↩ »Forfatteren har nemlig ved sine Reflexioner mesterlig skildret os den Stemning, som næsten indtræder hos alle unge, kraftfulde, poetiske Gemytter i en Gjennemgangsperiode, og som ofte er en umiddelbar Forløber for Mandens rolige, klare Besindighed; en Stemning, som opstaaer, naar den unge Sjel med al sin inderlige Kjerlighed har omklamret det Evige, Uendelige, Ideelle og har 138 villet realisere det og saa at sige binde det til ethvert Forhold i Livet, til alt det Endelige og Forgængelige, som i det finder Sted; men see! Verden gaaer alligevel sin sædvanlige, rolige Gang, det Omskiftelige og Foranderlige i alle jordiske Forhold bliver ikke Uomskifteligt og Uforanderligt, fordi det unge Hjerte saa gjerne ønskede at bevirke det; da er det, at Ungdomsdrømmene, de himmelske, de kjære, de tomme, forsvinde; da er det, at den uendelige, navnløse Smerte griber den bævende Sjel, og pludselig forandre alle Anskuelser af Livet sig. Hjertet med alle dets feilslagne Forhaabninger og Forventninger bliver os selv en besynderlig Gaade, vi kunne ei forstaae dets Kjerlighed, dets Længsel, som ikke i Verden kan finde nogen Tilfredsstillelse; og denne Verden, denne saakaldte kolde, upoetiske Verden, som saa dybt har skuffet vore Forventninger, som vi indbilde os er den sande Kilde til al vor Smerte, mod den vender nu Sjelens hele Bitterhed sig, den bliver Gjenstand for vor Haan og Foragt, eller den vækker Ironiens Smiil, og aftvinger Sjelen en Vittighed, under hvis Spøg og Latter den bittre Følelse, den inderlige Smerte ei skjuler sig for den skarpe Iagttager. Dette Sidste er isærdeleshed Tilfældet med vor Forfatter, der ogsaa ofte ikke kan afholde sig fra med Liv og Ungdomsovergivenhed at gjøre sin egen Smerte til Gjenstand for sin Latter. Men uagtet Tvivl og Uro saaledes gribe Hjertet, uagtet Troen paa det Uendelige næsten ganske tilintetgjøres, fordi det endelige Forhold, hvormed man vil forbinde det, omskiftes; saa kan dog Mindet om denne Troe ikke forsvinde, og omendskjøndt dens Toner mere og mere hendøe og tilsidst ganske ophøre, saa blive de dog ved at lyse for Sjelen i stille Øieblikke, ligesom Efterklangen af en Musik, der rører og bevæger os, selv længe efterat Musiken selv er forstummet.« (Interimsblad, nr. 2, mrk.: D.G.M.).