Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

↩ Kongen modtog løftet ganske troskyldigt, og ganske uforsigtigt, og derefter hævede han omgående mødet og rejste over til Jylland. For alle de tapreste skåninger og sjællændere var begyndt at beklage sig over at de altid skulle sidde med hænderne i skødet, og mukkede over al den ro og fred hvor de sank hen i sløvhed og ugidelighed. De blev slappe og feje af al den fest og glæde de efterhånden havde vænnet sig til, i modsætning til dengang under kong Valdemar da de havde været vant til at tilbringe stort set hele året i aktiv tjeneste af alle slags og med diverse former for krigsførelse. For krigernes kampgejst og kræfter blev sløvet og slækket i lediggang, men skærpet og styrket i handling. Så for at holde kampånden ved lige besluttede de i fællesskab at foretage et sørøvertogt mod esterne.