↩
Og ud fra Haven nu igjennem Skoven
Paa Stien iler hun langs Søens Rand;
Og hendes eget Billed dybt i Voven
Knap hende følger i det klare Vand
Nu træde hendes Fødder Veiens Sand,
Hvor Solens Straale brænder stærk fra Oven:
Hun agter ei dens Brand - ei Foden trættes,
Det lette Skridt af Sorgens Byrde lettes.