↩ »Digtet synes mig nemlig at være en sand Sprogmusik frembragt med en harmonisk Forening af Tanker, Følelser og Udtryk; men i denne Musik, synes adskillige af de spottende Steder mig udgjøre skrigende, uopløste Dissonantser [...] jeg vil her blot nævne s. 9 og 10 [stanzerne 18-23] hvor ogsaa Stilen dissonerer, men derimod consonnerer ret vel med Tankedissonantsen [...] Trestavelsesrimene og et af flere Ord sammensatte Riim, synes mig ogsaa at være Dissonantser, som ikkun have deres Sted i det Latterlige. De nøies ikke med at kildre Øret, de krille [: får det til at klø i] det [...] det er kun i de hist og her forekommende Udbrud, hvor Veemoden gaaer over til Mismod, ja endog nu og da faaer et Anstrøg af Fortvivlelse, at Digtet synes mig at gaae over i en falsk Tone.« (do.)