↩ Fortælleren ved ikke, hvad han skal tro. Han ønsker på den ene side brændende, at der eksisterer en kærlig og nådig »Gud«, da det syndige og onde menneske virkelig har brug for frelse. På den anden side beklager han sig over ikke at kunne få vished på grund af »Det aldrig gjennemtrængte Kundskabs Slør« (99.2). Fortælleren svinger konstant mellem håb og tvivl: »Til Tvivl [blev] hvert helligt Haab om Himlens Herlighed« (87.8), »Hvad Tro mig var,/ Er nu kun Haab, hvis Rod af Tvivl er knækket« (97.5-6), og »neppe blev vor Tvivl til Hvile bragt,/ Da reiser sig med Vælde flux Erfaring,/ Og peger paa det Døende i Alt« (369.5-7). Han afviser derfor troen som det svage individs forsvarsmekanisme: »hvad er Tro? vor Svagheds gyldne Skjold« (370.1).