Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

Imidlertid var Skuld nu så pinligt berørt over at skulle betale skat at hun aldrig havde andet i hovedet end svig og bedrag. Hun foreholdt sin mand hvor nedværdigende hans stilling var, opmuntrede ham til at bryde ud af slaveriet, plagede ham om at lægge en fælde for Rolf og fyldte ham med uhyggelige, oprørske tanker, for som hun sagde: ethvert menneske skylder sin frihed mere end sin familie. Derfor fik hun nu store mængder af våben pakket ned under forskellige former for overdækning og gav Hjartvar ordre om at lade som om det var skatten, og bringe dem til Danmark, hvor de ville gøre det muligt at myrde kongen om natten. Som sagt så gjort: han lastede sine skibe med de falske skatter og satte kursen mod Lejre, en by som Rolf havde anlagt og smykket med rigets fornemste skatte, og som overstrålede alle nabolandenes byer med den respekt der stod om den som kongeligt anlæg og residens.