Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

↩ Men krigerne lyttede mere til kongens råd end til deres kammerats og foretrak det første forslag for det andet, så de kappedes om hver især at få deres formuer frem fra kisterne. Også hestene der bar forskellig oppakning, befriede de for deres byrder, og da de således havde tømt deres punge, kunne de også lettere gribe til våben og gøre sig klar til kamp. De rykkede så fremad, og briterne, der var 77
lige i hælene på dem, styrtede i alle retninger efter byttet som lå der og ventede på dem. Da deres konge så hvordan de kastede sig grådigt over pengene, advarede han dem om ikke at fylde hænderne med tunge rigdomme når de skulle bruge dem til at kæmpe, for de vidste jo at man skal gribe efter triumfer før man griber efter gods og guld. Derfor måtte de lade guldet ligge og forfølge dets ejere, ikke lade sig dupere af pengenes glans, men af sejrens, og huske på at det var klogere at stræbe efter sejrens palmer end store penge. Tapperhed var bedre end ædelt metal hvis man målte deres kvaliteter rigtigt. For metallerne kunne skabe ydre pynt, men tapperheden gav såvel den indre som den ydre pragt. Derfor skulle de ikke stirre sådan på pengene, men rette blikket mod helt andre ting, slå grådigheden ud af hovedet og vende al opmærksomhed mod krigen. I øvrigt kunne han fortælle dem at fjenderne havde smidt deres bytte fra sig med vilje. Guldet var ikke strøet sådan for at glæde dem, men for at lokke dem i en fælde. Under det uskyldige, blanke sølv gemte der sig en bedragerisk fangstkrog. For det 78 var ikke sådan til at tro at de der før havde slået de tapre briter på flugt, nu selv var flygtet. Og i øvrigt: kunne man tænke sig noget mere foragteligt end rigdomme der slog kloen i den der greb efter dem, netop som han troede de havde gjort ham rig? Og det var hvad danskerne havde i sinde: at slå ned med vold og drab på dem de tilsyneladende havde foræret deres rigdomme. Så alt hvad de tog på jorden, blev et våben i hånden på fjenden. For hvis de lod sig friste ved synet af pengene som de lå der frit fremme, ville de ikke alene iste dem igen, men også alt hvad de selv måtte have tilbage. Og hvad skulle det nytte at samle op hvad de straks ville være tvunget til at give fra sig igen? Men hvis de nægtede at bøje sig for pengenes magt, så måtte fjenden uden tvivl bøje sig for dem i stedet. Derfor skulle de tappert rette ryggen, ikke grådigt bukke den, og ikke lade sindet synke dybt i grådighed, men stræbe højt mod hæder. Det var med våben de skulle kæmpe, ikke guld.