Rode, Helge Uddrag fra Regenerationen i vort Aandsliv

Et Sted midt i „Bræen"s Istidsrealisme har Dreng et forbavsende Syn. Han ser Livsudviklingen fra dens laveste til dens højeste Trin. Den udfolder sig for hans indre Øje, i Havet, i Dyndet og paa den faste Grund. Han ser en Salamander, i hvem han hilser sin næreste Slægtning, og efter saaledes at have gennemløbet nogle Millioner Aar af det forbigangne, gaar hans Blik adskillige Tusinde Aar ind i Fremtiden, og nu ser han sandelig selve Chicago, Teknikens, Trafikens og Elektricitetens Triumf. Dreng har selv slaaet Ild, og det bliver ikke skjult for ham, hvilke store Følger hans Opfindelse skal faa. Som Slutningsapoteose bivaaner han desuden, for at faa alle Ting med fra først til sidst, Lystaager i Funktion efter den Kant-Laplaceske Teori. Det er der altsammen!