Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

Så snart han var borte, steg Absalon i skibsbåden og sejlede i land for at udnytte tiden til at holde gudstjeneste, men pludselig dukkede en af Jarimars tjenere op med underretning om at den pommerske flåde nærmede sig og allerede var så nær at man kunne have set den hvis ikke tågen havde været så tæt. Absalon kaldte straks de folk tilbage der bar messeudstyret, alarmerede flåden og kommanderede den begejstret ud på åbent hav for at møde fjenden, for nu ville han bringe Gud sit offer med våben og ikke med bønner. Og kan man tænke sig noget offer mere velkomment for den Almægtige end de ondes død?