Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

Det er en fryd at gi' gengæld for løn man fik af sin herre,
gribe sit sværd og vie sit våben til hæder og ære.
Mandsmodet byder enhver at følge sin gavmilde konge,
hver står vagt om sin fyrste med al den fasthed der kræves.
Husk nu alle de tyske sværd, de hjelme og gyldne
armringe, fodside brynjer, ja, alt det Rolf gennem tiden
gavmildt har skænket sin hird - og lad minderne ægge til slaget.
Tiden er inde og pligten er klar: alt det vi i fredstid
sorgløst har taget imod, skal vi købe os ret til i krigen,
- ikke kun nyde det lystige liv og glemme det dystre,
ikke til hver en tid vælge det lette og vrage det svære.
Modgang og medgang må stormænd som vi ta' roligt og fattet,
aldrig skal vi gå på jagt efter lykken, nej, vi må stå gennem
glæde og sorg med urokkelig ro og bære de barske
tider med selvsamme sind som vi hidtil har svælget i gode.