Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

Rystende af skræk lettede de anker og forsøgte hektisk at få flåden op i fart. Og den strækning som de på udvejen havde brugt lang tid på, tilbagelagde de nu i løbet af ganske få timer. Men mange af dem havde problemer med at slippe af sted, enten fordi skibene var for store, eller fordi det tog tid at få ankrene op, og de valgte at kaste sig i havet og ende deres liv i bølgerne frem for ved sværdet. 856 Inden for samme øjeblik kunne man se deres skibe først fuldt bemandede og derpå tomme. Men selv om det lykkedes dem at komme over bord, kunne de ikke redde sig ved at svømme, for strømmen i dybet under dem trak ubønhørligt deres kroppe med sig. Hvor må frygten ikke være en vældig kraft når den kan fylde folk med en så overdreven rædsel, at det tvinger dem til at ofre deres eget liv! Hele atten skibe blev så overfyldt da horder af folk forsøgte at bringe sig i sikkerhed på dem, at de brækkede fra hinanden og endte med at blive døden for de mænd der havde reddet sig om bord. Kun få havde mod til at afvente fjenden. Og en enkelt var så bange at det var helt komisk, for da han ikke turde gøre som de andre, lavede han en løkke i rigningen og hængte sig frem for at lade sig hugge ned af fjenden. Det var der til at begynde med mange der undrede sig over, men senere fik de sig et godt grin. Samtidig lod de sig lokke til at slække på forfølgelsen ved udsigten til bytte.