Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

↩ En enkelt gang sendte han nemlig sin hær hjem mens han selv med et lille følge på kun tyve ryttere begav sig til det sted hvor han havde fået oplyst at Henrik opholdt sig. Han havde sendt nogle mænd i forvejen for at bringe ham hans hilsner, men Henrik sagde at det bare var hykleri fra fjendens side, og gav sig straks til at udspørge dem om hvor Knud mon var henne. De kunne så meddele at han stod foran porten, og ved den besked blev han så forbløffet at han var lige ved at vælte det bord han sad og spiste til middag ved. Nu svor udsendingene på at hertugen var kommet i et fredeligt ærinde, og de insisterede så længe at det lykkedes dem at få bugt med hans ubegrundede frygt. Da Henrik var overbevist, bebrejdede han sig selv fordi han havde overvejet flugt, og han gjorde det i ord der viste 551 hvor højt han satte Knud: støttet til bordet og med ansigtet badet i tårer erklærede han at Danmark ville blive et ulykkeligt land den dag det skulle undvære så stor en mand. Selv ville han fra denne dag være ham en loyal og trofast ven. Hengivenheden over for hans slægtning fik ham tydeligvis til på en og samme gang at glemme sin egen ulykke og erkende sin fjendes storhed - sin egen skæbne ænsede han ikke, den andens priste han i høje toner. Derpå trådte Knud ind, og Henrik omfavnede ham og var lige så ødsel med sine tårer som med det festmåltid han gav ham. For nu var han langt mere opmærksom på den mildhed han havde foran sig, end på den fortræd han tidligere havde lidt, og dette ene tegn på venlighed og overbærenhed betød mere for ham end alt hvad han selv havde mistet.