Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

↩ Jeg vil nu gå videre til Knud, Svens søn, som en lykkelig skæbne havde overøst med fornemme naturlige gaver, og som gav så fine prøver på sine evner at han var langt forud for sin alder. Han samlede nemlig en gruppe unge mænd og tvang de frygtede sørøvere fuldstændig i knæ, og fik på denne måde en glorværdig ungdom med sejre over både sembere og estere mens hans styrke stadig voksede, langt ud over det fundament hans far havde lagt. Denne sejr var et varsel om hans fremtidige magt. Han lå bestandig på vagt for at forøge og sikre sit rige og gjorde sit for at komme til at stå som ophavsmand til ting som han på grund af sin unge alder dårligt nok kunne være tilskuer til. Og dertil kom at han konstant trænede sin ungdommelige krop for at få styrke til at føre krig med kraft og energi og til at bære våben som en mand. Og med denne krigeriske styrke voksede efterhånden hans rygte til en sådan berømmelse at man skulle tro at Knud den Stores ånd og lykke var blevet vakt til live i ham sammen med hans navn - hvorfor der heller ikke var nogen der tvivlede på at han skulle følge sin far på tronen. For var han moden til at vise tapperhed, var han vel også gammel nok til tronen. Heller ikke gavmildhed manglede han i sin ungdom. Hans ældre bror Harald var til gengæld umådelig sløv og slap og tilbragte sin første ungdom dybt hensunket i en stadig ugidelig døs.