Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

↩ I mellemtiden havde kejseren sat hele kejserrigets styrke ind på at knuse Henrik, og den ene efter den anden af Henriks byer overgav sig til ham. Baggrunden for at de svigtede Henrik, var ikke at de elskede kejseren, men snarere at de hadede Henrik. Han lod sig nemlig fuldstændig rive med af sin evige medgang og sit utrolige held, og som han sad der på lykkens tinde, kunne han overhovedet ikke forestille sig at noget kunne gå galt. Derfor havde han vænnet sig til at plage alle dem der måtte bøje nakken for hans tyranni, med et uhyrligt hensynsløst styre og en uudholdeligt grusom fremfærd, og behandle sine undersåtter lige så råt og brutalt som sine fjender. Det var altså ikke nederlag i felten, men mytteri blandt hans egne krigere der var årsagen til at han mistede sine styrker. Og efterhånden var holstenerne de eneste han kunne håbe på militær støtte fra, så nu 833 forlod han Lübeck, bag hvis mure han ikke følte sig rigtig tryg, fik over hals og hoved samlet nogle skibe og begav sig dybt ind i Stormarn, det sidste tilflugtssted han havde tilbage.