Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

↩ Han blev så anbragt lige op ad ilden, hvor han greb et lille skjold og holdt det op for det sted hvor den sved stærkest, men mens den ene side var skærmet, var den anden side ubeskyttet, så her var han henvist til at væbne sig med sin udholdenhed. Det var yderst opfindsomt af ham at lade sit skjold tage af for heden, og skærme sin krop mod flammerne med samme middel som han ville have brugt mod de hvislende spyd. Men varmen ramte hårdere end spyd og pile, og selv om den ikke kunne trænge ind til den side der var skærmet af skjoldet, løb den storm mod den side der ingen beskyttelse havde. Men da en pige der stod der ved ildstedet, bemærkede at han var ved at blive branket i siden af den uudholdelige hede, trak hun tappen ud af en tønde og lod væsken strømme ud og dæmpe flammerne. Netop som bålet plagede ham allermest, fik hun i tide tæmmet det med væde. Alle roste Rolf til skyerne for virkelig at have vist udholdenhed. Derpå 86 råbte de på Adils' gaver, og efter hvad der siges, overøste han nu sin svigersøn med kostbarheder for til sidst at sætte trumf på ved at forære ham en umådelig tung halsring.