↩
Dog, det var ikke ham - Diones Frygt
For Gjensyn nu forvandler sig til Kummer,
Og hvert et Savn, som hendes Hjerte rummer,
Har nu som Taarer op til Øiet søgt.
Dog venter hun - skjøndt alt i stille Slummer
Naturen og dens Skabning hviler trygt.
Dog venter hun - skjøndt Venu's stolte Øie
Alt vandrer over Nattens dunkle Høie.