Palladius, Peder Peder Palladius' Danske Skrifter

Den XI. Søn. efft. Trinita.

Collect. ||

OAlmectige euige Gud/ som i din mildheds offuerflødighed offuergaar baade de ydmygis verd skyld oc attraa/ vnd oss din miskundhed offuer oss/ At du ville forlade huad vor samuittighed frycter/ Oc giffue oss til offuers det vor Bøn ey tør tage sig fore/ Ved vor Herre Ihesum/ etc.

Oc vnder tiden denne.

HErre Gud himmelske Fader/ wi beder dig/ du vilt formedelst din hellig Aand/ saa regere oss/ at wi først icke forglemmer vore synder/ oc bliffuer frimodig/ men at wi gør idelige Penitentz/ oc dag fra dag bedrer oss/ Oc dernest trøste oss aleniste dermet/ at du vilt vere oss naadig/ for din Søns Ihesu Christi skyld/ oc forlade oss vore synder/ oc gøre oss salig euindelige/ Amen.

Epistelen I. Corint. XV.

Kære Brøder/ Ieg giffuer eder oc til kende/ det Euan|| gelium/ som ieg kundgiorde eder/ Huilket i oc anammede/ vdi huilcket i oc staa/ formedelst huilcket i oc bliffue salige/ I huad maade ieg forkyndede eder det/ der som i det behulde/ Vden saa er/ at i trode det forgeffuis. Thi ieg gaff eder i det første/ det som ieg anamrnede/ At Christus er død/ for vore Synder/ effter Scrifften/ Oc at hand bleff begraffuen/ Oc at hand opstod tredie dag effter Scrifften. Oc at hand bleff seet aff Cephas/ Der effter aff de Tolff. Der effter bleff hand || seet aff mere end fem hundrede Brødre paa en gong/ aff huilcke der end nu mange leffue/ men nogle hen soffuede. Der effter bleff hand seet aff Iacobo/ der effter aff alle Apostler. Paa det siste effter dem alle/ er hand oc seet aff mig/ som aff en wtidig Fødzel. Thi ieg er den ringste iblant Apostlerne/ ieg som er icke verdig/ at kaldis en Apostel/ Fordi at ieg forfulde Guds Menighed. Men aff Guds naade er ieg/ det som ieg er/ oc hans naade i mig/ haffuer icke veret forgeffuis. ||

442

Euangelium Luce. XVIII.

IEsus sagde til nogle/ som dristede paa sig selff/ at de vaare fromme/ oc foractede andre/ saadan en Lignelse. Der ginge rtjm Menniske op til Tempelen at bede/ den ene en Phariseer/ den anden en Toldere. Phariseeren stod oc bad saa ved sig selff/ Ieg tacker dig Gud/ at ieg er icke som andre Folck/Røffuere/Wretfetdige/Horkarle/ eller oc som denne Toldere/ ieg faster tho gonge om wgen/ oc giffuer Tiende/ aff alt det ieg haffuer. Oc Tolderen stod || longt borte/ vilde icke end opløffte sine øyen til Himmelen/ Men hand slo sig paa sit Bryst/ oc sagde/ Gud ver mig Syndere naadig. Ieg siger eder/ Denne gick retferdig ned i sit huss/ faar den anden. Thi huo sig selff ophøyer/ hand skal nedtryckis/ Oc huo sig selff nedtrycker/ hand skal ophøyis.