Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

Efter at hans far Hodbrod var blevet dræbt af Helge, tilbragte Høder barneårene hos sin plejefar, kong Gevar. Som halvvoksen overgik han langt sine plejebrødre og andre jævnaldrende i fysisk styrke. Og derudover havde en lang række idrætter ydet deres til hans store anlæg. Han havde fine evner for svømning, bueskydning, nævekamp og i det hele taget alt hvad man overhovedet kan magte i den alder, for han var ikke bare stor og stærk, men også veltrænet. Også med sine rige åndelige gaver var han langt forud for sin endnu umodne alder. Ingen var dygtigere end ham med en lut eller med en harpe. Og også på en lire og en fedel og i det hele taget alle strengeinstrumenter var han en mester. Med de forskellige rytmer kunne han bevæge mennesker til hvilken som helst følelse han ville: såvel glæde som sorg, medynk eller had kunne han kalde frem hos dem. På den måde kunne han gennem øret svøbe sindet i fryd eller rædsel.