Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

↩ Absalon var noget urolig ved at skulle sejle i fremmede farvande hvor han ikke kendte vanddybderne, så han ventede til det blev lyst. Men da han så ville lette anker, blev han forsinket et stykke tid af at hans anker havde boret sig for langt ned i bunden. Resultatet blev at alle de andre, i deres umådelige iver efter at komme af sted, sejlede fra ham. Men han blev nu ikke pinligt berørt over sådan at blive sejlet agterud af sin egen flåde, for han kunne jo se at de bare lagde mere vægt på hans opildnende ord end på hans forsinkelse. Jeg vil tro at han netop - og med god grund - glædede sig over de folk der hellere ville sætte farten op, sådan som 854 situationen krævede det, end deltage i hans ufrivillige forsinkelse. Den tid han havde sat til ved sin langsommelighed, opvejede han så snart han kom fri, med så hurtig roning at han var nær ved at indhente de allerforreste af skibene, og altså af bar iver efter at komme i kamp fuldt ud fik rådet bod på det forsømte.