↩
Og pludselig hun reiser sig og svæver
Igjennem Salen ud med lette Skridt.
Altanens Dør hun aabner - Luften hæver
De løste Lokker, som nu bølge frit;
Og Klædebonnet, folderigt og hvidt,
For Nattevindens lette Aande bæver,
Der, hviskende med sagte Melodie,
Diones Kind og Øre gik forbi.