Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

Deres ord gav straks Høder frisk mod til at angribe Balder - selv om det kunne se ud som en voldsom opgave for jordiske folk at gribe til våben mod guderne. Og der var da også nogle af hans mænd der erklærede at han ikke ville slippe godt fra at gå i krig mod guderne. Men i sin glødende iver havde han mistet enhver respekt for deres storhed. Hos tapre krigere kan fornuften ikke altid bremse store lidenskaber, og ubesindigheden bøjer sig ikke altid for kølig beregning. Eller måske huskede Høder på at selv ikke de største mænd kan være sikre på deres magt, og at liden tue kan vælte et stort læs.