fjerde bog
- Femte bog
- Sjette bog
- Syvende bog
- Ottende bog
- Niende bog
- Tiende bog
- Ellevte bog
- Tolvte bog
- Trettende bog
- Fjortende bog
- Femtende bog
- Sekstende bog
Alle forekomster
↩
Men krigerne lyttede mere til kongens råd end til deres kammerats og
foretrak det første forslag for det andet, så de kappedes om hver især
at få deres formuer frem fra kisterne. Også hestene der bar forskellig
oppakning, befriede de for deres byrder, og da de således havde tømt
deres punge, kunne de også lettere gribe til våben og gøre sig klar til
kamp. De rykkede så fremad, og briterne, der var 77
lige i hælene på dem, styrtede i alle retninger
efter byttet som lå der og ventede på dem. Da deres konge så hvordan de
kastede sig grådigt over pengene, advarede han dem om ikke at fylde
hænderne med tunge rigdomme når de skulle bruge dem til at kæmpe, for de
vidste jo at man skal gribe efter triumfer før man griber efter gods og
guld. Derfor måtte de lade guldet ligge og forfølge dets ejere, ikke
lade sig dupere af pengenes glans, men af sejrens, og huske på at det
var klogere at stræbe efter sejrens palmer end store penge. Tapperhed
var bedre end ædelt metal hvis man målte deres kvaliteter rigtigt. For
metallerne kunne skabe ydre pynt, men tapperheden gav såvel den indre
som den ydre pragt. Derfor skulle de ikke stirre sådan på pengene, men
rette blikket mod helt andre ting, slå grådigheden ud af hovedet og
vende al opmærksomhed mod krigen. I øvrigt kunne han fortælle dem at
fjenderne havde smidt deres bytte fra sig med vilje. Guldet var ikke
strøet sådan for at glæde dem, men for at lokke dem i en fælde. Under
det uskyldige, blanke sølv gemte der sig en bedragerisk fangstkrog. For
det 78 var ikke sådan til at tro at de der
før havde slået de tapre briter på flugt, nu selv var flygtet. Og i
øvrigt: kunne man tænke sig noget mere foragteligt end rigdomme der slog
kloen i den der greb efter dem, netop som han troede de havde gjort ham
rig? Og det var hvad danskerne havde i sinde: at slå ned med vold og
drab på dem de tilsyneladende havde foræret deres rigdomme. Så alt hvad
de tog på jorden, blev et våben i hånden på fjenden. For hvis de lod sig
friste ved synet af pengene som de lå der frit fremme, ville de ikke
alene iste dem igen, men også alt hvad de selv måtte have tilbage. Og
hvad skulle det nytte at samle op hvad de straks ville være tvunget til
at give fra sig igen? Men hvis de nægtede at bøje sig for pengenes magt,
så måtte fjenden uden tvivl bøje sig for dem i stedet. Derfor skulle de
tappert rette ryggen, ikke grådigt bukke den, og ikke lade sindet synke
dybt i grådighed, men stræbe højt mod hæder. Det var med våben de skulle
kæmpe, ikke guld.