Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

Lad os så selv hente styrke og mod i det syn, denne lykke,
mod til at ledsage ham, vor højbårne fader, i døden.
Nu må vi selv være muntre i ord og raske i handling!
Alle må nu vise dødsangsten bort med frejdige tilråb,
opsøge døden med handling og dåd der altid vil huskes.
Mund som hjerte må glemme al angst, vi må handle med begge,
frygtløst, af al vores magt, nej, ingen skal sige os det på
at vi i dag har vist ringeste tegn på frygt eller vaklen.
Nu skal de blottede sværd opveje de nådige gaver.
Hæderen følger de faldne, og selv når asken er muldnet,
96 lever ryet endnu - den dåd går aldrig i glemme
som i handlingens stund er forøvet med fuldkomment mandsmod.
Nå, hvorfor går du bag lukkede døre? Og hvorfor er porten
boltet med lås og slå? Det er tredje gang nu jeg kalder:
Bjarke, kom ud af dit hus, træd frem fra din aflåste hytte.